Kategori: Skat

Udgivet den

Skattely eller skattesnyd

Forargelse er en god ting. Misundelse ligedan. Kombinationen er uovertruffen!

Og sådan er det også med diskussionen om skattely, skatteunddragelse, skattesnyd.

Men lad os nu lige få lidt principper og konsekvent tænkning på bordet.

Multinationales sorte indtægter

Lad mig lige starte med en grundlæggende skillelinje, nemlig om det er sorte eller hvide penge. Sorte penge er det, når man undlader at opgive en indtægt eller formue til myndighederne. Når store multinationale selskaber kryber i skattely, så kan man med sindsro gå ud fra, at pengene er hvide – kridhvide som et nykalket loft.

Multinationale selskabers sorte indtjening er forsvindende lille. Man kan simpelthen ikke systematisk have sorte indtægter i en stor butik. Det kan ikke organiseres praktisk. Det kræver, at for mange samarbejder om snyderiet. En enkelt lagerforvalter kan fuske lidt i et hjørne, men så afleverer han sandelig ikke pengene til ledelsen, vel?

Og hvis en multinational virksomhed endelig skulle have tjent sorte penge, som dermed helt har undgået beskatning, så giver det jo ikke mening at sende dem verden rundt for at minimere den skat, som man allerede har snydt sig til ikke at betale.

Hvorfor skattely?

Når man forarges over skattely, så skal man allerførst gøre sig klart, at en væsentlig del af teknikken bag brugen af selskaber i Panama, på Seychellerne og lignende steder også kan udføres med et selskab i Danmark.

Hvis man indskyder sin formue i et selskab, og lader selskabet investere, så kan man man optjene yderligere formue i selskabet og nøjes med at betale selskabsskat, som er lavere end personlig skat. Til gengæld betaler man så en ekstra skat, når man trækker overskuddet ud af selskabet (men når man lukker selskabet og trækker det oprindelige indskud hjem, så skal det selvsagt ikke beskattes). Dette er mekanikken bag ethvert lille autoværksted eller andet ApS i Danmark. Og når alle mulige journalister og andre forargede har sideindtægter udover deres faste lønnede job, så bruger de selvsagt nøjagtigt samme model.

Samlet set er det faktisk en stor fordel for samfundet, fordi det skaffer mulighed for at investere uden at kunne miste mere end den indskudte kapital, og dermed bliver der mere risikovillig kapital til rådighed.

Turen til Panama

Hvis man etablerer sit selskab på et sted, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, så bliver effekten af at anbringe formuen i et selskab jo større. Selskabet vil – alt andet lige – akkumulere en større pengetank, fordi man ikke jævnligt skal aflevere noget til skattemyndighederne i selskabslandet. Og når man trækker pengene ud og dermed hjem til lille Danmark skal der på helt normal vis betales skat af kapitalgevinsten.

Så der er gode, fornuftige grunde for helt almindelige folk til at anbringe formuer i Panama-selskaber, og det er som udgangspunkt ikke værre, bedre eller anderledes end at købe aktier i Microsoft, en svensk bank eller noget helt tredje. Når ikke alle gør det, så skyldes det primært, at der er en del transaktionsomkostninger i form af administration forbundet med det, og det reducerer jo overskuddet fra investeringerne.

Den døde direktør

Her er jeg ude på dybt vand. Jeg aner intet om Panamansk selskabsret og slet intet om Seychellerne. Men det virker altså usandsynligt, at foretagender, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de skal overholde formalia, ikke også skulle gøre det. Ellers skal man s’gu have alvorligt rod i administrationen.

Så jeg kom til at tænke på, at den for længst afdøde skibsreder A. P. Møller som direktør i D/S Svendborg og D/S 1912 skrev under på regnskaber i årtier efter sin død! Stik lige den!

Det gjorde han, fordi det ikke var manden, der var direktør, men et interessentskab, som havde samme navn. At det var muligt skyldtes en særregel i aktieselskabsloven, som lader et interessentskab være direktion i et rederiaktieselskab. Hvis andre lande har tilsvarende mærkværdigheder, så bliver døde direktører lidt mere forståelige. Også selv om det umiddelbart er svært at goutere, endda for hårdkogte apologeter som mig.

