Indlæg

Udgivet den

Boganmeldelse: 2. Verdenskrig i Europa

Europe at War 1939-45: No Simple Victory, af Norman Davies, London 2006 (findes også i dansk udgave med titlen 2. Verdenskrig i Europa)

Denne gang skal der roses højt og inderligt. Det er ellers ikke så tit superlativerne kommer i brug, når jeg læser bøger om 2. verdenskrig. Dertil har jeg læst for mange – igennem årene er det nok blevet til et firecifret antal bind på engelsk og dansk. Og efterhånden bliver man jo noget blasert.

Men her er der tale om et værk, som rykker rundt på mine forestillinger. Det er ellers nogle ganske enkle synspunkter forfatteren fører i marken – proportioner, et krav om ’enkeltmoral’ (altså det modsatte af dobbeltmoral) og nedenunder det hele en grundlæggende individualisme.

Proportioner er som sagt afgørende for forfatteren, og derfor forsøger han en kvantificering af krigsindsatsen. Bag det ligger den tanke, at vestlig historieskrivning ikke har haft mulighed for at inddrage kilder fra landene bag jerntæppet. Og det har naturligvis ført til en fremhævelse af den amerikansk-engelske krigsindsats på slagmarken. Og det forstærkes kun af en naturlig trang til at fokusere på ens eget lands indsats.

I et opgør med det forsøger Davies sig med en kvantificering i ’mandmåneder’ og resultatet er slående. 406 millioner mandmåneder på østfronten og 16 i vest fra Normandiet til Lüneburger Heide. I 70’erne forsøgte min onkel Nille at bibringe mig en forståelse for omfanget af Sovjets krigsindsats, og egentlig troede jeg, at det var lykkedes i en sådan grad, at mit udsyn var afbalanceret. Men det var det altså ikke. En faktor 25 gør altså en forskel, som ikke lige lader sig bortforklare. Og når han ser på andre kvantificerbare størrelser, såsom antal døde, deltagere i slag og så videre, så viser der sig tilsvarende proportioner. Den sovjetiske krigsindsats har et sådant omfang, at man må undre sig over, at der overhovedet har været ressourcer til det. Hvordan kunne et land, som ganske vist havde en relativt stor befolkning, men som vi ikke opfatter som særlig velstående, fremtrylle alle de ressourcer? Efter læsningen bliver det spørgsmål mere påtrængende end nogensinde. Desværre ligger det udenfor Davies disposition at besvare det.

En nærliggende forklaringsmodel kunne være, at sovjetstyret ikke behøvede at tage noget hensyn til, at dets soldater og arbejdere efter krigen på ny skulle fungere som borgere i samfundet. Der kan ikke være tvivl om, at mennesker bliver forråede af at deltage i krig. Men jo mere soldaterne forrås, desto sværere bliver det, når de skal være ansvarlige samfundsborgere efter krigen. Det sætter dog nogle grænser for mishandlingen af egne borgere. Men det var ikke den slags principper, som begrænsede sovjetstyret i dets krigsførelse.

Den anden hovedtese er spørgsmålet om moralsk holdning til krigen. Hvem var de gode, og hvem de onde. For den som er opdraget i en Luthersk tradition burde det ikke være så svært at forstå, at selv blandt en gruppe forbrydere, så kan nogle være værre end andre (det er sjovt nok unaturligt at skrive bedre end andre). Og faktisk kan det samme menneske i én situation være forbryderen og i andre offeret.

I den forbindelse spiller det ind, at 2. verdenskrig er så præget af skiftende alliancer, at selv en afghansk krigsherre ville have svært ved at følge med. Skoleeksemplet er naturligvis Royal Navy’s tilintetgørelse af den franske flåde umiddelbart efter våbenstilstanden mellem Tyskland og Frankrig i 1940, men også Vinterkrigen er illustrativ. I slutningen af vinteren 1939-40 overvejede vestmagterne at gribe ind på finsk side imod Sovjet. Men fra 1941 og frem var Finland en tysk allieret. Allerede på den baggrund bliver det uhyre vanskeligt at opretholde en forestilling om de gode og de onde. Og det bliver værre endnu. For hvilket land slog egentlig flest egne borgere ihjel under krigen.

Der argumenteres med synspunkter som klart holder sig indenfor vor normale opfattelse af godt og skidt, men med inddragelse af fakta, som jeg ikke tidligere har været helt så opmærksom på, og derfor giver det nye resultater. Det er meget forfriskende.

Individualismen, som er den tredje hovedtendens i bogen er derimod ikke noget forfatteren spiller helt så åbent med. Måske ved han ikke helt selv, hvor markant den er i hans tekst fremfor i andre bøger om det samme. Og dog kan tanken ikke være ham fremmed, for på den allersidste side bliver hensynet til den enkelte gjort til bogens højdepunkt.

Et sjovt kapitel handler om den skiftende opfattelse af verdenskrigen i film, litteratur etc. Det grænser til historiografi, men kan nok rigtigere beskrives som bevidsthedshistorie. Og der deles i øvrigt næser ud til de, som bruger krigen for at fremme egne dagsordner. Det er, som om forfatteren har kendt Anders Fogh Rasmussens udtalelser om besættelsen. I hvert kunne Fogh få noget ud af at læse bogen.

En passant bør der lige fremholdes nogle bogtekniske forhold. Bogen er uden et traditionelt noteapparat om hver enkelt detalje, men de fleste pointer baseres på kendte fakta, så jeg savnede det ikke. Til gengæld irriterede fraværet af en ordentlig indholdsfortegnelse, i de tilfælde hvor et tidligere afsnit skulle genlæses. Og kapitlet om civiles forhold under krigen led af strukturelle svagheder, da de enkelte afsnit blot er ordnet efter alfabetiske overskrifter. Det skal i øvrigt bemærkes, at bogen også findes i en dansk oversættelse, men den skal man nok holde sig fra. Den lider af den slags irritationsmomenter, som opstår, når ’2nd Polish division’ oversættes til ’den 2. afdeling af polakker’.

Men som nævnt indledningsvis, så er der samlet set tale om en fremragende bog, der udvider horisonten, og inspirerer til ny tænkning. For mit vedkommende i høj grad til at overveje, om sovjets besættelse af østeuropa var betaling for hjælp i fjernøsten. Notabene en hjælp, der aldrig blev reel brug for, da atombomben effektivt gjorde en ende på japans modstandsvilje.

Udgivet den

Olavus Montanus alias Ole Bjerg om penge, kontanter og kreditter

Selv akademikere kløjes i begrebet penge, og det leder til alvorligt fejlagtige konklusioner.

Somme tider ser man tekster, hvor bogstaverne danner genkendelige ord, hvor ordene er sat sammen til korrekte sætninger, men hvor sætningerne har lige så meget indhold som: “Månen er en grøn ost.” Lektor ved Handelshøjskolen Ole Bjergs udtalelser om penge i DR deadline og Politiken er blandt den slags tekster.

Som underviser har det ofte undret mig, at de fejl elever begår, meget ofte skyldes en manglende forståelse af rækkevidden af de mere fundamentale begreber i faget. Og så skal det gå galt. Man får en mistanke om, at Ole Bjerg har det samme problem med begrebet penge, som økonomer bruger i en mere præcis forstand end menigmand. Det er der intet underligt i, men det betyder, at man er nødt til at lære fagbegrebet at kende. Sådan er det med masser af fagtermer – også med penge, der dels betyder kontanter, dels betyder kreditter – altså krav på fremtidig leverance af kontanter.

At skabe kontanter er forbudt. Men vi kan alle skabe kreditter. Når jeg lørdag morgen ikke har kontanter til mine børns lommepenge, så skaber jeg en forpligtelse, der kan kræves indløst med kongens mønt, og dermed har jeg skabt penge. Så ved at undlade at betale skaber jeg penge! Det gør jo, at det bliver sindssygt svært at tælle mængden af penge. At tælle kontanterne er nemt, men hvordan opgør man de andre beløb? Det er derfor, vi har en hoben definitioner af M1, M2 og så videre.

Udgangspunktet er, at vi alle kan skabe alle de penge, vi vil. Der er næsten kun én undtagelse fra den regel, og det er bankerne. Banker må ikke yde kreditter med mindre de har tilsvarende indlån og egenkapital, og de må endda kun låne en del af deres samlede kapital ud. Noget af den skal blive liggende i kassen. Så det er lidt paradoksalt, at lige præcis bankerne skal stå for skud!

Ole Bjerg begår 2 oplagte fejl, nemlig at han påstår, at kun staten må skabe penge (her skulle han rettelig sige kontanter), og at han mener, der er forskel mellem på den ene side “elektroniske” penge, og så penge båret på andre medier, f.eks. gældsbreve på papir.

Han vil have, at staten skal bestemme, hvor mange penge der skal kunne lånes. Og så er det virkelig man kan tillade sig at føle sig viis alene på grund af alder. For vi er altså nogle stykker, som stadig kan huske dengang, man allernådigst skulle have tilladelse til at optage realkreditlån, og hvor pantebrevshajerne havde kronede dage. Vil han virkelig have den tid tilbage? Ansøgninger om lån stilet til Nationalbanken i 3 gennemslag – og endelig ikke pr. elektronisk post, for det er jo fup og fidus.

Er elektroniske penge virkelig anderledes – endsige dårligere? Den pengeskabelse – også kaldet kreditmultiplikator – som sker i bankerne, har altid fundet sted. Tidligere skete det ved at skrive beløbene ind i store folianter, nu sker det på computer. Gør det nogen forskel? De kan hverken lave flere eller færre. Man fristes næsten til analogt at spørge, om den musik man køber på iTunes er ringere end den samme indspilning på CD? Og tjener iTunes flere penge, fordi vi betaler over nettet? Vrøvl, er det eneste mulige svar.

Som om der ikke allerede var nok logiske fejlslutninger, så optræder der endnu en, som dog er så ulden, at Ole Bjerg nok skal forsøge at løbe fra sine udsagn. Ole Bjerg kræver, at bankers udlån skal have fuld dækning i dens reserver.

Banker kan i dag kun udlåne det, som en lægmand ville kalde dens egenkapital og en del af dens indlån. Hvis den skal have en dækning på 100 % i sine reserver, så kan man kun udlåne egenkapitalen. Men i så fald giver det jo ingen mening for bankerne at tage imod indskud på traditionel vis. Hvad i al verden skal en bank med penge, som den ikke må låne ud?

Som alternativ kan banken derimod modtage indskud ved at sælge aktier – eller anden ansvarlig kapital. Men så får “indskyderen” fuld risiko på beløbet, og en af de gode grunde til at overlade sine penge til en bank er jo netop, at man ikke vil tage risikoen ved aktiekøb.

Og hvis der bliver mange bankaktier i stedet for traditionelle indskud, så kan de jo belånes i stedet (udenfor bankerne), og så sker pengedannelsen bare et andet sted.

Mange akademikere opnår nye erkendelser, som ingen anden før har beskrevet. Somme tider når de endda til resultater, der strider mod gængse erkendelser. Men så er det lige, at man skal sove på det. Måske skal man også læse lidt Holberg – fortrinsvis om Erasmus Montanus.

Bragt i Børsen d. 2. oktober 2013

 

 

Udgivet den

Liberale og konservatives fællesgods.

Fremskridtene ligger i valgmulighederne.

Det kan godt være lidt svært at placere sig selv i debatten om konservatisme kontra liberalisme. Som vælger har jeg altid befundet mig i grænselandet mellem de to bevægelser, oprindelig som medlem af KU i København, men nu hos Venstre. Og Alliancen kunne såmænd også gå an. Men alligevel føres debatten knivskarpt på præmissen om, at den, som ikke er med os, er imod os.

Om man værdsætter frihed for dens egen skyld, eller om frihed bare er en sidegevinst ved en fornuftig løsning af samfundets problemer, er en strid om profetens skæg. Den må større skønånder tage. Til gengæld er der et moment ved valgfrihed, som man hidtil har udeladt af debatten. Og det er, at politik ikke blot handler om resultater, men også om den proces, der fører til resultatet.



Politik handler altså ikke bare om, hvad der bestemmes, men også om hvem der bestemmer. Vi vil jo alle sammen gerne leve i et samfund, hvor sygehusene fungerer, hvor skolebørnene er glade, og alle har et arbejde. Men hvordan sikrer vi os det? Er der én og kun én vej til det mål? Og hvordan prioriterer vi mellem endnu bedre sygehuse, klogere skoler og sjovere arbejde? Det er her den virkelige skillelinje går.



Vi kan overlade det til valgte politikere at udstikke kursen, og så sætter vi alt på ét bræt. Det kan f. eks. godt være, at det er en god idé med de ændringer af folkeskolen, som man gennemførte i foråret.

Men vi løber da en risiko. Hvis det om ti år viser sig, at det er gået den forkerte vej, er det temmelig katastrofalt.

MEN HVAD NU hvis det i stedet for en stor landsdækkende ændring havde været sådan, at den enkelte skole havde haft mulighed for at foretage den udvikling, som forekom rigtigt for dens elever.

Så ville vi om ti år se forskellige resultater, nogle gode og nogle elendige, men vi kunne i hvert fald se forskel. Og mon ikke de elendige på et tidspunkt ville begynde at rette ind efter de gode? Det ville de i hvert fald, hvis børnene og deres forældre selv kunne vælge blandt skolerne.


Slagordsagtigt kunne man hævde, at variation er vejen til evolution. Essensen af fremskridt er at have forskellige muligheder for ændring, vælge blandt dem, sammenligne resultaterne og så vælge om igen. Jo flere gange vi forsøger med forskellige muligheder, desto større er chancen for at finde noget bedre. Fremskridtene bliver måske nok famlende, tøvende og søgende, men de sker. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigelig vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

I min naivitet har jeg altid troet, at det var noget i den stil, der mentes med det konservative motto om at forandre for at bevare. Men man får nemt det indtryk, at nutidens konservative tiltror sig evner til at vælge for os alle. Kun deres meninger om folkefællesskab, retskrivningsordbogen og sædelig adfærd er acceptable. Hvis det er tilfældet, så er grøften mellem liberale og konservative blevet dybere, og i så fald ved jeg også, hvilken side af grøften jeg helst vil stå på.
Udgivet den

Goldt eller spirende livssyn?

Brudfladen mellem liberalisme og konservatisme.

Ordet filosof betyder ’en der elsker visdom’. Det er derfor lidt paradoksalt, at det er lige den titel, som Eva Selsing benytter i forbindelse med sit harmdirrende opråb (Kristeligt Dagblads kronik 5. september 2013) om faren ved den nyliberalisme, som i Danmark holdt sit indtog i begyndelsen af firserne. For det er ikke visdom, Eva Selsing bringer til torvs. Det er måske ikke så pænt at udtale sig nedladende om andres mangel på erfaring, men når man har befundet sig i brudfladen mellem liberalisme og konservatisme lige så længe som fr. Selsing har levet, så er det dog fristende.


Men allerførst kan der måske være grund til at bemærke, at der er noget lidt underlødigt ved mennesker, som hellere refererer andres tanker end redegør for deres egne. Det gælder, hvad enten de har fundet sig et forbillede, som de nu fremfører som en art forløser, eller de fremlægger deres angivelige modstanderes synspunkter, hvad der ofte sker i en form og med henvisning til nogle motiver, som modstanderne har vanskeligt ved selv at genkende. Det er samtidig en klassisk metode, at man pakker sit budskab ind i fine ord og utilgængelige definitioner – man fristes til at kalde det en esoterisk terminologi – for på den måde at fremstå klog.

Når Eva Selsing skriver om ’ det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet’, så får jeg faktisk lyst til at benytte selvsamme metode og citere juraprofessoren Knud Waaben, der engang tog luften ud af en modstander ved at skrive, at ’det er den fremgangsmåde, som man anvender i tyske teoretiske værker, når problemerne ikke kan blive vanskelige nok på en naturlig måde’ (Citeret efter hukommelsen) Oehlenschläger udtrykte noget tilsvarende, da han sagde, at ’det dunkelt talte, er det dunkelt tænkte’. Også Holberg havde i Erasmus Montanus nogle bedske budskaber om de, som kloger sig ud over det rimelige.
Som allerede nævnt kom den nyliberalisme, som Eva Selsing er så arg en modstander af, formentlig til landet omkring 1980. Og stedet hvor den opstod, kan ret nemt identificeres til Konservativ Ungdom i København. Det var der kampråbet ’privatisering’ oversattes til dansk (hvad der nu ikke var så svært), og det var KUs medlemmer som indforskrev spændende lekture fra udlandet. For der var i vidt omfang var tale om, at vi tog ved lære af de engelske konservative. Og det skal ikke skjules, at der fra begyndelsen var dele af de konservative folkepartis medlemsskare, som anså os for nogle urolige elementer. Men der var også mange som tog budskabet til sig, og den fornyelse, som vi stod for, var en væsentlig del af baggrunden for partiets fremgang i de år. Endelig var der et fremadskuende alternativ til den afgrund, som vi i 70’erne var kommet stadig nærmere.
Nyliberalismen var også en måde at komme ud af et af de konservatives klassiske dilemmaer, hvor partiet alt for ofte kommer til at forsvare de institutioner, som det få år forinden har gjort alt for at forhindre etableringen af. Hvis man skulle tage partiets indædte modstand mod opbygningen af en – allerede dengang – enorm velfærdsstat alvorligt, så måtte man også gå ind for at afskaffe den igen. Eller rettere, at give borgerne retten til selv at forvalte deres liv tilbage. Det kunne da ikke være sådan, at vi bare uden videre skulle acceptere det socialdemokratiske samfund, som topmålet af civilisation.
Så hvis man forsøger at beskrive nyliberalisme som en tendens, der er fremmed for konservatismen, så har man ikke tilstrækkelig lang hukommelse.
At beskrive denne lille gruppe konservative, som enige om budskabet ville nok være en overdrivelse. Der var mange varianter, og i løbet af nogle år spredte budskabet sig til Venstre, så vi pludselig fik uventede åndsfæller. Under Henning Christophersen havde det ellers været temmelig sløjt med de ideologiske budskaber fra det parti. Også dele af Fremskridtspartiets Ungdom kom til de samme konklusioner, og det førte til en forbrødring i form af det lille selskab Libertas.
Det som knyttede mig til gruppen, var nok tanken om ’frihed under ansvar’. Alle mine 8 oldeforældre havde tilknytning til missionen, så begreberne skyld og soning ligger mig måske lidt nærmere, end så mange andre. Og for mig er begrebet ansvar uløseligt knyttet til det enkelte individ. Men man kan jo ikke påtage sig sit ansvar, hvis man ikke har lov til at handle. (Teolog er jeg ikke, så det kan hænde, at jeg uforvarende fornægter dele af Confessio Augustana. Det må man så retlede mig om.) At jeg som nyliberal ikke ’forstår de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed’ forekommer mig derfor at være en noget skråsikker dom fra Eva Selsing.
Et andet afgørende element var, at det forekom mig vanskeligt at tro på, at mine meninger var de eneste sande. For det første er der jo spørgsmål i livet, som der ikke findes ét og kun ét svar på. Tag bare situationen, hvor 2 mennesker skal enes om, hvorvidt de elsker hinanden eller ej! Og derudover er det ikke alle mine mere eller mindre forkromede synspunkter, som jeg kan argumentere for. Det gælder f.eks., at jeg stemte mod kvindelig arvefølge. Et af de mest rædselsfulde elementer ved 70’ernes plenumdemokrati var, at alt skulle gøres til genstand for drøftelse, hvor den med de mest spidsfindige og politisk korrekte synspunkter vandt. En finesse ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves og ikke bare forsvinde i stormøder. Men hvis jeg vil have retten til at være afvigende, så må det vel være sådan, at jeg også tillader andre at være det. Der må da være en vis gensidighed.
Og når jeg ganske tilsvarende tiltror mig selv evnen til at træffe modne og velovervejede beslutninger, så må jeg da også tiltro andre den evne. Faktisk har jeg ofte større tiltro til andre, når de handler som enkelte individer og bare skal varetage deres eget liv, end når de mener, at det er kollektivet, som skal bestemme over os alle sammen.
Og hvis man et kort øjeblik anerkender, at det er menneskeligt muligt at fejle, så bliver det endnu vigtigere, at vi træffer beslutninger hver for sig. Hvis en beslutning træffes af fællesskabet, f.eks. indførelse af heldagsskole, så kan det være, at det var en god idé. Men vi sætter alt på et bræt, for den kan også vise sig at være dårlig, og hvis det er tilfældet, så går det ud over alle. Hvis derimod den enkelte skole havde kunnet træffe valget, eller det enkelte barns forældre havde kunnet vælge mellem de 2 slags skole, så ville nogle træffe det rigtige valg og nogle det forkerte. Det kan jo i øvrigt være, at nogle elever har bedre af det ene og andre af det andet. Og efterhånden som der bredte sig en erkendelse af, hvilken type skole der passer til hvilke børn, så ville skolerne tilpasse sig deres publikum.
Når der skal ske fremskridt i et samfund, så er det vigtigt, at vi har valgmuligheder, at vi prøver mulighederne af og bagefter overvejer, om vi gjorde det rigtige. Og på den baggrund tager vi så det næste skridt. Jo flere forskellige kombinationer vi prøver af, desto større chance er der for at træffe en, der virker godt. Det kan vi bare ikke, når alle muligheder skal leveres af offentlige monopoler. Og det er en grund til, at nyliberalismen lægger så stor vægt på frihed.
Vi vil ikke bare goldt gentage fortidens fejl, men levere spirerne til en bedre fremtid.
Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 12. september 2013

Udgivet den

Dårlige ideer om penge.

Anmeldelse: Gode Penge

af lektor ved Copenhagen Business School Ole Bjerg ph.d. Informations Forlag, København 2013

Der er noget besynderligt over at kalde en bog for Gode Penge, når den i virkeligheden handler om noget, som forfatteren opfatter som dårlige penge. Og det er også lidt besynderligt at skrive anmeldelse, førend man har læst den færdig.

Men de udsendte forskræp i aviser og fjernsyn gør det forsvarligt at komme med nogle foreløbige bud på dens svagheder. Om ikke andet, så kan det måske give dens læsere nogle gode ideer til kritiske spørgsmål.

Det er en klassisk debatstrategi at gøre vold på modpartens synspunkter. At indrømme det er derimod sjældent. Men det er noget nær nødvendigt at gøre vold på sociologen Ole Bjergs meninger om penge, for taget på ordet er de meningsløse.

Han hævdede forleden i DR-deadline – og det virkede som om, det var i ramme alvor – at banker kun bør kunne udlåne af deres reserver, altså deres egen kapital (man kan også skrive det som ét ord: egenkapital). Men hvis banker ikke kan genudlåne sædvanlige indlån, hvorfor skulle de så tage imod dem?

Og hvis en bank så vil låne flere penge ud, så må den pumpe egenkapitalen i banken op. Det er jo en ren invitation til at gentage en velkendt sport fra bl.a. Roskilde Bank, nemlig at sælge stakkels uskyldige mennesker aktier i foretagendet.

Modsat mig går Ole Bjerg formentlig ind for indskydergaranti for småsparere, men hans system vil de facto afskaffe den, for som aktionær er man netop ikke dækket af indskydergaranti. Eller han forestiller sig måske et lykkeland, hvor der aldrig igen vil forekomme et bankkrak?

Og han fortjener i hvert fald at blive konfronteret med, at det vil blive helt ufatteligt dyrt for almindelige lønmodtagere at opretholde en helt sædvanlig lønkonto med tilhørende dankort.

På det mere princippielle plan er et af de store problemer ved de andre kendte systemer med Full Reserve Banking tilsyneladende, at de opererer med definitioner af penge, som ikke er gængse. Murray Rothbard antog, at kun fordringer, der var forfaldne og kunne kræves (eller snarere forventes) indfriet til pari var penge. Ved at anvende den snævre definition kunne han sagtens bortforklare alle andre som idioter (og Murray lagde ikke fingrene imellem, kan jeg hilse og sige). Det er jo klart, at hvis man som led i definitionen af får indføjer, at de er hvide, så vil enhver omtale af f.eks. mine sorte gotlandske mæh-dyr som får være forkert. Men de som forfalder til snyd med definitionerne, dømmer jo sig selv.

Hvis vi deler bankernes kapital op i egenkapital, lange indskud og anfordringsindskud, så anser Rothbard slet ikke de 2 første kategorier for penge, men for ‘reserver’. Rothbard mener, at bankerne opfylder kravet til Full Reserve Banking, så længe bankens udlån har dækning i det han definerer som reserver.

Traditionelt ville man derimod betragte alle 3 kategorier som penge, og ved Fractional Reserve Banking må banken udlåne egenkapitalen og en del af indlånene, typisk en fast procentdel på f.eks. 90.

Som det ses bliver forskellen mellem Full og Fractional Reserve Banking på den måde reduceret til et spørgsmål om, hvordan man definerer den del af indskuddene, som må genudlånes. For Rothbard er det den del af indskuddene, som er på bindende tidsvilkår. For os andre er det en fast procentdel af indskuddene. Og så er det, at det hele begynder at minde om en strid om profetens skæg*.

Ole Bjerg kan næppe undgå at foretage tilsvarende små ændringer i definitionen af penge. Men det vil give Bjerg et andet problem, for han anser jo bankernes udlån for pengeskabelse, og udlånene er jo typisk lange penge. Og lange penge er jo slet ikke penge ifølge Rothbard, så den snævre definition kan Bjerg ikke bruge. Hvis han skulle følge Rothbard og konsorter, så skaber bankerne i hvert fald ikke nær så mange penge, som Bjerg selv postulerer.

Egentlig er det en bog, som jeg slet ikke har lyst til at læse, for jeg tror, at jeg vil kede mig til døde, når først skællene er faldet fra mine øjne. Men ihukommende Hayeks forbandelse – at han aldrig kom med en kritik af Keynes’ General Theory – så må det vel gøres.

Og det mest forbandede er vel, at manden risikerer at blive en af de mest citerede forskere på CBS, foruden at han også kan gå hen og tjene rigtigt gode penge på bogen.

Jens Frederik

* PS For de som ikke måtte vide det, opbevares dele af profeten Muhammeds skæg som relikvium i Topkapi-paladset i Istanbul.

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: