Indlæg

Udgivet den

Hvad betyder boligskatten i kr. og øre?

“Hysteriske husejere” fristes man ofte til at sige. Men er de det?

Gennem flere år har boligskatter – den kommunale grundskyld/ejendomsskat og den statslige ejendomsværdiskat – fyldt grundigt i medierne. Og er det virkelig rimeligt?

Her er et par eksempler på boligskatter for tilfældige ejendomme. Fysisk ligger de nogle få hundrede meter fra hinanden, men økonomisk er afstanden pr. kvadratmeter en faktor 10.

Kig lige engang på tallene:

Parcelhus i København NV, 136 m2, grund ca. 500 m2 + vej, ejendomsskat 45.000 + ejendomsværdiskat 20.000, altså 5500 kr. pr. måned
Andelslejlighed i København NV 77 m2, ejendomsskat 3500, ingen ejendomsværdiskat, i alt ca. 3500, altså 300 kr. pr. måned

“Skattenedsættelse vil intet betyde, for boligudgiften ændrer sig ikke”

Indvendingen mod at sætte skatten ned er ofte, at hvis man sætter ejendomsskatterne ned, så kapitaliseres beløbet bare over i en højere pris næste gang ejendommen sælges, og så er det bare lig med en engangsgevinst for de nuværende ejere.

Det er ikke forkert, men det glemmer noget. De nuværende ejere høster en engangsgevinst, men det næste sæt ejere får også en gevinst. For selv om deres boligudgift ikke bliver mindre, så bliver en større del af købernes boligudgift til opsparing (afdrag på lån). Det er trods alt sjovere at have friværdi, end det er at have en stak kvitteringer for betalt skat.

Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder
Det er håbløst at argumentere mod det synspunkt. Det eneste, man kan, er at spørge, om vi nu virkelig er sikre på, at de bredeste skuldre bor i parcelhuset. Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan være omvendt, og det er temmelig sandsynligt, at skuldrene i hvert fald er stort set lige brede.

De fleste anskaffer sig hus, fordi de får børn, så der kan sagtens bo et par i lejligheden, som tilfældigvis bare er 9 måneder bagefter i udvikling i forhold til parret i huset. Gør det skuldrene bredere, at man har fået børn? Nogen ville argumentere for, at omkostningen til barnet gør dem smallere.

Eller det kan gå den anden vej. Et par pensionister har solgt deres hus og er flyttet til noget mindre, et andet beholder huset. Er deres skuldre af forskellig bredde? Næppe.

Folk med lige brede skuldre bør betale lige meget i skat
Det er vist ikke noget helt urimeligt argument. Og en faktor 10 i forskel er i hvert fald temmeligt voldsom, så stor forskel er der næppe i skulderbredde. Så måske er husejerne alligevel ikke hysteriske, selv om de bare kræver ind til sig selv.

 

Udgivet den

Goodbye, Aristotle

The US Supreme Court recently accepted a law that defies logic.

We all know that common sense and common law are supposed to be distant relatives. But they are sometimes so distant that a little bit of crossbreeding might just be beneficial for the offspring. That is particularly true when a law is based on a principle that runs counter to the laws of logic as expounded by Aristotle.

Repaying fines etc. after convictions are overturned

A few days ago the US Supreme Court handed down a decision in the case Nelson vs. Colorado. It was a case about the consequences when a criminal conviction is found to be invalid. Must the government in those cases repay any proceeds of the case, i.e. fines, costs, payments towards restitution to victims etc. Under the Exoneration Act of Colorado compensation for time wrongfully served and repayment is only available when there is clear and convincing evidence of innocence.

Is that legal? Or does the statute breach the due process clause of the US constitution?

If the law was a simple dichotomy between criminal and lawful actions then the question would be nice and simple. But lawyers would not be in much demand. And of course it is not so easy, but rather a tortous trichotomy of innocence, damages and punishment. A person may well be in a position where he cannot be punished, but still be liable in torts and consequently should pay restitution to the victim, albeit under another label. Or the person may have been guilty of a lesser crime.

Some of us also fall under the psychological spell that invalidation of the conviction must be enough. It should not necessarily be accompanied by a stroll all the way to the bank laughing. Wrongful convictions do range from intentional perversions of justice to those where the jury misjudged the evidence in good faith, often because the crucial evidence failed to be presented at the original trial.

(This phrase raises a funny question. Juries may not convict unless guilt has been proven beyond any reasonable doubt. But if the conviction eventually turns out to have been wrong, then by definition either the jury cannot have had any doubts at all, which is rather unlikely, or whatever doubts one or more of the jurors may have had, was a reasonable doubt,  in which case they should have returned a verdict of not guilty. And can you be said to be in good faith under those circumstances?)

The court decided overwhelmingly that Colorado set the bar too high as far as the money was concerned and returned the case to the lower courts for reconsidering. And that was all the Supreme Court could do. I too would have concurred in the conclusions though based on the arguments in a dissent by Alito.

So what is it about Aristotle?

The funny thing nobody mentioned was that you cannot prove a negative fact. A law stating that somebody must prove innocence is a fallacy. It simply cannot be done. That is the foundation of the presumption of innocence and the burden of proof. And we have known that since Aristotle told us so.

But nobody suggested that the Colorado statute requiring proof of innocence ran counter to due process for that reason. Indeed the court accepted that this is an acceptable standard for determining whether a person should be entitled to compensation for time served in jail under a wrongful conviction.