Og så de små sorte.

Selvfølgelig er der mennesker, som har tjent penge sort, som bruger selskaber i skattely. Men det er som regel enkeltpersoner og det giver samlet set kun mening at anbringe sorte penge udenlands og lade dem forblive sorte, hvis man har et håb om, at man på et senere tidspunkt kan føre dem hjem igen til forbrug uden at blive opdaget. Og det er jo begrænset, hvor mange sorte penge man kan forbruge uden at afsløre sig selv.

Langt mere relevant kan det være at bruge metoden til at vaske pengene hvide. En indtægt fra illegale salg af våben, narko og lign. er jo problematisk, selv hvis man fra starten af sin forretning var indstillet på at betale skat af pengene. Hvis narkohandlere kunne beholde overskuddet, bare de betalte skat, så ville Christiania være Danmarks mest hvidskurede markedsplads. Problemet for de handlende er, at staten ikke alene ville tage alle pengene, men lægge en bøde oveni.

Så når man har den slags sorte penge i større mængder, så går øvelsen ud på, at lade som om pengene er tjent ved smarte investeringer gennem det Panamanske selskab, hvorefter man kan trække dem hjem mod at betale sædvanlig skat af udbytte fra sit udenlandske selskab. Det er det, man kalder hvidvask.

Andre grunde.

Der kan sikkert tænkes mange andre grunde til at gøre uigennemskuelige ting. Det skal jeg hverken forsvare eller diskutere i dybden. Det må andre gøre. Det er bare ikke så relevant for forargelsen over danskeres anbringelse af formuer i udlandet.

Hvis man har sine rødder i andre kulturer, så kan man altså være drevet af andre motiver. Det gælder helt oplagt, når dubiøse statschefer og diktatorer som Putin og Assad har penge i udlandet. Så er det næppe på grund af problemer med skatten, men fordi de inderst inde kunne forestille sig lidt problemer med selve ejendomsretten til formuen, når de engang går på pension.

Det kunne også være at de gerne vil fremstå pæne og asketiske i folkets øjne. Det lagde f.eks. Hitler stor vægt på, så han fik ekstremt lille løn som statschef, og det er vist ikke ualmindeligt i de kredse.

Og sådan kan der være så meget. Men det er som sagt ikke min afdeling.

PS Man kunne også lige overveje, hvor stort provenutabet egentlig kan være. Det har jeg prøvet på her Skattely – betyder det noget for skatten? Desuden har jeg skrevet et opslag om mellemmændenes rolle. Og så er der også grund til at tænke lidt over pressens behandling af sagen.

Udgivet den

En Kofod i spinatbedet

Forargelsen over tabte fantasilioner, som multinationale selskaber unddrager i skat, er stor hos Jeppe Kofod i hans indlæg “Store selskaber flyver tæt på solen” i Jyllands-Posten d. 15. marts.

Problemet er blot, at hans vredesudbrud har nøjagtig samme seriøsitet, som en Olsen-bande film. Det er da morsomt, når kriminalassistent Jensen fortvivles over de multinationale, men når et medlem af Europaparlamentet synker til samme niveau, så begynder man at fatte, hvorfor Egon Olsen bruger “socialdemokrat” som skældsord.

Kofods tal på 7.500 mia. kr. årligt i skattesnyd fra de multinationale, der svarer til ca. 7 gange det danske statsbudget, stammer fra en ikke helt uvildig rapport. Tværtimod var der tale om et bestillingsarbejde fra EU-parlamentets socialistiske gruppe. Rapporten er forlængst hakket i småstykker af bl.a. Niels Westy på www.punditokraterne.dk, og derpå bygger dette indlæg.

Den værste brøler er, at Kofods kilde handler om “sorte penge”, men de penge som Kofod skriver om, er jo netop ikke sorte penge – de er kridhvide. Hele fidusen med selskabers brug af skattely er at minimere skatten på penge, som indgår i regnskabet. Hvis pengene var sorte, hvorfor i alverden så flytte rundt på dem med fare for at blive opdaget!

