Lejeregulering giver reaktioner fra udlejerne, ligesom tyve med koben udløser panserdøre hos husejerne

Kasper Kildegaard, der er en af Danmarks mest bemærkelsesværdige unge journalister, fik sat fokus på huslejereguleringen med en kæmperartikel i Berlingske. Han fik god hjælp af Søren Pind, der klogt nok lyttede mere til sine liberale instinkter end til Venstres spindoktorer. Det gav mig en mulighed for at ytre mig som en lille bidragyder på den gode side i Børsen. Christopher redigerer godt, men jeg foretrækker alligevel min egen version.

Skadelig lejeregulering.

Debatten om lejeloven er blusset op igen. Der var fut i den i maj og nu har Søren Pind og LA så pustet til gløderne. Når man har fulgt udviklingen gennem er længere årrække, så vil man kunne se, at der er sket en forskydning i problemet.

For en generation siden var den største del af etageejendommene omfattet af loven. Det er de ikke længere, og det skyldes, at de de er blevet til enten ejer eller andelsejligheder. Det som nu er lovens hovedområde og hovedproblem, er derimod udlejning af enkelte boliger, typisk et par års udlejning af netop en ejer- eller andelslejlighed.

De lejligheder udgør i virkeligheden boligmarkedets buffer. Nogle gange lejes de ud, i andre perioder foretrækker ejeren at lade være. Klassikeren er ung mand, der flytter hen til kæreste. Skal han lade boligen stå tom eller udleje?Den type lejligheder bliver meget ofte andre unges adgangsbillet til boligmarkedet. Så aktørerne i spillet er næsten altid unge og temmeligt uerfarne – på begge sider.

Hvis man skal beskrive virkningen metaforisk, så kunne man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis alle landets lyssky personager blev udstyret med et koben for at skaffe sig adgang til kapitalisternes hjem. Det kræver ikke megen fantasi at forstå, at så vil husejerne anskaffe sig panserdøre. Og tilsidst vil ingen turde åbne deres hoveddør, end ikke for gode bekendte.

Og det er lige præcis sådan loven virker. Den skal give adgang til billige boliger, og ikke alene kan den bruges, førend man flytter ind. Den kan også bruges med tilbagevirkende kraft i et helt år efter indflytningen. Så naturligvis påvirker det mængden af boliger og indholdet af lejekontrakterne, for selv om kontrakterne så ikke er helt lovlige, så kan man jo håbe på, at lejeren ikke ved, hvilke magtmidler der er til hans rådighed, eller at han finder dem ulækre at bruge.

Derfor er LAs forslag om at støve Schlüter-regeringens gamle idé om fri husleje på sådanne enkeltboliger af igen et stort fremskridt. Og når nogen råber ultra-, neo-, eller højreliberalistisk i den anledning, så husk at dengang stemte de radikale for forslaget. Det er faktisk bare pæn midterpolitik, og på sigt har vi brug for meget mere af samme skuffe.

Jens Frederik

Har de konservative en fremtid?

Egentlig har denne tekst ligget nogen tid på harddisken. Den var ikke helt egnet til at blive en kronik. Men nu har Barfoed lavet komik og ment, at liste C kan stige til 15 %, så her er mit alternative bud på, hvad Det konservative Folkeparti bør gøre for at sikre sin fremtid.

Hvad skal forandres for at bevare de Konservative?

Det konservative Folkeparti har altid betragtet sig selv som det af Folketingets partier, der har den bredeste appel til erhvervslivet. Derfor er det heller ikke helt sjældent, at man blandt dets medlemmer møder den opfattelse, at samfundet ville blive bedre, hvis det blev drevet som en virksomhed. Det gælder først og fremmest nationen, Danmark. Men hvorfor ikke også partiet?

Ganske vist skal man aldrig trække en analogi for langt, men hvis man nu et kort øjeblik legede med tanken om A/S De Konservative, hvorledes ville man så beskrive virksomhedens situation:

Der er tale om en af de ældste virksomheder i branchen, hvor virksomhedens ledelse i forskellige perioder  har valgt at lægge hovedvægten af dens markedsføring på forskellige enkeltelementer i dens meget omfattende produktsortiment. Ud fra en historisk synsvinkel kan man derfor tillægge partiet mange forskellige placeringer på markedet. Men varemærket “konservative” har man dog altid bevaret. Virksomhedens meget karakteristiske signalfarver – klar orange og giftiggrønt – er derimod droppet for nogle år siden, uanset de havde en meget høj genkendelse hos forbrugerne. Ordet konservative er i øvrigt så indarbejdet, at det er blevet generisk, så forbrugerne – ligesom Walkman -benytter ordet ikke blot om denne virksomheds produkt, men om alle produkter med tilsvarende karakteristika.

I nyere tid havde virksomheden sin glansperiode under patriarken Schlüter, hvor man en overgang nåede en markedsandel på over 20 %. Siden er det – med en enkelt undtagelse – gået tilbage hver gang, der har været valg.

Ejerskabet er spredt ud blandt en skare trofaste aktionærer, nærmest et familiefirma. De udgør et stabiliserende element, men samtidig har skiftende konstellationer af aktionærer formået at holde hinanden i skak, så med undtagelse af kompromiskandidaten Bendtsen har der været hyppige udskiftninger i ledelsen. Det har ikke gjort en karriere i virksomheden attraktiv og antallet af unge talenter i ejerkredsen er beskedent.

Problemet med at fremavle næste generation af aktive ejere går dog længere tilbage. Uanset den nærmere udformning af partiets program, så har vælgernes opfattelse af det altid været forbundet med noget klassisk, et gennemprøvet produkt i en god forarbejdning. Og først og fremmest var det stilsikkert.

Derfor overses det ofte, at årene op til højdepunktet var præget af en meget stærk re-engineering båret af de yngste blandt aktionærerne. Inspireret af Thatchers England blev klassiske produkter præsenteret som radikalt fornyede og med en langt mere nutidig appel. Det var sjovt nok produktets succes – først og fremmest med ordet “privatisering”, som man burde have registreret som et sideløbende varemærke – der lagde grunden til nedturen.

Selv om det var klart, at succesperioden i midten af 80-erne var en modebølge – på linje med Crocs sandaler og Doc Martens støvler – så forsøgte Schlüter at holde på markedsandelene ved at lægge produkterne langt tættere på de største konkurrenter og opgive fornyelsen. I den positionering lå kimen til nedturen, idet han med udtalelser som: “Ideologi er noget bras” og “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget” klart viste, at de mere markante fornyere var uønskede i virksomheden. Resultaterne i organisationen udeblev ikke, og de fleste af produktudviklerne søgte mod andre brancher.

Når man sælger ideer er det imidlertid vigtigt, at skabe det billede, hvori forbrugerne helst vil se sig selv, altså et ideal. Et “Bryllupsmagasin” indeholder ikke billeder fra det gennemsnitlige rådhusbryllup i novemberregn, men artikler om romantiske vielser i en hvidkalket landsbykirke på en sollys forårsdag. Ligefrem at fornægte idealet svarer til at påstå, at ens vaskepulver er nøjagtig samme produkt som konkurrentens. Og det sælger ikke.

Sidenhen har den konstante nedgang medført en kronisk mangel på ressourcer til at genskabe kreativiteten fra de tidlige 80-ere. Og de regelmæssige nedskæringer er ofte blevet administreret efter “sidst ind – først ud”. I en sund virksomhed er der ingen åbenlyse arvtagere, men konkurrence om pladsen. Når Rasmus Jarlov entydigt udpeges som næste generation, er det reelt set et svaghedstegn. Han udsættes ikke for den nødvendige konkurrence.

Den seneste tids katastrofale udvikling har medført en panisk opvågning og forsøg på at “genskabe” produktet. Men ved at genskabe svigter man sin egen ide om at forandre for at bevare. Det ender med en gold diskussion om, hvem der har den rigtige forståelse af fortiden, og hvorfor man selv synes, at ens eget produkt er det eneste anvendelige – altså at det eget produkt og konkurrenternes ikke er substituerbare. Det er en skidt position, når man er mindst på markedet. Et lille knækbrødsbageri slår ikke på, at kunderne skal holde helt op med at spise rugbrød, men at knækbrød er en rar afveksling. Og så må man for øvrigt ikke skifte strategi alt for tit, men det har man gjort.

Kort sagt er situationen nu en virksomhed med et mishandlet brand, der i bedste fald ikke taber yderligere kunder. For en udenforstående er det eneste råd til aktionærerne, at de meget omhyggeligt bør overveje at afvikle virksomheden hurtigst muligt, så de bevarer mest muligt af de resterende aktiver. Det sandsynlige alternativ er konkurs om ganske få år – måske allerede i forbindelse med et katastrofalt kommunevalg næste år.

Og en afvikling sker bedst ved fusion med en stærkere virksomhed i samme branche, der kan udnytte varemærket og opnå synergier.

Venstre er ikke en mulighed, for en fusion skal give begge parter noget, og Venstre har intet at vinde. De konservative er så små, at de ingen betydning har. Venstre vil alligevel samle de fleste af kunderne op i tilfælde af en Konservativ konkurs.

Der er 2 andre muligheder, og i begge tilfælde kan man få pæne navne: Liberal-konservativ Alliance og Dansk Konservativt Folkeparti ville være rigtigt gode måder at udnytte varemærket på. Man kan næsten ikke håbe på så velvillig behandling.

Liberal Alliance har som sit afgørende mål, at man efter næste valg vil være tungen på vægtskålen. Liberalerne vil gerne bestemme om den næste regering skal være VOI eller VBI. De ekstra 3 % stemmer fra de konservative kunne gøre udslaget. Dertil kommer et af de væsentlige aktiver ved C, nemlig de kommunalpolitiske positioner som de liberale savner.

Men for Dansk Folkeparti er fordelene langt større, og den allermest væsentlige kan siges med et ord: Stue-ren. Nyrups nedsættende bemærkning klæber stadig til liste O. Det vil sammenlægning med C udrydde en gang for alle. Og samtidig vil det vise, at O er blevet modent til at indgå større samarbejder, altså en regering.

Samtidig vil fusion give Dansk Folkeparti mulighed for at bruge sine klare evner til markedsføring på en bedre måde. Lige nu er de 2 produkter så ens, at de er låst i en stadig kamp om de samme kunder, lidt ligesom Pampers og Libero for nogle år siden gik fuldstændig amok i reklamer. Men den markedsandel, de kæmper om, er ret beset beskeden – navnlig for Dansk Folkeparti, der maksimalt kan vinde ca. 3 % derpå.

Hvis liste O kan spare de ressourcer til en målrettet strategi om at trække stemmer hen over midten eller fra storebror i Venstre, så er de Konservative nok en messe værd. Og også i denne sammenhæng er borgmestrene fra C en mulighed for, at at fusionspartneren kan få det længe savnede gennembrud.

Der er ingen tvivl om, at der skal sluges kameler, hvis en fusion skal blive til noget. For Barfoed vil det gælde om at få mest muligt i form af poster og sikre kredse. I den forbindelse skal han forsøge at spille de 2 potentielle købere ud mod hinanden. Og han skal sørge for, at hele partiet følger med over. Ellers bliver brandet nedlagt.

Fra et virksomhedsperspektiv er der ingen tvivl mulig. Hvis man skal bevare, så må man forandre. Den rationelle løsning er en fusion, ikke at håbe på et mirakel. Det er på tide at forberede den.

Jens Frederik

%d bloggers like this: