Man skal ikke have hørt mange minutter af DRs udsendelse om Panama førend man opdager, at sproget ensidigt er præget af værdiladede ord. Der tales konstant om stråmænd, skuffeselskaber, skattely, ikke om skattereduktion, holdingselskaber eller mellemmænd. Og hensigten er naturligvis at præparere seerne til at opfatte systemet som misliebigt.
Allerede en gennemgang med andre ord giver billedet andre nuancer, men dertil kommer, at når man først får tilført nogle flere oplysninger om baggrunden for konstruktionerne, så bliver billedet meget anderledes.
Fredsommelige mellemmænd
Noget af det som DR gerne vil fremstille som stråmænd er ganske simpelt “kommissionærer”. Det er imidlertid en gammelkendt konstruktion, som kan være uendeligt praktisk. Kommissionær er man, når man “handler i eget navn, men for en andens regning”.
Det helt banale eksempel er, at hver eneste gang jeg sender sønnen ned i kiosken for at købe 2 liter mælk, så handler han som kommissionær. Købmanden kan ikke se, at han køber til en anden, men det er mig, som betaler regningen, typisk ved at sønnen har min pung med.
Boghandlere er i øvrigt næsten altid kommissionærer (men salgsudgaven, hvor sønnen stod for køb), idet bøgerne rent faktisk tilhører forlagene, og boghandleren først betaler forlæggeren, når han har udleveret bogen til kunden. Mon boghandlere som stand er et bundt forbrydere? Ikke helt, vel?
Rigtige stråmænd
Der findes også rigtige stråmænd, nemlig der hvor man lader en anden (stråmanden) gøre noget, som man ikke selv kunne gøre legalt. Situationerne kan sommetider ligne kommissionæren til forveksling. Hvis man laver eksemplet fra før lidt om, så det nu er sønnen, der sender mig ned til købmanden for at købe ham en flaske vodka til at tage med til en fest, så er jeg stråmand, fordi min søn er for ung til selv at købe skidtet.
Den form for ageren ville jurister beskrive som omgåelse. Omgåelsen går ud på, at transaktionen skal gennemføres bare med en skuespiller skubbet ind i systemet på den enes vegne. Når handlen er gennemført er alle glade. Købmanden har solgt noget mere, sønnen kan gå til fest, og jeg slipper for mere plageri. Der er ingen som skuffes, bortset fra den moraliserende stat.
Der findes også en anden type stråmand, nemlig proforma-stråmanden. Han er typisk en person, som er enten ren fiktion eller som er fuldstændig falleret, så man aldrig nogensinde kan plukke ham for penge. Han optræder for at skuffe en eller anden 3.-mand.
Også her er det nemt at finde på et eksempel. Man er ved at sælge sin gamle bil via Den blå Avis, og en potentiel køber giver et lidt for dårligt bud, og hvad svarer man så? Man siger naturligvis straks: “Nej, det er for lidt, selv brugtvognsforhandleren ville give mere!” Og det er naturligvis løgn, så her er den nævnte forhandler en fuldstændigt fiktiv stråmand.
Om lige dette eksempel er grelt nok til at være ulovligt, det er nok tvivlsomt, men konstruktionen er klar nok.
DRs eksempler.
DR havde 2 eksempler på danskere, som optrådte i deres panamanske dokumenter. Den ene boede slet ikke i Danmark. Begge de 2 havde tilsyneladende nogle problemer med at eje noget. Nok fordi de skyldte penge – formentlig temmeligt mange af dem – til nogle 3.-mænd.
De havde tilsyneladende brug for, at nogen stod som ejere, når de nu ikke selv kunne. Så de havde brug for stråmænd. Og det er af proforma-typen. Den ene brugte en fondskonstruktion, som ikke ville være lovlig i Danmark, men han boede altså også i UK! Han havde også foretaget nogle gaveoverdragelser, som sandsynligvis ville udløse gaveafgift i Danmark, men det havde nok ikke så meget med Panama at gøre.
For den andens vedkommende var pengene forsvundet op i den blå luft. Skattely var næppe det primære formål. Det er godt nok en uforståelig udvælgelse af eksempler til en stort anlagt udsendelse om skattely. Man kunne godt opfatte det, som misvisende.
Og så til Panama
Danmarks Radio har ret konsekvent brugt ordet stråmand om alle de personer, der ikke er ejere af de panamanske selskaber, men som optræder i bestyrelser etc.
Lad mig starte med at konstatere at stråmænd efter omgåelses-modellen, det er de ikke. Den panamanske selskabslov tillader udlændinge, at sidde i selskabsbestyrelser, så aktionærerne kunne sagtens sidde der. Der skal ganske vist være 3, så 2 udefra er nødvendige. Men det er en detalje.
Det er i den sammenhæng lidt sjovt, at når en mindre dansk virksomhed vælger at have en bestyrelse med eksterne medlemmer, så er det positivt. Og man kan også konstatere, at efter Danmarks Radios standard, så er samtlige bestyrelsesmedlemmer i statsejede danske selskaber såsom Storebæltsbroen stråmænd.
Vi har også hørt om det forargelige i, at selskaberne udsteder generalfuldmagter til aktionæren til at foretage investeringer på selskabets vegne. Men mon ikke det samme gælder for talløse selskaber i Danmark med en enkelt aktionær. Om manden er direktør eller prokurist gør altså ikke den store forskel.
Man må også drøfte, om der er tale om stråmænd af proforma-modellen. For det danske skattesystem, der bygger på mistillid til borgernes vilje til at selvangive, må det se sådan ud. Men på det punkt er dansk ret altså temmelig usædvanlig, og det er den selvsagt, fordi vi har højere skatter end nogen som helst andre.
Men der altså en forskel mellem en person, der ikke kan have nogen anden praktisk eller teoretisk rolle end stråmandens, og så en person, der som hovedregel indtager en lovlig position, men hvor hans stilling misbruges.
Og det indebærer i hvert fald, at man i hvert enkelt tilfælde må vurdere lovligheden. Når man skal skønne over det, så må man veje den potentielle straf for overtrædelser op med fordelene ved en skatteunddragelse. Det er ikke en afvejning, som ville få mig til at unddrage mig skat.
Men det er klart på dette punkt, at det retlige problem opstår. Om det er så stort, at man kan bruge betegnelsen “stråmand” generisk, det må man afgøre for sig selv. Jeg ville ikke gøre det.
PS Her er mine kommentarer om politikernes og pressens håndtering af sagen.
Like this:
Like Loading...