Dernæst postulerer Kofods kilde, at den beskriver den samlede sorte økonomi, hvad enten den sorte økonomi udføres af selskaber eller personer. Kofod antager derimod, at hver eneste sort tjent krone stammer fra ikke alene selskaber, men fra det ret lille antal af multinationale selskaber. Konsekvensen af Kofods synspunkt er, at der ikke findes et eneste lille pizzeria med sort omsætning, og ikke en eneste blikkenslager der skifter en vandhane sort. Det er altså vanskeligt at tro.

Kofods rapport overdriver under alle omstændigheder tallene helt vildt. Ifølge Kofod resulterer den sorte økonomi i Danmark i skatteunddragelse på ca. 140 mia danske kroner, og i øvrigt skulle mere end hver sjette krone tjent i Danmark være sort. Det er rablende galt. Rockwool-fonden, der er fuldt uafhængig og højt respekteret, har ved grundige studier konkluderet, at der måske betales ca. 8 mia for lidt i skat i Danmark som følge af sort arbejde. Der er godt nok en vis forskel.

Og så er det altså værd at gentage, at de multinationale netop ikke driver sort økonomi. Så Kofod er kommet grundigt på afveje. Han har plantet sine kofødder i spinatbedet, og han gumler lystigt deraf. Måske skulle han bare have tygget lidt mere drøv, førend han delagtiggjorde os andre i sine tal.

Fra Jyllands-Posten 20. marts 2016

Udgivet den

Nykredits skattemoral – en folkeafstemning.

“Virksomheder ikke skal omgå skatteregler. De skal holde sig fra at gå til stregen. De skal overholde lovens intentioner og ikke bare dens bogstav. Kort sagt: De skal udvise god skattemoral.”

Den sang har vi hørt før. Og hver eneste gang erklærer et helt urimeligt antal mennesker sig fuldstændigt enige i disse synspunkter. Og folk har naturligvis lov til at have den verdensopfattelse.

Til gengæld må de så også finde sig i at blive udstillet som hyklere, dobbeltmoralske og skinhellige, hvis de på noget som helst tidspunkt selv deltager i den slags. Og det er måske grunden til, at det oftest er virksomheder – helst de multinationale – der står for skud. De færreste har trods alt egen multinational virksomhed.

Kort inden Panama-sagen havde vi imidlertid i pressen et eksempel, der ville involvere henved 40 % af Danmarks boligejere, så der kunne vi næsten få en folkeafstemning om  den gode moral. Eksemplet var Nykredits idé om “kundekroner”, altså tilbagebetaling af en del af bidragene til kunderne – noget nær det samme som nogen forsikringsselskabers årlige bonuscheck. Men skattereglerne er bare ikke de samme!

Nykredits situation

Nykredit består af realkreditaktieselskaberne Nykredit og Totalkredit, som via et holdingselskab er ejede af en forening. Holdingselskabet har ingen skattemæssig betydning i denne forbindelse.

For at få penge ud til foreningen, så skal der være et overskud i aktiesselskaberne, som udbetales som udbytte.Det overskud må udløse en selskabsbeskatning på godt 22 pct. De må være røget under alle omstændigheder, så der kun er 78 af hver 100 kroner tilbage. Men nu er de penge i hvert fald havnet i foreningen Nykredit.

Foreningen vil dernæst sende pengene tilbage til kunderne. At sende dem direkte retur vil være en gave – for de kommer jo ikke fra det selskab, som man i sin betalte bidrag til, og derfor er de ikke en rabat.

Derfor vil foreningen kanalisere dem tilbage via realkreditselskaberne, primært Totalkredit. Men det kunne meget vel udløse endnu en beskatning, omend Nykredit nok har fundet en smutvej via Selskabsskattelovens § 31D om tilskud mellem moder- og datterselskaber. Hvis ikke det er muligt, så er der kun ca. 60 % tilbage.

Under alle omstændigheder kan de penge, som ikke er røget til Skat, derefter sendes tilbage til kunderne som en skattefri rabat.

Nykredit har dog en virkeligt spændende sidebemærkning til sine forslag, nemlig at “af skattemæssige årsager må Nykredit ikke specificere, hvad pengene skal bruges til, førend de er uddelt.”

Er det virkelig moralsk forsvarligt?

Nykredit siger altså højt og larmende, at de har besluttet, at give penge tilbage til kunderne, men det må Skat ikke få at vide på forhånd, for så kan man ikke få skattefrihed. …!

Læs lige den igen. Og spørg så, om ikke det kan udlægges som et skoleeksempel på, at man ikke fortæller Skat hele sandheden. At det smager af pro forma, omgåelse, postdatering og alt muligt andet ondt!

Nu kan jeg ikke se, hvad det er for regler, som forhindrer skattefrihed af den grund. Men det bør under alle omstændigheder få de moralske op af stolen.

Det næste er, at hvis man læste sin avis, så kunne man se et par eksperter, som udtalte, at Nykredits tanker forekommer “meget tvivlsomme”, “er uopdyrket land” etc.

Heri er jeg som sagt enig, og for mig er sagen klar: Enten siger Skatterådet, som er bedt om en bindende forhåndsbesked, at det er indenfor loven, eller også gik den bare ikke. Som begavet amatør vil jeg uanset udfaldet være imponeret af den kreative tænkning, men ellers neutral.

Den enkle løsning har moralisterne bare ikke. For når en flerhed af eksperter ikke kan se modellen, så har man altså trukket skattereglerne længere end sædvanligt, så er man gået temmelig meget tættere på stregen, end nogen nogensinde før har gjort. Det gælder uanset, om man lige kniber sig gennem nåleøjet.

Så hvis der nogensinde skal være handling bag ordene, så forventer jeg, at samtlige moralister nægter at modtage pengene retur – eller hvad de snarere bør gøre: At de sender en passende andel videre til Skat.

Det gør de naturligvis ikke. Og de vil heller ikke holde op med deres hule og forløjede moralisering. Men så har vi andre i hvert fald noget at hænge dem op på.

Udgivet den

Konservativ boligskat – at forandre for at bevare.

Nu har jeg fået læst på det konservative forslag om ejendomsbeskatning.

Det er lykkedes dem at finde 2 plausible principper, som er gode slogans for omlægningen.
– man skal beskattes efter betalingsevne
– skatten bør ikke tilskynde til gældsætning

Virkningen på boligmarkedet

Forslaget forholder sig ikke ret meget til relationen mellem forskellige boligformer udover at det er provenuneutralt i forhold til ejerboliger. Det letter altså ikke byrden på boligejerne, men udskyder bare beskatningen. Det betyder dog også, at ændringerne i boligpriserne vil være beskedne.Når forslaget vurderes at koste 9 mia. årligt, så er det, fordi man vil give en lettelse til lejere! Og det er jo en konservativ mærkesag, ikk’? Eller er det bare en af de efterhånden typiske konservative tabersager?

Hvor stor er profitten?

Der er alvorlige problemer med beregningen af gevinstens størrelse.Vil de sondre mellem forbedring og vedligehold? Det kan blive kritisk. Alt skille de 2 typer udgift ad er et mareridt. Er nye vinduer forbedring eller vedligehold. Eller skal man splitte udgiften i 2, sådan som man gør i lejeloven og i den gældende ejendomsavanceskattelov samt noget lignende i afskrivningsloven. Hvis begge dele regnes med til anskaffelsessummen, så bliver fortjenesten tilsvarende mindre. Det kan blive til store beløb. Og dermed til store skatteforskelle – både for ejerne og for statskassen.Indekseres tillæggene med inflationen, sådan som man gør med købesummen? Det vil kunne give en væsentlig forskel på skatten. Det vises bedst med et eksempel:

Hvis vi sammenligner et hus købt for 1 mio og straks sat istand for 1 mio med et tilsvarende hus købt for 2 mio, hvor sælgeren altså har foretaget istandsættelsen. Efter nogle år sælges huset for 4 mio. Hvis forbrugerpriserne, som købesummerne reguleres efter i mellemtiden er steget med 50 %, så vil den indekserede købesum jo være hhv. 1,5 mio og 3 mio. Så det ene sæt købere vil blive beskattet af 2,5 mio og det andet af 1 mio. Det giver en forskel på 750.000 i skat. Så det er der penge i. Medmindre man altså indekserer forbedringer.

