Presseomtalen kunne næsten få en til at tro det, men bogen ”7 år for PET” er ikke skrevet af Jakob Scharf. Den er ikke engang Scharfs erindringer skrevet med journalistisk bistand. Hvis man skal tage den for pålydende, så er den forfattet af Morten Skjoldager, der bare bruger en række interviews med Scharf som voiceover til store dele af bogen. Hvor meget de så har samarbejdet, kan jo være svært at sige.
Det mest interessante ved bogen er, at den giver et overblik over de sager som PET har været involveret i gennem det seneste årti. Det er helt givet, at oplysningerne om sagerne ville kunne skaffes fra åbne kilder, hvis man gør sit forarbejde godt nok. En journalist, der har haft det som stofområde i perioden vil formentlig ikke finde noget, som ikke enten er kendt eller ret ligetil at regne ud.
De meget sikkerhedsbevidste vil mene, at selve sammenstillingen af oplysningerne og Scharfs bekræftelse deraf er en så stor lettelse for fjenden, at også det bør være forbudt. Og de vil givetvis også argumentere for, at det rent faktisk er forbudt. De vil såmænd også kunne henvise til, at i de tilfælde, hvor vi historisk har kunnet se nogen i kortene, så er efterretninger om fjenden ofte forbløffende dårlige. Tyskernes viden om dansk militær 9. april var eksempelvis helt amatøragtig. Men det bør nok ikke ændre på, at hvis frie samfund skal være frie, så kan man ikke forbyde folk at samle og sammenstille informationer.
Når det drejer sig om at blotlægge mulige ekstremister, så viser bogen med al tydelighed et faktum, som reelt blot er en bekræftelse af gammel viden. Ekstremisme er en tilvænningsproces, og har man fat i arnestedet, så er det såmænd ikke så forfærdelig svært at optrævle. Det er en erfaring, som allerede Gestapo gjorde. Frihedskæmpere under 2. verdenskrig blev også rekrutteret fra ret snævre kredse. Problemet er bare, at når man trawler tilfældigt i feltet af potentielle uromagere, så finder man også en hel masse falske positive. Og dem skal man jo nødig genere så meget, at de tager skridtet helt ud på fløjen.
Og at de som vender hjem fra ideologiske konflikter udenfor Danmark, kan finde på at fortsætte med vold, har vi jo også fortilfælde for. Den tyske kommunist Ernst Wollweber organiserede jo et omfattende net af sabotører i bl.a. Danmark i slutningen af 30’erne. En del af dem var gamle spaniensfrivillige.
Bogen nævner et antal personer, som PET har overvåget, men de er alle enten døde eller dømt for terrorrelaterede forbrydelser. Det kan næppe genere nogen.
Hvad jeg ikke tidligere har lagt mærke til i åbne kilder, er hans omtale af forskelle i PETs og det ordinære politis strategi, en forskel, der er yderst relevant i forhold til dommen over Lars Hedegaard for brud på navneforbud. At man opretholder det navneforbud er meningsløst.
Hvad der nok kan genere hans efterfølger, er den ret udførlige omtale af samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, hvoraf nogle er temmeligt tvivlsomme i deres arbejdsmetoder. Dertil kommer at beskrivelsen af deres chefer ikke altid er specielt charmerende. Der kan nok være nogle stykker, som vil føle sig udstillede.
Scharf skulle nok aldrig have haft stillingen, dertil er han for opmærksomhedssøgende og nok også karrierebevidst. Han har givetvis haft rundsave på albuerne. Hans lyserøde fortid er nok også snarere tillids-svækkende end tillid-vækkende.
Imperiebyggeri er ham ikke ukendt. Han er tilsyneladende også en, der gerne vil djøf-isere. Men som ikke formåede at løse konflikter med politiforbundet. Det kapitel er nok det mest mikrofonholdende, men til gengæld ikke af voldsom interesse for udenforstående.
Samlet set er bogen læseværdig.