Goldt eller spirende livssyn?

Brudfladen mellem liberalisme og konservatisme.

Ordet filosof betyder ’en der elsker visdom’. Det er derfor lidt paradoksalt, at det er lige den titel, som Eva Selsing benytter i forbindelse med sit harmdirrende opråb (Kristeligt Dagblads kronik 5. september 2013) om faren ved den nyliberalisme, som i Danmark holdt sit indtog i begyndelsen af firserne. For det er ikke visdom, Eva Selsing bringer til torvs. Det er måske ikke så pænt at udtale sig nedladende om andres mangel på erfaring, men når man har befundet sig i brudfladen mellem liberalisme og konservatisme lige så længe som fr. Selsing har levet, så er det dog fristende.


Men allerførst kan der måske være grund til at bemærke, at der er noget lidt underlødigt ved mennesker, som hellere refererer andres tanker end redegør for deres egne. Det gælder, hvad enten de har fundet sig et forbillede, som de nu fremfører som en art forløser, eller de fremlægger deres angivelige modstanderes synspunkter, hvad der ofte sker i en form og med henvisning til nogle motiver, som modstanderne har vanskeligt ved selv at genkende. Det er samtidig en klassisk metode, at man pakker sit budskab ind i fine ord og utilgængelige definitioner – man fristes til at kalde det en esoterisk terminologi – for på den måde at fremstå klog.

Når Eva Selsing skriver om ’ det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet’, så får jeg faktisk lyst til at benytte selvsamme metode og citere juraprofessoren Knud Waaben, der engang tog luften ud af en modstander ved at skrive, at ’det er den fremgangsmåde, som man anvender i tyske teoretiske værker, når problemerne ikke kan blive vanskelige nok på en naturlig måde’ (Citeret efter hukommelsen) Oehlenschläger udtrykte noget tilsvarende, da han sagde, at ’det dunkelt talte, er det dunkelt tænkte’. Også Holberg havde i Erasmus Montanus nogle bedske budskaber om de, som kloger sig ud over det rimelige.
Som allerede nævnt kom den nyliberalisme, som Eva Selsing er så arg en modstander af, formentlig til landet omkring 1980. Og stedet hvor den opstod, kan ret nemt identificeres til Konservativ Ungdom i København. Det var der kampråbet ’privatisering’ oversattes til dansk (hvad der nu ikke var så svært), og det var KUs medlemmer som indforskrev spændende lekture fra udlandet. For der var i vidt omfang var tale om, at vi tog ved lære af de engelske konservative. Og det skal ikke skjules, at der fra begyndelsen var dele af de konservative folkepartis medlemsskare, som anså os for nogle urolige elementer. Men der var også mange som tog budskabet til sig, og den fornyelse, som vi stod for, var en væsentlig del af baggrunden for partiets fremgang i de år. Endelig var der et fremadskuende alternativ til den afgrund, som vi i 70’erne var kommet stadig nærmere.
Nyliberalismen var også en måde at komme ud af et af de konservatives klassiske dilemmaer, hvor partiet alt for ofte kommer til at forsvare de institutioner, som det få år forinden har gjort alt for at forhindre etableringen af. Hvis man skulle tage partiets indædte modstand mod opbygningen af en – allerede dengang – enorm velfærdsstat alvorligt, så måtte man også gå ind for at afskaffe den igen. Eller rettere, at give borgerne retten til selv at forvalte deres liv tilbage. Det kunne da ikke være sådan, at vi bare uden videre skulle acceptere det socialdemokratiske samfund, som topmålet af civilisation.
Så hvis man forsøger at beskrive nyliberalisme som en tendens, der er fremmed for konservatismen, så har man ikke tilstrækkelig lang hukommelse.
At beskrive denne lille gruppe konservative, som enige om budskabet ville nok være en overdrivelse. Der var mange varianter, og i løbet af nogle år spredte budskabet sig til Venstre, så vi pludselig fik uventede åndsfæller. Under Henning Christophersen havde det ellers været temmelig sløjt med de ideologiske budskaber fra det parti. Også dele af Fremskridtspartiets Ungdom kom til de samme konklusioner, og det førte til en forbrødring i form af det lille selskab Libertas.
Det som knyttede mig til gruppen, var nok tanken om ’frihed under ansvar’. Alle mine 8 oldeforældre havde tilknytning til missionen, så begreberne skyld og soning ligger mig måske lidt nærmere, end så mange andre. Og for mig er begrebet ansvar uløseligt knyttet til det enkelte individ. Men man kan jo ikke påtage sig sit ansvar, hvis man ikke har lov til at handle. (Teolog er jeg ikke, så det kan hænde, at jeg uforvarende fornægter dele af Confessio Augustana. Det må man så retlede mig om.) At jeg som nyliberal ikke ’forstår de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed’ forekommer mig derfor at være en noget skråsikker dom fra Eva Selsing.
Et andet afgørende element var, at det forekom mig vanskeligt at tro på, at mine meninger var de eneste sande. For det første er der jo spørgsmål i livet, som der ikke findes ét og kun ét svar på. Tag bare situationen, hvor 2 mennesker skal enes om, hvorvidt de elsker hinanden eller ej! Og derudover er det ikke alle mine mere eller mindre forkromede synspunkter, som jeg kan argumentere for. Det gælder f.eks., at jeg stemte mod kvindelig arvefølge. Et af de mest rædselsfulde elementer ved 70’ernes plenumdemokrati var, at alt skulle gøres til genstand for drøftelse, hvor den med de mest spidsfindige og politisk korrekte synspunkter vandt. En finesse ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves og ikke bare forsvinde i stormøder. Men hvis jeg vil have retten til at være afvigende, så må det vel være sådan, at jeg også tillader andre at være det. Der må da være en vis gensidighed.
Og når jeg ganske tilsvarende tiltror mig selv evnen til at træffe modne og velovervejede beslutninger, så må jeg da også tiltro andre den evne. Faktisk har jeg ofte større tiltro til andre, når de handler som enkelte individer og bare skal varetage deres eget liv, end når de mener, at det er kollektivet, som skal bestemme over os alle sammen.
Og hvis man et kort øjeblik anerkender, at det er menneskeligt muligt at fejle, så bliver det endnu vigtigere, at vi træffer beslutninger hver for sig. Hvis en beslutning træffes af fællesskabet, f.eks. indførelse af heldagsskole, så kan det være, at det var en god idé. Men vi sætter alt på et bræt, for den kan også vise sig at være dårlig, og hvis det er tilfældet, så går det ud over alle. Hvis derimod den enkelte skole havde kunnet træffe valget, eller det enkelte barns forældre havde kunnet vælge mellem de 2 slags skole, så ville nogle træffe det rigtige valg og nogle det forkerte. Det kan jo i øvrigt være, at nogle elever har bedre af det ene og andre af det andet. Og efterhånden som der bredte sig en erkendelse af, hvilken type skole der passer til hvilke børn, så ville skolerne tilpasse sig deres publikum.
Når der skal ske fremskridt i et samfund, så er det vigtigt, at vi har valgmuligheder, at vi prøver mulighederne af og bagefter overvejer, om vi gjorde det rigtige. Og på den baggrund tager vi så det næste skridt. Jo flere forskellige kombinationer vi prøver af, desto større chance er der for at træffe en, der virker godt. Det kan vi bare ikke, når alle muligheder skal leveres af offentlige monopoler. Og det er en grund til, at nyliberalismen lægger så stor vægt på frihed.
Vi vil ikke bare goldt gentage fortidens fejl, men levere spirerne til en bedre fremtid.
Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 12. september 2013

Én kommentar til “Goldt eller spirende livssyn?”

  1. Rigtig mange tak for kronikken i Kristeligt Dagblad. Med citatet af Waaben er der ikke meget at tilføje om Berlingskes optog af 'filosoffer' plus bajadsen Mads Holger.
    Bedste hilsener
    Ole ..

    NB Jeg fik den som et postkort, men den hører da til her.

Lukket for kommentarer.