Indgangsværdierne?

I forbindelse med en evt. ikrafttræden skal der fastlægges indgangsværdier, for man vil selvsagt ikke beskatte fortjeneste optjent inden.

Hvis forslaget gennemføres, så vil det være en fordel med en høj indgangsværdi. Derfor vil alle ægtefæller umiddelbart inden loven træder i kraft sørge for at huset skifter ejer til den anden til en høj pris. Her er der mange penge at tjene, så til dem, der har, skal meget gives.

Hvornår skal der betales?

Ved at udskyde beskatning til ejendommene sælges vil de opbygge et skattegrundlag over mange år, og det er jo en konservativ dyd at “lægge skatter i sparebøssen”. Men hvornår kommer pengene så. Beskatningen skal ske “ved nedgang i boligforbrug”. Men hvad er det?

Igen er et eksempel godt. Et par har lejelejlighed og sommerhus, og skifter lejligheden ud med en villa. Først derefter sælger de sommerhuset. Er sommerhussalget nedgang i boligforbrug? Skal det beskattes?

Er det nedgang i boligforbrug, hvis man udlejer sin bolig i mere end 12 måneder? Ellers kan man jo, når man “forlader boligmarkedet” blot udleje sin bolig og udskyde beskatningstidspunktet.

Og så er der klassikeren med dem, der efter skilsmisse flytter i lejebolig i nogle år. De vil blive ramt og slået tilbage til start.

Der kan måske også være nogle fordele ved at lægge ejendommen i et selskab og så bo til leje. Selskaber beskattes jo p.t. lavere af gevinsten. Det skal jeg dog overveje lidt mere.

Rentefradraget

Det er rentefradraget på alle lån, som de konservative vil afskaffe – altså også når der stilles pant i biler eller blanco-lån. Så det rammer også andre end boligejere. Og det rammer allehånde investeringer i virksomheder, hvor iværksættere ofte må belåne hus og hjem for at skaffe kapital.

Og det giver en voldsom forskel mellem skatten på renteindtægter og på udgifter. Det må og skal justeres. Ellers får vi nogle sjove former for partielle forældrekøb og islamiske lån. (De betaler jo ikke rente, men forskellige former for hokus-pokus.)

Iøvrigt er der jo en sammenhæng mellem rentefradrag og ejendomsværdiskat. Thi begrundelsen for skatten er, at hvis man har en formue i banken, kommer man til at betale skat af renterne. Når man i stedet anbringer den i et hus, så “snyder” man staten for den skat, og det får man altså bare ikke lov til. Rimeligheden i det kan diskuteres.

Konklusion

Det er faktisk godt fundet på, for ved første gennemlæsning så det rigtig fint og sammenhængende ud, og de konservative argumenterer langt bedre for deres synspunkter, end vi er vant til.

Men de løser ikke de grundlæggende problemer ved ejendomsavanceskat, som har ført til, at selv om vi i princippet allerede har den type skat, så har vi i mange år haft en undtagelse for næsten alle avancer, fordi ejerboliger har været undtagede.

På nogle punkter gavner forslaget faktisk de forkerte, nemlig lejerne.

Selv for kernevælgerne er der kun tale om at bevare for at forandre. Det er ikke godt nok.

Udgivet den

Fribolig til statsministeren?

Der er sagt mange onde ting om Skat igennem den seneste tid. Enkeltsager med trusler og afpresning, urigtige ejendomsvurderinger, opkrævning af forældede krav, ukontrollerede udbetalinger til svindlere o.s.v.

Hidtil har sagerne primært handlet om forholdet mellem de opkrævende myndigheder og borgere. Derimod har Skats ministerium (departement) indtil nu været i stand til holde sig gode venner med de politikere, som i sidste ende bestemmer over Skat. Faktisk er man i Skat gået så langt for at skabe sig venner, at en statsministerkandidats ægtefælle fik en ganske særligt god behandling. Desværre overså man, at det skabte en vis ulighed i forhold til andre menige borgere, som var i næsten samme situation som statsministerkandidaten og hendes mand. Og det var jo ikke så godt.

