Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

Bødskovs billige politiske spil

Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske politikere, som benægtede indgreb i  lærernes overenskomst, efterlønnen og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.

Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan skade nogen eller noget.  Og man sidder oprigtig talt tilbage med en mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.

Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke sin egen – selvpålagte – tavshedspligt. Tværtimod orienterer man udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en udvalgsformand blot er den ‘første iblandt ligemænd’. Andre jurister kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.

Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at meddele udvalget, at politiet enten måtte ‘pakke udvalget ind’ i så mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere (d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke blevet ret meget smukkere med tiden.

Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014

%d bloggers like this: