Obama-care II


JP bragte en håbløs leder om den amerikanske Højesterets modstand mod det moderne samfund. Mine bemærkninger kom her.

Sagens kerne overset

Med Jyllands-Postens leder d. 30. marts om Obama-Care har avisen taget et langt skridt ind i den socialdemokratiske lejr. Hvorfor man gør det på et tidspunkt, hvor befolkningen bliver stadigt mere blå, kan undre.
Men det skyldes formentlig, at lederskribenten ikke har forstået en brik af retssagen om Obama-Care i den amerikanske højesteret. For sagen handler ikke om indførelsen af sygeforsikring. Den handler om hvem, der skal indføre sygeforsikring. Er det en opgave for delstaterne eller for centralmagten? Det er sagens kerne.
Der er intet som forhindrer en delstat i at gennemføre en ordning som Obama-Care på delstatsniveau. Faktisk er loven inspireret af den ordning, som den republikanske Mitt Romney gennemførte i sin tid som delstatsguvernør i Massachusetts.
Og hvis lederskribenten vil vide mere, så kan han læse min kronik i Berlingske d. 27. marts. Den kan findes på nettet.
Jens Fr.

PS Den sidste sætning blev redigeret ud!

Søren Krarup – endnu en gang

Man kan godt blive helt svedt, hvis man vil tilbagevise samtlige de løst flyvende missiler, som den pensionerede præst fra Seem kan opsende.  Her fører han sig frem med en gang tågesnak om dobbelt statsborgerskab, som jeg ikke orkede at gå løs på.

Men de maliciøse bemærkninger skulle han ikke slippe af sted med, så det blev til dette lille Kort sagt:

Lange navne

Søren Krarup gør sig i JP d. 1 maj lystig over længden af navnet Abdulhadi al-Khawaja. Mit traditionelle danske navn indeholder imidlertid nøjagtig lige så mange bogstaver og min bror Hans Christian har endog et længere navn.

Mon ikke hr. Krarups stikpille i virkeligheden handler om noget andet?

Jens Frederik Hansen

Danmark i krig – Libyen


Samtlige folketingets partier lod sig sidste forår pludselig gribe af stemningen og ville gå i krig i Libyen, så det var en ganske speciel oplevelse, at vi kun var nogle enkelte som offentligt talte imod at sende danske styrker af sted.

Nedenstående blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2011, men de skammer sig i den grad over det, at det ikke kan genfindes på Info-media. Det er også temmelig rørstrømsk. Heldigvis ændrede de titlen fra mit forslag “Krigsrus” til:

Krigen er den sidste udvej

Som lille dreng læste jeg bøger om heltemodige sabotører. Min grandonkel Jørgen faldt under 2. verdenskrig ned med et fly, medens han gjorde sin pligt for sit folk. Som voksen valgte jeg at aftjene min værnepligt under den kolde krig og var forberedt på, at det kunne blive alvor.

Der er intet i dette, som jeg ikke kan stå ved den dag i dag.

Alligevel indtager jeg det vistnok temmeligt ensomme standpunkt, at være mod dansk engagement i Libyen. Hvorfor nu det?

Det er bestemt ikke, fordi oberst Ghadaffi er mig specielt kær. Tværtimod er jeg inderligt overbevist om, at han er et af de ganske få mennesker, som har fortjent en langsom og pinefuld død, sådan noget med at blive spist af myrer ligesom i Lucky Luke-bøgerne.

Det er heller ikke, fordi jeg har indvendinger mod, at vi kaster os ud i et engagement af helt ubestemmeligt omfang, selv om det da formentlig er sandt. Og jeg er bedøvende ligeglad med om vi har et FN-mandat bag os eller om intervention er politisk opportunt i forhold til befolkninger og regimer i de arabiske lande.

Det er end ikke risikoen for, at et antal danske unge mænd skal dø, som holder mig tilbage. For om de dør i krig eller ved at køre for hurtigt på de jyske landeveje, det kan komme ud på et.

Nej det handler om, at det helt fundamentale i en krig er, at man skal slå ihjel. Al erfaring viser, at et menneske bliver forandret, når det først begynder at slå sine medskabninger ihjel i koldt blod. Man forråes og bliver følelsesmæssigt afstumpet. En temmelig stor del af de, som deltager, ender som mentale invalider. Den byrde kan man anstændigvis kun pålægge andre at bære, hvis man også selv ville være villig til at bære den.

Går man ind for dødsdom, så må man også være villig til at fungere som skarpretter.

Fra det synspunkt, så bliver krig en sidste desperat handling, som man går ind for, når alternativet er nationens undergang. Man kan måske til nød gå i krig i solidaritet, hvis man ved, at turen alligevel kommer til ens eget land  før eller siden. Men ellers er krig bare udelukket. Det er den enkle sandhed, som jeg har forsøgt at lære mine børn. Og det er det fundament om retten til selvforsvar, som FN blev skabt på.

Det er helt enkelt at konstatere, at for Danmarks skæbne er Libyen aldeles uden betydning. Regimet i Libyen betyder lige så lidt for Danmarks skæbne, som regimet i Zimbabwe, Nordkorea, Burma eller et af de alt for mange andre lande, der er uden for demokratiets rækkevidde.

Det er utænkeligt, at hele perlerækken af frastødende diktatorer vil forsvinde uden konflikter. Hver eneste gang vil befolkningen have vor sympati, de skal også have vor hjælp, men de bør ikke forvente, at vi går i krig for dem.

Jens Fr.