Indlæg

Udgivet den

Borgenes eller personalets sygehuse

Jyllandsposten skrev forleden om, at patienter på landets fødeafdelinger nu selv skal medbringe tøj, dyner og til tider endda mad. Det er ellers den slags scener vi forbinder med tv-reportager fra missionshospitaler i det mørkeste afrika.

Men man kan også hævde, at det er den offentlige sektor i en nøddeskal, og at det såmænd blev indrømmet åbenlyst i artiklen. for som en af de ledende jordemødre udtalte “Vi prioriterer, at der er personale tilstede, og så sparer vi på saftevand og sengetøj.”
 

Det illustrerer levende den enkle sandhed er, at offentlige institutioner alt for ofte bliver drevet til fordel for de ansatte i stedet for at skulle betjene sine kunder ordentligt. Det betyder først og fremmest, at alle pengene går til løn, og at alle andre udgifter skæres bort.
 
Jeg siger ikke, at personalet ikke er søde og venlige, for det er de. Men prioriteringen bliver helt skæv.



Udsigt fra sottesengen – september 2013

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at tilbringe små 3 uger på Bispebjerg Hospital. Blandt mine medpatienter var der en del, som tilbragte måneder der, i lange perioder uden at kunne forlade stedet.
 

Uanset hvilken type sygdom, der er tale om, så betyder omgivelserne noget for vores velbefindende. For nogle af os er det også en væsentlig del af behandlingen at genfinde trangen til at komme gennem vores sygdom – det hjælper ikke så meget med behandling, hvis det alligevel ikke er sjovt at forblive i live.
 
Og hvordan så der så egentlig ud. Tjaa, på min stue var der ingen bund i skuffen i sengebordet, gardinerne hang kun halvt på stængerne, fordi de der små plastic glidesko i gardinstangen var knækkede af ælde. Der var ikke vand i vandhanen i mit brusebad og heller intet lys derude. Ved håndvasken inde på stuen manglede der til gengæld en papirkurv til de brugte håndklæder.
 
Og i fælleslokalerne var afdelingens patientcomputer brudt sammen, og klaveret var ikke blevet stemt i årtier. Der var blomsterkasser på altanen, men ingen blomster. Vaskemaskinen til patienttøj var gået i stykker, men naboafdelingen havde en. Og jeg kunne fortsætte med en liste så lang. Men mest sigende var nok, da en patient en dag nævnte, at man altid ryger så meget når man er indlagt – for der er ikke andet at nyde og tage sig til.

Så er det, at man savner gamle dages oversygeplejersker, der gik daglig stuegang og påpegede alle de små mangler, som burde udbedres. OK, det var måske nok lige en tand for meget, men det totale fravær deraf fungerer heller ikke.
 
De beløb, som er nødvendige – og på langt sigt alligevel uundgåelige – til vedligeholdelse er minimale i forhold til den samlede lønudgift. Og i øvrigt er det ofte også et spørgsmål om at flytte lønudgiften fra f.eks. plejepersonale til håndværkere.
 
Man kunne tro, det var fordi hospitalerne er for topstyrede, men det kan også skyldes, at det er lige omvendt. Afdelingssygeplejersken har faktisk i vidt omfang budgetansvar, men hun er meget tættere på sit personale end på vedligeholdelsen, som hun ikke får belønning for at prioritere. Derudover er hun bebyrdet med – og vælger sikkert også selv at lægge megen vægt på – sit administrative arbejde, så hun ikke rigtig får fulgt med i afdelingens tilstand.

Det var i hvert fald notorisk, at medens jeg efterhånden kunne identificere hende, så havde jeg på intet tidspunkt set hende blandt patienterne.
 
Det er nøjagtig den samme funktion man ser, når de besøgende skal betale for kaffen. Og når de fødende selv skal medtage tøj, dyner og bleer. Og det vil aldrig blive anderledes, så længe afdelingens ledelse har større loyalitet mod personalet end mod kunderne / patienterne.
Udgivet den

Da Kaj Benny råbte “Pansersvin”.

For så vidt angår socialklasse, så er det jo klart som solen, at en Kaj Benny Jensen naturligvis jævnligt må optræde i straffesager. Det var dog måske alligevel ikke helt så givet, som man først skulle tro.  Kaj Benny havde nemlig været lektor ved en akademisk læreanstalt. Nærmere kan jeg ikke komme det, hvis han skal bevare blot et skær af anonymitet. Derfor har jeg også ændret det ene af hans karakteristiske fornavne.

Han havde i en alder af nogenoghalvtreds fået en alvorlig diskusprolaps og efterveerne af den havde givet ham permanente smerter, som han dulmede med temmeligt pæne mængder narkotika, som han imidlertid fik helt legalt.

Normalt forsvarer jeg retten til stofmisbrug med den bemærkning, at det er langt mindre indgribende i personligheden og helbredet end f.eks. drukkenskab. Men det er dog ikke uden omkostninger, at gå rundt i en salig bimmelim det meste af dagen – og natten med. Man får en særlig personlighed, hvor man bliver udflydende i sine meninger og totalt mangler fokus på en samtale. Det kan godt minde lidt om en almindelig brandert.

Efterhånden havde han derfor søgt ned i fællesskabet med de ligesindede, de illegale misbrugere ved Hovedbanegårdens bagindgang. Her fandt han indhold i dagligdagen som invalidepensionist.

Politiet havde jo et vist øje for gruppen. Det er hovedsagelig derfor, der er en politivagt på stationen. Og de syntes nok Kaj Benny stak lidt af fra de andre. De var i hvert fald efterhånden blevet overbeviste om, at hans lidt pænere tøj og raskere udseende var udtryk for, at han scorede en vis fortjeneste på handel med sine Rohypnoler eller hvad han nu ellers fik af gode sager.

Der var bare den lille hage ved det, at han altid huskede at opbevare sin medicin i pæne æsker fra apoteket med hans navn og dosering udenpå. Det forhindrede dog ikke et par betjente i at udse sig Kaj Benny som en særlig aversion. Så med nogenlunde mellemrum passede de ham op. Kaj Benny havde dog en vis sans for at påberåbe sig sine rettigheder – og de var dengang lidt flere end idag – så han var en besværlig kunde. Og derfor endte det jo også ofte med, at betjentene i irritation over hans lidt insisterende optræden anholdt ham.

Og lige så ofte løslod de ham uden nogen form for tiltale efter et antal timer. Hvorefter Kaj Benny krævede – og undtagelsesfrit fik – erstatning for uberettiget anholdelse. Det blev med 8 anholdelser på 6 måneder til et pænt lille skattefrit tilskud til pensionen. Og det var bestemt ikke noget, der stemte de pågældende betjentes humør lysere.

Sådan kunne livet være fortsat med samme regelmæssighed som romernes angreb på en lille landsby i Gallien, hvis ikke der en dag var sket noget nyt.

Kaj Benny kom nemlig forbi en varm sommerdag, medens en af hans bekendte var ved at blive anholdt af Kaj Bennys helt personlige vennepar blandt betjentene, Kling og Klang. Det havde udviklet sig til et helt lille opløb på en 20-30, givetvis højrøstede personer, der tydeligt tilkendegav deres mening om betjentenes kompetance, beskyldningernes rimelighed og sikkert adskilligt andet.

Udover vennen, endte det med at også Kaj Benny blev anholdt. Han havde ‘grebet forstyrrende ind i en politiforretning’ og navnlig havde han fornærmet 2 embedsmænd i funktion ved at kalde dem for ‘sorte pansersvin’. Han kunne dog ikke erkende hverken dette udsagn eller ‘dumme pansersvin’.

I byretten blev han dømt på vidneudsagn fra ikke alene venneparret, men også fra et par betjente, der hidkaldt af støjen, havde overværet episoden fra politivagtens vinduer.

Jeg havde fornøjelsen af at føre sagen i landsretten og vidste jo egentlig godt, at det var op ad bakke. Det første skridt var en besigtigelse af politivagten, hvor det sjovt nok viste sig at vinduerne sidder næsten lige så højt som i en fængselscelle. Men det var naturligvis ikke relevant, da skrivebordene just den dag var stillet nedenfor, så de kunne bestiges, når man ville nyde udsigten.

Heroverfor stod så det lidt irriterende synspunkt fra min side om, at muren på hovedbanegården er temmeligt tyk – 3 eller 4 sten – så man skal have hovedet stukket godt ud af vinduet for at betragte fortovet nedenunder. Og det må være ganske vanskeligt for en granvoksen betjent, fordi vinduerne faktisk ikke er ret store!

Derudover måtte der jo indkaldes relevante vidner, og dem var der en del af udover anklagerens. De var dog fordelt temmeligt vidt i samfundet, på jyske afvænningsanstalter, sjællandske arresthuse samt en del uden nogen fast bopæl. Så der dukkede ikke så mange op som tilsagt.

Og endelig var der mit store sats – en frifindelse af juridiske årsager. Det er almindelig kendt i injurieretten og andetsteds i strafferetten, at begrebet retorsion – gengældelse – er væsentligt. Men retorsion er normalt overfor modpartens ligeartede handlinger, at svare ordet dum med idiot eller knytnæveslag med knytnæveslag. Her var synspunktet imidlertid, at hvis retten måtte finde, at Kaj Benny havde fremsat de fornærmelige ord, så var der dog på grund af de mange uberettigede anholdelser i hans tilfælde tale om, at han – og kun han – måtte have en særlig ret til at benytte termer, som ikke normalt ville kunne bruges om betjente. Og naturligvis kun om Kling og Klang.

Det var en af de dage, hvor man var glad for, at ytringsfriheden i en retssal er total. Men det var altså heller ikke helt tosset fundet på – ej heller selv om det var fundet på af en tosset.

Det ville være dejligt at kunne sige, at det kom til at stå i dommen, men det gjorde det ikke. Det var nok for langt for den imposante retspræsident Boas, men det lagde måske nok en grund. Midten mellem 2 poler defineres jo af polerne.

Så Kaj Benny blev frifundet, fordi gerningen “ikke var bevist med den til en domfældelse fornødne sikkerhed”.

Samme eftermiddag blev Kaj Benny anholdt af Kling og Klang på McDonalds på Hovedbanegården for tyveri af en reklamekuglepen til en værdi af kr. 1,33.

Og så er det lige man spørger sig selv, hvor små ting politi, domstole og forsvarere egentlig skal spilde deres tid med?

Hvis man har lyst til mere fra samme skuffe, så kig her.

Udgivet den

Og regningen skal sendes til?

Nu kom redegørelsen om Annette Vilhelmsen så. Og så kan vi begynde at få svar på alle spørgsmålene?

Forinden skal man dog lige gøre sig klart, hvad redegørelsen er. For den er kun en gennemgang af det skriftlige materiale i dagen, og den tager kun sigte på, om der skal tages ansættelsesretlige konsekvenser.

Men der burde stilles nogle yderligere spørgsmål, først og fremmest hvem regningerne skal sendes til, for der er reelt set 2 regninger. En på den million, som Zornig fik, og en sikkert endnu større for den advokatundersøgelse, som skulle til for at afsløre ministeriets ‘cover up’-aktion.

Beløbene er ikke helt ubetydelige. De kunne række ret langt som sociale ydelser! Og hvis der skal være lighed for Loke og Thor, så skal der sammenlignes med, hvilke regninger man sender for fejludbetalte ydelser.

Som enlig forsørger oplevede jeg for nogen tid siden, at der flyttede en mand ind hos en nabo. Folkeregistret troede dog, at han boede hos mig. Og uanset hvor meget jeg i irritation erklærede, at jeg snarere var homofob end homofil, så kostede det et par kvartalers børnetilskud. Det er den barske standard, vi skal måle imod.

Det står nu klart, at ministeriet har handlet ulovligt, og at man gjorde det i samarbejde med Zornig Andersen. Men hvis en invalidepensionist snyder sig til ekstra ydelser, fordi sagsbehandleren er en god ven, så ved vi jo godt, at ydelsen skal tilbage i kommunekassen. Det kan ikke være anderledes.

Den offentligt ansatte, som med fuld viden om karakteren af sin handling har medvirket til udbetalingen, må da også hæfte, hvis modtageren ikke kan betale tilbage. Og hertil kommer, at omkostningen ved at afdække historien selvsagt også er et tab for skatteborgerne, som den ansatte må være ansvarlig for.

Når en mafia-sag rulles op i Amerika, så er der aldrig noget skriftligt, som forbinder forbrydelsen med bagmanden. Det er der heller ikke her. Og nøjagtig ligesom en mafiaboss erklærer ministeren så, at hun er renset og sandelig ikke skal have begmanden. Men den holder altså ikke. Og i øvrigt har ministeren et særligt ansvar for at holde opsyn med sine embedsmænd.

Konklusion må entydigt blive, at vi som skatteborgere må have krav på, at der for en gangs skyld følges op på sagen og kræves kontant afregning for sagen. Der verserer hobevis af sager om sløsede bankdirektører. Lad os nu få en om en sløset offentlig chef.

Bragt i Jyllands-Posten 17. juni 2014

Og for en god ordens skyld skal jeg lige henvise til, at dengang sagen blev rejst skrev jeg om den i en tidligere kronik.

Udgivet den

Forslag til lov om liberalisering af andelsboliger

Venstre har forleden klart tilkendegivet, at man efter næste valg vil arbejde for reform af en lille del af den skadelige regulering af boligmarkedet.

Modet strækker ikke til et opgør med lejeloven, forbuddet mod udstykning af ejerlejligheder eller de planøkonomiske såkaldt ‘almene’ boliger.

Men andelsboligernes priser vil man frigive, og tidspunktet er det helt rigtige. At gøre det, medens priserne er i top, ville bare udløse postulater om profitmageri, spekulation og deslige.

Lige nu handles en del  andelsboliger under den lovlige maksimalpris, så liberalisering vil næppe bevirke væsentlige ændringer i prislejet.

Så glem synspunktet om, at markedet vil blive støvsuget for billige boliger, og husk bilige boliger i øvrigt altid går til nevøer, venner og de, som har set et billede af Tordenskjold.

Der er ingen tvivl om, at der fra modstandernes side vi blive fremført alle mulige pseudotekniske argumenter, men faktisk kan det gøres uhyre enkelt.

Man skal blot udskifte 8 ord i loven med 11 nye. Idag lyder teksten af lovens § 5, stk 1:

Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, må prisen ikke overstige, hvad værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand med rimelighed kan betinge.

Det er de fremhævede ord, der skal udskiftes, så der i stedet kommer til at stå:

Ved overdragelse af en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, skal det af aftalen fremgå, med hvilke beløb værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand indgår i købsaftalen.

Man kan næsten ikke lave et lovforslag kortere – 11 ord. Så nu kan vi bare vente på, at det bliver fremsat.

Og så er det spændende om det radikale Venstre, der tidligere har været tilhængere, stadig er det.

Udgivet den

Ministerium ude over kanten

Anette Vilhelmsen er ikke renset.

Nu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.
 

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske. 

 At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.
 
Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

 Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: