Intet uetisk i meningsmålinger og exitpolls

DRs mangelfulde forudsigelser om kommunalvalget var et klart eksempel på, at man godt må tænke sig om, førend man udtaler sig skråsikkert. Ikke desto mindre har samtlige partier, bare 2 dage senere besluttet sig for, at offentliggørelse af exitpolls førend afstemningen er slut, skal være ‘uetisk’.

Det er en meget mærkelig form for beslutning. I et retssamfund har man love, og hvis der ikke er en lov, så kan folk gøre, som de vil. Det er vores eget private valg, som politikere ikke skal blande sig i, med mindre de altså vil lave love om emnet.

Derudover skulle man egentlig også tro, at samtlige landets borgere nu har fået en passende anskuelsesundervisning i vanskelighederne ved at lave meningsmålinger. Så mon ikke journalisters trang til at opføre sig som lemminger og kolportere andre mediers sensationer bliver lidt mindre. Og mon ikke diverse politikere genfinder den klassiske sætning om, at vi først kender resultatet, når den sidste stemme er talt op.

Endnu mærkeligere er det, at dele af pressen, f.eks. Berlingske, tilsyneladende slutter op om dette indgreb i pressefriheden. Og så er det alligevel ikke så mærkeligt, for Berlingske har formentlig ikke råd til at lave den type undersøgelser, og som trykt medie har man næppe heller så megen  brug for dem. De er i hvert fald ikke særlig spændende dagen efter.

Det kan godt være, at andre lande har forbud, men når det handler om valgsystemer, så plejer vi da at kunne være enige om, at andre lande er underudviklede, bananrepublikker eller ligefrem uciviliserede. Så hvorfor abe efter, med mindre man har en god grund dertil.

DR’s kamp mod kedsomhed.

Og hvad med lige at overveje, hvorfor DR overhovedet lavede målingen. Det gjorde man formentlig, fordi man havde besluttet sig for at sende kommunalvalg live fra valgstederne åbnede til sent næste eftermiddag. Det er rigtig mange timer at skulle fylde ud. Men heldigvis mest i konkurrence med andre kanalers genudsendelser af sæbeoperaer. Det er imidlertid begrænset, hvor spændende det er at se på folks fodstilling, medens de sætter krydser, så det får lidt samme karakter som en transmission fra et prinsebryllup. Og så griber man til desperate midler såsom dårlige prognoser.

Det hidtil fremførte argument mod disse målinger er, at de påvirker – eller i hvert fald kan påvirke – valgresultatet. Og til det er der kun at sige: “Og hva’ så? Er der noget galt i det?”

Der er rigtig mange typer informationer og udtalelser, der påvirker valgresultatet. Det kan være disinformation om en partileders troværdighed. Det kan være en morsom notits i ’At tænke sig’.

I alle mulige andre sammenhænge kræver vi jo ellers, at borgerne skal have bjerge af informationer, og endda ligefrem skrive under på, at de har læst dem – prøv blot at optage et realkreditlån eller deltage i et medicinsk forsøg om en ny type ligtorneplaster. Så hvorfor er der pludselig oplysninger, som vi – angiveligt af hensyn til os selv – ikke må få, bare fordi de kan få os til at tænke os om en ekstra gang. Er det fordi presse og politikere tror, at vi er lige så meget lemminger som de selv.

Meningsmålinger har i hvert fald den gavnlige effekt, at vi vælgere får et fingerpeg om, hvad vores medborgere tænker – navnlig de af dem som vi ikke selv taler med. Det er jo i hvert fald en oplysning, som partierne gerne selv vil have.

Og på det rent praktiske plan må man spørge sig selv, hvordan man vil forhindre medier i at være uetiske. Det er vel endnu ikke hændt, at det har lagt bånd på noget medie, hvis der blot var seertal nok i nyheden. Hvad vil man egentlig gøre, når nogen bryder reglen? Og hvor langt ned vil man gå. Vil det også være skadeligt for demokratiet og uetisk at bringe billeder af partiledere, der overraskende nok stemmer på deres eget parti. Eller at interviewe politikere eller vælgere på valgdagen. En klodset hhv. kvik udtalelse vil jo også kunne påvirke valget!

Hvis man først vil forhindre pressen i at påvirke et valg, så er man temmelig godt på vej mod at afskaffe demokratiet. Er det virkelig intentionen?
Jens Frederik Hansen

En forkortet version blev bragt i Børsen d. 25. november 2013

Kandidatmangel

I Berlingske har jeg i dag en kommentar som til dels er et svar til bl. a. Kurrild-Klitgaards lidt tilbagelænede kritik af de mange unge i SF og til dels er et en efterlysning af nogle gode emner til fremtidig brug.

Kandidater efterlyses
 

I forbindelse med SFs formandsvalg hører man hele tiden om børnebandens ungdom, manglende erfaring fra livet udenfor Christiansborg, og det forhold, at mange medlemmer af folketinget tilsyneladende er gået lige fra studierne til politik.