Men i det store og hele har man kunnet løse sine politiske opgaver og givet den bistand som en regering med rette kan forvente fra sine embedsmænd. Det går vist ikke længere.

Marienborgloven kan derimod blive en tue, som vælter læsset. Både for skatteministeriets ledelse og for regeringens chef. Det afhænger helt af, hvor effektivt oppositionen udnytter sagen.

Dårligt spin

På et tidspunkt hvor aviserne er fulde af historier om ældre mennesker, som på grund af stigende skatter må flytte fra huse, som de har både købt og betalt, så fremsætter man et lovforslag om, at en person, der får et hus stillet gratis til rådighed, ovenikøbet skal fritages for den i forvejen ekstremt lempelige skat på boligen, fordi han ellers ikke har råd til at flytte ind i det!

Forslaget kommer umiddelbart efter Carl Holst-sagen og begunstiger i første række en politiker, som ganske enkelt ikke kan tåle mere offentlighed omkring sin økonomi. Hvorfor har man forøvrigt ikke afventet vederlagskommissionens betænkning?

Man har stillet forslag om gyldighed fra fremsættelsestidspunktet, hvilket normalt kun er nødvendigt ved kriselove. Hvis nu oppositionen hænger sig fast i det ene punkt, og får det ændret. Kan de så fange statsministeren i at have brugt huset og skulle betale skat? Eller hvad nu hvis lovforslaget bare ikke når at blive vedtaget, f.eks. fordi regeringen falder.

Og hvorfor pokker har man forsøgt at gemme forslaget i en ændring af momsloven. Den slags sammenblanding af emner, der er uden sammenhæng, påser Justitsministeriet ellers strengt, ikke finder sted.

Alle andre lovforslag sendes i offentlig høring. Det er ikke sket her. Hvorfor mon?

Det ikke alene ser dumt ud; det er dumt. Og her standser det ikke! For det er ikke bare dårligt spin. Det er også dårlig skattepolitik.

Dårlig skattepolitik

Først og fremmest er det er usigeligt dårligt signal at sende til befolkningen, at skattelovene er så barske, at politikerne ikke selv ønsker at blive udsat for den behandling.

Anders Samuelsen kaldte nogle beske kommentarer om forslaget for misundelsespolitik og “ligemageri”. Men lighed for loven – og det var det kommentarerne handlede om – er ikke det samme som ligemageri.

Al skat forvrider økonomien, så det bliver umuligt at opnå Pareto-optimale forhold, og derfor er skatter skadelige. Sådan er det bare. Det er et faktum.

Nogen skatter forvrider imidlertid mere end andre. Og skattefri personalegoder er blandt de allerværste. Skoleeksemplet er hele erhvervet med mærkelige “team-building-kurser”, som udelukkende er opstået for at give arbejdsgivere en mulighed for at forære personalet skattefrie drukture.

Derudover er beskatningen af embedsboliger allerede lempelig.

Embedsboliger er jo traditionelt noget, som man finder hos staten og det store hartkorn. Præster, dommere, politimestre, skovløbere, fyrpassere og alle mulige andre havde embedsboliger. Og for at gøre stillingerne attraktive i forhold til andre jobs, så har den formelle husleje i mange år været sat temmelig lavt.

Og der er jo reelle ulemper ved at bo i andres huse. Der er det forhold, at man – uanset om man har pligt til at bo i huset eller frivilligt har accepteret at være der – er tvunget til flytte, når man forlader stillingen. Dermed har man mindre lyst til at indrette boligen efter egen smag og behov. Så derfor beskattes man kun af 90 % af markedslejen.

Hvis man så ydermere har pligt til at bo der, så man må finde sig i et hus med en anden størrelse, stil og beliggenhed, end man selv ville have valgt, så giver det et yderligere fradrag på 20 % af markedslejen.

Er alt dette ikke er tilstrækkeligt, så har man endda en regel om, at højst 15 % af den ansattes kontante løn må gå til “husleje”. Den sidste regel er formentlig mest til gavn for præster, der til tider har meget store boliger på dyre adresser. I tilfældet med statsministerens brug af Marienborg indebærer det, at der maksimalt skal beskattes af 210.000, og set i forhold til beliggenhed og størrelse er det ikke alverden. Og det er vel at mærke indtægten og ikke skatten, som vil være en del mindre. Hvad betaler naboen mon i grundskyld og ejendomsværdiskat?

Og så er det selvfølgelig sådan, at man kun skal betale for selve boligen. Hvad der måtte befinde sig under samme tag af kontorer, konfirmandstuer etc, det hører ikke med. Den konfirmandstuefinte har man sådan set allerede anvendt på Marienborg.

Højesteretssagfører David gav jo ikke ejendommen til staten for at statsministeren skulle sove i karlekammeret og have indgang fra bryggerset. Men sådan er det blevet, for de gode værelser med de fine møbler er blevet ophøjede til repræsentation, og så er ministeren havnet, hvor tyendet boede på Davids tid. Men samtidig er der så ikke nogen skat at betale af de fine rum. (Den samme finte bruges i 10 Downing Street med en temmeligt sparsom privat lejlighed.)

Hvis man nu endelig i al stilfærdighed skulle have hjulpet Løkke, så kunne man have gentaget den finte og indrettet et ganske lille pied-a-terre, så der kun skulle betales skat af et kollegieværelse. Og så var man sluppet for diskussion.

Katten ude af sækken?

Marienborg er næppe et foretagende, som holder til alt for meget dagslys. Det er i bogstaveligste forstand en hvid elefant ligesom det lige så hvide kongeskib. Brugen deraf står ganske enkelt ikke mål med omkostningerne. Ingen statsminister har vist nogensinde udnyttet stedet efter intentionen. 

Og er det overhovedet rimeligt at lade huset stå gabende tomt? (“I en tid med boligmangel” – som Pelle Dragsted garanteret ville sige.) Er det i strid med boligreguleringslovens regler om ledige boliger?

Se det er en diskussion om misundelsespolitik og ligemageri, som Samuelsen kaldte det. Men den er svær at vinde hos Clement Kjærsgaard.

De ubrugte argumenter.

Min holdning er vist ikke svær at se, men retfærdigvis bør man også overveje, om der er argumenter den anden vej. Og det er der. Dem har Skatteministeriet bare ikke set og brugt i lovforslaget. Og det er da topmålet.

Umiddelbart er der for mig at se 2 anvendelige. For det første at statsministres ansættelsesforhold er så usikre, og at de i givet fald må flytte med dags varsel, så de er nødt til under alle omstændigheder at have en privatbolig stående ledig. Værdien af fri bolig er derfor helt underordnet, fordi de ikke har et sparet privatforbrug.

Og for det andet kunne man argumentere for at benytte stedet som en egentlig fast embedsbolig – og dermed ikke kun som sommerhus – fordi man på den måde måske kan spare omkostninger til sikring af skiftende statsministerhuse, kommunikationsveje, beskyttelse mod aflytning etc. Det ville i hvert fald lyde plausibelt.

Men det er jo ikke rigtig noget, som batter.

Konklusion

Alle de tænkende medlemmer af Venstres folketingsgruppe er travlt optagede af ministerposter. En del af de andre er måske nok lidt trætte af Løkkes privatøkonomi. Hvor megen støtte får han?

De andre borgerlige partier har nok accepteret lovforslaget på forhånd. Det tyder Samuelsens udtalelser på. Men det sjove var egentlig, at et antal af hans egne folketingsmedlemmer nåede at ‘like’ de beske kommentarer om loven, førend han fik markeret linjen. Kan hans parti, der repræsenterer skaffedyrene, som også er dem, der betaler skat af fri bil, telefon etc. stå ved den lov?

De konservative kan derimod sikkert godt og DF også.

Så det gennemføres måske nok, men det kommer da til at koste indrømmelser på andre spørgsmål fra en i forvejen svag regering.

Og for Skatteministeriets departement er det blot endnu en grund til at se frem til nedlæggelse og overførsel til Finansministeriets ressort.

Det skal nok blive en fest.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: