Kategori: Politik og Økonomi

Udgivet den

Hashhandelens økonomi, hvordan hænger den sammen

Legalisering af økonomiske grunde står stærkt blandt de pragmatiske argumenter. Men det kræver jo en forståelse af, hvordan økonomien er i markedet. Her er et forsøg. Fortæl mig, hvad jeg overser.

Bandekriminalitet er tæt forbundet med handel med hash og hårdere narkotika. Det er en notorisk sandhed, som ingen vil bestride. Og at bandekriminalitet skal bekæmpes ”med alle midler”, er der nok lige så udbredt enighed om.

(Medens jeg skriver disse linjer, kan jeg ikke undlade den tanke, at disse sandheder måske er så alment accepterede, at man lige burde udsætte dem for en anelse kritisk tænkning. Men det er et sidespring.)

Økonomi som bandebekæmpelse
At fjerne det økonomiske grundlag for bandernes virke, er et af de oversete midler, som er til rådighed i kampen mod banderne. Legalisér hashen, gør sorte penge hvide – måske kun off-white – og forbrydere til englebørn.

At økonomiske incitamenter virker, og at hashhandel p.t. er så lukrativ en forretning, at indtjeningen fra den overstiger de handlendes andre erhvervsmuligheder, er 2 nødvendige forudsætninger for den tankegang. Men hashhandel er vel ofte kun en biindtægt og en aktivitet, som man har mulighed for at bruge tid på, fordi man ved siden af har nogle arbejdsfrie indkomster i form af invalidepensioner, kontanthjælp og anden offentlig understøttelse. Da indtægten fra hashhandel er ubeskattet, så har den selvsagt en ret stor betydning for den handlendes forbrugsmuligheder. At et højt skatteniveau tilskynder til sort arbejde er jo notorisk.

Men det betyder samtidig, at timeprisen for arbejdskraft kan være lav. Og da en stor del af arbejdet, f.eks. vagtholdene, er absolut ufaglært, så taler det også for lav timefortjeneste.

Hvor stort er markedet?
Omsætningen på hashmarkedet er ganske enkelt umulig at skønne med nogen som helst form for sikkerhed. Et ofte anvendt tal er 1 mia., men det er rent ud sagt grebet frit ud af luften. Og det siger ikke noget om omkostningerne. Hvad er bruttofortjenesten på varen? Og hvordan ser forretningens udgiftsside ud? Jeg ved det ikke. Og google giver ikke noget let svar. Et moment gør det nok navnlig usikkert, nemlig at den samme vare nok ofte indgår i kædehandel, så den tælles med i mange omsætningsled. Dertil kommer, at naturalieaflønning formentlig er temmelig almindeligt, og det forvirrer også billedet.

Den hidtidige politik har gået ud på at drive omkostningen i vejret på 2 måder: At fjerne tilførslerne til markedet, så vareforbruget bliver en større andel af omsætningen, og at øge personaleudgifterne ved at sætte flest muligt af ekspedienterne, lagerfolkene og vagterne i fængsel. Grossererne, eller bagmændene, som politiet kalder dem, har man ikke haft helt samme held med at forfølge. Somme tider har jeg overvejet om det skyldes, at man ikke har en centraliseret distribution, men derimod mange mindre leverandører som lejlighedsvis leverer til en hel masse detailhandlere, så storgrossister ikke rigtig findes. Det kunne minde om et gammeldags grønttorv

At fjerne forsyningerne til markedet er ikke lykkedes. End ikke politiet tør påstå, at selv omfattende konfiskationer af hash medfører det mindste udsving i detailhandelens priser. Til sammenligning er en enkelt regnvejrsdag eller to nok til at få prisen på jordbær til at gå amok hos den lokale grønsagspusher. Og jordbær med fløde til dessert må ligesom hash være en vare, hvor efterspørgslen er voldsomt stabil.

Regnskabets udgiftsside
At omkostningsniveauet er drevet skyhøjt op, er til gengæld meget muligt. Det får bare ingen betydning for afsætningen, netop fordi efterspørgslen formentlig er temmelig uelastisk. Detailhandlere elsker at benytte den talemåde, at der gælder en 80-20 regel. 80 % af omsætningen ligger på 20 % af kunderne. Tankegangen bag er formentlig rigtig, specielt når man taler om en vare, hvor forbruget for en del kunders vedkommende er udartet til misbrug. Med andre ord er prisen totalt ligegyldig for kunden. Det er kun konkurrencen fra de andre handlende, som sætter niveauet.

I en sådan situation må der være en udtalt tendens til beskeden nettofortjeneste på varen. Omvendt vil der være rigtigt gode forretningsmuligheder, hvis man kan opnå en monopolsituation. Og det ligner en opskrift på vild konkurrence om markedet. Eller på karteldannelse og markedsopdeling.

Den tankegang må føre til, at jo lavere fortjeneste, desto grovere bandevold. Er der mon en forskel på, om man er ny eller etableret aktør i den forbindelse. Er incitamentet afhængigt af om man kan forøge sin fortjeneste med mange procent eller få den reduceret lidt? Det er jeg ikke økonom nok til at sige noget om.

Hvad sker der ved liberalisering?
Hvis omkostningerne i den illegale handel er høje, så er fortjenstmulighederne ved legalisering størst for den aktør, som er bedst til at drive sine omkostninger nedad. Den, som får færrest udgifter til sin personlige milits, får den højeste fortjeneste. Der må være et solidt incitament til at reducere personalet.

Konklusionen må være, at antallet af bandemedlemmer, som kan få et udkomme ved hashhandel reduceres stærkt. Næste problem er, hvilken alternativ beskæftigelse de vil finde.

 

Udgivet den

Hvordan vil liberalisering forandre hashhandelen?

Afkriminalisering af cannabis er formentlig blot et spørgsmål om tid, så det er på tide at tænke over de praktiske konsekvenser for hashhandelen

Når først Børsen og bedsteborgere begynder at beskæftige sig med liberalisering af hash, så er tidevandet ved at skifte. Meningerne er måske ikke så nye, men det er nyt, at man giver udtryk for dem på et tidspunkt, hvor et massivt flertal i Folketinget stadig finder det opportunt at være modstandere.

Men hvordan bør en frigivelse gennemføres i praksis. De fleste forestiller sig nok, at der skal være tale om en meget intens regulering, hvor sælgernes personlighed og baggrund skal godkendes, hvor varerne skal underlægges en offentlig kvalitetskontrol, og hvor skattevæsenet nidkært inddriver punktafgift på hashen. Men det er måske ikke den bedste ordning.

Det handler om etik

Når man skal skabe et stykke lovgivning helt fra bunden, så bør chancen udnyttes til at tage de helt principielle drøftelser om, hvordan man får det bedste resultat – uden at kaste sig ud i overvejelser om overgangsordninger, indfasninger og allehånde særinteresser. Det er muligt at handle etisk, så lad os gøre det.

Uanset hvilke grunde man har til at ønske sig hashmarkedet frigivet, hvad enten det er rent pragmatiske tanker eller principielle synspunkter om individets ret til at bestemme over eget liv, så kommer man ikke udenom, at cannabis er et rusmiddel, som enhver ordentlig familiefar bør råde sine teenagebørn til at passe på med.

Frigivelse af hash bør ikke opfattes som en opfordring til at forbruge det. Og slet ikke som en aktivitet, som staten understøtter ved at sørge for ”gode og trygge rammer” for forbruget. En detaljeret regulering af cannabis kan imidlertid godt fremstå som ikke alene en accept af forbruget, men en decideret tilskyndelse til et forbrug.

Og når først staten har begunstiget en aktivitet, så flyttes ansvaret for skader ved aktiviteten jo nemt til det offentlige. Staten betaler allerede misbrugsbehandling, men så vidt muligt må ansvar for kvaliteten af cannabis ligge hos forhandlerne.

Så af de grunde bør reguleringen af et fremtidigt hashmarked snarere være så behersket som muligt end det modsatte.

De hidtidige forhandlere er nok de bedste

Et af de seneste argumenter mod frigivelse har været, at banderne jo bare vil finde ny kriminalitet, så en frigivelse blot vil medføre en tilsvarende øgning af anden kriminalitet. Argumentet er hult, og derfor klinger det godt. Men man kan altså ikke bare lige fremtrylle en tilsvarende mængde lukrative muligheder for kriminalitet, der er forbundet med lige så ringe sandsynlighed for opdagelse. For medens hashhandel er en aktivitet, hvor offer og gerningsmand vil samarbejde om at undgå opdagelse, så gør det samme sig ikke gældende for hverken afpresning, røveri eller tilsvarende.

Men der er selvsagt altid et problem, når en gruppe mennesker mister deres job, fordi de så skal finde noget andet. Og hvor ukonventionelt det end måtte lyde, så ville det måske være nærliggende, at lade de nuværende hashhandlere fortsætte, hvis de da ønsker det. Det er trods alt den gruppe, som ved klart mest om produktet, som kender markedet, og som har kundernes tillid. Det er da også enklere end alle mulige dyre rehabiliteringsprojekter.

De private militser, som vi kender som bander, bliver alt for dyre at opretholde under priskonkurrence. Der er ikke brug for vagtfunktionen, og medens volden i dag sjældent anmeldes af offeret, fordi han så selv kommer i søgelyset, så vil det ændres, så militserne snart ville havne på ”orlov” bag tremmer.

Bør der være punktafgift?

Der vil nok være en del, som er tilhængere af liberalisering, fordi man så kan erstatte udgifter til politi og retsvæsen med indtægter fra hashafgift. Og navnlig ønsker en afgift, som er sat så højt, at den både begrænser forbruget og betaler for alle de udgifter, som vil være forbundne med behandling af et formodentligt stigende antal misbrugere.

Igen bør man måske tænke utraditionelt. For en meget høj afgift er jo ensbetydende med en mulighed for at opretholde et alternativt sort marked for indsmuglede varer. Så hvis man virkelig ønsker at få ordnede forhold og udryddet kriminalitet, så skal man sørge for, at det legale marked til enhver tid kan underbyde en hvilken som helst alternativ forhandler. Moms undgår man ikke, men det bør nok også være det hele.

Samlet set må man konkludere, at hvis man langt om længe tager skridt til en frigivelse af hashmarkedet, så skal det ikke være halvhjertet og superreguleret, men derimod en total ophævelse af forbuddet uden at sætte en masse andre registreringer, reguleringer og forhindringer i stedet.

Udgivet den

Undskyld, undskyld, undskyld … for slaveri, drab, jordskælv og meget andet

For min skyld kan alle mulige mennesker – og talende papegøjer, beostære m.v. – gerne fremvise deres hjertes godhed ved at sige undskyld for alle mulige andre menneskers, staters og naturkræfters handlinger.

Og hvis nogen bliver glade for at modtage den slags meningstilkendegivelser på vegne af deres forlængst afdøde forfædre, så lad dem da forblive salige i deres tro.

For mig gør det ikke nogen forskel i vurderingen af forhistorien. Ugerninger forbliver ugerninger. Og misforståede gode gerninger må vi bare tage ved lære af.

Det, der kan genere mig, er, at der findes mennesker, som er så bundnaive og godtroende, at de ikke kan indse, at krav om den slags undskyldninger altid og undtagelsesfrit følges af en lille uskyldsren bagtanke om, at undskyldningen skal ledsages af nogle helt kontante økonomiske fordele til de nulevende efterkommere. Og et eller andet sted inderst inde, synes jeg, det er en lille smule hyklerisk, hvis tegnebogen er mere lukket end hjertet.

Og så har jeg altså – trods en klippefast tro på fremskridtet og vor tids moralske overlegenhed – svært ved at stole på, at der ikke også sker vildfarelser i vor tid. Vildfarelser, som vi ikke ser, fordi vi også er bundne til moralske modestrømninger. Men vor tids fejl er det måske noget mere relevant at finde, bekæmpe og undskylde.

Udgivet den

Dummede Uber sig

Hvilke argumenter er det, som den etablerede taxabranche har brugt for at vinde taxaslaget. Kunne Uber have forudset det og taget modstanden i opløbet. 

Forleden skrev jeg et oplæg, hvor jeg opfordrede til, at man “husker at rydde op efter taxaslaget“. Det har fået et antal kommentarer fra folk i taxabranchen, og dem er jeg glad for og har svaret på. Der er nogle argumenter, som går igen i kommentarerne, og det er formentlig ikke første gang, de argumenter har været på banen. Det er nok endda de argumenter, som gjorde, at sejren for det liberale synspunkt kun blev halv.

Og derfor er det interessant om Uber kunne have imødegået dem bedre.

Det handler primært om, at Uber-chauffører ikke betaler skat og begår socialt bedrageri. Da jeg i mit indlæg skrev, at  skatteunddragelse naturligvis måtte have de sædvanlige konsekvenser for snyderne, så er det overraskende, at argumentet fremføres med den styrke. Men det er givetvis en vinder. Danskere betaler så mange skatter, at enhver form for unddragelse mødes med vilde mængder af misundelse, og misundelse er en stærk politisk motivation. Uber kunne have indberettet til Skat. Det ville have gjort det langt nemmere at gennemføre straffesager, men det havde styrket Ubers position.

Socialt bedrageri er svært at undgå. Det er ikke noget, bedrageren frivilligt fortæller sin arbejdsgiver om. Slet ikke hvis man antager, at chaufføren er selvstændig erhvervsdrivende. Men med de biler Uber har benyttet, så er det vanskeligt at tro, at chauffærernes formueforhold har været så ringe, at de har fået kontanthjælp. Den kunne jeg godt have solgt på en fjernsynsskærm.

Og så er der forsikringsspørgsmålet. Heller ikke på den front lykkedes det Uber at gendrive modstandernes argumenter.

Samlet set var Ubers indsats altså ikke effektiv nok.

Det er ærgerligt for liberaliseringen blev ikke tilstrækkelig, og dermed skal kampen fortsættes, men nok med færre deltager, som er villige til at tage risikoen ved at køre, og den effektive kørsel var trods alt det bedste argument for selskabet.

Udgivet den

Husk oprydningen efter taxaslaget.

Efter der blev indgået forlig om taxa-lovgivningen, så er det på tide at komme videre. Og den bedste måde at sikre freden på er, at sørge for at ingen står tilbage med en følelse af at være misbrugt.

Men lige præcis den følelse må være stærk hos den gruppe af Uber-chauffører, der har været murbrækkere for at få loven moderniseret. Lige nu er et beskedent mindretal af dem dømt for at have overtrådt den gamle taxa-lov.

Sammenlignet med så mange andre sagstyper, så har dommenes bøder ganske vist været beskedne, men derfor må de alligevel føles urimelige. Og de skal jo også betales med beskattede midler. De er ikke en driftsomkostning.

Og oveni bøderne varsler man nu tilsyneladende også sager om konfiskation og andet ubehageligt.

Der er selvsagt en gruppe af chaufførerne, som har glemt at indberette indkomsten til skat. Det må de have de sædvanlige tæv for – hvad der kan være slemt nok – men jeg tænker på dem, hvor det udelukkende er overtrædelse af taxaloven, der er tale om.

Der kan jo ikke være nogen tvivl om, at uden en aktiv indsats fra deres side, så havde vi forbrugere måttet leve med en forældet lov i mange år frem.

Derfor er der gode grunde til at få sørget for, at det mindretal af chaufførerne, der er blevet fanget af politiet, slipper for konsekvenserne af de domme. Det kan i de uafsluttede sager ske ved, at politiet måske nok kræver dem dømt, men samtidig frafalder krav om straf og konfiskation. Det har straffeloven en udtrykkelig mulighed for i usædvanlige sager.

Alternativt må man benytte den gode gamle mulighed fra matadorspillene, nemlig at benåde dem i anledning af Dronningens fødselsdag. Det er der jo ikke så længe til!

Samtlige regeringspartier ønskede en endnu mere fleksibel lov. Det som chaufførerne har gjort, ville regeringen gerne have gjort lovligt for fremtiden. Så bør partiernes ministre også kunne finde ud af at lade nåde gå for ret i den sag.

Og hvis nogen skulle tro, at dette indlæg er skrevet, fordi jeg selv har noget i klemme, så lad mig slutte med, at jeg ikke selv har brugt Uber eller kender nogen, som har kørt for det. Men som jurist bryder jeg mig ikke om uretfærdighed.

PS. Kommentarerne til dette indlæg har fået mig til at skrive lidt mere om Uber her: Dummede Uber sig.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: