Klammere end kælderkold kapitalisme!

Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.

 
Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom.


Men er det sandt? Svaret er – som svaret på alle retoriske spørgsmål – ganske enkelt, og det er nej.

Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.

Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.

Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen – bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer – tilfalde kommunen.

Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode – endda ganske betragteligt.

Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.

Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig – og Højesteret har givet den medhold i – at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!

Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.

Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.

Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser – end ikke de grumme venture-kapitalister.

Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.



Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: “Ne plus ultra.”

Znaiders skatteproblem

Når Skat spiller unoder


Så kører den igen. Skat er nidkære. Og denne gang går det ud over violinisten Nicolai Znaider, der angiveligt havde bopæl i kongeriget i årene 2006-10.

Hvis ellers referatet i avisen er korrekt, så må man bare konstatere, at Skats synspunkter er helt gale. De spiller simpelthen en forkert melodi og de spiller falsk. Men violin er jo også et svært instrument.

Sagen startede på baggrund af Skats undersøgelser af brugen af udenlandske kreditkort i Danmark, nøjagtig ligesom den kendte West-sag. Skat troede, at han var her mere end 180 dage om året, og hvis det havde været tilfældet, så kunne de svinge – om ikke taktstokken, så i hvert fald pisken. Men han var her kun i 160 dage.

Allerførst skal man være opmærksom på, at selv om der fra Skats side har været talt meget om tilflyttere hhv. fraflyttere, så er der kun én lovregel, så principielt burde kriterierne for fraflytning og tilflytning være de samme.

I praksis er der dog forskel, navnlig ved at man aldrig kan fraflytte uden at opgive en fast helårsbolig i Danmark. Man kan sælge den eller udleje i mindst 2 år, men ellers bevares bopælen. (Det kan give helvedes kvaler, hvis lejeren flytter, og det ikke lykkes at få genudlejet straks.)

Znaider var med sikkerhed tidligere fraflyttet, så i hans tilfælde handlede det om at erhverve bopæl igen.

Der er mindst 2 måder man kan erhverve bopæl i Danmark på. Man kan være her mere end 180 dage om året eller man kan være her i kortere tid, men samtidig have en helårsbopæl til rådighed samt sin familie her. Det var den sidste situation, der gjaldt Stephen Kinnock, som de fleste umiddelbart vil sammenligne med.

Altså! Hvis faktum er, at ens kernefamilie etablerer fast bopæl i Danmark, dvs at konen og evt. børn flytter hertil, så er den helt overvejende hovedregel, at man også selv har bopæl her. Man kan selvsagt også gøre det ved at gifte sig med en, der bor i Danmark og som ikke flytter ud efter ægteskabet. 

I denne forbindelse har skattereglerne en temmelig banal opfattelse af livets realiteter. Man har bopæl der, hvor man har sit seksualliv, og derfor var Kinnocks homofili væsentlig uanset talløse postulater om det modsatte. Hvis man indgår i et alternativt parforhold, så det lovformelige ægteskab kun er en formel skal, så skal der selvsagt lægges vægt på realiteterne. (Sådan er dansk rets udgangspunkt altid i forhold til formalia, og det er egentlig ret dejligt.)

Man kan imidlertid som en undtagelse i en kortere årrække opretholde udenlandsk bopæl, hvis man kun kommer her i sin fritid og intet arbejde udfører. Jo længere undtagelsen skal vare, desto renere skal man være. Tidligere sagde man max. 2 år. Dette fik Kinnock ændret. Det er den væsentligste grund til, at man kan konstatere, at han blev behandlet bedre end tidligere praksis.

Det er imidlertid ubestridt, at Znaider ikke havde sin sexpartner i Danmark, men derimod i en af ham købt lejlighed i USA. Så det er fuldstændig umuligt for ham, at have bopæl her.

Og når man ikke har bopæl her, så kan man arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i døgnets 24 timer uden at skulle betale dansk skat, forudsat indtægten ikke ‘stammer fra Danmark’.

Koncerter i Danmark skal der betales skat af, men det giver ikke mening at anse hans daglige øvetimer for arbejde udført i Danmark.

Forskellen på Znaider og Kinnock er altså, at medens Kinnock blevet reddet på det yderste hængende hår af en undtagelsesregel, så kan Znaider slet ikke blive skattepligtig.

Derfor forekommer det mig – som mangeårigt medlem af Københavns skatteankenævn – ganske enkelt vanskeligt at se, på hvilket grundlag en bare nogenlunde kompetent medarbejder hos Skat har kunnet starte den sag. Man kan kun konkludere, at Skat spiller unoder.