Kategori: Politik og Økonomi

Udgivet den

Borgenes eller personalets sygehuse

Jyllandsposten skrev forleden om, at patienter på landets fødeafdelinger nu selv skal medbringe tøj, dyner og til tider endda mad. Det er ellers den slags scener vi forbinder med tv-reportager fra missionshospitaler i det mørkeste afrika.

Men man kan også hævde, at det er den offentlige sektor i en nøddeskal, og at det såmænd blev indrømmet åbenlyst i artiklen. for som en af de ledende jordemødre udtalte “Vi prioriterer, at der er personale tilstede, og så sparer vi på saftevand og sengetøj.”
 

Det illustrerer levende den enkle sandhed er, at offentlige institutioner alt for ofte bliver drevet til fordel for de ansatte i stedet for at skulle betjene sine kunder ordentligt. Det betyder først og fremmest, at alle pengene går til løn, og at alle andre udgifter skæres bort.
 
Jeg siger ikke, at personalet ikke er søde og venlige, for det er de. Men prioriteringen bliver helt skæv.



Udsigt fra sottesengen – september 2013

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at tilbringe små 3 uger på Bispebjerg Hospital. Blandt mine medpatienter var der en del, som tilbragte måneder der, i lange perioder uden at kunne forlade stedet.
 

Uanset hvilken type sygdom, der er tale om, så betyder omgivelserne noget for vores velbefindende. For nogle af os er det også en væsentlig del af behandlingen at genfinde trangen til at komme gennem vores sygdom – det hjælper ikke så meget med behandling, hvis det alligevel ikke er sjovt at forblive i live.
 
Og hvordan så der så egentlig ud. Tjaa, på min stue var der ingen bund i skuffen i sengebordet, gardinerne hang kun halvt på stængerne, fordi de der små plastic glidesko i gardinstangen var knækkede af ælde. Der var ikke vand i vandhanen i mit brusebad og heller intet lys derude. Ved håndvasken inde på stuen manglede der til gengæld en papirkurv til de brugte håndklæder.
 
Og i fælleslokalerne var afdelingens patientcomputer brudt sammen, og klaveret var ikke blevet stemt i årtier. Der var blomsterkasser på altanen, men ingen blomster. Vaskemaskinen til patienttøj var gået i stykker, men naboafdelingen havde en. Og jeg kunne fortsætte med en liste så lang. Men mest sigende var nok, da en patient en dag nævnte, at man altid ryger så meget når man er indlagt – for der er ikke andet at nyde og tage sig til.

Så er det, at man savner gamle dages oversygeplejersker, der gik daglig stuegang og påpegede alle de små mangler, som burde udbedres. OK, det var måske nok lige en tand for meget, men det totale fravær deraf fungerer heller ikke.
 
De beløb, som er nødvendige – og på langt sigt alligevel uundgåelige – til vedligeholdelse er minimale i forhold til den samlede lønudgift. Og i øvrigt er det ofte også et spørgsmål om at flytte lønudgiften fra f.eks. plejepersonale til håndværkere.
 
Man kunne tro, det var fordi hospitalerne er for topstyrede, men det kan også skyldes, at det er lige omvendt. Afdelingssygeplejersken har faktisk i vidt omfang budgetansvar, men hun er meget tættere på sit personale end på vedligeholdelsen, som hun ikke får belønning for at prioritere. Derudover er hun bebyrdet med – og vælger sikkert også selv at lægge megen vægt på – sit administrative arbejde, så hun ikke rigtig får fulgt med i afdelingens tilstand.

Det var i hvert fald notorisk, at medens jeg efterhånden kunne identificere hende, så havde jeg på intet tidspunkt set hende blandt patienterne.
 
Det er nøjagtig den samme funktion man ser, når de besøgende skal betale for kaffen. Og når de fødende selv skal medtage tøj, dyner og bleer. Og det vil aldrig blive anderledes, så længe afdelingens ledelse har større loyalitet mod personalet end mod kunderne / patienterne.
Udgivet den

Forslag til lov om liberalisering af andelsboliger

Venstre har forleden klart tilkendegivet, at man efter næste valg vil arbejde for reform af en lille del af den skadelige regulering af boligmarkedet.

Modet strækker ikke til et opgør med lejeloven, forbuddet mod udstykning af ejerlejligheder eller de planøkonomiske såkaldt ‘almene’ boliger.

Men andelsboligernes priser vil man frigive, og tidspunktet er det helt rigtige. At gøre det, medens priserne er i top, ville bare udløse postulater om profitmageri, spekulation og deslige.

Lige nu handles en del  andelsboliger under den lovlige maksimalpris, så liberalisering vil næppe bevirke væsentlige ændringer i prislejet.

Så glem synspunktet om, at markedet vil blive støvsuget for billige boliger, og husk bilige boliger i øvrigt altid går til nevøer, venner og de, som har set et billede af Tordenskjold.

Der er ingen tvivl om, at der fra modstandernes side vi blive fremført alle mulige pseudotekniske argumenter, men faktisk kan det gøres uhyre enkelt.

Man skal blot udskifte 8 ord i loven med 11 nye. Idag lyder teksten af lovens § 5, stk 1:

Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, må prisen ikke overstige, hvad værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand med rimelighed kan betinge.

Det er de fremhævede ord, der skal udskiftes, så der i stedet kommer til at stå:

Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, skal det af aftalen fremgå, med hvilke beløb værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand indgår i købsaftalen.

Man kan næsten ikke lave et lovforslag kortere – 11 ord. Så nu kan vi bare vente på, at det bliver fremsat.

Og så er det spændende om det radikale Venstre, der tidligere har været tilhængere, stadig er det.

Udgivet den

Ministerium ude over kanten

Anette Vilhelmsen er ikke renset.

Nu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.
 

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske. 

 At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.
 
Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

 Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

Udgivet den

Klammere end kælderkold kapitalisme!

Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.

 
Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom.


Men er det sandt? Svaret er – som svaret på alle retoriske spørgsmål – ganske enkelt, og det er nej.

Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.

Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.

Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen – bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer – tilfalde kommunen.

Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode – endda ganske betragteligt.

Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.

Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig – og Højesteret har givet den medhold i – at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!

Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.

Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.

Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser – end ikke de grumme venture-kapitalister.

Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.



Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: “Ne plus ultra.”

Udgivet den

Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: