Indlæg

Udgivet den

Hash og ytringsfrihed

Det har altid slået mig som inkonsekvent at enhver besiddelse af cannabis er forbudt. Men ikke desto mindre har politiet ved forskellige lejligheder medvirket til at agenter rent faktisk var i besiddelse af stoffet.

Nu vil man så straffe en person, Lars Kragh Andersen, for at have besiddet cannabis “med hensigt til videreoverdragelse”, fordi han afleverede det til myndighederne.

Hvis jeg nu finder noget tilsvarende på gaden, kan man så straffe mig for at aflevere det til politiet. Personligt kunne jeg ikke forrestille mig at jeg ville have nogen som helst anden hensigt med at besidde det, end lige netop den “videreoverdragelse”.

At man også vil straffe for, at han har udstillet en notorisk stupid udtalelse fra en eller anden “islam-kritiker” om forholdet mellem fædre og deres døtre som latterlig, er bare sørgeligt.

Jeg finder det egentlig elegant – nærmest kunstnerisk – når han tager den oprindelige udtalelse og indsætter alle mulige andre trosretninger i den. At hævde at kristne, buddhister og agnostikere begår overgreb mod familiens piger, det kan man da ikke forstå som andet end såvel en kritik af den oprindelige ytring som en afprøvning af ytringsfrihedens grænser.

Og det er i allerhøjeste grad i vores alles interesse, at man på den måde kan udstille idioter.

Udgivet den

Lærernes lockout – i retrospektiv

Og hvad kan vi så lære af det

“Kvalitetsudvikling i folkeskolen hænger nøje sammen med evaluering”, står der på Undervisningsministeriets hjemmeside. Det må også gælde det forløb, som førte til lovindgrebet i lærerkonflikten.



Lærerkonflikten blev overstået med et lovindgreb fremsat torsdag d. 25. april, vedtaget fredag, altså Bededag, til ikrafttræden lørdag morgen. Og Dronningen nåede endda at skrive det under samme aften. Så mandag morgen kunne børnene møde i skolen.
 
Processen er bemærkelsesværdig eftersom alle ansvarlige ministre ellers så sent som onsdag i samme uge havde erklæret, at de end ikke havde påtænkt et indgreb. De må godt nok have arbejdet hurtigt den følgende nat. 
Indholdet af indgrebet ligger ganske vist fast, men derfor kan man jo godt lige overveje, om der kan opstå lignende situationer i fremtiden, og om forløbet var det bedst mulige. Navnlig fordi løsningen skulle trumfes igennem huj hej vilde dyr, så kan der være ekstra grund til lidt selvkritik. Og det gælder selv, hvis man som udgangspunkt anså den gamle arbejdstidsaftale for urimelig. Men den var trods alt en aftale, som det offentlige selv havde indgået med åbne øjne.
Helt overordnet er der et fundamentalt juridisk eller etisk problem, som man fra folketingets side slet ikke har taget stilling til. Når det drejer sig om Mærsk Olie og Nordsøaftalen, så har staten indhentet bunker af responsa fra Kammeradvokaten, som tilsyneladende (de er ikke offentligt tilgængelige) fastslår, at hvis staten har indgået en privatretlig aftale, så er det stridende mod fundamentale retsprincipper, hvis staten efterfølgende griber ind i aftalen ved brug af lovgivningsmagten.
Det kunne da godt have lidt konsekvenser for statsmagtens lovindgreb i forhold til den rent privatretlige aftale, som de kollektive overenskomster udgør. Der er naturligvis en temmelig lang tradition for indgreb på det private arbejdsmarked, men der er staten jo netop ikke part i aftalen. Og der har vistnok i alle tidligere tilfælde – hvad enten de har drejet sig om private eller offentlige overenskomstforhold – været tale om, at der enten forelå et mæglingsforslag fra forligsmanden eller at man har henvist et stridspunkt til en domstolslignende tvungen voldgift.
Man kunne måske have den indvending, at der ikke er tale om indgreb i en eksisterende kontrakt, men derimod i forhandlinger om en fremtidig kontrakt. Men der er jo lige fuldt tale om, at man bruger – eller misbruger – sin magtposition som offentlig myndighed til at påvirke den privatretlige aftale. Heller ikke den indvending, at der formelt set er tale om en overenskomst mellem kommuner og fagforening er helt ren i kanten. For det første er kommunerne også en offentlig myndighed og for det andet vedrørte lovindgrebet også en række lærere ved statsinstitutioner.
Billeder er nødvendige – uanset hvor kedelig teksten er.
Udover disse juridiske spørgsmål, som måske er lidt for feinschmeckere, så er der andre dele af forløbet, som man kan undre sig over. For det første, at regeringen ikke på noget tidspunkt kom med en klar opfordring til, at forligsmanden gjorde et nyt forsøg. Det kunne naturligvis ikke dikteres, men hvis man alternativt kan lave lovindgreb, så ville sådan en opfordring nok være svær at sidde overhørig. Og man kunne i hvert fald have gjort det for de statslige lærere.
 
I folketingssalen erklærede ministeren, at arbejdstidsaftalen var et spørgsmål, som der ikke kunne findes en mellemløsning på. Det er da i hvert fald forkert. Der var jo ikke tale om, at lærerne havde fået hele ledelsesretten på skolerne, men om at kommunerne havde afgivet en del deraf. Og hvis man indtil nu har kunnet dele, så må man også kunne gøre det fremover. Så er spørgsmålet bare, hvor store dele hver part skal have. Her valgte man at give arbejdsgiveren, hvad den bad om.
 
Det værste er imidlertid det kissejag, som man så havde, da et lovforslag endelig blev fremsat. Det skulle måske nok ikke tage måneder at få vedtaget, men mon nogen var døde af, at det havde taget en uge længere. Og i givet fald kunne man jo bare have fremsat det en uge tidligere.

Helt basalt må det i et demokrati være sådan, at hvis regering og folketing ikke tager sig tid til en rimelig stillingtagen til et lovforslag, så er det jo nok, fordi man ikke har rent mel i posen. Når man hørte folketingsdebatten, så stod det i hvert fald ret klart, at en del af deltagerne var temmelig groggy efter diverse nattesæder. En talte f.eks. om den benzin, som driver en damptromle. (Og han har endda tidligere fremsat et forslag om forbud mod overgreb på det danske sprog!)

Også rent lovteknisk kan man have sine betænkeligheder ved udformningen af loven. Der er nok ikke så mange, som vil læse den, men for de, der forsøger, er den rent ud sagt på niveau med volapyk. Det meste af teksten består i henvisninger til en næsten uendelig række af dokumenter, som hverken er optaget som bilag til loven eller endda til lovforslaget. Normalt indeholder forslag til ændringslove en parallel opstilling af den gældende og den foreslåede tekst.
Når loven f.eks. forlænger “øvrige overenskomster og organisationsaftaler, der er indgået på den ene side af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet og på den anden side af Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område), CO10 – Centralorganisationen af 2010, Lærernes Centralorganisation eller AC eller tilsluttede organisationer, bortset fra de overenskomster og aftaler, der er nævnt i afsnit B, og bortset fra de overenskomster og aftaler, der er omfattet af resultatet af 8. februar 2013 af forhandlingerne mellem finansministeren og AC,” så er det altså vanskeligt at påstå, at det er udtryk for en forbilledlig klarhed i lovteksten.
Og hvis man f.eks. forestillede sig, at den ligeså aktuelle ændring af offentlighedsloven havde lydt sådan, at “betænkning fra udvalget om ændring af offentlighedsloven ophøjes til lov”, så ville alle kunne se, at det ikke er nogen hverken tilfredsstillende eller acceptabel form for lovgivning. Det er lovsjusk af højeste karat. Og det gælder uanset man tidligere har lavet love af tilsvarende ringe standard. Civilisation skulle jo gerne være en fremadskridende proces, der forkaster fortidens dårligdomme.
Derudover indeholder lovforslaget også nogle af de – i flere betydninger af ordet – sædvanlige paradenumre. Lærerne har udtrykt bekymring for “grænseløst arbejde”, og derfor indfører man det, som forslaget kalder “værnsregler”. Da der imidlertid ikke er nogen konsekvenser af ledelsens evt. manglende opfyldelse af reglerne, så må man bare antage, at det primært er en parade, der skal værne ministeren mod kritik for ensidighed. Men mon ikke det er den form for letkøbte bemærkninger, der kan skabe en dyb følelse af bitterhed hos modtagerne. Det kan vel dårligt bestrides, at lærerne allerede inden lockouten følte sig som et miskendt folkefærd. Den følelse af belejrings-mentalitet er der ingen grund til at bestyrke dem i.
Så selv om man – jeg selv inklusive – har haft den opfattelse, at lærernes arbejdstidsaftale godt kunne give nogle lærere en loppetjans og de mest samvittighedsfulde en lang arbejdstid, og derfor har gået ind for en afskaffelse af den, så er der altså ikke grund til at være specielt stolt af forløbet, og da navnlig ikke til at gentage det ved en senere lejlighed.

Udgivet den

Lejernes Landsorganisation skader kommende lejere.


Dette er i virkeligheden en version 1 af en kommentar i Berlingske d. 21. maj. Version 2 kan man finde ved at gå ind under siden on BOLIG


Hvad skal det koste at leje en ejerlejlighed fra før 1992
(NB Huset på billedet er måske andele.)

Metro Expres bringer i dag en historie om, at 100.000 lejere af ejerlejligheder bygget førend 1992 betaler en højere husleje end loven tillader. Historien, der navnlig bygger på udtalelser fra Lejernes Landsorganisation er for så vidt korrekt, men den er ikke komplet.

 
Den historie vil jeg gerne føje nogle nuancer til, fordi det er et emne, som har afgørende betydning for et meget stort antal mennesker i navnlig universitetsbyerne.
 
Det vigtigste som LLO undlader at sige, er, at hvis loven blev overholdt til punkt og prikke, så ville der først og fremmest være 100.000 udlejere, der hver måned skulle tabe penge på deres lejlighed, og dernæst ville der i løbet af kort tid forsvinde 100.000 boliger fra lejemarkedet. Reelt ville det skabe en betydelig bolignød. Det er ikke til gavn for de svage på boligmarkedet – primært de som ikke har, men som leder efter en bolig.
 
Det som man heller ikke får fortalt, er desuden, at huslejerne er fastlåst til lejlighedens værdi i 1972! Der er ikke nogen som helst andre priser, som har været låst fast i mere end 40 år. Nogle priser er faldet (f.eks. koster edb og anden elektronik langt mindre end dengang), men langt de fleste er steget.
 
Det siger sig selv, at hvis man eksempelvis har anskaffet sig en lejlighed til en høj pris, førend krisen satte ind, så kan den i dag ikke sælges til samme pris. Hvis man heller ikke kan leje den ud til en leje, der dækker renter og afdrag på lånene, så tvinger man ejerne ud i tab enten ved at leje ud med tab hver måned eller ved at sælge og tage tabet på en gang. Da en udlejer som følge af den eksisterende lejelov i yderste konsekvens risikerer, at lejerne også får ret til at blive boende uden tidsbegrænsning, så vil den fornuftige disposition som regel være et salg med det samme. Og dermed forsvinder lejligheden fra lejemarkedet til skade for de boligsøgende.
 
Man bør også være opmærksom på de samfundsøkonomiske konsekvenser. Det er altså ikke lige i krisetider, at der er brug for at påføre i titusindvis af mennesker tab. Det er ikke nogen specielt god måde at få gang i hjulene på!
 
Problemet er desværre gammelkendt, og allerede i 1991 gennemførte man en tre-årig undtagelse fra de almindelige huslejeregler, for at redde en lang række lejlighedsejere, som var havnet i samme situation dengang. Dengang var Det radikale Venstre i øvrigt med til at vedtage loven!
 
En permanent løsning er imidlertid det eneste rimelige, og det kan enklest gennemføres ved at man simpelthen ændrer reglen om lejefastsættelse, så man tager udgangspunkt i “den seneste offentlige vurdering”. Endnu bedre var selvfølgelig en ren frigivelse af huslejerne, men det er der desværre ikke et eneste parti, der tør gå ind for.

Udgivet den

Lægernes aflønning

Offentligt-Privat Partnerskab



Hvis man skal være virkeligt rig, så er der kun et sted at befinde sig, nemlig på kanten af den offentlige sektor. Det er ikke noget nemt sted at befinde sig, for magtens udøvere holder sig sjældent tilbage fra at bruge den. Så på den ene side vil statsmagten ofte blive brugt til at skabe nogle givtige monopoler, på den anden side vil staten til andre tider tilbageholde betalinger, nedsætte priser og kræve mærkelige rabatter. Sådan har det været fra den første begyndelse, er nu og vil være i al evighed. Amen.
 
En af de erhvervsgrupper, som har forstået denne sammenhæng, er de praktiserende læger. Formelt set er de et liberalt erhverv, men deres samlede indkomster stammer fra de offentlige kasser. Og det er slet ikke så ringe indkomster, uanset at man naturligvis skal tage højde for, at de også har driftsudgifter i form af personale, husleje, edb, forsikring etc. Om regionernes oplysninger om en indkomst på den pæne side af millionen holder stik, det skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder er der tale om en pæn placering i socialgruppe 1.
 
Monopolet er gennem årene blevet stadig sikrere. For ikke så forfærdelig mange år siden kunne enhver læge med ’jus practicandi’ ansøge om et ydernummer, altså retten til at modtage betalinger fra det offentlige. Som følge deraf var de færreste praktiserende læger specialister. Men det har udviklet sig sådan, at de nu skal have en uddannelse som ’speciallæger i almen medicin’, hvilket er uendeligt selvmodsigende, idet man i så fald er specialiseret generalist. Og adgangen til ydernumre er så begrænset til denne udvalgte skare. Høje adgangskrav er et typisk tegn på, at der er tale om et erhverv i symbiose med det offentlige.
 
Et andet typisk tegn på de beskyttede erhverv er en manglende forståelse for kundernes behov og en manglende tilpasning af forretningsmodellen til ændrede omstændigheder. Min læge er vist i særklasse dårlig til at overholde sin konsultationstider, men det er mit indtryk, at alle sygesikringslæger er svære at komme i kontakt med, og at deres kunder skal være tålmodige. Og hvis man kender lidt til latin, så vil man også vide, at patient betyder ’en ventende’. Kundebetjening på skæve tidspunkter er reduceret til et minimum.
 
Den ene gang hvor jeg skulle bruge en øjenlæge øjeblikkelig, og gik til ham, der ikke har ydernummer, så var oplevelsen en ganske anden. Man blev endda budt på kaffe i ventetiden. Og det var endda ikke så farlig dyrt.
 
Hvis man har læst så langt som hertil, så har man nok indset, at der titter et element af galdegrøn jalousi frem. Men i virkeligheden er mit budskab, at jeg ikke har den mindste viden om, hvorvidt praktiserende læger er for højt eller lavt lønnede, om de er overkvalificerede eller utilstrækkeligt uddannede, om de arbejder for længe eller har en loppetjans, om de nedslides og dør unge eller kan se frem til et langt og trygt otium.
 
Og når jeg ikke ved det, så er det, fordi man har sat den eneste mulige målestok, nemlig det frie marked, ud af funktion.
 
Når regionerne og Praktiserende Lægers Organisation tørner sammen, så kan man nok have sine instinktive sympatier, og mine er – trods de bidske bemærkninger – sjovt nok på lægernes side, men det er umuligt at sige noget med en rimelig grad af overbevisning. Der mangler en målestok for fornuften. Det er så væsentligt et budskab, at det altså fortjener at blive gentaget.
 
Alt det spin som parterne vil udspy i den kommende tid, er netop kun spin. At forsøge at trænge til bunds i det og danne sig en mening på den baggrund er meningsløst. Der er tale om retorisk gruppevoldtægt, og det skal man ikke frivillig lade sig udsætte for.
 
Det man derimod kan konstatere objektivt, er, at samlet set, så er udgiften til de praktiserende læger på ca. 1.400 kr. årlig pr. person egentlig så relativt beskedne, at langt de fleste mennesker ville have råd til at betale den selv. Så den reelle løsning er at privatisere området. Lad os få mulighed for at købe ydelserne enten enkeltvis eller på abonnement – ligesom Falck virker for bilen. Lad os få mulighed for at vælge serviceniveau – ekstra takst om aftenen og i weekenden. Reducer adgangskravene til branchen og overlad kvalitetskontrollen til forsikringsselskaber eller patientforeninger. Gør det fradragsberettiget, så det offentlige ikke bare kan bruge besparelserne på andre projekter.
 
Kort sagt – sæt hele branchen fri fra offentlig indblanding.
 
Lige nu har vi en bedre chance for at mene noget alternativt, end vi har haft længe. Carpe diem.

Udgivet den

Lærerlockout



Det umulige kompromis

Der er gået et par uger med lærerlockout. Parterne er ikke kommet hinanden nærmere, men familierne begynder at savne inspiration til underholdning af poderne. Derfor begynder man jo også at overveje, hvilken vej konflikten vil tage. Det kan ellers være svært at finde ud af, hvad ben man som borger skal stå på, for på den ene side er man jo den ultimative arbejdsgiver – ligesom en aktionær i en virksomhed – og på den anden er man kunden, som ikke får den bestilte vare leveret og alligevel skal betale for den. Det trækker naturligvis i hver sin retning.
 
Visdommens bæger

Hvis man forsøger at finde nogenlunde brugbare fakta om konflikten, så er det en ørkenvandring. Men man kommer ikke udenom at ligesom djævelen, så befinder løsningerne sig i detaljen. Begge parter forsøger imidlertid at udsende en tåge af spin, så reelle oplysninger forsvinder. Kommunernes hjemmeside, meretidsammen.dk er så tæt på det floskuløse, at det nærmer sig en fornærmelse af den gennemsnitlige vælger. Lærerne har trods alt en medlemskare, som er vant til at læse indenad, at informere, men på trods af det er lix-værdien i deres informationer kun marginalt højere.

 
Det første man kan konstatere, er, at når arbejdsgiveren udgør et offentligt monopol, så forsvinder en hel del af det pres, som ellers normalt presser både virksomheden og de ansatte til at udvise realisme i deres krav. Den private virksomhed, som skal overleve i konkurrencen om kundernes gunst, risikerer, at de går andetsteds hen. Det har også konsekvenser for de ansatte. Hvis man fortsætter arbejdskampen for længe, så vil der slet intet være at kæmpe om. Man kan nok ikke skabe et system, hvor offentlige arbejdsgivere og ansatte er underlagt samme pres fra realiteternes verden, men det må i hvert fald føre til den tanke, om ikke man bør begrænse størrelsen af den offentlige sektor mest muligt.
 
I ganske mange tilfælde vil der endog være tale om, at de ansattes indtægtstab fra konfliktperioden kun er en periodeforskydning, fordi der efter konflikten skal arbejdes på overtid for at indhente det forsømte. Det kan bestemt godt komme til at gælde lærerkonflikten på grund af kravene om mindste timetal i bestemte fag.
 
De forhold kan meget vel føre til, at konflikten kan blive langvarig, og det forværres af, at den handler om retten til at lede og fordele arbejdet. Dermed minder den om den store lockout i 1899, som en gang for alle fastslog princippet om arbejdsgiverens ledelsesret på det private arbejdsmarkedsmarked. Men ledelsesret er også ledelsespligt.
 
Tilsyneladende har lærernes arbejdsgivere på et eller andet tidspunkt givet køb på det princip, formentlig mest af bekvemmelighed, og i en presset økonomisk situation svier det nu til dem. Lord Tebbit, der i 1980-erne gennemførte en række reformer af engelsk arbejdsret for Margaret Thatcher, og som konsekvent beskyldtes for at gå arbejdsgivernes ærinde, meddelte en gang de engelske arbejdsgivere, at hvis de virkeligt havde været så dumme, at de frivilligt havde afgivet en rettighed ved en fair forhandling, så skulle de ikke forvente, at han ville gennemføre lovgivning for at give dem retten tilbage. Den betragtning bør man have in mente ved et eventuelt lovindgreb. Hertil kommer, at der vist aldrig er gennemført et lovindgreb, som udelukkende imødekom den ene parts krav. En rød regering har måske nemmere ved en sådan grænseoverskridende adfærd end en blå. Men det virker unægtelig, som om man tøver lidt.
 
Den menige lærers væsentligste bekymring er tilsyneladende, at de i fremtiden vil blive pålagt stadig stigende arbejdsbyrder, som vil føre til an arbejdstid, der gradvis forøges ud over de 37 timer uden en betaling for det. Der er ingen tvivl om, at mange lærere – måske endda de fleste – allerede nu arbejder 37 timer, men en ting er helt sikkert, nemlig at de, som arbejder mindre, bestemt ikke siger det højt for tiden. Der er nok nogen, som gerne vil holde sig i slipstrømmen.
 
Lærernes bekymring bliver nok ikke mindre af, at de ledere, som fremover skal bestyre timefordelingen, ikke har været vant til at løse den opgave. Det giver naturligvis grundlag for en frygt for arbitrære afgørelser til skade for den enkelte lærer.
 
Når der skal findes en løsning, og det bør parterne – eller eventuelt lovgiver – gøre, førend de enkelte lærerværelser er gået helt op i limningen af strid om konfliktens rimelighed, så skal der findes et antal figenblade, hvormed forhandlerne kan dække deres blusel. Og lærerne skal i hvert fald ikke have lov til at påberåbe sig et martyrium, sådan som deres formand ellers ønsker sig.
 
En model kunne måske være, at man havde en uafhængig instans, som kunne tage stilling til, om bestemte, individuelle lærere bliver udsat for urimelige arbejdsbyrder. Det er bestemt ikke en ideel løsning, og på langt sigt burde det være muligt at undvære. Men det ville åbne mulighed for, at kommunerne kan genfinde deres ledelsesret og lære at bruge den ansvarligt.
 
 
Oprindeligt bragt i Berlingske
 
 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: