Legalisering af økonomiske grunde står stærkt blandt de pragmatiske argumenter. Men det kræver jo en forståelse af, hvordan økonomien er i markedet. Her er et forsøg. Fortæl mig, hvad jeg overser.
Bandekriminalitet er tæt forbundet med handel med hash og hårdere narkotika. Det er en notorisk sandhed, som ingen vil bestride. Og at bandekriminalitet skal bekæmpes ”med alle midler”, er der nok lige så udbredt enighed om.
(Medens jeg skriver disse linjer, kan jeg ikke undlade den tanke, at disse sandheder måske er så alment accepterede, at man lige burde udsætte dem for en anelse kritisk tænkning. Men det er et sidespring.)
Økonomi som bandebekæmpelse
At fjerne det økonomiske grundlag for bandernes virke, er et af de oversete midler, som er til rådighed i kampen mod banderne. Legalisér hashen, gør sorte penge hvide – måske kun off-white – og forbrydere til englebørn.
At økonomiske incitamenter virker, og at hashhandel p.t. er så lukrativ en forretning, at indtjeningen fra den overstiger de handlendes andre erhvervsmuligheder, er 2 nødvendige forudsætninger for den tankegang. Men hashhandel er vel ofte kun en biindtægt og en aktivitet, som man har mulighed for at bruge tid på, fordi man ved siden af har nogle arbejdsfrie indkomster i form af invalidepensioner, kontanthjælp og anden offentlig understøttelse. Da indtægten fra hashhandel er ubeskattet, så har den selvsagt en ret stor betydning for den handlendes forbrugsmuligheder. At et højt skatteniveau tilskynder til sort arbejde er jo notorisk.
Men det betyder samtidig, at timeprisen for arbejdskraft kan være lav. Og da en stor del af arbejdet, f.eks. vagtholdene, er absolut ufaglært, så taler det også for lav timefortjeneste.
Hvor stort er markedet?
Omsætningen på hashmarkedet er ganske enkelt umulig at skønne med nogen som helst form for sikkerhed. Et ofte anvendt tal er 1 mia., men det er rent ud sagt grebet frit ud af luften. Og det siger ikke noget om omkostningerne. Hvad er bruttofortjenesten på varen? Og hvordan ser forretningens udgiftsside ud? Jeg ved det ikke. Og google giver ikke noget let svar. Et moment gør det nok navnlig usikkert, nemlig at den samme vare nok ofte indgår i kædehandel, så den tælles med i mange omsætningsled. Dertil kommer, at naturalieaflønning formentlig er temmelig almindeligt, og det forvirrer også billedet.
Den hidtidige politik har gået ud på at drive omkostningen i vejret på 2 måder: At fjerne tilførslerne til markedet, så vareforbruget bliver en større andel af omsætningen, og at øge personaleudgifterne ved at sætte flest muligt af ekspedienterne, lagerfolkene og vagterne i fængsel. Grossererne, eller bagmændene, som politiet kalder dem, har man ikke haft helt samme held med at forfølge. Somme tider har jeg overvejet om det skyldes, at man ikke har en centraliseret distribution, men derimod mange mindre leverandører som lejlighedsvis leverer til en hel masse detailhandlere, så storgrossister ikke rigtig findes. Det kunne minde om et gammeldags grønttorv
At fjerne forsyningerne til markedet er ikke lykkedes. End ikke politiet tør påstå, at selv omfattende konfiskationer af hash medfører det mindste udsving i detailhandelens priser. Til sammenligning er en enkelt regnvejrsdag eller to nok til at få prisen på jordbær til at gå amok hos den lokale grønsagspusher. Og jordbær med fløde til dessert må ligesom hash være en vare, hvor efterspørgslen er voldsomt stabil.
Regnskabets udgiftsside
At omkostningsniveauet er drevet skyhøjt op, er til gengæld meget muligt. Det får bare ingen betydning for afsætningen, netop fordi efterspørgslen formentlig er temmelig uelastisk. Detailhandlere elsker at benytte den talemåde, at der gælder en 80-20 regel. 80 % af omsætningen ligger på 20 % af kunderne. Tankegangen bag er formentlig rigtig, specielt når man taler om en vare, hvor forbruget for en del kunders vedkommende er udartet til misbrug. Med andre ord er prisen totalt ligegyldig for kunden. Det er kun konkurrencen fra de andre handlende, som sætter niveauet.
I en sådan situation må der være en udtalt tendens til beskeden nettofortjeneste på varen. Omvendt vil der være rigtigt gode forretningsmuligheder, hvis man kan opnå en monopolsituation. Og det ligner en opskrift på vild konkurrence om markedet. Eller på karteldannelse og markedsopdeling.
Den tankegang må føre til, at jo lavere fortjeneste, desto grovere bandevold. Er der mon en forskel på, om man er ny eller etableret aktør i den forbindelse. Er incitamentet afhængigt af om man kan forøge sin fortjeneste med mange procent eller få den reduceret lidt? Det er jeg ikke økonom nok til at sige noget om.
Hvad sker der ved liberalisering?
Hvis omkostningerne i den illegale handel er høje, så er fortjenstmulighederne ved legalisering størst for den aktør, som er bedst til at drive sine omkostninger nedad. Den, som får færrest udgifter til sin personlige milits, får den højeste fortjeneste. Der må være et solidt incitament til at reducere personalet.
Konklusionen må være, at antallet af bandemedlemmer, som kan få et udkomme ved hashhandel reduceres stærkt. Næste problem er, hvilken alternativ beskæftigelse de vil finde.
Kære Jens Frederik Hansen, en interessant blog. Jeg har siden 1978 observeret hvorledes markedsprisen slet ikke følger politiets beslag af cannabis. Selv da man på én gang beslaglagde 13 tons – havde det ingen indflydelse på gadeprisen. Det er mit skøn, at man i dag i selv den mindste flække – ved at kende de rigtige mennesker – kan komme i besiddelse af cannabis inden for 20 minutter. Der er en udstrakt budservice på området, og trofaste kunder får sms-besked når deres dealer får nyt tlf. nummer. Efterforskning på sådan rullende budtjeneste, er jo ganske besværlig og mandskabskrævende, så med det pres der er på politiet i dag – er det vist kun ved tilfældighedsfund man får straffet nogle forkølede hashhandlere. Normalpris på “Standard-ryger” (lidt som DSB’s rygerkupe i gamle dage) er 50 kr. pr. gram – rabat ved køb af flere gram. Samfundet har nu siden 1970 kørt den samme politik -forstået som “mere af det samme”(der ikke virker) – og det er såmænd penge lige ud af vinduet. Skadevirkningerne ved stoffet står simpelthen ikke mål med den kriminalpolitiske indsats på området, og det må nu være tiden at indse det og begynde at gøre noget andet – nemlig legalisere foretagendet og lægge indsatsen på skadesreduktion. Eftersom man ikke kan dø af cannabis – men nok ved at blive skudt, hvilket jo er trenden for tiden – er samfundets indsats pludselig blevet farlig – fordi man nu kæmper om retten til at handle med kontrabande. Der er jo ingen, der på spiritusområdet farer rundt og skyder efter hinanden for at hævde retten til at sælge spiritus her eller der – det sker kun fordi spiritus ikke er kontrabande – i 1920’ernes USA var der spiritusforbud og opblomstring af bandekrig af samme årsag.
Yderligere skal man tage i betragtning, at omsætningen er friholdt for enhver form for afgift – man behøver ikke at betale leje af butikslokaler, så opstarten er let – jeg blev engang tilbudt at starte selv – med finansiering, men takkede pænt nej, da jeg ikke ville bryde mig om, at der kom til at holde Harley Davidson motorcykler i min indkørsel. Men dealeren var klar og havde pengene i hånden – jeg skulle bare sige til. Og det er jo nemme sorte penge – 3000 for at rulle joints i en week-end. Den ene mia. politiet har skønnet er omsætningen – gælder formentlig kun for Storkøbenhavn – der kan efter min opfattelse lægges mindst det samme til for resten af landet. Det er nemme og hurtige penge for banderne og der er nok af penge i miljøet. Det er grundsubstansen, selv om der naturligvis også er andre indtægter – kun fantasien sætter grænser – men det er så at sige “det daglige brød” fordi efterspørgslen netop på denne vare er så stor.
Den pengestrøm kan naturligvis blive samfundet til gavn, i stedet for at gå til skydevåben og bling-bling til bandemedlemmer – det kræver blot at samfundet sætter sig hårdt på markedet – når det er legaliseret – som med spiritus, hvor man skal have toldpapirer og momsregnskab og tilladelser og næringsbrev og alkoholbevilling etc. etc. Så kan det, der i dag er en plage for samfundet og utryghedsskabende, såmænd gå hen og blive en helt fin forretning for vores samfund – som det f.eks. er i Nederlandene, hvor cannabis – selv om det ikke er helt så legalt som man tror – er gået hen og blev et økonomisk lokomotiv, der bl.a. har udviklet drivhusteknik som man er førende med på verdensplan. Jeg foreslår ikke at man gør som dem – deres leverandørvej er stadig lagt i hænderne på organiseret kriminalitet – men salget er kontrolleret. Mit forslag er at staten sætter sig på alt fra dyrkning, import, leverancer og “udskænkning” og helt uden at gangsterne får mulighed for at kunne underbyde prismæssigt, eller overhovedet får en fod indenfor i den fødekæde.