Europe at War 1939-45: No Simple Victory, af Norman Davies, London 2006 (findes også i dansk udgave med titlen 2. Verdenskrig i Europa)
Denne gang skal der roses højt og inderligt. Det er ellers ikke så tit superlativerne kommer i brug, når jeg læser bøger om 2. verdenskrig. Dertil har jeg læst for mange – igennem årene er det nok blevet til et firecifret antal bind på engelsk og dansk. Og efterhånden bliver man jo noget blasert.
Men her er der tale om et værk, som rykker rundt på mine forestillinger. Det er ellers nogle ganske enkle synspunkter forfatteren fører i marken – proportioner, et krav om ’enkeltmoral’ (altså det modsatte af dobbeltmoral) og nedenunder det hele en grundlæggende individualisme.
Proportioner er som sagt afgørende for forfatteren, og derfor forsøger han en kvantificering af krigsindsatsen. Bag det ligger den tanke, at vestlig historieskrivning ikke har haft mulighed for at inddrage kilder fra landene bag jerntæppet. Og det har naturligvis ført til en fremhævelse af den amerikansk-engelske krigsindsats på slagmarken. Og det forstærkes kun af en naturlig trang til at fokusere på ens eget lands indsats.
I et opgør med det forsøger Davies sig med en kvantificering i ’mandmåneder’ og resultatet er slående. 406 millioner mandmåneder på østfronten og 16 i vest fra Normandiet til Lüneburger Heide. I 70’erne forsøgte min onkel Nille at bibringe mig en forståelse for omfanget af Sovjets krigsindsats, og egentlig troede jeg, at det var lykkedes i en sådan grad, at mit udsyn var afbalanceret. Men det var det altså ikke. En faktor 25 gør altså en forskel, som ikke lige lader sig bortforklare. Og når han ser på andre kvantificerbare størrelser, såsom antal døde, deltagere i slag og så videre, så viser der sig tilsvarende proportioner. Den sovjetiske krigsindsats har et sådant omfang, at man må undre sig over, at der overhovedet har været ressourcer til det. Hvordan kunne et land, som ganske vist havde en relativt stor befolkning, men som vi ikke opfatter som særlig velstående, fremtrylle alle de ressourcer? Efter læsningen bliver det spørgsmål mere påtrængende end nogensinde. Desværre ligger det udenfor Davies disposition at besvare det.
En nærliggende forklaringsmodel kunne være, at sovjetstyret ikke behøvede at tage noget hensyn til, at dets soldater og arbejdere efter krigen på ny skulle fungere som borgere i samfundet. Der kan ikke være tvivl om, at mennesker bliver forråede af at deltage i krig. Men jo mere soldaterne forrås, desto sværere bliver det, når de skal være ansvarlige samfundsborgere efter krigen. Det sætter dog nogle grænser for mishandlingen af egne borgere. Men det var ikke den slags principper, som begrænsede sovjetstyret i dets krigsførelse.
Den anden hovedtese er spørgsmålet om moralsk holdning til krigen. Hvem var de gode, og hvem de onde. For den som er opdraget i en Luthersk tradition burde det ikke være så svært at forstå, at selv blandt en gruppe forbrydere, så kan nogle være værre end andre (det er sjovt nok unaturligt at skrive bedre end andre). Og faktisk kan det samme menneske i én situation være forbryderen og i andre offeret.
I den forbindelse spiller det ind, at 2. verdenskrig er så præget af skiftende alliancer, at selv en afghansk krigsherre ville have svært ved at følge med. Skoleeksemplet er naturligvis Royal Navy’s tilintetgørelse af den franske flåde umiddelbart efter våbenstilstanden mellem Tyskland og Frankrig i 1940, men også Vinterkrigen er illustrativ. I slutningen af vinteren 1939-40 overvejede vestmagterne at gribe ind på finsk side imod Sovjet. Men fra 1941 og frem var Finland en tysk allieret. Allerede på den baggrund bliver det uhyre vanskeligt at opretholde en forestilling om de gode og de onde. Og det bliver værre endnu. For hvilket land slog egentlig flest egne borgere ihjel under krigen.
Der argumenteres med synspunkter som klart holder sig indenfor vor normale opfattelse af godt og skidt, men med inddragelse af fakta, som jeg ikke tidligere har været helt så opmærksom på, og derfor giver det nye resultater. Det er meget forfriskende.
Individualismen, som er den tredje hovedtendens i bogen er derimod ikke noget forfatteren spiller helt så åbent med. Måske ved han ikke helt selv, hvor markant den er i hans tekst fremfor i andre bøger om det samme. Og dog kan tanken ikke være ham fremmed, for på den allersidste side bliver hensynet til den enkelte gjort til bogens højdepunkt.
Et sjovt kapitel handler om den skiftende opfattelse af verdenskrigen i film, litteratur etc. Det grænser til historiografi, men kan nok rigtigere beskrives som bevidsthedshistorie. Og der deles i øvrigt næser ud til de, som bruger krigen for at fremme egne dagsordner. Det er, som om forfatteren har kendt Anders Fogh Rasmussens udtalelser om besættelsen. I hvert kunne Fogh få noget ud af at læse bogen.
En passant bør der lige fremholdes nogle bogtekniske forhold. Bogen er uden et traditionelt noteapparat om hver enkelt detalje, men de fleste pointer baseres på kendte fakta, så jeg savnede det ikke. Til gengæld irriterede fraværet af en ordentlig indholdsfortegnelse, i de tilfælde hvor et tidligere afsnit skulle genlæses. Og kapitlet om civiles forhold under krigen led af strukturelle svagheder, da de enkelte afsnit blot er ordnet efter alfabetiske overskrifter. Det skal i øvrigt bemærkes, at bogen også findes i en dansk oversættelse, men den skal man nok holde sig fra. Den lider af den slags irritationsmomenter, som opstår, når ’2nd Polish division’ oversættes til ’den 2. afdeling af polakker’.
Men som nævnt indledningsvis, så er der samlet set tale om en fremragende bog, der udvider horisonten, og inspirerer til ny tænkning. For mit vedkommende i høj grad til at overveje, om sovjets besættelse af østeuropa var betaling for hjælp i fjernøsten. Notabene en hjælp, der aldrig blev reel brug for, da atombomben effektivt gjorde en ende på japans modstandsvilje.