No legal system is the envy of the world. All have their weaknesses, often stemming from traditions that no one considers questionable. And that is the fascination of comparative law.

 

 

Udgivet den

Jens Frederik Hansens blog holder flyttedag


Efter 4 år og nogle hundrede opslag, så er det tid til noget nyt for Jens Frederik Hansens blog. 

Bloggen får sit eget domæne på nettet
www.JensFrederikHansen.dk er fremover stedet, hvor man finder mig. Webadressen er lidt lang, men den er kortere end den gamle. Og så er den mig. Det kan jeg godt lide.

Indholdet bliver også bedre
Holdninger til dagligdagens politiske emner dominerer mine opslag.  Aktualitet er derfor vigtig. Stigende læsertal for bloggen gør heldigvis, at det ikke længere er så interessant at få indlæggene trykt i avisen. Så der kommer flere “originals”, som ikke kan ses på andre kanaler. Og da de ikke skal vente på en avis, så kommer de fremover hurtigere.

Bloggen gør en forskel
Læsertallet er naturligvis vigtigt. Og det er stigende, pænt stigende. Ros for mine opslag kommer jævnligt fra uventede kanter, og sjovt nok går det igen, at struktur, proportionalitet og redelighed overfor modparten fremhæves. Og det bekræfter min tillid til, at verden kan flyttes i små, bittesmå skridt.

Både Gud og djævelen bor i detaljen. Troværdighed er noget, som bygges op langsomt.  Men det er på den måde man overbeviser.  Det skal jeg naturligvis fortsætte med.

 

Udgivet den

Undskyld, undskyld, undskyld … for slaveri, drab, jordskælv og meget andet

For min skyld kan alle mulige mennesker – og talende papegøjer, beostære m.v. – gerne fremvise deres hjertes godhed ved at sige undskyld for alle mulige andre menneskers, staters og naturkræfters handlinger.

Og hvis nogen bliver glade for at modtage den slags meningstilkendegivelser på vegne af deres forlængst afdøde forfædre, så lad dem da forblive salige i deres tro.

For mig gør det ikke nogen forskel i vurderingen af forhistorien. Ugerninger forbliver ugerninger. Og misforståede gode gerninger må vi bare tage ved lære af.

Det, der kan genere mig, er, at der findes mennesker, som er så bundnaive og godtroende, at de ikke kan indse, at krav om den slags undskyldninger altid og undtagelsesfrit følges af en lille uskyldsren bagtanke om, at undskyldningen skal ledsages af nogle helt kontante økonomiske fordele til de nulevende efterkommere. Og et eller andet sted inderst inde, synes jeg, det er en lille smule hyklerisk, hvis tegnebogen er mere lukket end hjertet.

Og så har jeg altså – trods en klippefast tro på fremskridtet og vor tids moralske overlegenhed – svært ved at stole på, at der ikke også sker vildfarelser i vor tid. Vildfarelser, som vi ikke ser, fordi vi også er bundne til moralske modestrømninger. Men vor tids fejl er det måske noget mere relevant at finde, bekæmpe og undskylde.

Udgivet den

Dummede Uber sig

Hvilke argumenter er det, som den etablerede taxabranche har brugt for at vinde taxaslaget. Kunne Uber have forudset det og taget modstanden i opløbet. 

Forleden skrev jeg et oplæg, hvor jeg opfordrede til, at man “husker at rydde op efter taxaslaget“. Det har fået et antal kommentarer fra folk i taxabranchen, og dem er jeg glad for og har svaret på. Der er nogle argumenter, som går igen i kommentarerne, og det er formentlig ikke første gang, de argumenter har været på banen. Det er nok endda de argumenter, som gjorde, at sejren for det liberale synspunkt kun blev halv.

Og derfor er det interessant om Uber kunne have imødegået dem bedre.

Det handler primært om, at Uber-chauffører ikke betaler skat og begår socialt bedrageri. Da jeg i mit indlæg skrev, at  skatteunddragelse naturligvis måtte have de sædvanlige konsekvenser for snyderne, så er det overraskende, at argumentet fremføres med den styrke. Men det er givetvis en vinder. Danskere betaler så mange skatter, at enhver form for unddragelse mødes med vilde mængder af misundelse, og misundelse er en stærk politisk motivation. Uber kunne have indberettet til Skat. Det ville have gjort det langt nemmere at gennemføre straffesager, men det havde styrket Ubers position.

Socialt bedrageri er svært at undgå. Det er ikke noget, bedrageren frivilligt fortæller sin arbejdsgiver om. Slet ikke hvis man antager, at chaufføren er selvstændig erhvervsdrivende. Men med de biler Uber har benyttet, så er det vanskeligt at tro, at chauffærernes formueforhold har været så ringe, at de har fået kontanthjælp. Den kunne jeg godt have solgt på en fjernsynsskærm.

Og så er der forsikringsspørgsmålet. Heller ikke på den front lykkedes det Uber at gendrive modstandernes argumenter.

Samlet set var Ubers indsats altså ikke effektiv nok.

Det er ærgerligt for liberaliseringen blev ikke tilstrækkelig, og dermed skal kampen fortsættes, men nok med færre deltager, som er villige til at tage risikoen ved at køre, og den effektive kørsel var trods alt det bedste argument for selskabet.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: