Somme tider når de ikke er så mange, så spiller små drenge fodbold med “løs målmand”. Det gjorde man også, da jeg var barn. Det betød, at man skiftedes til den – helst lidt kedelige – tjans at stå på mål. Og det betød, at man var forpligtet til at tage sin tur og gøre det ordentligt.
 |
| Større indsats kan ingen vel forlange |
Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg for gud ved hvilken gang ikke kunne lade være med at spørge til begrundelsen for urimeligt ringe service på et offentligt kontor. Og med den totale mangel på begejstring, som falder over offentligt ansatte, der skal svare på det spørgsmål, fik det helt standardiserede svar, at “det kunne jeg spørge politikerne om”. Dem bag skranken havde naturligvis været udsat for besparelser, og så kunne de ikke gøre det bedre.
Det er muligt svaret er sandt, men det er ligegyldigt for min pointe. For den er, at når man repræsenterer nogen eller noget, så skal man også “stå ordentligt på mål”. Og hvis nogen, som havde mig som chef, afleverede den svada til en kunde, så ville de ryge ud med funktionærlovens varsel og en yderst kortfattet anbefaling. Det kunne være noget med, at “han sørger for at tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres med den mindst mulige indsats”.
Selvfølgelig kan sagsbehandlere være til frokost, møde, kursus eller på ferie. Men så er kunsten jo at få kunden til selv at synes, at det er bedre at afvente den pågældendes tilbagekomst. Det kan man jo gøre ved at spørge, “om det er noget, jeg kan ordne med det samme”.
Det man derimod aldrig kan, er at skyde ansvaret over på ledelsen med ordene “det ville vi også gerne, men det må vi ikke for ledelsen”. Så er man simpelthen så distanceret fra sin egen funktion, at man ikke opfatter arbejdet som meningsfyldt. Man er kort sagt reduceret til en hovbonde, og at gøre det ved sig selv er da ikke specielt smart.
Mine besøg hos kommunen ender altid med, at jeg egentlig er mere irriteret over denne del af sagsbehandlingen end over den reelle besvarelse af min henvendelse, og selv om det måske ikke er specielt nuanceret, så har jeg lyst til at råbe ligesom drengene: “Det er dig, der har målet”