Jyllandsposten skrev forleden om, at patienter på landets fødeafdelinger nu selv skal medbringe tøj, dyner og til tider endda mad. Det er ellers den slags scener vi forbinder med tv-reportager fra missionshospitaler i det mørkeste afrika.
Men man kan også hævde, at det er den offentlige sektor i en nøddeskal, og at det såmænd blev indrømmet åbenlyst i artiklen. for som en af de ledende jordemødre udtalte “Vi prioriterer, at der er personale tilstede, og så sparer vi på saftevand og sengetøj.”
Det illustrerer levende den enkle sandhed er, at offentlige institutioner alt for ofte bliver drevet til fordel for de ansatte i stedet for at skulle betjene sine kunder ordentligt. Det betyder først og fremmest, at alle pengene går til løn, og at alle andre udgifter skæres bort.
Jeg siger ikke, at personalet ikke er søde og venlige, for det er de. Men prioriteringen bliver helt skæv.
 |
| Udsigt fra sottesengen – september 2013 |
Sidste år havde jeg fornøjelsen af at tilbringe små 3 uger på Bispebjerg Hospital. Blandt mine medpatienter var der en del, som tilbragte måneder der, i lange perioder uden at kunne forlade stedet.
Uanset hvilken type sygdom, der er tale om, så betyder omgivelserne noget for vores velbefindende. For nogle af os er det også en væsentlig del af behandlingen at genfinde trangen til at komme gennem vores sygdom – det hjælper ikke så meget med behandling, hvis det alligevel ikke er sjovt at forblive i live.
Og hvordan så der så egentlig ud. Tjaa, på min stue var der ingen bund i skuffen i sengebordet, gardinerne hang kun halvt på stængerne, fordi de der små plastic glidesko i gardinstangen var knækkede af ælde. Der var ikke vand i vandhanen i mit brusebad og heller intet lys derude. Ved håndvasken inde på stuen manglede der til gengæld en papirkurv til de brugte håndklæder.
Og i fælleslokalerne var afdelingens patientcomputer brudt sammen, og klaveret var ikke blevet stemt i årtier. Der var blomsterkasser på altanen, men ingen blomster. Vaskemaskinen til patienttøj var gået i stykker, men naboafdelingen havde en. Og jeg kunne fortsætte med en liste så lang. Men mest sigende var nok, da en patient en dag nævnte, at man altid ryger så meget når man er indlagt – for der er ikke andet at nyde og tage sig til.
Så er det, at man savner gamle dages oversygeplejersker, der gik daglig stuegang og påpegede alle de små mangler, som burde udbedres. OK, det var måske nok lige en tand for meget, men det totale fravær deraf fungerer heller ikke.
De beløb, som er nødvendige – og på langt sigt alligevel uundgåelige – til vedligeholdelse er minimale i forhold til den samlede lønudgift. Og i øvrigt er det ofte også et spørgsmål om at flytte lønudgiften fra f.eks. plejepersonale til håndværkere.
Man kunne tro, det var fordi hospitalerne er for topstyrede, men det kan også skyldes, at det er lige omvendt. Afdelingssygeplejersken har faktisk i vidt omfang budgetansvar, men hun er meget tættere på sit personale end på vedligeholdelsen, som hun ikke får belønning for at prioritere. Derudover er hun bebyrdet med – og vælger sikkert også selv at lægge megen vægt på – sit administrative arbejde, så hun ikke rigtig får fulgt med i afdelingens tilstand.
Det var i hvert fald notorisk, at medens jeg efterhånden kunne identificere hende, så havde jeg på intet tidspunkt set hende blandt patienterne.
Det er nøjagtig den samme funktion man ser, når de besøgende skal betale for kaffen. Og når de fødende selv skal medtage tøj, dyner og bleer. Og det vil aldrig blive anderledes, så længe afdelingens ledelse har større loyalitet mod personalet end mod kunderne / patienterne.