Demente uden værger

I slutningen af april 2015 kunne man i JP læse om en hjemmehjælper, der ikke kunne hjælpe sin demente klient med de ubetalte regninger. For det må hun ikke.

Det er muligt, at kommunen har givet hende den instruks. Hendes kommunale chef tror nok selv på instruksen. Det kan også godt være, at lovgivningen umiddelbart ser sådan ud. Og det er helt givet, at kommunen kan finde på at fyre hende, hvis hun overtræder instruksen.

Men alt det der er bare ikke god jura. Jura handler jo om at løse problemer. Og derfor er retstilstanden heller ikke, som hjemmehjælperen er blevet bildt ind.

Løsningen ligger i de uskrevne – men helt alment anerkendte – regler om ‘uanmodet forretningsførelse’. Dansk aftalerets ‘grand old man’ Henry Ussing antager f.eks. klart, at det er lovlig indgriben i andres forhold, hvis man sørger ind for at forhindre væsentlig skade såsom ophævelse af et lejemål.

Man løber selvsagt en vis risiko, når man griber ind i andres forhold. Først og fremmest den risiko, at man ikke får sine udgifter til hjælpen betalt. Så man skal naturligvis tænke sig om.

Men foreløbig må man imidlertid konstatere, at hjemmehjælperen er en bedre jurist og har mere omtanke end de faguddannede på rådhuset, som har bildt hende en historie på ærmet.

Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014

Og regningen skal sendes til?

Nu kom redegørelsen om Annette Vilhelmsen så. Og så kan vi begynde at få svar på alle spørgsmålene?

Forinden skal man dog lige gøre sig klart, hvad redegørelsen er. For den er kun en gennemgang af det skriftlige materiale i dagen, og den tager kun sigte på, om der skal tages ansættelsesretlige konsekvenser.

Men der burde stilles nogle yderligere spørgsmål, først og fremmest hvem regningerne skal sendes til, for der er reelt set 2 regninger. En på den million, som Zornig fik, og en sikkert endnu større for den advokatundersøgelse, som skulle til for at afsløre ministeriets ‘cover up’-aktion.

Beløbene er ikke helt ubetydelige. De kunne række ret langt som sociale ydelser! Og hvis der skal være lighed for Loke og Thor, så skal der sammenlignes med, hvilke regninger man sender for fejludbetalte ydelser.

Som enlig forsørger oplevede jeg for nogen tid siden, at der flyttede en mand ind hos en nabo. Folkeregistret troede dog, at han boede hos mig. Og uanset hvor meget jeg i irritation erklærede, at jeg snarere var homofob end homofil, så kostede det et par kvartalers børnetilskud. Det er den barske standard, vi skal måle imod.

Det står nu klart, at ministeriet har handlet ulovligt, og at man gjorde det i samarbejde med Zornig Andersen. Men hvis en invalidepensionist snyder sig til ekstra ydelser, fordi sagsbehandleren er en god ven, så ved vi jo godt, at ydelsen skal tilbage i kommunekassen. Det kan ikke være anderledes.

Den offentligt ansatte, som med fuld viden om karakteren af sin handling har medvirket til udbetalingen, må da også hæfte, hvis modtageren ikke kan betale tilbage. Og hertil kommer, at omkostningen ved at afdække historien selvsagt også er et tab for skatteborgerne, som den ansatte må være ansvarlig for.

Når en mafia-sag rulles op i Amerika, så er der aldrig noget skriftligt, som forbinder forbrydelsen med bagmanden. Det er der heller ikke her. Og nøjagtig ligesom en mafiaboss erklærer ministeren så, at hun er renset og sandelig ikke skal have begmanden. Men den holder altså ikke. Og i øvrigt har ministeren et særligt ansvar for at holde opsyn med sine embedsmænd.

Konklusion må entydigt blive, at vi som skatteborgere må have krav på, at der for en gangs skyld følges op på sagen og kræves kontant afregning for sagen. Der verserer hobevis af sager om sløsede bankdirektører. Lad os nu få en om en sløset offentlig chef.

Bragt i Jyllands-Posten 17. juni 2014

Og for en god ordens skyld skal jeg lige henvise til, at dengang sagen blev rejst skrev jeg om den i en tidligere kronik.

Bødskovs billige politiske spil

Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i  lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.

Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget.  Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.

Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.

Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.

Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014

Ejendomsvurdering og erstatning




31. august havde JP igen gravet i spørgsmålet om erstatning for fejlagtige ejendomsvurderinger. Og det er jo en prisværdig aktivitet. Men når det drejer sig om erstatning – og navnlig fra staten – så bor der djævle i detaljerne. En af dem kan illustreres med følgende eksempel:
 
Hvis man nu forestillede sig, at Rigsrevisionen ville undersøge, hvor gode skolelærere er til at give årskarakterer, så kunne det gøres ret nemt ved at sammenligne års- og eksamenskarakter. Man ville givetvis kunne konstatere, at der er en forskel. Og den forskel ville formentlig også være der i de fag, hvor eleverne ikke går til eksamen, men bare får årskarakteren overført. I eksamensfagene ville man ret nemt kunne kompensere eleverne for “fejlbedømmelsen”. Men hvad skulle man gøre i de prøveløse fag? Med mindre man er villig til at afholde prøven, så er opgaven umulig.
 
Der er 1,2 mio parcelhuse i Danmark. Er vi villige til at omvurdere dem alle i en omstændelig proces, der vil koste oceaner af ressourcer? Det handler om tusindvis af årsværk. Og kan det gøres ret meget bedre end første gang? For det vil jo stadig være en slags “årskarakter”. Og så er der lige det virkeligt interessante faktum tilbage, nemlig at selv hvis vurderingen bliver ændret, så har det kun betydning for skatten i et mindretal af tilfældene. For langt de færreste betaler skat af husets ejendomsvurdering. Ejendomsværdiskat betales typisk af vurderingen i 2000 eller 2001. Og kommunal ejendomsskat, grundskyld, betales kun af den del af ejendommens samlede vurdering, der vedrører grunden. Og selv om den samlede vurdering af ejendommen bliver ændret, så kan grundværdien meget nemt være den samme. Skats vurderinger bygger på nogle gennemsnit om størrelse og byggeår etc., og de skal blive forkerte, hvis bygningen er enten moderniseret eller tværtom dårligt vedligeholdt. Men det ændrer jo ikke ved grundværdien, som man betaler grundskylden af.
 
Når det kombineres med dansk rets øvrige regler om erstatningskrav, så bliver konklusionen, at der nok er “meget skrål, men liden uld,” som bonden sagde, da han klippede sin so. Desværre!
 
Jens Fr.
 
Denne udgave er fra Jyllandsposten d. 9. september 2013