Boligmarkedet – konkurstruede andelsboligforeninger.


Den 30 juni 2011 var Politiken på banen med en historie baseret på Realkredit Danmarks analyse af regnskaberne i andelsboligforeninger. RD vurderede, at lidt flere end 11 ud af 12 havde sunde regnskaber, hvilket jo er meget pænt. Men Politiken fik det selvsagt til, at hver 12. var konkurstruet.
Mit svar blev bragt den 5. juli

De fleste andelsboligforeninger har det glimrende

SENSATIONSJAGT. Så enkelt kan man affærdige Per Thiemanns artikel forleden om, at hver 12. andelsbolig er på vej mod konkursen.

Rent galt var det, at Per Thiemann lod det skinne gennem artiklen, at han byggede på en analyse fra Realkredit Danmark. Men hvis man tilfældigvis læste analysen på RD’s hjemmeside, så var budskabet imidlertid det stik modsatte, nemlig at langt de fleste andelsboligforeninger har god – mange af dem endog ekstremt god – orden i økonomien.
Men som altid er der nogle, som bryder mønsteret. Og da priserne på boligmarkedet har været faldende de senere år, er der nogle, som har købt dyrere, end de nu vil kunne sælge til. Hvis man ser på boligmarkedet som helhed, er andelsboligerne imidlertid stadig langt bedre stillet end resten af markedet. Uden at have noget større statistisk belæg for det vil jeg tillade mig at påstå, at mange tusinde ejere af ejerlejligheder i de store byer må være teknisk insolvente, og jeg ser i hvert fald en del handler, hvor der sælges med tab.
Men vi ved jo alle, at teknisk insolvens (altså større gæld, end ejendommen er værd) ikke er ensbetydende med konkurs. Har man tid til at ride stormen af, kommer man oftest ud på den anden side nogenlunde uskadt. Det er de, som skal sælge i utide, som må tage tabene.
I ØVRIGT ER det værd at bemærke, at den dystre tolkning af andelsboligernes økonomi byggede på, at man benyttede en relativt restriktiv vurdering af ejendommene, og navnlig på, at man forudsatte dem solgt som udlejningsejendomme.
Som det fremgår af Skats ligningsvejledning, medfører udlejning af en ejendom et voldsomt værditab. Skat benytter en tommelfingerregel, der halverer værdien, når en ejendom udlejes. Hvad prisen på andelsboliger ville være, hvis markedet var helt frit, kan være vanskeligt at spå om. Men en række af de andelsboligforeninger, som er i problemer, er næppe dyrere at bo i end ejerlejligheder med tilsvarende kvalitet og beliggenhed. I et vist omfang skyldes deres problemer en lovgivning, som sætter arbitrære grænser for prisen på andelsboliger.
Det var måske værd at overveje, om tiden er inde til at ændre den lovgivning og fremme ligestilling mellem de forskellige boligtyper. Det ville gøre boligmarkedet enklere og mere gennemskueligt. Og hvis det så kunne redde nogle familier fra tab, som er påført dem af en forældet lov, taler det vel ikke imod forslaget.
Jens Fr.

Men der kom mere endnu

For den 9. juli bragte Politiken en længere artikel derom fra læsernes redaktør, der nok fik tilført den oprindelige artikel en del flere facetter. Og en hver kan vel gætte, hvorfor den blev bragt.

Boligjob-ordningen

Interesseorganisation på afveje.

Håndværksrådet havde i Berlingske dagen før d. 1. maj sendt en af svendene fra sekretariatet i byen med et budskab, nemlig at boligjob-ordningen er til gavn for statskassen.

Blot en kort overvejelse af spørgsmålet om habilitet førte vel til, at man ikke læste teksten ukritisk. Og der var rigeligt af fuldfede, smukt fjerprydede og lystigt rappende avisænder at tage fat på i det indlæg.

Først og fremmest den lidt lemfældige omgang med nationaløkonomien. Dette er ganske vist ikke min spidskompetence, men når man i sin argumentation indfører den præmis, at alle de penge, som borgerne nu har brugt på deres huse, ellers ville ligge ubrugte hen i årevis under diverse madrasser, så kan man sagtens nå til spændende resultater. Men det er naturligvis ikke alternativet, og derfor er syllogismen falsk.

Men det fundamentale spørgsmål er i virkeligheden, om ordningen er til gavn for danskerne? Får vi samlet set fordele af og vil vi acceptere, at staten i alle ender og kanter skal styre vores forbrug. Er staten gennem tilskudsordninger lige så effektiv til at få udbytte af pengene, som de enkelte borgere ville være det? Svaret er så entydigt nej, at det næppe behøver gentages eller uddybes. Penge, der først opkræves i skat og efterfølgende udbetales som tilskud, bliver altid belagt med en administrationstold, så der er mindre tilbage. Fordelingen kommer ej heller til at ske til de værdigst trængende, men til de som kan forstå at udnytte systemet og udfylde blanketterne på den optimale måde. Og for så vidt angår denne ordning, så virker det som om administrationen skræmmer en del væk.

Uddybes bør derimod den tanke, at boligjob-ordningen skulle være til varig gavn for Håndværksrådets medlemmer. For det er den heller ikke. Naturligvis er det forståeligt, at Håndværksrådet i en økonomisk krisetid ligesom en skibbruden griber efter ethvert stykke vraggods for at holde sig flydende. Men ordningen er ikke en redningskrans. Den er som at gribe efter en punkteret gummibåd, der stille men roligt vil synke. Og selv hvis den holder den skibbrudne flydende, så vil mange dø af udmattelse og kulde, inden de bliver samlet op. Hvis virksomhederne skal overleve på sigt, er ordningen langt fra nok. Og med statens nuværende finanser kan den ikke fortsætte uendeligt.

Men hvorfor kan man sammenligne håndværksvirksomheder med skibbrudne. Det er selvsagt fordi, statsskibet gennem en længere årrække lystigt er sejlet ind i isfyldt farvand med fuld fart, og selv om alle de andre statsskibe i området synker på stribe, så tager man reelt ikke situationen alvorligt.

Nu er ordningen jo ikke opfundet af den nuværende regering, så den skal ikke bære skylden alene. Derimod er det lidt skræmmende, at det for den nuværende regering kom som en overraskelse, at staten kørte med underskud. Man kan egentlig med god ret spørge, om ministrene har lært at læse? Og hvad de i givet fald har læst de seneste år? Det giver unægtelig en utryg fremtid.

Men det er jo ingen grund til, at Håndværksrådet skal ivre for at man fortsætter et åbenlyst fejlgreb i den økonomiske politik. Man kunne jo risikere, at de gjorde det, og dermed opmuntrede til den form for “fuld fart frem – bremsen i” økonomi, som er det allerfarligste for mindre virksomheder.

For langsigtet vækst og stabilitet for håndværksvirksomheder tæller derimod lavere skatter, færre på offentlig forsørgelse, mindre bureaukrati. Det budskab burde man have lagt sig på sinde i stedet.

Jens Fr.