Det kan alt sammen være rigtigt nok, men kritikken overser et meget væsentligt faktum, nemlig, at det faktisk er forbløffende svært for landets partiforeninger at finde gode folketingskandidater. I løbet af min tid som venstremand har jeg været med til at finde et antal folketingskandidater, 2 af dem er endda blevet valgt, og den ene endte som minister. Men der har også været nogen, som man kun med vanskelighed kunne ønske sig valgt.

Men hvad er det egentlig også, vi kan tilbyde kandidaten. Hvis opinionstallene holder, så kan lige Venstre måske nok tilbyde lidt mere end andre partier. Med lidt held bliver halvdelen af de opstillede ca. 90 kandidater valgt. Men for de fleste partier er tallene langt lavere – 5-10 %. Og de færreste kommer ind uden at bruge en pæn del af deres egne midler og tid på valgkamp. Det er ikke lige på den måde, man hverver midaldrende kandidater, som er forpligtede af job, terminer og børn. Det er kun, hvis de allerede søger en ny karriere eller fra tidligere er bidt af bacillen, at de vælger at gøre forsøget.

På den baggrund kan det ikke undre, at der er mange kandidater, som kun holder nogle få valgkampe og altså udskiftes mellem valgene. For de store partier gælder det den overvejende del af de kandidater, som ikke opnåede valg. For de små partier, hvor kun ganske få af de uprøvede opnår valg, er udskiftningen endnu større.

Det første man gør i en lokal partiforening, når den gamle kandidat forsvinder, er at danne sig et overblik over de andre kandidater i storkredsen. Den ideelle nye kandidat skal skille sig lidt ud fra de andre – og helst på den gode måde – men køn, alder, erhverv og bopæl er ofte parametre, som er væsentlige.

Derudover vil man gerne have et stabilt partimedlem, så man undgår flere af disse medie-stjerner, som falmer, så snart solen står op efter den første valgnat. De senere år har jeg desuden oplevet en stadig stærkere tendens til, at den pågældende omvendt ikke må være så meget partisoldat, at ethvert af partiledelsens kursskifter accepteres uden blinken.

Evne til at kommunikere et politisk budskab er selvsagt alfa og omega, og det budskab må gerne have en ideologisk kant. Selv om partiforeninger rummer mange medlemmer, som blot følger parolen fra den siddende partiformand (man bliver trods alt kun medlem, hvis man har lidt flokdyrs-instinkt), så er der også en hel del, der foretrækker den ideologisk rene vare. Venstres medlemmer er villige til at privatisere langt mere, end folketingsgruppen ville gå med til. Tilsvarende har vi set, at enhedslistens fodfolk stadig drømmer om revolutionen.

At få et politisk budskab ud, er egentlig ikke så mange beskåret. Hvis man følger avisernes debatsider, så vil man hurtigt opdage, at den personkreds, som regelmæssigt kan få optaget en kommentar eller kronik i de landsdækkende aviser, og som kombinerer det med medlemskab af et parti, faktisk er ret beskeden. Der er en del folketingskandidater og såmænd også et antal folketingsmedlemmer, som ikke formår det. Men det er nu en gang den slags, som vi søger.

At kommunikere politisk er imidlertid et håndværk, som et stykke hen ad vejen kan tilegnes. En af vejene til at lære håndværket er arbejde for nogen, som kan det – altså folketingsgrupper eller medlemmer. Fejlen ved at lære det på den måde er, at man nemt bliver for tam eller gammelklog. Det er ikke fra den gruppe, man får de fornyende ideologer, men derimod de trænede spinnere.

For en ung universitetskandidat er valg til folketinget et stort karrierespring. Derfor er der fornuft i at forsøge, og da antallet af andre egnede og opstillingsparate kandidater er ret begrænset, så kan det ikke undre, hvis de mindre partier får en betydelig overvægt af unge. Statistisk vil nogle få af dem blive valgt og blive hængende. Men hvem det er, er ofte afhængigt af en del tilfældigheder, såsom at et ældre folketingsmedlem trækker sig, at partiet går frem eller lignende.

Hvis man vil ændre på, at det er sådan folketinget forynges, så skal der ændres på udvalget af potentielle kandidater. Det er egentlig ikke så svært for den enkelte at gøre. Den nemmeste måde er at deltage aktivt i den offentlige debat. Hvis man gør det det regelmæssigt, sobert og med en synlig grundholdning, så skal man såmænd nok blive samlet op og få chancen.

Og dybest set tror jeg egentlig, at den form for profil betyder mere end en hektisk indsats op til et vælg. Det må dog erkendes, at de eksisterende folketingsmedlemmers temmelig ringe evne til at opdatere deres hjemmesider mellem valgene kunne tyde på, at deres vurdering er modsat.

Det er uhyggelig nemt at rakke ned på politikere, men det er også ufattelig nemt at gøre en personlig indsats for at forbedre standen. Man kunne ønske sig, at lidt flere ville gøre indsatsen.