Husk oprydningen efter taxaslaget.

Efter der blev indgået forlig om taxa-lovgivningen, så er det på tide at komme videre. Og den bedste måde at sikre freden på er, at sørge for at ingen står tilbage med en følelse af at være misbrugt.

Men lige præcis den følelse må være stærk hos den gruppe af Uber-chauffører, der har været murbrækkere for at få loven moderniseret. Lige nu er et beskedent mindretal af dem dømt for at have overtrådt den gamle taxa-lov.

Sammenlignet med så mange andre sagstyper, så har dommenes bøder ganske vist været beskedne, men derfor må de alligevel føles urimelige. Og de skal jo også betales med beskattede midler. De er ikke en driftsomkostning.

Og oveni bøderne varsler man nu tilsyneladende også sager om konfiskation og andet ubehageligt.

Der er selvsagt en gruppe af chaufførerne, som har glemt at indberette indkomsten til skat. Det må de have de sædvanlige tæv for – hvad der kan være slemt nok – men jeg tænker på dem, hvor det udelukkende er overtrædelse af taxaloven, der er tale om.

Der kan jo ikke være nogen tvivl om, at uden en aktiv indsats fra deres side, så havde vi forbrugere måttet leve med en forældet lov i mange år frem.

Derfor er der gode grunde til at få sørget for, at det mindretal af chaufførerne, der er blevet fanget af politiet, slipper for konsekvenserne af de domme. Det kan i de uafsluttede sager ske ved, at politiet måske nok kræver dem dømt, men samtidig frafalder krav om straf og konfiskation. Det har straffeloven en udtrykkelig mulighed for i usædvanlige sager.

Alternativt må man benytte den gode gamle mulighed fra matadorspillene, nemlig at benåde dem i anledning af Dronningens fødselsdag. Det er der jo ikke så længe til!

Samtlige regeringspartier ønskede en endnu mere fleksibel lov. Det som chaufførerne har gjort, ville regeringen gerne have gjort lovligt for fremtiden. Så bør partiernes ministre også kunne finde ud af at lade nåde gå for ret i den sag.

Og hvis nogen skulle tro, at dette indlæg er skrevet, fordi jeg selv har noget i klemme, så lad mig slutte med, at jeg ikke selv har brugt Uber eller kender nogen, som har kørt for det. Men som jurist bryder jeg mig ikke om uretfærdighed.

PS. Kommentarerne til dette indlæg har fået mig til at skrive lidt mere om Uber her: Dummede Uber sig.

Boligpolitik – Liberal Alliance


Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.
Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.
 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

Jens Fr.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside