Det går sjældent så galt som præsten prædiker, og hvis ens prædiken står at læse i avisen, så er man næsten ansvarsfri. Men det er nu ikke fordi, jeg i dag skammer mig så voldsomt over denne tekst, som oprindeligt kunne læses på 180 Grader den 26. november 2007 – altså kort efter forrige valg. Valgperioden blev lang, men indholdsløs lige med undtagelse af tiden efter Løkkes nytårstale og omvendelse til efterlønsreform. Valget i 2011 resulterede ikke i fremkomsten af et ulideligt protestparti, men vi har ikke undgået 70-ernes svøbe, den svage socialdemokratisk ledede regering, der famler i blinde, og borgerlige partier, som mangler evnen til at gøre op med deres egen umiddelbare fortid.

På et punkt er der taget grueligt fejl. I 2007 fremstod Ny Alliance som et “internationalt orienteret socialdemokrati”. Ændringen til “Liberal Alliance” er udtryk for et utroligt skred, og somme tider kniber det stadig med at tro på. Man kan godt stadig af og til gribe sig selv i at tro, at det er ligesom med de billige farvede stearinlys, at farven kun sidder i et tyndt lag på overfladen. Men foreløbig holder de sig på dydens smalle vej

Arven fra VKR

Man skal efterhånden være halvgammel for at kunne huske jordskredsvalget i 1973, hvor Folketingets sammensætning blev ændret voldsomt, blandt andet fordi antallet af partier i steg fra 5 til 10, og fordi de gamle partier tabte en tredjedel af deres mandater til de nye partier.
At drage historiske sammenligninger skal man altid være forsigtig med, men det er markant, at den kraftige økonomiske fremgang gennem 60’erne og helt op til oliekrisen i 1973 blev afløst af et årti med åbenlys politisk rådvildhed, protestpartier og økonomisk mismod.

Hvorledes kunne 60’ernes højkonjunktur ende på den måde? Og kan den nuværende højkonjunktur få samme kranke skæbne? Vil Anders Fogh Rasmussens seneste velfærdsudspil på sigt give samme type resultater?

60’ernes højkonjunktur var præget af en grundlæggende politisk enighed om den økonomiske politik. Der blev ganske vist udadtil brugt megen energi på at overbevise vælgerne om, at de to sider i folketingssalen repræsenterede forskellige ståsteder, men det meste af det må efterfølgende karakteriseres som teatertorden. Den førte politik var den samme.

I 1968 væltede de borgerlige en socialdemokratisk ledet regering på et forslag om indkomstpolitik, og da de borgerlige efterfølgende fik flertal ved valget, så forsøgte de med det samme at gennemføre fuldstændig tilsvarende indgreb i økonomien. Det var ikke sundt for troværdigheden.

VKR sad faktisk på et solidt flertal på 98 ud af 175 folketingsmedlemmer (de nordatlantiske er ikke talt med her). VKR burde derfor have kunnet gennemføre en radikalt anderledes politik, men det skete ikke, tværtimod stod VKR for en række reformer, hvor man forlod traditionelle borgerlige værdier. Det er vanskeligt at forestille sig i dag, men hvis man under VKR-regeringen ønskede at udskifte sit køkken, så skulle man rent faktisk ansøge om at få lov til at optage et realkreditlån, og i 1970 blev en række kreditforeninger tvangsfusioneret på en måde, der var en kommunistisk øststat værdig.

Endog mere absurd, så var det almindeligt accepteret, at besiddelse af udenlandsk valuta – udover meget beskedne beløb – rent faktisk var strafbart. Det var den type forhold, som enhver borgerlig regering burde have gjort op med, men VKR havde ikke det ideologiske overskud til at gøre det.

VKR afløstes i 1971 på ny af en socialdemokratisk ledet regering, som sad på 87 danske mandater, selv om VKR stadigvæk tilsammen havde 88, og regeringssammensætningen blev derfor bestemt af de nordatlantiske mandater, hvoraf 3 støttede venstrefløjen. Den regering blev blot et intermezzo, men et intermezzo, der formentlig forlængedes af, at den stod for forhandlingerne om Danmarks indtræden i EU, der afsluttedes med folkeafstemning i oktober 1972.

Og herefter indtrådte oliekrisen og jordskredet ved valget i december 1973.

For at forstå årsagen til jordskredet, skal man lige være opmærksom på nogle forhold omkring de offentlige finanser.

Hvis man skal beskrive det offentliges økonomi i korte træk, så er der to typer udgifter; for det første overførselsindkomster i form af f.eks. SU, bistandshjælp, pensioner og arbejdsløshedsdagpenge og for det andet offentligt forbrug i form af lønninger til offentligt ansatte, vedligeholdelse af bygninger o.s.v.

Forholdet mellem de to typer udgifter er aldrig konstant, for når konjunkturerne er gode, og beskæftigelsen stiger, så falder antallet af personer på overførselsindkomster – primært fordi dagpengene til de arbejdsløse falder. Det er ganske anseelige milliardbeløb, der kan være tale om, i 1994 udgjorde dagpengene f.eks. 32 mia. og i 2007 anslås de til 15 mia.

Men gode tider har endnu en effekt, nemlig højere skattebetaling fra alle de mennesker, som nu er kommet i beskæftigelse, så dermed stiger indbetalingerne også. Det har vi tydeligt set for et par år siden, hvor statskassen kort før jul indeholdt et to-cifret milliardbeløb, som ingen havde forventet!

Når det så går godt, så skal vi selvsagt være rare ved hinanden – det man kalder øget velfærd. Der er jo råd til det hele fra vugge til grav, både børnehaver, skoler, offentlig trafik og motorveje, folkepensionstillæg og sluttelig en bedre begravelseshjælp. Og det er jo meget fint, så længe økonomien buldrer derudaf. Det var lige præcis sådan, VKR opførte sig fra 1968 til 71, og det fortsatte med uformindsket kraft under Socialdemokraterne, indtil oliekrisen satte ind i efteråret 1973.

Men højt at flyve, dybt at falde. Hvis konjunkturen falder, så falder skatteindtægten drastisk – og samtidig stiger overførselsindkomsterne, så nu bliver statskassen hurtigt klemt fra begge sider. Og det gør ondt, for man kan ikke bare lige skære alle de rare velfærdsforbedringer væk på en studs.

Vælgerne i 1973 var for så vidt klogere end politikerne. Vælgerne kunne godt se, at noget var gået helt galt, men udvalget af partier på stemmesedlen gav dem bare ingen mulighed for at løse problemet. Nærmest var Glistrups Fremskridtsparti, der da også blev den helt store vinder. Nogen helt i Danmarkshistorien blev han imidlertid ikke, for han kunne ikke finde ud af at samarbejde med nogen om noget som helst, og derfor kom han aldrig til at bidrage med en løsning. Han forvrængede også sit budskab i en sådan grad, at ingen ville slås i hartkorn med ham – stueren blev han aldrig – og derfor turde de borgerlige partier ikke indlade sig på tilsvarende tanker i en pænere indpakning.

På mange måder præger 70’ernes dårlige tider for øvrigt stadig vor tankegang. Langt de fleste danskere har en oplevelse af, at hvert eneste år siden 1973 har den offentlige sektor skullet spare. Det er egentlig lidt mærkeligt. For siden 1973 er den offentlige sektor vokset ganske voldsomt, og ser man f.eks. på sygehusene, så er der i dag en række standardbehandlinger, som man i 1973 ville have betragtet som enorme fremskridt. Tag blot udskiftning af hofter. I 1973 var der en betydelig risiko for, at ældre mennesker med en brækket hofte døde af det – i dag får de indopereret en stålprotese.

For de borgerlige partier betød valget i 1973 et tiår på ørkenvandring. Havde man endelig en kort periode del i regeringsmagten, så blev al energi brugt på simpel overlevelse og uendelige mængder kriseindgreb med stadigt mere indviklede skatter.

De borgerlige partier var ekstremt længe om at vågne op og forlade den tidligere konsensus om den økonomiske politik, og først da Margaret Thatcher viste en vej frem i England, kom de borgerlige frem på banen igen.

Lige nu bør de borgerlige partier overveje, om jordskredet kan ske igen. De har forladt deres egne partiprogrammer, glemt løfterne til vælgerne og kastet sig ud i overbudspolitikkens tomme rum. Uden at vise det mindste tegn på forlegenhed, står førende borgerlige politikere frem og påstår, at de skam ikke har ændret holdning, men tværtimod hele tiden har ment det samme.

Det er som om, de tror, at vælgerne er idioter og lader sig snyde af omhyggeligt udformede fraser, hvor f.eks. skattestoppet omdefineres med henvisning til en formulering om undtagelser, som kun er kendt indenfor Christiansborgs mure. Så omhyggeligt er sætningerne formuleret, at politikerne ikke kan svare på reelle spørgsmål, men blot gentager sig selv som en grammofonplade med hak i.

Tankegangen bag er selvsagt, at de utilfredse borgerlige vælgere ikke har noget sted at gå hen. Enten må de leve med de Konservative og Venstre, eller også må de stemme på noget værre. Men den seneste tid har netop vist, at nye partier kan opstå som svampe i løbet af nogle få nætter. Og meningsmålingernes kraftige udsving viser, at vælgerne er rede til revolution.
Valgresultatet har resulteret i en parallelforskydning mod de socialdemokratiske værdier, både de nationalt sindede socialdemokrater i DF og de internationalt orienterede i NA gik frem. Venstre, der klarest forlader sine borgerlige standpunkter, får tab, og midten har flyttet sig. Det er oplagt, at Venstre og de Konservative har efterladt et tomrum, som blot venter på at blive fyldt ud af et borgerligt oppositionsparti.
Lige så slemt for de borgerlige er, at man har mistet grebet om de unge vælgere. Ungdommen kræver ideologi og klar tale. Kan man ikke levere det, så bliver man valgt fra. Det skete efter ungdomsoprøret i 1968, og det er sket igen – ungdommen stemmer ikke Venstre. Perspektivet er ikke særlig sjovt for en borgerlig.

Gennem årtier har jeg som liberal hørt venstrefløjen himle op om, at liberalismen savner social ansvarlighed; at det kan være meget godt for de rige, men at vi overlader de svageste til at sejle i deres egen sø.

Det siger sig selv, at jeg ikke er enig. Tværtimod må jeg gang på gang konstatere, at det regulerede velfærdssamfund er til gavn for de konforme, lønmodtagerne der hver eneste måned lader arbejdsgiveren trække skatten af deres løn, banken betale alle deres øvrige udgifter, og som så på “ansvarlig” vis lever af resten.

De konforme er selvsagt dækkede af fuld løn under såvel sygdom som barsel; de hævder, at de betaler for “arbejdsløshedsforsikring”, selvom enhver kan se, at kontingentet kun lige kan dække portoen på a-kassens medlemsblad, og sådan kunne man blive ved.

Gennem de sidste 5-6 år har jeg haft det lille spændende job at være medlem af et skatteankenævn. At være en del af det repressive system, og at vigte sig deraf, vil nogen nok synes er udtryk for en afsporet personlighed, men jeg vil trods alt hævde, at jeg gør et gavnligt stykke arbejde. Også selv om det at være en “bøddel med et menneskeligt ansigt” godt kan være utaknemmeligt; for når man slår nogen ihjel, så er de som regel ret ligeglade med, om man gør det på en høflig måde.

Men gennem mit arbejde der har jeg mødt en gruppe af samfundets svageste mennesker, som jeg aldrig nogen sinde har set løfte en røst i offentligheden til forsvar for sig selv. Og jeg har heller aldrig set nogen anden gruppe tage dem i forsvar.

Det er de små selvstændige indvandrere jeg tænker på, pizzabagerne, shawarmamanden og indehaveren af døgnkiosken.

Deres forhold til alle mulige andre myndigheder kender jeg ikke, men hvorledes de behandles af skattevæsenet, det har jeg efterhånden set nok af.

Udgangspunktet for de sager er altid, at skattevæsenet konstaterer, at virksomhedens regnskab ikke opfylder gældende krav til regnskaber, og at man derfor kan foretage en skønsmæssig bedømmelse af indkomsten.

Allerede her skiller lønmodtageren sig ud fra den selvstændige. For lønmodtagere kan man kun foretage en skønsmæssig ansættelse, såfremt der overhovedet ikke er indleveret en selvangivelse, for den selvstændige, hvis den indeholder fejl. Og regnskaber indeholder altid fejl!

Klassikeren er, at pizzabageren ikke udarbejder daglig kassekladde og foretager afstemning, og så er fælden klappet. Regnskabet opfylder ikke reglerne, så her må der skønnes.

Derefter foretager myndighederne et skøn over de udgifter, som familien formentlig har afholdt. Kan det beløb ikke rummes indenfor den oplyste fortjeneste, så forhøjes indkomsten, så der bliver den nødvendige indtægt.

Det er for så vidt ikke så spændende, hvis det ikke lige var for en enkelt detalje, nemlig de tal man bruger til at vurdere privatforbruget. Skattevæsenet er naturligvis ikke onde, men for at få et objektivt grundlag, så genbruger man som regel de budgettal, som forbrugerstyrelsen har offentliggjort som sædvanlige for danske familier. Og de skyder naturligvis langt over målet.

Hvis man spørger en kontormedarbejder i skattevæsenet om hendes budgettal, så har hun aldrig så stort et rådighedsbeløb som det, forbrugerstyrelsen anser for passende. Og når pizzabageren møder op i skatteankenævnet i halvslidt tøj fra Bilka (det kan selv jeg se), så har hans familie nok heller ikke den størrelse rådighedsbeløb.

Resultatet er dog en tårnhøj indtægt og en skattegæld, som der kan betales af på i årtier. Det kan jo tilføjes, at skat i al beskedenhed beregner sig en rente på 1% om måneden – uden fradragsret. Ydermere får man fornøjelsen af en dummebøde, der efter standardtaksterne er 1 eller 2 gange den unddragne skat. Der skal ikke meget til, førend man er skatteinvalid på livstid.

Og når vi lige er i gang, så finansierer pizzabageren som regel sin forretning med lån fra familie og venner. Det laver man kun sjældent gældsbreve på og udbetalingen af beløbene sker ofte kontant, f.eks. fordi man forhøjer lånet i forbindelse med en søn eller svigersøns likviditetsbehov. Tilbagebetaling sker ofte lige så uformelt.

Hvis beløbet sendes fra lande med valutarestriktioner, så sker det ofte udenom bankerne, og så er den helt gal.

Skattevæsenet underkender disse lån på stribe og omdøber dem til sort indkomst. I et tilfælde, som jeg kender til, forhøjede man indkomsten for en 56-årig dame af indisk oprindelse med fuldtidsjob i en statslig styrelse og 4 børn med 300.000 på et år. Hvis en kvinde skal tjene 300.000 sort om året (efter driftsudgifter!), så kender jeg kun et erhverv, der gør det muligt, og så skal man næppe have født 4 børn! Når man ikke forhøjede mandens indkomst i stedet (det var ham, der drev pizzeriaet, men hun ejede det), så skyldtes det måske, at han tidligere havde haft besøg af skattevæsenet og ikke længere kunne klemmes yderligere.

At disse mennesker fortsætter kan egentlig undre, men det er der jo også mange af dem, der ikke gør. Når en betydelig del af indvandrerne er udenfor arbejdsmarkedet, så kunne det jo skyldes, at de en gang har stukket næsen frem og fik den skåret af. Så er det tryggere på offentlig overførsel.

Men hvis vi fremover skal have nystartede selvstændige i Danmark, så nytter det ikke, at de kvæles i starten. Jeg skal ikke udelukke, at de tjener sorte penge, men omfanget deraf er dog nok mindre, end mange tror. Skattevæsenets forhøjelser af deres indtægt kan i hvert fald ikke bruges til beregning af den sorte omsætning.

Mine børn kan godt lide pizza, jeg spiser gerne shawarma på alene hjemme-aftener, og døgnkiosken er naturligvis uundværlig. Det er der sikkert andre, der synes, og næste gang man besøger en af dem, så skulle man måske skønne lidt på, at de stadig gider.