Trump har suspenderet the Jones Act – en klassisk handelshindring

Voldsomme tropiske organer har meget få positive virkninger. At de skulle sætte gang i økonomien er håbløst sludder. Selv hvis folk pludselig arbejder mere, så er det jo for at nå op til tidligere levestandard, og selv når de indhenter fortidens niveau, så har de jo haft en lang periode med dårligere forhold.

Men dette års orkaner har dog alligevel haft en positiv virkning. Den amerikanske stat har for en periode suspenderet the Jones Act, som er en af de allermest klassiske former for handelshindring, nemlig et forbud mod kystfart for udenlandske skibe (cabotage).

I al sin enkelthed går loven ud på, at udenlandske skibe kun må sejle varer til eller fra landet, men ikke laste  en vare i landet og udlosse den i en anden indenlandsk havn. Det er selvsagt en lovgivning som indbyder til alle mulige former for krumspring.

Og det er en lovgivning, som demonstrerer, at uanset hvor meget amerikanere og socialister opfatter USA som højdepunktet af de frie markedskræfter, så er det bestemt ikke altid tilfældet. Det er så en skæbnens ironi, at det er en åbenlyst protektionistisk præsident, der suspenderer den.

Hvor idiotisk den er, kan illustreres med et banalt eksempel. Hvis et dansk containerskib anløber New York for at losse en del af sin last, og skal videre til Miami med resten, hvorfor så ikke fylde det op på vejen?

Arven fra merkantilismen
Forhistorien med cabotage er imidlertid lang og trang. Englændernes Navigations Acts var gennem mange år den vigtigste af denne type lovgivning. Udsprunget af merkantilismen forhindrede den andre landes skibe i ikke alene at sejle mellem engelske havne  i hjemlandet, men også imellem Storbritanien og kolonierne.

Det var blandt andet disse restriktioner, som irriterede de nordamerikanske kolonier og fremprovokerede uafhængighedsbevægelsen. Men det forhindrede dog ikke USAs nydannede kongress i at vedtage tilsvarende lovgivning som en af sine første handlinger. Men man kan selvfølgelig bemærke, at det indenlandske område var blevet lidt mindre.

Den danske ostindiske handel under den lange fred i 1700-tallet handlede forøvrigt i stort omfang om at omgå de engelske cabotage-regler.

Liberalismens gennembrud
Englænderne afskaffede deres Navigation Act i 1849 som led i den frihandels- og reformbølge, der forbindes med laissez-faire liberalismen. De har ikke fortrudt.

Amerikanerne har derimod fastholdt cabotage-regler. Og dertil kommer, at eksempelvis forsyninger til amerikansk militær skal sejles på amerikanske skibe, så det har været nødvendigt med subsidier til skibsfarten.

PS Cabotage-forbud for lastbilkørsel er lige så tosset – og sådan et har vi selv.

 

 

Appelrettens afvisning af indrejseforbud har åbnet mange juridiske fronter.

Præsident Trump har lidt et nederlag ved appelretten for USA’s 9. retskreds, og må nu tage stilling til, hvilke blandt flere skridt, han vil tage for at redde skindet. Han er ikke chanceløs, men nemt bliver det ikke

Det er noget af en juridisk mavepuster, den nye regering i USA har fået i Appelretten. Sagen er som at bevæge sig gennem et minefelt med rigtig mange juridisk snublesnore, og blot en af dem bliver rørt, risikerer parterne at få sprængt deres argumenter til atomer og få sagen afvist. Modsat et rigtigt minefelt er der dog forskellige snublesnore for hhv. Præsidenten og for sagsøgerne, delstaterne Washington og Minnesota. Man kan også sige det på den måde, at for hver part gælder det om, at spænde snubletrådene ud foran modparten.
Den nemmeste løsning er den mindst sandsynlige
Trump kom naturligvis straks på banen med et tweet om ”see you in court”. Nogle af os ville måske bemærke, at parterne sådan set allerede har hilst på hinanden i retten, og at det foreløbig ikke er gået så fantastisk godt for Trumps regering.
Men der er faktisk en ganske enkel løsning, som måske er værd at overveje, nemlig at rette ind til højre. Det er naturligvis et nederlag, men det kan dog undskyldes som begyndervanskeligheder, og at domstolene endnu ikke har forstået, at der er nye tider. Han kan jo også udbryde et: ”Herregud, hvis det virkelig er så vigtigt for dem, så skriver jeg da bare det samme med andre ord. Det er jo virkningen, der tæller.” (Det fylder ikke mere end de 140 anslag i et tweet.)
De fleste af os ville nok udelukke den model, men så vidt jeg har forstået, så har forretningsmanden Trump altid valgt at lukke retssager med et forlig, umiddelbart førend sagerne skulle domsforhandles. Han råber og mobber, men er dog klog nok til at falde ned, når han indser, at det ikke virker.
Og det er vel navnlig en nærliggende tanke, fordi indrejseforbuddet er midlertidigt. Når det udløber svinder interessen for retssager en del.
Der er flere sager
Man skal ikke glemme, at sagen fra 9. retskreds kun er 1 blandt flere domstolsafgørelser, der med en enkelt undtagelse alle er gået regeringen imod. De andre afgørelser har bare været mindre vidtgående. De har handlet om enkelte spørgsmål, og først og fremmest har de været ført af enkeltpersoner med begrænsede ressourcer. Sagen fra Washington føres derimod af delstatsregeringen samt et hav af biintervenienter (altså folk, der indtræder i sagen for at støtte en part). 
Men de andre sager forsvinder ikke. Taber Washington sin sag, så skal Trump stadig gennem alle de andre mindre sager, som så selvsagt blot er mindre nederlag, hvis de tabes.
Det er alt sammen foreløbigt
Vi er allesammen oppe at køre over afgørelsen, men skal altså ikke glemme, at der er tale om stadfæstelse af noget meget foreløbigt. Som vi kender det fra dansk ret kan man bede en domstol om en foreløbig afgørelse, et domstolsforbud. Indtil for få år siden hed det i Danmark et fogedforbud, men indholdet er ens.
Washington-sagen handler imidlertid ikke om en forbudskendelse, men om en midlertidig afgørelse, som kun er i kraft indtil underretten har haft tid til at tage stilling til, om den vil nedlægge en rigtigt forbudskendelse, som altså i sig selv kun er midlertidig. Dermed er der tale om midlertidighed i 2. potens, og selvom man kun nedlægger midlertidige forbud, når sagsøgeren har en vis chance for succes, så skal der altså ikke så forfærdelig meget til.
Når man så har haft tid til at forberede sagen ordentligt, afholder man den rigtige domsforhandling og kommer med en endelig afgørelse.
Hvis Washington ved den lejlighed taber sagen, og regeringen vel at mærke også vinder alle de andre sager, så kan man i øvrigt bare udvise alle de, som i mellemtiden er kommet ind. Hvis man da vel at mærke kan udpege dem blandt alle de indrejste. Det bliver måske nok lidt svært i praksis. At lade indrejseforbuddet være i kraft under sagernes behandling vil derimod kunne medføre uoprettelig skade for de ramte personer. Det taler stærkt for, at sætte det ud af kraft.
Appelmulighederne
Foreløbig har regeringen kun vundet et ud af samtlige de delspørgsmål, som tilsammen kan føre til opretholdelse af indrejseforbuddet. Og det handler om, hvorvidt man i det hele taget skal have lov til at appellere. Normalt vil en kendelse, der som denne er midlertidig i 2. potens, slet ikke kunne kæres til højere instans. Men bare den hurdle ligger der igen ved en yderligere appel til 3. instans.
Nemmere kan det måske være at udnytte en mulighed for appel, som vi ikke kender i Danmark, nemlig at man kan bede retten om genoptagelse i en ny domsforhandling med flere dommere. Ved den 9. appelret, som dækker Washington, skal der så mindst deltage 11 dommere ud af i alt 29 ved genoptagelsen. Genoptagelse er imidlertid noget, som man ikke har krav på, det er udelukkende retten selv, der tager stilling. Og i den forbindelse opvejes sagens vigtighed til dels af, at det stadig kun handler om en midlertidig kendelse.
Alternativet er en appel til den føderale Højesteret. Det skal man også søge om. Men her er der en joker, nemlig at Højesteret for tiden mangler en dommer og dermed rummer et lige antal på 8. Tallet er spændende, fordi stemmelighed automatisk resulterer i stadfæstelse. Regeringen skal altså have overbevist 5 dommere, for at vinde. Men hvis det overhovedet giver mening, at bedømme dommerne efter politisk overbevisning, så er 4:4 måske nok det mest sandsynlige.
Når sagen så kommer for retten
Nu er det jo sådan, at sagen under alle omstændigheder skal have sin endelige behandling ved underretten, og i virkeligheden er det jo den endelige sagsbehandling, der tæller. Og der har Trump nok bedre chancer end den uendelige række af foreløbige nederlag indikerer. Det kan jo heller ikke blive meget værre, ku’ man sige.
For det første er det i alle retssystemer, sådan at man ikke kan anlægge hypotetiske sager. Man kan kun anlægge sager, hvis sagsøgeren kan bruge en dom til noget; ikke nødvendigvis til meget, men dog til noget. Washington har anlagt sagen, fordi indrejseforbuddet skader statens skattegrundlag og besværliggør de statsejede universiteters funktion i forhold til ansatte og studerende fra udlandet. Så er isen nok så tynd, som den kan blive.
Et væsentligt argument for Trump er, at domstole slet ikke kan påkende spørgsmål om enkeltpersoners indrejse, og da slet ikke når Præsidenten påberåber sig nationens sikkerhed som begrundelse for sine handlinger. Hvor en dansk domstol formentlig altid ville bedømme et regelsæts virkning på en bestemt person, så kan en amerikansk tage stilling til selve regelsættet. Da den danske højesteret underkendte Tvindloven som grundlovsstridig, så skete det i forhold til nogle bestemte skoler. I forhold til andre skoler kunne loven i princippet godt gælde. Men hvis de anlagde en sag, så ville de jo vinde den, så derfor var loven reelt ophævet ved den første dom.
Det bærende for at underkende indrejseforbuddet er imidlertid ikke, at et indrejseforbud ikke kan udstedes lovligt. Det er derimod, at sagsbehandlingen af hver enkelt rejsende ikke har været tilstrækkeligt grundig, for de har ikke fået lov til at argumentere for, hvorfor de personligt ikke skal være omfattede af forbuddet. Og fair sagsbehandling er grundlovssikret i USA.
Det er jo et forhold, som der ret nemt kan rettes op på fra Præsidentens side, ved at udstede en ny anordning (executive order) med nogle mindre ændringer til den oprindelige. Det samme gælder, at man fik udstrakt forbuddet til personer med permanent opholdstilladelse (green card).
For Washington er det et vigtigt argument, at forbuddet retter sig mod muslimer, hvor den amerikanske grundlov udtrykkeligt forbyder enhver forskelsbehandling på grund af religion. Men det er en sådan juridisk hvepserede, at appelretten har afvist at tage nogen som helst stilling til spørgsmålet, førend man til sin tid skal afsige endelig dom.
Hvor det ender kan ingen sige. Men der er lagt op til et spændende forår for juristerne – og for præsidenten.

Patentmedicin hjælper ikke på regelforenkling

Kontornusserne og skrankepaverne er dygtige til at opfinde regler, men der sidder også nogle kreative sjæle, som vil afskaffe dem igen, så hvem vinder mon

Kampen mod regeltyranniet står højt på mange politikeres liste, ikke mindst den nye amerikanske præsident, der har gjort regelafskaffelse til det tredje af de seks principper, som skal rense ud i Washington DC, når han overtager embedet.

Trump er i egen optik en mand med forstand på det virkelige liv, og derfor er hans vigtigste idé taget fra tilbudsaviserne:

Ugens tilbud: Aflevér to gamle og få én ny
Så enkelt kan det formuleres. Og så enkelt bliver det formuleret, hvis man følger linket. For hver ny regel, der indføres, skal der afskaffes 2 gamle. Jamen, det er da mageløst. Hvorfor har ingen gjort det før. Der skulle vel tilfældigvis ikke bare være tale om et tomt slagord. Det forventer jeg sandelig ikke fra den side. Og slet ikke fra alle de andre, som har fremført synspunktet.

Men hvis man skal tage det alvorligt, så er den første betragtning, jeg gør mig, at det altså er vanskeligt at kvantificere en regel. Hvornår der er regler om noget, det er som oftest nemt nok at se. Men når man skal være dansk statsborger, bo i landet og være fyldt 18 år for at stemme, er det så én regel? Eller er det tre?

Man kunne også forsøge sig med et typografisk kriterium og tælle afsnit, sætninger eller verber.

Og nu er det så, jeg fornemmer, at nogen vil komme med den bemærkning, som mine børn altid møder mig med, når de får deres sms’er retur med rettede stavefejl og kommaer: “Hold nu op far. Du ved jo godt, hvad jeg mener.”

Men når man stiller op mod den profession, der til enhver tid besætter posten som ubestridte mestre i ordkløveri, nemlig embedsmændene, så skal man ikke møde frem med noget, som bare lyder besnærende. Man skal levere noget, som har substans.

Nyt for gammelt
Hvis det endelig skulle lykkes at overvinde de logiske problemer med at tælle antallet af regler, så kommer blot den næste hurdle: Skal de 2 afskaffede regler have samme vægt som den nyindførte.

Kunne man eksempelvis indføre aflytning af samtlige danskeres telefoner, bare man samtidig afskaffede noget så beskedent som de 2 nyligt ophævede, men desværre ikke imaginære, bekendtgørelser af hhv. “Regulativ for fiskeri i Klejtrup Sø” og “Frikommuneregulativ nr. 5 for Tranekær kommune om finansieringsform for fyldplads, containerordning og skadedyrsbekæmpelse”. Nej, vel. Den går altså ikke.

Funktionen går mod uendelig
Indtil nu har det været regelskaberne, som tilsyneladende har haft gang i en evighedsmaskine. Men ingen evighedsmaskine holder i længden. Desværre er “aflevér 2, få 1”-modellen også en evighedsmaskine.

Lad mig prøve med et eksempel: Vi vil udstede “Bekendtgørelse om indførelse af en bureaukratisk regel”. Derfor skal 2 andre ophæves. Det er jo fint nok, men det kan kun ske ved at udstede en “Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om en mærkelig regel”, som jo er en ny regel!

Foreløbig er vi altså gået i 0 med antallet af regler!

Men så er vi jo allerede regel bagefter, for vi kunne jo kun udstede den ny bekendtgørelse om afskaffelse af den gamle , hvis vi forinden afskaffede 2 gamle regler. Antager man nu, at vi heldigvis finder en anden regel at afskaffe, så forværrer det kun problemet, så bliver vi 4 afskaffelser i underskud. Heldigvis stiger funktionen kun med 2 i underskud for hver afskaffet regel, men den stiger ubønhørligt mod uendelig – medmindre man skynder sig at formulere en undtagelse.

Og så ender man i samme parodi, som da Foghs skattestop blev brudt (læs Christopher Arzrounis muntre nekrolog i Weekendavisen 12. november 2004), men hvor Statsministeriets hjemmeside i mange, mange år derefter troligt hver dag viste, at skattestoppet havde været gældende endnu et døgn.

Det holder ikke. Ugeaviser indeholder ugens tilbud. Principper for lovgivning, skulle gerne holde lidt længere.

PS. Du bør også læse mine tidligere opslag om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, et konkret forslag til regelforenklingens første offer, og at forslag ofte bygger på floskler.