Olavus Montanus alias Ole Bjerg om penge, kontanter og kreditter

Selv akademikere kløjes i begrebet penge, og det leder til alvorligt fejlagtige konklusioner.

Somme tider ser man tekster, hvor bogstaverne danner genkendelige ord, hvor ordene er sat sammen til korrekte sætninger, men hvor sætningerne har lige så meget indhold som: “Månen er en grøn ost.” Lektor ved Handelshøjskolen Ole Bjergs udtalelser om penge i DR deadline og Politiken er blandt den slags tekster.

Som underviser har det ofte undret mig, at de fejl elever begår, meget ofte skyldes en manglende forståelse af rækkevidden af de mere fundamentale begreber i faget. Og så skal det gå galt. Man får en mistanke om, at Ole Bjerg har det samme problem med begrebet penge, som økonomer bruger i en mere præcis forstand end menigmand. Det er der intet underligt i, men det betyder, at man er nødt til at lære fagbegrebet at kende. Sådan er det med masser af fagtermer – også med penge, der dels betyder kontanter, dels betyder kreditter – altså krav på fremtidig leverance af kontanter.

At skabe kontanter er forbudt. Men vi kan alle skabe kreditter. Når jeg lørdag morgen ikke har kontanter til mine børns lommepenge, så skaber jeg en forpligtelse, der kan kræves indløst med kongens mønt, og dermed har jeg skabt penge. Så ved at undlade at betale skaber jeg penge! Det gør jo, at det bliver sindssygt svært at tælle mængden af penge. At tælle kontanterne er nemt, men hvordan opgør man de andre beløb? Det er derfor, vi har en hoben definitioner af M1, M2 og så videre.

Udgangspunktet er, at vi alle kan skabe alle de penge, vi vil. Der er næsten kun én undtagelse fra den regel, og det er bankerne. Banker må ikke yde kreditter med mindre de har tilsvarende indlån og egenkapital, og de må endda kun låne en del af deres samlede kapital ud. Noget af den skal blive liggende i kassen. Så det er lidt paradoksalt, at lige præcis bankerne skal stå for skud!

Ole Bjerg begår 2 oplagte fejl, nemlig at han påstår, at kun staten må skabe penge (her skulle han rettelig sige kontanter), og at han mener, der er forskel mellem på den ene side “elektroniske” penge, og så penge båret på andre medier, f.eks. gældsbreve på papir.

Han vil have, at staten skal bestemme, hvor mange penge der skal kunne lånes. Og så er det virkelig man kan tillade sig at føle sig viis alene på grund af alder. For vi er altså nogle stykker, som stadig kan huske dengang, man allernådigst skulle have tilladelse til at optage realkreditlån, og hvor pantebrevshajerne havde kronede dage. Vil han virkelig have den tid tilbage? Ansøgninger om lån stilet til Nationalbanken i 3 gennemslag – og endelig ikke pr. elektronisk post, for det er jo fup og fidus.

Er elektroniske penge virkelig anderledes – endsige dårligere? Den pengeskabelse – også kaldet kreditmultiplikator – som sker i bankerne, har altid fundet sted. Tidligere skete det ved at skrive beløbene ind i store folianter, nu sker det på computer. Gør det nogen forskel? De kan hverken lave flere eller færre. Man fristes næsten til analogt at spørge, om den musik man køber på iTunes er ringere end den samme indspilning på CD? Og tjener iTunes flere penge, fordi vi betaler over nettet? Vrøvl, er det eneste mulige svar.

Som om der ikke allerede var nok logiske fejlslutninger, så optræder der endnu en, som dog er så ulden, at Ole Bjerg nok skal forsøge at løbe fra sine udsagn. Ole Bjerg kræver, at bankers udlån skal have fuld dækning i dens reserver.

Banker kan i dag kun udlåne det, som en lægmand ville kalde dens egenkapital og en del af dens indlån. Hvis den skal have en dækning på 100 % i sine reserver, så kan man kun udlåne egenkapitalen. Men i så fald giver det jo ingen mening for bankerne at tage imod indskud på traditionel vis. Hvad i al verden skal en bank med penge, som den ikke må låne ud?

Som alternativ kan banken derimod modtage indskud ved at sælge aktier – eller anden ansvarlig kapital. Men så får “indskyderen” fuld risiko på beløbet, og en af de gode grunde til at overlade sine penge til en bank er jo netop, at man ikke vil tage risikoen ved aktiekøb.

Og hvis der bliver mange bankaktier i stedet for traditionelle indskud, så kan de jo belånes i stedet (udenfor bankerne), og så sker pengedannelsen bare et andet sted.

Mange akademikere opnår nye erkendelser, som ingen anden før har beskrevet. Somme tider når de endda til resultater, der strider mod gængse erkendelser. Men så er det lige, at man skal sove på det. Måske skal man også læse lidt Holberg – fortrinsvis om Erasmus Montanus.

Bragt i Børsen d. 2. oktober 2013

 

 

Dårlige ideer om penge.

Anmeldelse: Gode Penge

af lektor ved Copenhagen Business School Ole Bjerg ph.d. Informations Forlag, København 2013

Der er noget besynderligt over at kalde en bog for Gode Penge, når den i virkeligheden handler om noget, som forfatteren opfatter som dårlige penge. Og det er også lidt besynderligt at skrive anmeldelse, førend man har læst den færdig.

Men de udsendte forskræp i aviser og fjernsyn gør det forsvarligt at komme med nogle foreløbige bud på dens svagheder. Om ikke andet, så kan det måske give dens læsere nogle gode ideer til kritiske spørgsmål.

Det er en klassisk debatstrategi at gøre vold på modpartens synspunkter. At indrømme det er derimod sjældent. Men det er noget nær nødvendigt at gøre vold på sociologen Ole Bjergs meninger om penge, for taget på ordet er de meningsløse.

Han hævdede forleden i DR-deadline – og det virkede som om, det var i ramme alvor – at banker kun bør kunne udlåne af deres reserver, altså deres egen kapital (man kan også skrive det som ét ord: egenkapital). Men hvis banker ikke kan genudlåne sædvanlige indlån, hvorfor skulle de så tage imod dem?

Og hvis en bank så vil låne flere penge ud, så må den pumpe egenkapitalen i banken op. Det er jo en ren invitation til at gentage en velkendt sport fra bl.a. Roskilde Bank, nemlig at sælge stakkels uskyldige mennesker aktier i foretagendet.

Modsat mig går Ole Bjerg formentlig ind for indskydergaranti for småsparere, men hans system vil de facto afskaffe den, for som aktionær er man netop ikke dækket af indskydergaranti. Eller han forestiller sig måske et lykkeland, hvor der aldrig igen vil forekomme et bankkrak?

Og han fortjener i hvert fald at blive konfronteret med, at det vil blive helt ufatteligt dyrt for almindelige lønmodtagere at opretholde en helt sædvanlig lønkonto med tilhørende dankort.

På det mere princippielle plan er et af de store problemer ved de andre kendte systemer med Full Reserve Banking tilsyneladende, at de opererer med definitioner af penge, som ikke er gængse. Murray Rothbard antog, at kun fordringer, der var forfaldne og kunne kræves (eller snarere forventes) indfriet til pari var penge. Ved at anvende den snævre definition kunne han sagtens bortforklare alle andre som idioter (og Murray lagde ikke fingrene imellem, kan jeg hilse og sige). Det er jo klart, at hvis man som led i definitionen af får indføjer, at de er hvide, så vil enhver omtale af f.eks. mine sorte gotlandske mæh-dyr som får være forkert. Men de som forfalder til snyd med definitionerne, dømmer jo sig selv.

Hvis vi deler bankernes kapital op i egenkapital, lange indskud og anfordringsindskud, så anser Rothbard slet ikke de 2 første kategorier for penge, men for ‘reserver’. Rothbard mener, at bankerne opfylder kravet til Full Reserve Banking, så længe bankens udlån har dækning i det han definerer som reserver.

Traditionelt ville man derimod betragte alle 3 kategorier som penge, og ved Fractional Reserve Banking må banken udlåne egenkapitalen og en del af indlånene, typisk en fast procentdel på f.eks. 90.

Som det ses bliver forskellen mellem Full og Fractional Reserve Banking på den måde reduceret til et spørgsmål om, hvordan man definerer den del af indskuddene, som må genudlånes. For Rothbard er det den del af indskuddene, som er på bindende tidsvilkår. For os andre er det en fast procentdel af indskuddene. Og så er det, at det hele begynder at minde om en strid om profetens skæg*.

Ole Bjerg kan næppe undgå at foretage tilsvarende små ændringer i definitionen af penge. Men det vil give Bjerg et andet problem, for han anser jo bankernes udlån for pengeskabelse, og udlånene er jo typisk lange penge. Og lange penge er jo slet ikke penge ifølge Rothbard, så den snævre definition kan Bjerg ikke bruge. Hvis han skulle følge Rothbard og konsorter, så skaber bankerne i hvert fald ikke nær så mange penge, som Bjerg selv postulerer.

Egentlig er det en bog, som jeg slet ikke har lyst til at læse, for jeg tror, at jeg vil kede mig til døde, når først skællene er faldet fra mine øjne. Men ihukommende Hayeks forbandelse – at han aldrig kom med en kritik af Keynes’ General Theory – så må det vel gøres.

Og det mest forbandede er vel, at manden risikerer at blive en af de mest citerede forskere på CBS, foruden at han også kan gå hen og tjene rigtigt gode penge på bogen.

Jens Frederik

* PS For de som ikke måtte vide det, opbevares dele af profeten Muhammeds skæg som relikvium i Topkapi-paladset i Istanbul.

 

%d bloggers like this: