Indlæg

Udgivet den

Folkekirken har ingen fremtid uden besparelser

Rigtigt mange passive og nogle håndfulde trofaste aktive medlemmer, sådan er det med den danske Folkekirke. Sådan har det grundlæggende mønster været i mange år uden de store problemer. Og det giver naturligvis nogle udfordringer. Hvordan trækker man flere aktive til? Hvor meget vil de passive betale for de aktive? Hvad mister de passive ved at melde sig ud?

Folkekirken har brug for adskillige krukker guld for at fortsætte

Alligevel stiger folkekirkens udgifter støt og roligt hvert år. I en tid hvor de offentlige udgifter kun må stige med brøkdele af procenter, så stiger folkekirkens mere. Fra 2006 til 2016 med 9 %. Og det er vel at mærke mål i faste priser.

Ud af en befolkning på ca. 5,4 mio er de 4,4 eller 75% medlemmer, men på en tilfældig søndag eller helligdag er det kun 3-4 % af medlemmerne, der dukker op til gudstjeneste. Og juleaften er naturligvis den store vinder i den konkurrence. 2.- pladsen besættes af konfirmationer og dåb.

Men i lige så mange år er medlemstallet kun gået én vej, nedad. Engang var der kun et trossamfund i Danmark, og apostater kunne straffes med døden. Nu er der flere snese at vælge imellem. Samfundet gennemgår også en løbende sekularisering. Der bliver færre troende. Det er ikke blot udmeldelserne, som tæller i det billede, men manglende indmeldelse. Med en dåbsprocent på ca. 60 mod 90 for 30 år siden, altså et fald med 1 procentpoint årlig, så bliver det efterhånden mærkbart.

Uanset om man er en folkekirke, en fodboldklub eller en virksomhed, så er faldende antal kunder og stigende udgifter uholdbart. Og en eller anden dag knækker kurverne. Og så går det galt.

Udgivet den

Bilbranchen har svigtet sine kunder og sig selv.

Man skal aldrig ønske andre mennesker noget ondt. Det er en af livets grundsætninger. Og det må naturligvis føles uretfærdigt for de ansatte i bilbranchen, at en hel del af dem lige nu kan se frem til en afskedigelse takket være tvivlen om de kommende bilafgifter.

Det er også uforståeligt, at spørgsmålet skal trækkes i langdrag af et folketingsflertal, hvis vælgere gennem årtier har sukket efter en lettelse af såvel registreringsafgiften som skatterne på kørsel i biler. Det er jo notorisk, at bilejerne indbetaler betydeligt mere til de offentlige kasser end omkostningerne ved veje, ulykker, forurening og alle mulige andre byrder, som man kan pålægge dem.

Det er lige så notorisk, at lavere transportomkostninger er en effektiv måde at støtte yderdistrikter, børnefamilier og arbejdsløse på.

Men når det er gået i hårdknude, så er den skyldige imidlertid – desværre – bilbranchen selv. I stedet for at være kundernes talsmænd og repræsentere en samlet front til gavn for alle ved blot at kræve en klækkelig reduktion i registreringsafgiften, så har man bragt forvirring ind i billedet med nogle forslag om at erstatte den med tekniske og løbende afgifter. I værste fald kan det over bilens levetid blot medføre en omlægning eller stigning i stedet for en lettelse. Det er et svigt af kunderne, og det er dumt.

De, som ville få mest fornøjelse af den type omlægning, er bilbranchen selv. En afgift som registreringsafgiften betales delvis af kunden og delvis af forhandleren. En omlægning vil forholdsmæssigt gavne forhandleren mest. Man har med andre ord melet sin egen kage.

Det er et budskab, som de afskedigede medarbejdere bør bringe videre til deres chefer. Det er på gulvet, man mærker konsekvenserne af ledelsens dumsmarte idéer. Og derfor er det også dem på gulvet, som man må føle mest sympati for i denne situation.

Bragt Børsen 19. september 2017

Udgivet den

Hashhandelens økonomi, hvordan hænger den sammen

Legalisering af økonomiske grunde står stærkt blandt de pragmatiske argumenter. Men det kræver jo en forståelse af, hvordan økonomien er i markedet. Her er et forsøg. Fortæl mig, hvad jeg overser.

Bandekriminalitet er tæt forbundet med handel med hash og hårdere narkotika. Det er en notorisk sandhed, som ingen vil bestride. Og at bandekriminalitet skal bekæmpes ”med alle midler”, er der nok lige så udbredt enighed om.

(Medens jeg skriver disse linjer, kan jeg ikke undlade den tanke, at disse sandheder måske er så alment accepterede, at man lige burde udsætte dem for en anelse kritisk tænkning. Men det er et sidespring.)

Økonomi som bandebekæmpelse
At fjerne det økonomiske grundlag for bandernes virke, er et af de oversete midler, som er til rådighed i kampen mod banderne. Legalisér hashen, gør sorte penge hvide – måske kun off-white – og forbrydere til englebørn.

At økonomiske incitamenter virker, og at hashhandel p.t. er så lukrativ en forretning, at indtjeningen fra den overstiger de handlendes andre erhvervsmuligheder, er 2 nødvendige forudsætninger for den tankegang. Men hashhandel er vel ofte kun en biindtægt og en aktivitet, som man har mulighed for at bruge tid på, fordi man ved siden af har nogle arbejdsfrie indkomster i form af invalidepensioner, kontanthjælp og anden offentlig understøttelse. Da indtægten fra hashhandel er ubeskattet, så har den selvsagt en ret stor betydning for den handlendes forbrugsmuligheder. At et højt skatteniveau tilskynder til sort arbejde er jo notorisk.

Men det betyder samtidig, at timeprisen for arbejdskraft kan være lav. Og da en stor del af arbejdet, f.eks. vagtholdene, er absolut ufaglært, så taler det også for lav timefortjeneste.

Hvor stort er markedet?
Omsætningen på hashmarkedet er ganske enkelt umulig at skønne med nogen som helst form for sikkerhed. Et ofte anvendt tal er 1 mia., men det er rent ud sagt grebet frit ud af luften. Og det siger ikke noget om omkostningerne. Hvad er bruttofortjenesten på varen? Og hvordan ser forretningens udgiftsside ud? Jeg ved det ikke. Og google giver ikke noget let svar. Et moment gør det nok navnlig usikkert, nemlig at den samme vare nok ofte indgår i kædehandel, så den tælles med i mange omsætningsled. Dertil kommer, at naturalieaflønning formentlig er temmelig almindeligt, og det forvirrer også billedet.

Den hidtidige politik har gået ud på at drive omkostningen i vejret på 2 måder: At fjerne tilførslerne til markedet, så vareforbruget bliver en større andel af omsætningen, og at øge personaleudgifterne ved at sætte flest muligt af ekspedienterne, lagerfolkene og vagterne i fængsel. Grossererne, eller bagmændene, som politiet kalder dem, har man ikke haft helt samme held med at forfølge. Somme tider har jeg overvejet om det skyldes, at man ikke har en centraliseret distribution, men derimod mange mindre leverandører som lejlighedsvis leverer til en hel masse detailhandlere, så storgrossister ikke rigtig findes. Det kunne minde om et gammeldags grønttorv

At fjerne forsyningerne til markedet er ikke lykkedes. End ikke politiet tør påstå, at selv omfattende konfiskationer af hash medfører det mindste udsving i detailhandelens priser. Til sammenligning er en enkelt regnvejrsdag eller to nok til at få prisen på jordbær til at gå amok hos den lokale grønsagspusher. Og jordbær med fløde til dessert må ligesom hash være en vare, hvor efterspørgslen er voldsomt stabil.

Regnskabets udgiftsside
At omkostningsniveauet er drevet skyhøjt op, er til gengæld meget muligt. Det får bare ingen betydning for afsætningen, netop fordi efterspørgslen formentlig er temmelig uelastisk. Detailhandlere elsker at benytte den talemåde, at der gælder en 80-20 regel. 80 % af omsætningen ligger på 20 % af kunderne. Tankegangen bag er formentlig rigtig, specielt når man taler om en vare, hvor forbruget for en del kunders vedkommende er udartet til misbrug. Med andre ord er prisen totalt ligegyldig for kunden. Det er kun konkurrencen fra de andre handlende, som sætter niveauet.

I en sådan situation må der være en udtalt tendens til beskeden nettofortjeneste på varen. Omvendt vil der være rigtigt gode forretningsmuligheder, hvis man kan opnå en monopolsituation. Og det ligner en opskrift på vild konkurrence om markedet. Eller på karteldannelse og markedsopdeling.

Den tankegang må føre til, at jo lavere fortjeneste, desto grovere bandevold. Er der mon en forskel på, om man er ny eller etableret aktør i den forbindelse. Er incitamentet afhængigt af om man kan forøge sin fortjeneste med mange procent eller få den reduceret lidt? Det er jeg ikke økonom nok til at sige noget om.

Hvad sker der ved liberalisering?
Hvis omkostningerne i den illegale handel er høje, så er fortjenstmulighederne ved legalisering størst for den aktør, som er bedst til at drive sine omkostninger nedad. Den, som får færrest udgifter til sin personlige milits, får den højeste fortjeneste. Der må være et solidt incitament til at reducere personalet.

Konklusionen må være, at antallet af bandemedlemmer, som kan få et udkomme ved hashhandel reduceres stærkt. Næste problem er, hvilken alternativ beskæftigelse de vil finde.

 

Udgivet den

Hvordan vil liberalisering forandre hashhandelen?

Afkriminalisering af cannabis er formentlig blot et spørgsmål om tid, så det er på tide at tænke over de praktiske konsekvenser for hashhandelen

Når først Børsen og bedsteborgere begynder at beskæftige sig med liberalisering af hash, så er tidevandet ved at skifte. Meningerne er måske ikke så nye, men det er nyt, at man giver udtryk for dem på et tidspunkt, hvor et massivt flertal i Folketinget stadig finder det opportunt at være modstandere.

Men hvordan bør en frigivelse gennemføres i praksis. De fleste forestiller sig nok, at der skal være tale om en meget intens regulering, hvor sælgernes personlighed og baggrund skal godkendes, hvor varerne skal underlægges en offentlig kvalitetskontrol, og hvor skattevæsenet nidkært inddriver punktafgift på hashen. Men det er måske ikke den bedste ordning.

Det handler om etik

Når man skal skabe et stykke lovgivning helt fra bunden, så bør chancen udnyttes til at tage de helt principielle drøftelser om, hvordan man får det bedste resultat – uden at kaste sig ud i overvejelser om overgangsordninger, indfasninger og allehånde særinteresser. Det er muligt at handle etisk, så lad os gøre det.

Uanset hvilke grunde man har til at ønske sig hashmarkedet frigivet, hvad enten det er rent pragmatiske tanker eller principielle synspunkter om individets ret til at bestemme over eget liv, så kommer man ikke udenom, at cannabis er et rusmiddel, som enhver ordentlig familiefar bør råde sine teenagebørn til at passe på med.

Frigivelse af hash bør ikke opfattes som en opfordring til at forbruge det. Og slet ikke som en aktivitet, som staten understøtter ved at sørge for ”gode og trygge rammer” for forbruget. En detaljeret regulering af cannabis kan imidlertid godt fremstå som ikke alene en accept af forbruget, men en decideret tilskyndelse til et forbrug.

Og når først staten har begunstiget en aktivitet, så flyttes ansvaret for skader ved aktiviteten jo nemt til det offentlige. Staten betaler allerede misbrugsbehandling, men så vidt muligt må ansvar for kvaliteten af cannabis ligge hos forhandlerne.

Så af de grunde bør reguleringen af et fremtidigt hashmarked snarere være så behersket som muligt end det modsatte.

De hidtidige forhandlere er nok de bedste

Et af de seneste argumenter mod frigivelse har været, at banderne jo bare vil finde ny kriminalitet, så en frigivelse blot vil medføre en tilsvarende øgning af anden kriminalitet. Argumentet er hult, og derfor klinger det godt. Men man kan altså ikke bare lige fremtrylle en tilsvarende mængde lukrative muligheder for kriminalitet, der er forbundet med lige så ringe sandsynlighed for opdagelse. For medens hashhandel er en aktivitet, hvor offer og gerningsmand vil samarbejde om at undgå opdagelse, så gør det samme sig ikke gældende for hverken afpresning, røveri eller tilsvarende.

Men der er selvsagt altid et problem, når en gruppe mennesker mister deres job, fordi de så skal finde noget andet. Og hvor ukonventionelt det end måtte lyde, så ville det måske være nærliggende, at lade de nuværende hashhandlere fortsætte, hvis de da ønsker det. Det er trods alt den gruppe, som ved klart mest om produktet, som kender markedet, og som har kundernes tillid. Det er da også enklere end alle mulige dyre rehabiliteringsprojekter.

De private militser, som vi kender som bander, bliver alt for dyre at opretholde under priskonkurrence. Der er ikke brug for vagtfunktionen, og medens volden i dag sjældent anmeldes af offeret, fordi han så selv kommer i søgelyset, så vil det ændres, så militserne snart ville havne på ”orlov” bag tremmer.

Bør der være punktafgift?

Der vil nok være en del, som er tilhængere af liberalisering, fordi man så kan erstatte udgifter til politi og retsvæsen med indtægter fra hashafgift. Og navnlig ønsker en afgift, som er sat så højt, at den både begrænser forbruget og betaler for alle de udgifter, som vil være forbundne med behandling af et formodentligt stigende antal misbrugere.

Igen bør man måske tænke utraditionelt. For en meget høj afgift er jo ensbetydende med en mulighed for at opretholde et alternativt sort marked for indsmuglede varer. Så hvis man virkelig ønsker at få ordnede forhold og udryddet kriminalitet, så skal man sørge for, at det legale marked til enhver tid kan underbyde en hvilken som helst alternativ forhandler. Moms undgår man ikke, men det bør nok også være det hele.

Samlet set må man konkludere, at hvis man langt om længe tager skridt til en frigivelse af hashmarkedet, så skal det ikke være halvhjertet og superreguleret, men derimod en total ophævelse af forbuddet uden at sætte en masse andre registreringer, reguleringer og forhindringer i stedet.

Udgivet den

Den højere takst i boligskat for dyre huse må have konsekvenser for rentefradraget

Hvis det er fornuftigt med en ejendomsværdiskat på 3 procent for dyre huse, så må det skulle have logiske konsekvenser andre steder i skattesystemet

Ejendomsværdiskatten har en siamesisk tvilling

Forhistorien til  ejendomsværdiskatten er, at den er tænkt som et modstykke til rentefradraget. I detaljer er det ret teknisk, men principperne kan vises med følgende eksempel:

Skatteyderen Isaksen har for 5 millioner realkreditobligationer. Dem tjener han renter af, ca. 2 % eller 100.000 som han betaler skat af. For at gøre det enkelt regner vi med en skatteprocent på 33 %, så skatten bliver 33.000.  

Nu sælger han så obligationerne og køber et hus for pengene. Men så får han jo ikke længere nogen renteindtægt, og set fra skattevæsenets side “snyder” han dem altså for de 33.000.

I stedet pålægger man ham en skat på 1 % af værdien af huset. og dermed betaler han 50.000 i skat. Men da værdien af huset er mere end 3 millioner, så lægger man 2 % ekstra ovenpå af de sidste 2 millioner. Det er lige 40.000 ekstra, så skatten i alt bliver 90.000. Så skal Skat i hvert fald ikke være utilfredse.

Hvis Isaksen nu desværre ikke har alle pengene til huset kontant, så ville han komme alvorligt i klemme; han ville sidde “i saksen”, hvis han ikke kunne trække renterne fra.

Derfor får han rentefradrag. Og dermed hænger systemet sammen. Rentefradraget er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling.

Og så ved jeg i øvrigt  godt, at vi har set bort fra, at renteniveauet kan ændre sig, at vurderingen af huset ikke nødvendigvis er den samme som prisen og en hel masse andet. Men princippet skal man alligevel ikke glemme.

Hvad så med ekstraskat på dyrere huse?

Da der altså er 3 gange højere skat på den del af huset, som er mere end 3 mio værd, og vi kender begrundelsen for skatten, så fører det til et helt banalt spørgsmål. “Da Isaksen havde pengene stående i obligationer, fik han så 3 gange så mange renter for de sidste 2 millioner?” Det er naturligvis et retorisk spørgsmål. Men når rentefradrag er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling, så må det i hvert fald føre til denne helt banale konklusion:

Hvis man vil have 3 gange højere skat af dyre huse, så skal beboerne også have 3 gange højere rentefradrag! 

Skattesystemet skal hænge sammen

Noget af det allerbedste ved det danske skattesystem er faktisk, at der er gjort en enorm indsats for at gøre systemet logisk sammenhængende.

Det gør lovgivningen meget enklere, og det er grunden til, at jeg stædigt fastholder, at i forhold til hvor mange penge der skal drives ind, så er det forbløffende korte og enkle skattelove vi har. Hvis man sætter skatten ned kan det selvsagt gøres langt nemmere, men med de skatter vi har, så er lovene bedre, end man kunne forvente.

Indre sammenhæng i systemet er et af de bedste midler til at sørge for, at man får pengene i kassen. Derfor skal vi værne meget intenst om den. Selvfølgelig er der steder, hvor der ikke er den logik. Men det er altså ikke et argument for, at man skal modarbejde logikken andre steder.

Du skal selv gøre noget ved det

En rimelig fordeling af boligskatterne kommer ikke af sig selv. De, der næsten intet betaler, vil jo ikke ligefrem være de varmeste fortalere for, at de skal betale mere, vel? Så det er helt op til dig selv at overbevise tvivlerne.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: