Lærerlockout

Der er gået et par uger med lærerlockout. Parterne er ikke kommet hinanden nærmere, men familierne begynder at savne inspiration til underholdning af poderne. Derfor begynder man jo også at overveje, hvilken vej konflikten vil tage. Det kan ellers være svært at finde ud af, hvad ben man som borger skal stå på, for på den ene side er man jo den ultimative arbejdsgiver – ligesom en aktionær i en virksomhed – og på den anden er man kunden, som ikke får den bestilte vare leveret og alligevel skal betale for den. Det trækker naturligvis i hver sin retning.

 

Visdommens bæger

Hvis man forsøger at finde nogenlunde brugbare fakta om konflikten, så er det en ørkenvandring. Men man kommer ikke udenom at ligesom djævelen, så befinder løsningerne sig i detaljen. Begge parter forsøger imidlertid at udsende en tåge af spin, så reelle oplysninger forsvinder. Kommunernes hjemmeside, meretidsammen.dk er så tæt på det floskuløse, at det nærmer sig en fornærmelse af den gennemsnitlige vælger. Lærerne har trods alt en medlemskare, som er vant til at læse indenad, at informere, men på trods af det er lix-værdien i deres informationer kun marginalt højere.

 

Det første man kan konstatere, er, at når arbejdsgiveren udgør et offentligt monopol, så forsvinder en hel del af det pres, som ellers normalt presser både virksomheden og de ansatte til at udvise realisme i deres krav. Den private virksomhed, som skal overleve i konkurrencen om kundernes gunst, risikerer, at de går andetsteds hen. Det har også konsekvenser for de ansatte. Hvis man fortsætter arbejdskampen for længe, så vil der slet intet være at kæmpe om. Man kan nok ikke skabe et system, hvor offentlige arbejdsgivere og ansatte er underlagt samme pres fra realiteternes verden, men det må i hvert fald føre til den tanke, om ikke man bør begrænse størrelsen af den offentlige sektor mest muligt.

 

I ganske mange tilfælde vil der endog være tale om, at de ansattes indtægtstab fra konfliktperioden kun er en periodeforskydning, fordi der efter konflikten skal arbejdes på overtid for at indhente det forsømte. Det kan bestemt godt komme til at gælde lærerkonflikten på grund af kravene om mindste timetal i bestemte fag.

 

De forhold kan meget vel føre til, at konflikten kan blive langvarig, og det forværres af, at den handler om retten til at lede og fordele arbejdet. Dermed minder den om den store lockout i 1899, som en gang for alle fastslog princippet om arbejdsgiverens ledelsesret på det private arbejdsmarkedsmarked. Men ledelsesret er også ledelsespligt.

 

Tilsyneladende har lærernes arbejdsgivere på et eller andet tidspunkt givet køb på det princip, formentlig mest af bekvemmelighed, og i en presset økonomisk situation svier det nu til dem. Lord Tebbit, der i 1980-erne gennemførte en række reformer af engelsk arbejdsret for Margaret Thatcher, og som konsekvent beskyldtes for at gå arbejdsgivernes ærinde, meddelte en gang de engelske arbejdsgivere, at hvis de virkeligt havde været så dumme, at de frivilligt havde afgivet en rettighed ved en fair forhandling, så skulle de ikke forvente, at han ville gennemføre lovgivning for at give dem retten tilbage. Den betragtning bør man have in mente ved et eventuelt lovindgreb. Hertil kommer, at der vist aldrig er gennemført et lovindgreb, som udelukkende imødekom den ene parts krav. En rød regering har måske nemmere ved en sådan grænseoverskridende adfærd end en blå. Men det virker unægtelig, som om man tøver lidt.

 

Den menige lærers væsentligste bekymring er tilsyneladende, at de i fremtiden vil blive pålagt stadig stigende arbejdsbyrder, som vil føre til an arbejdstid, der gradvis forøges ud over de 37 timer uden en betaling for det. Der er ingen tvivl om, at mange lærere – måske endda de fleste – allerede nu arbejder 37 timer, men en ting er helt sikkert, nemlig at de, som arbejder mindre, bestemt ikke siger det højt for tiden. Der er nok nogen, som gerne vil holde sig i slipstrømmen.

 

Lærernes bekymring bliver nok ikke mindre af, at de ledere, som fremover skal bestyre timefordelingen, ikke har været vant til at løse den opgave. Det giver naturligvis grundlag for en frygt for arbitrære afgørelser til skade for den enkelte lærer.

 

Når der skal findes en løsning, og det bør parterne – eller eventuelt lovgiver – gøre, førend de enkelte lærerværelser er gået helt op i limningen af strid om konfliktens rimelighed, så skal der findes et antal figenblade, hvormed forhandlerne kan dække deres blusel. Og lærerne skal i hvert fald ikke have lov til at påberåbe sig et martyrium, sådan som deres formand ellers ønsker sig.

 

En model kunne måske være, at man havde en uafhængig instans, som kunne tage stilling til, om bestemte, individuelle lærere bliver udsat for urimelige arbejdsbyrder. Det er bestemt ikke en ideel løsning, og på langt sigt burde det være muligt at undvære. Men det ville åbne mulighed for, at kommunerne kan genfinde deres ledelsesret og lære at bruge den ansvarligt.

 

 

Oprindeligt bragt i Berlingske