Indlæg

Udgivet den

Skattely eller skattesnyd

Forargelse er en god ting. Misundelse ligedan. Kombinationen er uovertruffen!

Og sådan er det også med diskussionen om skattely, skatteunddragelse, skattesnyd.

Men lad os nu lige få lidt principper og konsekvent tænkning på bordet.

Multinationales sorte indtægter

Lad mig lige starte med en grundlæggende skillelinje, nemlig om det er sorte eller hvide penge. Sorte penge er det, når man undlader at opgive en indtægt eller formue til myndighederne. Når store multinationale selskaber kryber i skattely, så kan man med sindsro gå ud fra, at pengene er hvide – kridhvide som et nykalket loft.

Multinationale selskabers sorte indtjening er forsvindende lille. Man kan simpelthen ikke systematisk have sorte indtægter i en stor butik. Det kan ikke organiseres praktisk. Det kræver, at for mange samarbejder om snyderiet. En enkelt lagerforvalter kan fuske lidt i et hjørne, men så afleverer han sandelig ikke pengene til ledelsen, vel?

Og hvis en multinational virksomhed endelig skulle have tjent sorte penge, som dermed helt har undgået beskatning, så giver det jo ikke mening at sende dem verden rundt for at minimere den skat, som man allerede har snydt sig til ikke at betale.

Hvorfor skattely?

Når man forarges over skattely, så skal man allerførst gøre sig klart, at en væsentlig del af teknikken bag brugen af selskaber i Panama, på Seychellerne og lignende steder også kan udføres med et selskab i Danmark.

Hvis man indskyder sin formue i et selskab, og lader selskabet investere, så kan man man optjene yderligere formue i selskabet og nøjes med at betale selskabsskat, som er lavere end personlig skat. Til gengæld betaler man så en ekstra skat, når man trækker overskuddet ud af selskabet (men når man lukker selskabet og trækker det oprindelige indskud hjem, så skal det selvsagt ikke beskattes). Dette er mekanikken bag ethvert lille autoværksted eller andet ApS i Danmark. Og når alle mulige journalister og andre forargede har sideindtægter udover deres faste lønnede job, så bruger de selvsagt nøjagtigt samme model.

Samlet set er det faktisk en stor fordel for samfundet, fordi det skaffer mulighed for at investere uden at kunne miste mere end den indskudte kapital, og dermed bliver der mere risikovillig kapital til rådighed.

Turen til Panama

Hvis man etablerer sit selskab på et sted, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, så bliver effekten af at anbringe formuen i et selskab jo større. Selskabet vil – alt andet lige – akkumulere en større pengetank, fordi man ikke jævnligt skal aflevere noget til skattemyndighederne i selskabslandet. Og når man trækker pengene ud og dermed hjem til lille Danmark skal der på helt normal vis betales skat af kapitalgevinsten.

Så der er gode, fornuftige grunde for helt almindelige folk til at anbringe formuer i Panama-selskaber, og det er som udgangspunkt ikke værre, bedre eller anderledes end at købe aktier i Microsoft, en svensk bank eller noget helt tredje. Når ikke alle gør det, så skyldes det primært, at der er en del transaktionsomkostninger i form af administration forbundet med det, og det reducerer jo overskuddet fra investeringerne.

Den døde direktør

Her er jeg ude på dybt vand. Jeg aner intet om Panamansk selskabsret og slet intet om Seychellerne. Men det virker altså usandsynligt, at foretagender, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de skal overholde formalia, ikke også skulle gøre det. Ellers skal man s’gu have alvorligt rod i administrationen.

Så jeg kom til at tænke på, at den for længst afdøde skibsreder A. P. Møller som direktør i D/S Svendborg og D/S 1912 skrev under på regnskaber i årtier efter sin død! Stik lige den!

Det gjorde han, fordi det ikke var manden, der var direktør, men et interessentskab, som havde samme navn. At det var muligt skyldtes en særregel i aktieselskabsloven, som lader et interessentskab være direktion i et rederiaktieselskab. Hvis andre lande har tilsvarende mærkværdigheder, så bliver døde direktører lidt mere forståelige. Også selv om det umiddelbart er svært at goutere, endda for hårdkogte apologeter som mig.

Og så de små sorte.

Selvfølgelig er der mennesker, som har tjent penge sort, som bruger selskaber i skattely. Men det er som regel enkeltpersoner og det giver samlet set kun mening at anbringe sorte penge udenlands og lade dem forblive sorte, hvis man har et håb om, at man på et senere tidspunkt kan føre dem hjem igen til forbrug uden at blive opdaget. Og det er jo begrænset, hvor mange sorte penge man kan forbruge uden at afsløre sig selv.

Langt mere relevant kan det være at bruge metoden til at vaske pengene hvide. En indtægt fra illegale salg af våben, narko og lign. er jo problematisk, selv hvis man fra starten af sin forretning var indstillet på at betale skat af pengene. Hvis narkohandlere kunne beholde overskuddet, bare de betalte skat, så ville Christiania være Danmarks mest hvidskurede markedsplads. Problemet for de handlende er, at staten ikke alene ville tage alle pengene, men lægge en bøde oveni.

Så når man har den slags sorte penge i større mængder, så går øvelsen ud på, at lade som om pengene er tjent ved smarte investeringer gennem det Panamanske selskab, hvorefter man kan trække dem hjem mod at betale sædvanlig skat af udbytte fra sit udenlandske selskab. Det er det, man kalder hvidvask.

Andre grunde.

Der kan sikkert tænkes mange andre grunde til at gøre uigennemskuelige ting. Det skal jeg hverken forsvare eller diskutere i dybden. Det må andre gøre. Det er bare ikke så relevant for forargelsen over danskeres anbringelse af formuer i udlandet.

Hvis man har sine rødder i andre kulturer, så kan man altså være drevet af andre motiver. Det gælder helt oplagt, når dubiøse statschefer og diktatorer som Putin og Assad har penge i udlandet. Så er det næppe på grund af problemer med skatten, men fordi de inderst inde kunne forestille sig lidt problemer med selve ejendomsretten til formuen, når de engang går på pension.

Det kunne også være at de gerne vil fremstå pæne og asketiske i folkets øjne. Det lagde f.eks. Hitler stor vægt på, så han fik ekstremt lille løn som statschef, og det er vist ikke ualmindeligt i de kredse.

Og sådan kan der være så meget. Men det er som sagt ikke min afdeling.

PS Man kunne også lige overveje, hvor stort provenutabet egentlig kan være. Det har jeg prøvet på her Skattely – betyder det noget for skatten? Desuden har jeg skrevet et opslag om mellemmændenes rolle. Og så er der også grund til at tænke lidt over pressens behandling af sagen.

Udgivet den

Hurra for vækst.

Altså lige nu brøler jeg: “Hurra for det frie marked. Hurra for vækst.”

Det er nu ikke fordi, der er sket det store, men lidt har også ret. Der er kommet en ny og genial type låg på sildeglasset. Hvem skulle have troet, at det var teknologisk muligt at forbedre låget på et glas marinerede sild!

Ok, det lykkedes for nogle år siden at lave plasticglas til sild, men det var altså ikke det store gennembrud. Det er kun bedre, hvis man taber skidtet.

Låget derimod. Det er godt hver gang. I stedet for et fast låg, hvor det hele skal drejes rundt og giver modstand mod glasset, så er der nu en plade og en omløber, så selv gigtsvage hænder kan klare opgaven.

Det er faktisk ikke det eneste stykke fremskridtsvenlig hermetik. Dåser med fiskeboller er pludselig blevet af plastic og lukket på den metode med et tyndt stykke folie, der kendes fra yoghurt. Dåserne er lettere, bruger garanteret færre ressourcer, og de kan genbruges til at opbevare ting i.

Som allerede sagt er det ikke de store spring fremad. Men det er illustrativt, for vækst sker i bittesmå evolutionære skridt, som er usigeligt nemme at overse.

Økonomernes brug af vækst i % er et forsøg på at sætte tal på, hvor meget nemmere vores liv bliver af nye opfindelser. Det er ikke ret nemt at gøre op, og man kan diskutere om det er så svært, at resultatet heller ikke er brugbart – i hvert fald ikke når man regner i brøkdele af procenter.

Men min pointe er nok også snarere, at de der typer, som mener at vækst er skadeligt, de har ikke forstået noget som helst. Lad os tværtimod få noget mere af det.

Udgivet den

En Kofod i spinatbedet

Forargelsen over tabte fantasilioner, som multinationale selskaber unddrager i skat, er stor hos Jeppe Kofod i hans indlæg “Store selskaber flyver tæt på solen” i Jyllands-Posten d. 15. marts.

Problemet er blot, at hans vredesudbrud har nøjagtig samme seriøsitet, som en Olsen-bande film. Det er da morsomt, når kriminalassistent Jensen fortvivles over de multinationale, men når et medlem af Europaparlamentet synker til samme niveau, så begynder man at fatte, hvorfor Egon Olsen bruger “socialdemokrat” som skældsord.

Kofods tal på 7.500 mia. kr. årligt i skattesnyd fra de multinationale, der svarer til ca. 7 gange det danske statsbudget, stammer fra en ikke helt uvildig rapport. Tværtimod var der tale om et bestillingsarbejde fra EU-parlamentets socialistiske gruppe. Rapporten er forlængst hakket i småstykker af bl.a. Niels Westy på www.punditokraterne.dk, og derpå bygger dette indlæg.

Den værste brøler er, at Kofods kilde handler om “sorte penge”, men de penge som Kofod skriver om, er jo netop ikke sorte penge – de er kridhvide. Hele fidusen med selskabers brug af skattely er at minimere skatten på penge, som indgår i regnskabet. Hvis pengene var sorte, hvorfor i alverden så flytte rundt på dem med fare for at blive opdaget!

Dernæst postulerer Kofods kilde, at den beskriver den samlede sorte økonomi, hvad enten den sorte økonomi udføres af selskaber eller personer. Kofod antager derimod, at hver eneste sort tjent krone stammer fra ikke alene selskaber, men fra det ret lille antal af multinationale selskaber. Konsekvensen af Kofods synspunkt er, at der ikke findes et eneste lille pizzeria med sort omsætning, og ikke en eneste blikkenslager der skifter en vandhane sort. Det er altså vanskeligt at tro.

Kofods rapport overdriver under alle omstændigheder tallene helt vildt. Ifølge Kofod resulterer den sorte økonomi i Danmark i skatteunddragelse på ca. 140 mia danske kroner, og i øvrigt skulle mere end hver sjette krone tjent i Danmark være sort. Det er rablende galt. Rockwool-fonden, der er fuldt uafhængig og højt respekteret, har ved grundige studier konkluderet, at der måske betales ca. 8 mia for lidt i skat i Danmark som følge af sort arbejde. Der er godt nok en vis forskel.

Og så er det altså værd at gentage, at de multinationale netop ikke driver sort økonomi. Så Kofod er kommet grundigt på afveje. Han har plantet sine kofødder i spinatbedet, og han gumler lystigt deraf. Måske skulle han bare have tygget lidt mere drøv, førend han delagtiggjorde os andre i sine tal.

Fra Jyllands-Posten 20. marts 2016

Udgivet den

Nykredits bidrag – et aftaleretligt synspunkt.

Den seneste tid har landets politikere stået i kø for at udtale sig om realkredit. Også økonomerne har mange og udmærkede synspunkter. Juristerne har derimod holdt sig diskret i baggrunden.

Og det kan man måske undre sig over, for grundlæggende er bidragssatserne en del af en privatretlig aftale mellem realkredittten og den kunder. At finde det præcise indhold af aftalen er ikke umiddelbart nemt, for detaljerne gemmer sig nede i nogle almindelige aftalebetingelser, som i sig selv er holdt i ret ubestemte vendinger. (Se f.eks. Nykredits Låneguide side 7-9)

Jurister kan i almindelighed ikke lide aftaler, hvor vilkårene kan ændres af den ene part. Det kan meget nemt blive et tag-selv-bord for den, som kan ændre aftalen. Men det afhænger naturligvis af kompleksiteten. At eksempelvis ens husleje ændres med nøjagtig samme beløb, som den ejendomsskat husejeren betaler, er ikke uoverskueligt. Det kan dog nemt blive en sovepude. For hvorfor skulle en husejer skaffe sig en billigere forsikring, hvis han bare skal sende besparelsen videre til sine lejere?

Så er det kun konkurrencen om kunderne, der vil holde omkostningerne nede. Og den er ofte størst om nye kunder.

Synspunktet om tag-selv-bordet er dog ikke hele sandheden. For realkreditlån ville alternativet til variable bidrag være, at långiver fra starten skulle fastsætte et fast beløb, typisk ved en forhøjelse af renten. I så fald skulle långiver indregne alle sine tænkelige omkostninger i lånets løbetid. Og så ville taksten nok blive temmeligt høj. Det kan altså være en fordel for kunderne at betale efter regning.

Men i en tid hvor lovgiver påfører realkreditten mange ekstra omkostninger, kræver det en sikker hånd at finde balancen . Skal de lægges på eksisterende lån eller kun på de nye? Hvor forskelligt kan eksisterende låntagere behandles? Skal låntagerne betale for, at udlånerne får kapital til at ekspandere? Og der kan sagtens stilles flere spørgsmål.

Et af de oplagte er, at Nykredit tilsyneladende vil betale en del af bidragene videre til de banker, der har formidlet lånene.Det er vanskeligt at se, at den slags har hjemmel i Nykredits almindelige betingelser.

En bestemmelse om ændrede bidrag, fordi man føler “behov for at motivere Nykredits kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag” er i øvrigt også så bløddyrsagtig, at den skal bruges skånsomt.

Det hele bliver ikke nemmere af, at hvor renterne er faldet fra at være tocifrede til næsten ingenting, så er bidragene gået den anden vej. Det gør emnet mere interessant end tidligere.

Men det ændrer ikke ved, at det handler om fortolkning af parternes aftale. Og det er normalt en opgave for domstolene, uanset det er en tung proces. Politiske indgreb har sjældent samme mulighed for at tage sig tid til at overveje spørgsmålets forskellige aspekter eller give parterne lige megen lejlighed til at blive hørt. Og politiske indgreb må i sagens natur handle om hele branchen, ikke blot om enkelte aktører. Og så risikerer man at ødelægge den konkurrence, som i virkeligheden nok er hurtigst til at løse problemet.

PS Efterfølgende har jeg i Børsen drøftet, hvorvidt Nykredit har håndteret kritikken fra den forkerte synsvinkel. Læs det her

Udgivet den

Nykredits skattemoral – en folkeafstemning.

“Virksomheder ikke skal omgå skatteregler. De skal holde sig fra at gå til stregen. De skal overholde lovens intentioner og ikke bare dens bogstav. Kort sagt: De skal udvise god skattemoral.”

Den sang har vi hørt før. Og hver eneste gang erklærer et helt urimeligt antal mennesker sig fuldstændigt enige i disse synspunkter. Og folk har naturligvis lov til at have den verdensopfattelse.

Til gengæld må de så også finde sig i at blive udstillet som hyklere, dobbeltmoralske og skinhellige, hvis de på noget som helst tidspunkt selv deltager i den slags. Og det er måske grunden til, at det oftest er virksomheder – helst de multinationale – der står for skud. De færreste har trods alt egen multinational virksomhed.

Kort inden Panama-sagen havde vi imidlertid i pressen et eksempel, der ville involvere henved 40 % af Danmarks boligejere, så der kunne vi næsten få en folkeafstemning om  den gode moral. Eksemplet var Nykredits idé om “kundekroner”, altså tilbagebetaling af en del af bidragene til kunderne – noget nær det samme som nogen forsikringsselskabers årlige bonuscheck. Men skattereglerne er bare ikke de samme!

Nykredits situation

Nykredit består af realkreditaktieselskaberne Nykredit og Totalkredit, som via et holdingselskab er ejede af en forening. Holdingselskabet har ingen skattemæssig betydning i denne forbindelse.

For at få penge ud til foreningen, så skal der være et overskud i aktiesselskaberne, som udbetales som udbytte.Det overskud må udløse en selskabsbeskatning på godt 22 pct. De må være røget under alle omstændigheder, så der kun er 78 af hver 100 kroner tilbage. Men nu er de penge i hvert fald havnet i foreningen Nykredit.

Foreningen vil dernæst sende pengene tilbage til kunderne. At sende dem direkte retur vil være en gave – for de kommer jo ikke fra det selskab, som man i sin betalte bidrag til, og derfor er de ikke en rabat.

Derfor vil foreningen kanalisere dem tilbage via realkreditselskaberne, primært Totalkredit. Men det kunne meget vel udløse endnu en beskatning, omend Nykredit nok har fundet en smutvej via Selskabsskattelovens § 31D om tilskud mellem moder- og datterselskaber. Hvis ikke det er muligt, så er der kun ca. 60 % tilbage.

Under alle omstændigheder kan de penge, som ikke er røget til Skat, derefter sendes tilbage til kunderne som en skattefri rabat.

Nykredit har dog en virkeligt spændende sidebemærkning til sine forslag, nemlig at “af skattemæssige årsager må Nykredit ikke specificere, hvad pengene skal bruges til, førend de er uddelt.”

Er det virkelig moralsk forsvarligt?

Nykredit siger altså højt og larmende, at de har besluttet, at give penge tilbage til kunderne, men det må Skat ikke få at vide på forhånd, for så kan man ikke få skattefrihed. …!

Læs lige den igen. Og spørg så, om ikke det kan udlægges som et skoleeksempel på, at man ikke fortæller Skat hele sandheden. At det smager af pro forma, omgåelse, postdatering og alt muligt andet ondt!

Nu kan jeg ikke se, hvad det er for regler, som forhindrer skattefrihed af den grund. Men det bør under alle omstændigheder få de moralske op af stolen.

Det næste er, at hvis man læste sin avis, så kunne man se et par eksperter, som udtalte, at Nykredits tanker forekommer “meget tvivlsomme”, “er uopdyrket land” etc.

Heri er jeg som sagt enig, og for mig er sagen klar: Enten siger Skatterådet, som er bedt om en bindende forhåndsbesked, at det er indenfor loven, eller også gik den bare ikke. Som begavet amatør vil jeg uanset udfaldet være imponeret af den kreative tænkning, men ellers neutral.

Den enkle løsning har moralisterne bare ikke. For når en flerhed af eksperter ikke kan se modellen, så har man altså trukket skattereglerne længere end sædvanligt, så er man gået temmelig meget tættere på stregen, end nogen nogensinde før har gjort. Det gælder uanset, om man lige kniber sig gennem nåleøjet.

Så hvis der nogensinde skal være handling bag ordene, så forventer jeg, at samtlige moralister nægter at modtage pengene retur – eller hvad de snarere bør gøre: At de sender en passende andel videre til Skat.

Det gør de naturligvis ikke. Og de vil heller ikke holde op med deres hule og forløjede moralisering. Men så har vi andre i hvert fald noget at hænge dem op på.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: