Ikke siden Glistrup i januar 1971 fremviste sit skattekort i fjernsynet, har nogen skattesag fået så megen bevågenhed som Kinnocks. Der kan ikke være nogen tvivl om, at den forrige regering interesserede sig dybt og inderligt for udfaldet. Det var kun naturligt. At “skadefryd også er glæde”, gælder naturligvis også for politikere – måske navnlig for dem.
.jpg)
Den nuværende regering har en lige så oplagt interesse i at udnytte sagen. Men det rummer bare et faremoment, hvis der kan rejses tvivl om selve afgørelsen af skattesagen. Derfor har undersøgelseskommissionen fået sit smukt begrænsede kommissorium, så man kun skal undersøge eventuelt pres på sagsbehandlerne og lækager til pressen. Det skatteretlige spørgsmål ligger derimod udenfor, og det ligger også udenfor at undersøge, om en eller flere embedsmænd tog personlige hensyn ved sagens afgørelse. Og det så ud til at gå fremragende, lige indtil Camilla West meldte sig på banen. Selv nyheden om en såkaldt praksisændring havde man overlevet. Sidenhen er forsøgene på en panikredning taget til. Den mest subtile er, at der ikke er tale om en ændring af praksis, men derimod blot om en ændring af beskrivelsen af praksis. Men det indebærer jo, at man påstår, at ikke en eneste sagsbehandler på et eneste af Skats mange lokale kontorer nogensinde har rettet sig efter den gamle beskrivelse af praksis. Og det er Camilla West desværre et eklatant eksempel på, ikke er rigtigt.
Det centrale skatteretlige spørgsmål er om Kinnock var skattepligtig. Under sagen er vi blevet belært om forskellen på fraflyttere og tilflyttere. Måske meget fornuftigt, men alligevel lidt underligt, for der er jo kun et sæt lovregler, og de skelner ikke. Og så kan man jo tilføje, at i Kinnocks tilfælde var der også et element af yo-yo, idet hans nuværende tilknytning til Danmark åbenbart kom i stand kort efter, at han i sin tid forlod Danmark.
I de 8 år hvor jeg sad i Københavns Skatteankenævn, så var der en ting, vi ikke kunne lide, og det var yoyo’er. Det lugter altid af omgåelse og stregspilleri.
Det traditionelle synspunkt var, at hvis kone og børn tog ophold i Danmark, men manden ikke brød sig om dansk skattepligt, så kunne det gå an i 2-3 år. Nu er synspunktet, at en fast grænse er ulovligt. Men på grund af skatteniveauet i Danmark er en vis bidskhed nødvendig, og af hensyn til borgernes retssikkerhed må Skat operere med temmelig faste hovedregler. Og de 2-3 år var reelt blot en illustration af, at jo længere man fortsætter, desto bedre skal forklaringen være.
Det er muligt, at man i Skat København ikke var i tvivl om resultatet, men det er i så fald et klarsyn, som må være forbeholdt de virkelige eksperter. Og det kan man ikke betragte en skatteminister som. Man kan selvsagt forvente, at ministre interesserer sig for deres sagsområde, og derfor sætter sig ind i reglerne med den grundighed, som man kan forvente af en interesseret amatør. Og til det formål råder de også over gode lærere, men ikke nødvendigvis lærere med en kritisk holdning til regelsættet.
Naturligvis var Troels Lund Poulsen ikke uhildet i sin opfattelse af sagen, men den var helt ærligt også så meget på vippen, at det ikke var helt urimeligt, hvis han undersøgte om der var nogen – lovlige – midler til at ændre den. At fremstille ministeren som en ridder for retfærdighedens sag ville nok være at stramme den, men man strammer den lige så meget, hvis man mener, at en minister slet ikke skal have nogen mening om lovligheden af hans embedsmænds afgørelser.
