Indlæg

Udgivet den

Liturgi er også en slags dramaturgi

Det er ikke lige mit hovedemne, men det har dog altid interesseret mig.

Derfor denne kronik i Kristeligt Dagblad om Højmessen som dramaturgisk problembarn.

Men dagbladsudgaven var egentlig en lettere forkortet version. Her den oprindelige:

Højmessen – et dramaturgisk problembarn
Antallet af kirkegængere er for lavt til antallet af kirker. Nogle steder i landet har det sin naturlige forklaring, fordi sognenes befolkning er skrumpet væsentligt. Men i København gælder den undskyldning ikke.
Lukning af kirker er derfor kommet på dagsordenen med en styrke som næppe nogensinde før. Men det vil tage år – formentlig en hel del år – førend det får virkning. Og i mellemtiden kan vi så overveje, om kirkelukninger er den tilstrækkelige og nødvendige løsning.


Hvis det nu i stedet er sådan, at gudstjenesten i form og indhold har overlevet sig selv, så risikerer man om føje år at stå med et væsentligt mindre antal kirker, der for hvert sogn stadig kun har en lille håndfuld kirkegængere, og så er der ikke vundet ret meget. Hvis man skal opnå en gevinst ved kirkelukninger, så skal det være, fordi man kan opnå nogle langt mere levedygtige menigheder. Og det bør man i givet fald afprøve på udvalgte områder, førend man som led i en ny kirkeministers moderniseringsdille kaster sig ud i et større antal kirkelukninger. 

Et af problemerne med at diskutere folkekirkens forhold er, at det alt for ofte overlades til de professionelle aktører. Men ret beset er alle de lønnede så dybt fedtet ind i personlige pekuniære interesser, at man næppe kan vente brugbare bidrag fra dem. Og menighedsrådene er ikke bedre. Vi jævne kirkegængere har derimod det problem, at vi sjældent har den store indsigt i nabosognene. Selv gør jeg f.eks. en dyd ud af at gå i den lokale kirke, uanset der måske nok er andre, hvor tilbuddene (kirketiden) passer bedre til mine behov.



Og hvordan ser der så ud i et sogn i Nordvest. Det er så fristende at tage sig nogle kunstneriske friheder i den beskrivelse, men en opmærksom læser ville i så fald formentlig relativt nemt kunne identificere kirken, og det har jeg intet behov for. Et personligt angreb på personale og menighedsråd, der formentlig handler med de bedste intentioner, ville være urimeligt. Og i virkeligheden er forskellen til de øvrige sogne, hvor jeg har haft min gang ikke så voldsomt stor.
Men objektivt må det konstateres, at personalet er ganske pænt. Der er kirketjener og kordegn, organist og 4 stemmer i koret foruden præsten selv. Så vi skal op på mindst 9 kirkegængere for at udgøre et flertal, og det er ikke altid, at vi kan det. Og under alle omstændigheder er det en rendyrket falliterklæring, når man måler personale og kirkegængere i forhold til hinanden.
På de gode dage har vi imidlertid barnedåb, og så er de forreste rækker til venstre ved fonten pænt besat. Og det er så en af de lejligheder, kirken har til at samle nye proselytter. Men får vi udnyttet den? Svaret er ganske enkelt nej. Og ej heller den bestandige opfordring juleaften, om at vi godt må komme igen dagen efter, har den store virkning.
At give en kort kritik af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det må nødvendigvis kun blive til en grovkornet skitse. Det væsentlige er imidlertid, at skitsen skal indeholde forslag – gode eller dårlige – til udbedring af de kritiserede punkter. Og det er også vigtigt, at man ikke hælder alle børnene ud med badevandet.
Den centrale fordring til en gudstjeneste er, at den skal give menigheden en følelse af fællesskab. Fællesskab om 2 elementer, nemlig forkyndelsen af ordet, hvor højdepunktet nås med prædikenen, og efterfølgende nadveren, hvor fællesskabet drejer sig om syndsforladelsen.
Der er i min levetid sket en væsentlig ændring i de 2 elementers vægt. Fra min tidligste barndom husker jeg hvorledes et større antal kirkegængere forlod kirken under salmen efter prædiken. Det sker ikke i dag, hvor altergangen – modsat min barndom – også udstrækkes til de ukonfirmerede.
Følelsen af fællesskab kan opnås på flere måder, først og fremmest ved at menigheden kender hinanden og deler samfund. Men det er ikke tilfældet i byerne, og navnlig er det svært at trække nye ind i. Et nogenlunde fast ritual gør det nemt at skifte kirke og giver tryghed, hvis man ikke kommer så tit. Den gudstjeneste som vi kender i Folkekirken er vokset frem gennem ca. 2000 års stadige tilpasninger. Der er meget nære slægtskaber mellem gudstjenesten i folkekirken og i alle de andre kristne kirker, sådan bør det formentlig også være fremover.
Blandt de centrale forhold i gudstjenesten er de tekster, som oplæses, kollekt, epistel og evangelier. Men de kan være svære at følge med i. Skal man have alle varianter, så kræver det et mindre bibliotek, sådan som man gør i de engelske kirker. Men der har kirkebænkene også altid en boghylde på bagsiden. Den helt enkle løsning vil være at udvikle et program til iPad eller Kindle med dagens ritual. Så kan alle følge med uden problemer og de dyre salmebøger afskaffes.  At sidde og fedte efter fodnoten på side 816 er i hvert fald uhensigtsmæssigt.
Sankt Paulinus i Trier – et højdepunkt i konditorkunst.

Rummet har også betydning for gudstjenesten. Den foregår fra 4 forskellige positioner – alteret, orgelpulpituret, prædikestolen og menigheden på gulvet. Af samme grund sætter menigheden sig mellem de 3 andre positioner. Men det betyder, at de bliver meget spredt. I de store bykirker med prædikestol i midten af rummet, vil den øverste halvdel være aldeles tom medmindre nogle kirkefremmede har forvildet sig derop. De 2 obligate rækker stole i koret er en åbenlys demonstration af tomheden.

Vi kender alle virkningen af en fuld kirke juleaften, hvor hvælvene løfter sig under sangen. Og den virkning skal vi genskabe med færre aktører. Det gøres nemmest ved at samle dem, og ved at gøre det helt klart, at en hver fugl gerne må pippe med sit næb. Menigheden skal rykkes op foran, og musikken skal følge med. For 35 år siden så jeg det gjort i St. James’ Piccadilly, hvor præsten selv satte sig til klaveret, dog undtaget den salme hvor messehagelen skulle tages på.
Et af de voldsomste svigt er afsyngelsen af de faste led i gudstjenesten, trosbekendelse, oh du guds lam m.v. Det hedder ganske vist kor-svar, men skal være menighedssvar. Det er helt fundamentalt, at de skal afsynges på en måde, så alle synger med. Og det ville ikke genere mig, hvis en præst eller kordegn en gang imellem sagde det højt, lidt på samme måde som ”Lad os alle rejse os og høre …”.
En nem måde at fremme kirkesangen på er at stille menigheden op. Når nu deltagerne ikke er trænede sangere, hvorfor så klemme mellemgulvet sammen på dem og sætte dem ned. Der findes altså kristne kirkesamfund, der sidder ned under tekstlæsninger og står under sang. Hvornår har vi mon indført det modsatte?
Man må jo være et skarn, hvis man vil beskylde korene for at synge for godt, men det er ikke helt forkert, at fremragende kor giver en tendens til, at menigheden stiger af, medens det går bedre med en enkelt syngende degn på landet. Hvorfor kan masser af verdens menigheder klare sig med frivillige amatører i koret, medens folkekirken skal betale sig fra det.
Og hermed kan en gammel kæphest trækkes af stalden. Der er en tendens til at dele af personalet – og dette gælder navnlig koret – betragter deres deltagelse mere som arbejde end som fællesskab. Hvis de under prædikenen trækker sig tilbage til et tårnværelse for at nyde kaffe og wienerbrød (og i en af de lokale kirker er tårnværelset i hver fald udstyret, så det kan lade sig gøre), så understreger det en levebrødsholdning, som bare ikke er acceptabel. Koret skal komme i kirken, fordi de har lyst, og så skal de have løn, fordi de har øvet sig inden. Når kodeordet er fællesskab, så skal personalet altså deltage. Også i altergangen.
Men nu har jeg allerede antydet, hvor jeg ville placere koret, nemlig på første række kirkebænke. Og så løser problemet vel sig selv.
Det løser derimod ikke problemet med de store kirkeorgler. Der bruges i folkekirken ufatteligt mange ressourcer på stadigt flere, større og bedre orgler. Og der er da også lejligheder, hvor orglets brusen ville være savnet. De store processioner i livet, dåb, bryllup og begravelse ville være noget andet, hvis ikke orglerne fandtes.
Men vi kommer ikke udenom, at der er betydelige elementer af statussymbol i orgler, og at de ofte stiller sig hindrende for afvikling af gudstjenesten. At kræve dem placeret anderledes ville stride mod et hvert forsøg på at økonomisere. Og at indføre ekstra orgler i nærheden af koret, som f.eks. Trinitatis og Grundtvigs kirke har gjort er lige så åbenlyst spild.  
Trods 50 års udsættelse for præ- og postludier er det ikke lykkedes mig at blive vænnet dertil. I kirkesamfund, hvor præster, kor og alskens godtfolk skal gå i procession ind og ud, tjener de et formål. Hos os  er det sværere at se. I min barndom var postludiet en musik, der spilledes, medens man gik ud. Jeg mener at kunne erindre, at det på et tidspunkt blev bekendtgjort, at fremover skulle man sidde stille imens. Det var ingen god ide. Kirkegang er ikke en koncert, men brugsmusik, og der er intet galt i at bruge postludiet som hyggemusik, medens menigheden hilser på hinanden. Og så kunne man jo spille andet end Bach.
Den store stilhed efter postludiet virker derimod mærkelig. Når vi nu går og hygger, så lad da organisten spille løs.
De andre koncertelementer har også altid virket mærkeligt på mig. Motetten efter altergang har vist kun den funktion at være paradenummer, og den kommer på et tidspunkt, hvor menigheden bør geninddrages i handlingen efter den stillesiddende prædiken.
Dette er ikke stedet at beskrive prædikenen, for det ville blive alt for personligt og lokalt, men det er dog et lavpunkt, når prædikanten slutter af med en opremsning af mødeindkaldelser, der alle kan se på nettet.
Salmevalget er væsentligt, og i den sammenhæng er der en tendens til at fokusere for kraftigt på teksterne. Der kan synges meget vås, blot melodien er god. Og man fristes til at fremhæve en række af Grundtvigs tekster som eksempler derpå. Men bedst er det naturligvis, når tekst og melodi begge er gode.
Der er altså rigeligt at tage fat på. Pladsen her tillader ikke at gøre det nuanceret, men det er på tide, at vi gør det. Og navnlig er det væsentligt, at vi lægfolk ytrer os.  Derfor håber jeg egentligt også, at jeg vil blive modsagt grundigt.
Udgivet den

Vejlegården – hvordan kan den løses?



De gratis konflikter

Et af sommerens varmeste diskussionsemner har været Vejlegården. Der kan ikke herske tvivl om, at der fra borgerlig side har været en dybfølt forargelse over 3Fs fremfærd i den sag.



Moddemonstration ved La Cabana i Herning, hvor
bølgerne gik højt i flere år fra august 1983 og frem

Vejlegården er imidlertid ikke den første højprofilerede konflikt af den slags. Hvis ens erindring er lang nok, kan der opremses temmelig mange. Nørrebros Bryghus, Nyhavn og La Cabana er blot nogle af de kendteste. I hver eneste af disse konflikter har den folkelige opinion vist ret betydelig støtte til den konfliktramte virksomhed. Og i alle tilfældene har borgerlige politikere sat sig for at finde en løsning – navnlig hvis de har været i opposition.

Samtidig burde fagbevægelsen efterhånden kunne indse, at det kun er i forhold til den allermest ihærdige kerne af medlemsskaren, at disse konflikter styrker tilhørsforholdet. I en bredere kreds vil meget langvarige konflikter derimod medføre en opfattelse af, at fagforeningerne er lidt impotente, og det vil dybest set svække dem på lidt længere sigt. Det er vel ikke lige den udvikling, de ønsker sig.

Men når de borgerlige har haft regeringsmagten, så er der imidlertid endnu ingen minister, som har haft lyst til at begive sig ind i det arbejdsretlige minefelt, for der er en forventning om, at det kan resultere i afrevne lemmer. Det ved fagbevægelsen, og det er da også åbenbart, at man regner med arbejdsgivernes bistand til at holde de borgerlige i ave. Det nye ved Vejlegården er derfor, at den konflikt har resulteret i et forslag til folketingsbeslutning fremsat af Venstre og Dansk Folkeparti. Det forpligter til en form for handling, når regeringsmagten en dag skifter.

Det helt basale

Man hører ofte fra selv ledende socialdemokrater (f.eks. Dan Jørgensen), at borgerlige ønsker at “angribe” eller “rette skytset mod” fagforeningerne som led i et “frontalangreb på den danske model”.

Det er ikke nødvendigvis rigtigt, men det ser da flot ud, når man stiller sig i positur. Faktisk må man undres over den tendens, der er blandt socialdemokrater og venstreorienterede, til at bruge voldsmetaforer, såsom at man “kæmper” eller “slås” for sine synspunkter. Liberale foretrækker andre udtryk, såsom argumentere og overbevise. Man skal ikke helt udelukke, at ordet skaber, hvad det nævner, så en blidere sprogbrug ville måske være formålstjenlig.

Langt de fleste danskere – herunder liberale – anerkender, at fagforeninger har en rolle at spille i samfundet, og det gælder endda også den overvejende del af arbejdsgiverne. Der er – navnlig for de lidt større virksomheder – fordele ved kun at forhandle ansættelsesvilkår med en enkelt modpart. Og medarbejderne oplever selvsagt også fordele ved medlemskab. Fagforeninger ville ikke have overlevet i stort set samme form i over 100 år, hvis de ikke havde haft en funktion i samfundet.

Men det er da klart, at vi kan vurdere omfanget af den funktion lidt forskelligt. Hvis man er fagforeningsmand, så vil man selvsagt anse fagforeninger for vigtigere end andre gør. Det samme gælder såmænd også for andre organisationer, Kræftens Bekæmpelse, Folkekirken o.sv. Og det er da bare naturligt, for vi vil alle gerne bidrage til at gøre samfundet bedre. Men det er lige så naturligt, at politikere somme tider sætter grænser for udfoldelserne, hvis borgerne ikke selv kan finde ud af det.

Nøjagtig ligesom med accepten af fagforeninger, så er accepten af strejkeretten i forbindelse med overenskomstfornyelse også udbredt. I overenskomsters løbetid anerkender alle andre end de mest yderligtgående venstrefløjsgrupperinger derimod, at man har en fredspligt, så der er strejker uretmæssige. Der er også en række arbejdspladser, hvor man har aftalt, at der ikke skal kunne strejkes i forbindelse med overenskomstfornyelse – nogle af disse strejkeforbud er vist endda indgået af LO-forbund. Så begrænsninger i strejkeretten er ikke usædvanlige. Spørgsmålet er bare, hvor grænsen skal trækkes.

Vedrørende disse fundamentale forhold bør der ikke kunne herske nogen misforståelse om, hvad en liberal holdning indebærer. Så fagbevægelsen burde glemme alt om frontalangreb, skyttegraveri og deslige.

Hårdknuderne
Som allerede nævnt, så er der imidlertid en gruppe konflikter, der ender i en gordisk knude. Det kan ingen parter være tilfredse med. Og derfor kan der være grund til at se på, om de har nogle fælles karakteristika, som er forskellige fra andre konflikters.

I langt de fleste konflikter har begge parter noget på spil. Hver eneste dag med strejke eller lockout koster ca. 0,4 % af årets omsætning hhv. løn. Hvis man laver konflikt for længe, så kan det nemt æde hele differencen mellem ens positioner op. Hvis man strejker for at opnå 1 % ekstra i lønforhøjelse i en 2-årig overenskomstperiode, så skal der ikke mange dages strejke til, førend pengene er brugt. Den situation oplevede sygeplejerskerne for nogle år siden. Dertil kommer på det private arbejdsmarked, at konflikten svækker virksomhedens muligheder for at overleve i konkurrencen med andre virksomheder. Allerede fra første dag vil kunderne begynde at sive væk, og på et tidspunkt vil det være slut. Det har ingen af parterne nogen interesse i.

Restaurationskonflikterne er anderledes. De er ikke strejker men blokader. Typisk har fagforeningen kun haft ganske få eller endda ingen medlemmer ansat på virksomheden, så der skal ikke betales strejkeunderstøttelse, og der er ingen risiko for, at medlemmer mister deres arbejde. Tværtimod kan man forestille sig, at hvis virksomheden lukker, så vil kunderne søge til andre virksomheder, hvor der er medlemmer ansat, og dermed kan der – i hvert fald teoretisk – blive bedre jobmuligheder for medlemmerne. Af samme grund vil en del af virksomhedens konkurrenter også se med slet skjult skadefryd på konflikten.

For virksomheden har en konflikt heller ikke betydning, så længe driften kan foregå nogenlunde uhindret. For Vejlegårdens vedkommende har det måske endda haft en positiv effekt på omsætningen.

Dette er formentlig årsagen til, at konflikterne ender i et dødvande og trækker ud. Nyhavnskonflikten endte først efter 3 år!

Det dødvande plejer først at blive brudt, når området rammes af sympatikonflikter som er effektive.

Sympatikonflikter
Sympatikonflikter gå ud på, at andre faggrupper også går i konflikt. Det kunne for så vidt være andre ansatte i den konfliktramte virksomhed, men i restaurationssagerne er det typisk medarbejdere hos virksomhedens leverandører, der nægter at beskæftige sig med yderligere leverancer til virksomheden.

Sympatikonflikter accepteres af det arbejdsretlige system, når de opfylder en række betingelser, som er fastsat i retspraksis. Betingelserne er:

  • Hovedkonflikten skal være lovlig (og iværksat).

  • Sympatikonflikten skal varsles på sædvanlig vis.

  • Sympatikonflikten skal forfølge et lovligt fagligt formål.

  • Sympatikonflikten må ikke være uproportional.

  • Sympatikonflikten skal være egnet til at påvirke hovedkonfliktens udfald.

Det er jo åbenlyst de 2 sidste kriterier, som bør give anledning til overvejelser. Og da de er skabt i retspraksis, så vil de også kunne ændres på samme måde. Men der kan selvsagt også lovgives derom.

Ligesom med hovedkonflikterne bør man overveje, hvilke interesser der er på spil ved en sympatikonflikt.

Hvis de ølkuske, som skal levere til Vejlegården, ikke længere vil begive sig derhen, så er tabet ikke stort, hverken for dem selv eller deres arbejdsgivere. De tørstige i Vejle skal såmænd nok finde andre oaser at dvæle i, og så kan man jo levere til dem. Selvfølgelig kan der være en vis omkostning, men det er sjældent noget af betydning. En undtagelse opstod da andre annoncører i Vejle pludselig truede med at boykotte den lokale avis, når den ikke bragte annoncer for Vejlegården. Men den undtagelse kom netop i pressen, fordi den var sjælden.

Ligesom hovedkonflikterne er sympatikonflikterne altså noget nær gratis for de involverede, og det er naturligvis en af grundene til, at de involverede fagforeninger og virksomheder accepterer dem.

Som allerede nævnt er det ofte sympatikonflikterne, der får en virksomhed til at acceptere at indgå overenskomst. Men det er ikke altid metoden er effektiv. LOs hjemmeside opremser i alt 652 verserende sympatikonflikter, og de ældste er iværksat i forrige årtusinde. Når de ikke virker, så burde man måske på et tidspunkt droppe dem.

Sympatikonflikter er i øvrigt et ulige våben. Det er vel noget nær umuligt at forestille sig en sympatilockout. Så i den sammenhæng er parterne i arbejdskampen ikke stillet lige. Det plejer vi ikke at bryde os om.

Venstres og DFs løsningsforslag

Som allerede nævnt har MF-erne Ulla Tørnæs og Bent Bøgsted på vegne af deres partier foreslået at man helt afskaffer retten til at blokere for at opnå overenskomst, når arbejdet allerede er omfattet af en overenskomst med et landsdækkende fagforbund.

Det må indrømmes, at forslaget gør kort proces med problemet. Men det lider af nogle mangler, som der bør findes en løsning på. Forslaget gør det meget vanskeligt for én fagforening at trænge en anden til side. Selv hvis det lykkes for en konkurrerende fagforening at opnå en høj grad af dækning blandt virksomhedens ansatte, så vil den ikke kunne blokere for at opnå overenskomst. Man kan vel endda forestille sig, at selv om både de ansatte og arbejdsgiveren ønsker at skifte, så kan det blive yderst besværligt. Det er det i øvrigt også i dag, men vi vil vel gerne forøge fleksibiliteten snarere end at fastlåse.

Og fra “skyttegravskrigernes” side fremføres det allerede, at det vil føre til lønninger på 30 kr. i timen. Og selv om dette er en overdrivelse, så har de principielt set ret.

Et alternativt forslag
Men man kan også lave en løsning, hvor man skærer den gordiske knude over på den anden led. Ligesom når 2 ægtefæller står og mundhugges på gaden, og vi alle sammen pænt går udenom, så skal en arbejdsretlig konflikt normalt heller ikke inddrage tilskuerne. Man skal med andre ord begrænse adgangen til sympatikonflikter – i hvert fald når hovedkonflikten er af gratis-typen. Liberal Alliances har allerede foreslået, at virksomheder, der i henhold til lovgivningen har eneret til at varetage opgaver såsom postomdeling, skal udelukkes fra at deltage i sympatikonflikt. Men det er formentlig nødvendigt at gå længere.

En sådan alternativ løsning kunne have det indhold, at “en sympatikonflikt er ikke retmæssig til støtte for en hovedkonflikt, der går ud på at etablere overenskomstdækning eller frigøre sig fra overenskomstdækning, med mindre 50 % af virksomhedens medarbejdere indenfor den relevante faggruppe er organiseret af den fagforening, som er part i konflikten.”

Dette princip indebærer først og fremmest, at de helt sædvanlige konflikter i forbindelse med overenskomstfornyelse fortsat kan gennemføres på nøjagtig samme betingelser som hidtil. Men den indebærer også, at hvis fagforeningen ikke kan overbevise arbejdsgiveren om, at der er fordele for alle parter ved at have en løbende overenskomst, så skal spørgsmålet afgøres af de 2 stridende parter uden at inddrage andre.

Hvis man skal sætte situationen lidt på spidsen, så kan man jo sammenligne med andre “parforhold”. Ville vi acceptere, at nogen ved at blokere kirkedøren for andre friere fik bruden til at sige ja? Og hvorfor accepterer vi i dag, at den ene part i et ægteskab kan kræve det opløst efter bare 6 måneders separation, medens afskaffelse af en overenskomst (som alt andet lige ikke har samme menneskelige betydning) kræver strejker og ballade.

I al sin enkelhed må det konstateres, at hvis arbejdsgiver og fagforening ikke kan udstå hinanden, så skal de i hvert fald ikke inddrage andre i deres trakasserier.

I forslaget indgår, at fagforeningen skal have en organisationsprocent på 50 på arbejdspladsen. Den procentsats kan naturligvis være en anden, bortset fra 0. Fra seneste overenskomstfornyelse kender de fleste af os, at HKs overenskomst med DA kun gælder på arbejdspladser, hvor organisationsprocenten er over 50. Tilsvarende stiller det offentlige nogle krav, førend man accepterer organisationer som overenskomstpart. Så krav om at have et reelt medlemskab i ryggen for at kunne kræve overenskomst er helt sædvanligt.

Hvis fagbevægelsen vil protestere mod dette forslag, så skal man huske, at andre lande f.eks. Storbritannien begrænser sympatikonflikter, og at Blairs regering ingen lyst havde til at indføre “danske” tilstande på dette område. Men i øvrigt kunne det være interessant at få afdækket, hvordan man løser problemet andetsteds, for det må jo optræde.

Man kunne jo også forestille sig, at en del fornuftige fagforeningsfolk ville ånde lettet op, når de ikke længere skulle holde styr på mange hundrede sympatikonflikter med en løbetid på mange, mange år. Som situationen er i dag, så er det vanskeligt for en fagforening at sige nej til at være “solidarisk” med en anden, og dermed sige nej til at indlede sympatikonflikt. Der er måske nogle fagforeningsbosser, som ville gribe chancen for ikke at skulle understøtte andre forbund i deres udsigtsløse konflikter med en vis glæde – om end de nok vil forstå at skjule den godt.

Lovindgreb?
Men hvorledes skal et fremtidigt indgreb så gennemføres? Det kunne ske ved en ændret retspraksis, ved en aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller ved et lovindgreb. For arbejdsmarkedets parter kan det formentlig have så store fordele ikke at blive låst fast af en lov, at de kan bruge tiden frem til et regeringsskifte til at finde en fornuftig løsning. Hvis ikke det lykkes, så må de efterhånden forvente, at en løsning bliver tvunget ned over dem.

Nøjagtig hvilken kan ingen forudsige lige nu. Der er, som påvist, flere muligheder. Det gælder om at finde den lovteknisk mest elegante og den mindst indgribende. Det afgørende for alle parter må imidlertid være, at problemet finder en løsning. Det kan ske uden “frontalangreb” på noget som helst. Der er tale om en mindre tilpasning, som på langt sigt faktisk kan være til gavn for fagforeningerne, der får en chance for at frigøre sig fra et dinosaur-image.

Hvis man er lidt omhyggelig, kan alle blive vindere. Og det er jo essensen af markedskræfternes frie spil.

Jens Frederik
Udgivet den

Reform af den danske model

Egentlig er nedenstående tekst lidt snyd, for store dele har været brugt før i anden sammenhæng. Men den er så god, at den fortjener genbrug:

Strøtanker om “den danske model”
Gennem de seneste måneder har fagforeningerne ment, at der fra borgerlig side føres et ideologisk korstog mod arbejdsmarkedets “danske model”. Det burde fra borgerlig side være en fremragende anledning til lige præcis at genoverveje modellen. Er de eksisterende arbejdsretlige regler fortsat er brugbare?

Lad det være sagt straks, at formålet for mig ikke er at bekæmpe fagforeningernes position, men derfor kan man jo godt spørge, om de opnår det maksimale udbytte for medlemmerne, eller om de tværtom selv udbytter medlemmerne maksimalt.

Og ganske tilsvarende tanker kan man gøre sig for så vidt angår arbejdsgiverne, selvom det fra meget gammel tid har været langt mere accepteret, at arbejdsgiverne er organiserede. Det må – lidt firkantet sagt – forekomme historikeren lidt absurd, at mestrene siden middelalderen har været organiseret i laug, medens en tilsvarende forening for de ansatte blev anset for skadelig langt op i tiden.

Det tog lang tid for arbejdsgiverne at indse, at fagforeninger kan være en meget betydelig fordel for ledelsen af en virksomhed. Er der indgået en overenskomst med en fagforening, så kan alle individuelle krav fra medarbejderne afvises med den besked, at løn- og ansættelsesvilkår er aftalt og ikke står til at ændre førend næste overenskomstforhandling. Fagforeningen har pligt til at skabe ro blandt medarbejderne og virker derfor ofte voldsomt disciplinerende på dem.

Men det betyder naturligvis også, at de eventuelle konflikter mellem parterne skærpes, man sætter alt på et bræt i forbindelse med lønforhandlingerne, og kan forventningerne ikke mødes, så lukker butikken indtil den ene part har sultet sig til overgivelse.

Skabte overenskomsterne velfærd?
Den klassiske socialdemokratiske myte – det bærende element i samfundsforståelsen hos meget store dele af befolkningen – er, at uden kollektive overenskomster, så var velfærdsDanmark aldrig blevet skabt. Om myten er sand kunne nok tåle en nærmere efterprøvelse. Stærk er myten imidlertid, så stærk at den ligefrem påvirker de grupper, som er modstandere af velfærdsDanmark til at ønske sig fagforeninger hen, hvor peberet gror. Og dermed har mytens tilhængere i virkeligheden “sejret ad helvede til”.

Hvis man ser på det omfattende kompleks af love om ansættelseforhold, ferielov, arbejdsmiljølov, dagpengelov, forligsmandslov, arbejdsretslov, funktionærlov, love om barselsfond, atp og meget mere, så er det jo ikke udtryk for, at fagforeningerne har forhandlet sig til deres resultater.

Og er lønningerne for organiserede specielt meget højere end for de andre? Er det ikke snarere sådan, at lønningerne for os alle stort set bestemmes af den generelle vækst i vort erhverv? Dermed er ikke sagt, at faglige sammenslutninger er til skade for samfundet. Men de er ikke grundlaget for al velstand for lønmodtagerne, om end de nok har forstået at skævvride det sociale system til fordel for lønmodtagere frem for selvstændige.

Er arbejdsgiverne liberale?
Rent politisk så læner de to parter sig op ad hver sin side i det politiske spektrum. Fagforeninger støtter kollektivisterne. Og de borgerlige partier, som i skåltaler hylder individualismen, søger trøst, støtte og tilskud hos arbejdsgiverne. Borgerlige folketingsmedlemmer har ofte en fortid som ansatte i dem, de skaffer sig penge derfra, og de lytter til deres lobbyister. Men er der ikke flere stemmer i den anden af arbejdsmarkedets parter? Så hvorfor læner de borgerlige partier sig op ad de private arbejdsgiveres organisationer?

Er arbejdsgiverorganisationerne i virkeligheden mere individualistiske end fagforeningerne? Det er der ikke meget, der tyder på. Er en arbejdsgiver først meldt ind i systemet, så er det forbundet med meget besvær og ubehag at komme ud af overenskomsten igen. Det kan reelt kun lade sig gøre ved at gennemføre en lock-out, og selv en sådan kan underkendes som proforma. Og at være omfattet af en overenskomst uden at have indflydelse derpå, det er en situation, som kun en tåbe ikke frygter.

Det var i øvrigt arbejdsgiverne, der opfandt den centralisering af konflikterne, som er så karakteristisk ved det danske arbejdsmarked. For da de første fagforeninger begyndte at optræde, så gennemførte de først strejke og overenskomstforhandling på en virksomhed. Med det resultat som løftestang gik man videre til den næste. I situationen en rationel adfærd, der gav god mening til datidens ord for strejke, nemlig “skrue” (og in casu “uden ende”). Arbejdsgivernes modsvar var branche-overenskomster, først lokalt, siden nationalt og til sidst for hele det organiserede private arbejdsmarked.

Men at lade alle organisationernes medlemmer være underkastet samme typer overenskomstændringer giver ikke mening for en individualist.

Og af centraliseringen følger selvsagt de – ganske vist sjældne – altomfattende konflikter, der så løses med politiske indgreb.

Hvis endelig arbejdsgiversiden er mere individualistisk, så er det fordi, så mange private arbejdsgivere står udenfor organisationerne. Modsat fagforeningerne, der har kunnet læne sig op af et monopol på arbejdsløshedsforsikring (et guddommeligt misvisende udtryk!), og dermed har holdt en tårnhøj organisationsprocent, så har arbejdsgiverne ikke haft tilsvarende incitamenter til at melde sig ind.

Tværtimod har store organisationer det jo med at blive påvirket uforholdsmæssigt stærkt af højtråbende mindretal, og det kan nok skræmme de lidt mere besindige bort.

De stive overenskomster
Store overenskomster har det med at blive uendeligt komplekse. Jeg husker en lille restaurant, hvor de ansattes arbejdstider havde ligget fast altid, men hvor virksomheden blev pålagt bod for et manglende opslag om mødetider i omklædningsrummet. Der var også tjenestemanden, der blev sendt på rådighedsløn kort førend sit 25 års jubilæum. Han fik aldrig sit jubilæumsur, for det overgives på 1. arbejdsdag efter det fyldte 25. ansættelsesår – og han skulle jo ikke møde igen! Eller hvad med kirkegårdsgartnernes tillæg på kr. x pr. påbegyndt halvtime for klipning af tornede buske (roser, tjørn, men ikke berberis). For slet ikke at tale om feriefridage, omsorgsdage, søgnehelligdagsbetaling med meget, meget mere. Æder det ikke bare sig selv op i administration og kiv?

På det offentlige arbejdsmarked er alle arbejdsgivere i øvrigt organiseret og har derfor samme overenskomster. Men hvorfor skal sygeplejersker i Ringkøbing have samme forhold som dem i Frederikshavn? Er det ikke bare vanetænkning? Får det ikke bare systemet til at stivne, så lønrelationer mellem forskellige faggrupper bliver vigtigere end lønnens størrelse? Det har været spørgsmålet for mange faggrupper de senere år.

Hvorfor strejke?
Ved de relativt få eksempler på strejker de senere år (og de ofte været i den offentlige sektor, hvor man ikke risikerer færre arbejdspladser bagefter) har det næppe været økonomien, der gjorde udslaget. Med ca. 220 arbejdsdage om året, så udgør en dagløn approximeret ½ % af årslønnen. Hver dags strejker æder altså ca. ½ % i lønstigning i et helt år. Og det er kun differencen mellem parternes ønsker, man skal regne med her. Så for nogle år siden da uenigheden mellem sygeplejersker og regioner var ca. 1 %, så gav det kun råd til et par dages strejke, førend det hele var spist op. Det rykker naturligvis lidt, at ikke alle fagforeningens medlemmer strejker, men i det store billede kan strejke altså hurtigt blive dyrt, hvilket sygeplejerskene måtte lære på den hårde måde.

(Det giver i øvrigt en glimrende forklaring på, at antallet af strejker er faldet direkte proportionalt med inflationen, og dermed endnu en indikation af, at prisinflation er den onde selv i forklædning)
Politiske løsninger?
Politiske indgreb på konflikter er i øvrigt aldrig en løsning. Når voksne mennesker har malet sig ind i et hjørne, så må de virkelig vente på, at malingen bliver tør nok til at gå på, eller gå den tunge gang hen over deres eget skønmaleri og sætte de nødvendige fodaftryk.

Enten er konflikter på arbejdsmarkedet udtryk for reelle modsætninger, og så løses de ikke ved en lov, der forlænger de gældende overenskomster med en lønstigning på x %. Eller også er der ingen konflikt, og så kunne politikerne lige så godt lave en permanent lov til afløsning af overenskomsterne.

Reformer
Langsigtede politiske tiltag for at fremme dynamikken på arbejdsmarkedet kan være fornuftige, revision af forligsmandslov og arbejdsretslov ud fra liberale synspunkter og ikke blot organisationernes varetagen af egne interesser. På det punkt har borgerlige partier en opgave, hvis de ellers kan frigøre sig fra bindingerne til interesseorganisationerne, men nogen bud derpå har de ikke. Man gemmer sig bag slagordene om “den danske model” og “parternes ret til at forhandle”, selvom det blot betyder, at man ikke ønsker at tage selvstændig stilling. Eller betyder det mon, at man ikke magter at gennemskue det eksisterende regelsæt?

Og hvis dynamikken skal ind på det offentlige arbejdsmarked, så tæller en ting mere end noget andet – privatisering. Flere udbydere af samme ydelse og dermed forskellig organisation af opgavens løsning, det kan give udvikling i stedet for stivhed.

Konklusionen er ret enkel, der er plads tilforbedring. Og dermed er problemet reduceret til en politisk opgave – at få parterne til at indse det.

Jens Frederik Hansen

Udgivet den

Kandidatmangel

I Berlingske har jeg i dag en kommentar som til dels er et svar til bl. a. Kurrild-Klitgaards lidt tilbagelænede kritik af de mange unge i SF og til dels er et en efterlysning af nogle gode emner til fremtidig brug.

Kandidater efterlyses
 

I forbindelse med SFs formandsvalg hører man hele tiden om børnebandens ungdom, manglende erfaring fra livet udenfor Christiansborg, og det forhold, at mange medlemmer af folketinget tilsyneladende er gået lige fra studierne til politik.

Det kan alt sammen være rigtigt nok, men kritikken overser et meget væsentligt faktum, nemlig, at det faktisk er forbløffende svært for landets partiforeninger at finde gode folketingskandidater. I løbet af min tid som venstremand har jeg været med til at finde et antal folketingskandidater, 2 af dem er endda blevet valgt, og den ene endte som minister. Men der har også været nogen, som man kun med vanskelighed kunne ønske sig valgt.

Men hvad er det egentlig også, vi kan tilbyde kandidaten. Hvis opinionstallene holder, så kan lige Venstre måske nok tilbyde lidt mere end andre partier. Med lidt held bliver halvdelen af de opstillede ca. 90 kandidater valgt. Men for de fleste partier er tallene langt lavere – 5-10 %. Og de færreste kommer ind uden at bruge en pæn del af deres egne midler og tid på valgkamp. Det er ikke lige på den måde, man hverver midaldrende kandidater, som er forpligtede af job, terminer og børn. Det er kun, hvis de allerede søger en ny karriere eller fra tidligere er bidt af bacillen, at de vælger at gøre forsøget.

På den baggrund kan det ikke undre, at der er mange kandidater, som kun holder nogle få valgkampe og altså udskiftes mellem valgene. For de store partier gælder det den overvejende del af de kandidater, som ikke opnåede valg. For de små partier, hvor kun ganske få af de uprøvede opnår valg, er udskiftningen endnu større.

Det første man gør i en lokal partiforening, når den gamle kandidat forsvinder, er at danne sig et overblik over de andre kandidater i storkredsen. Den ideelle nye kandidat skal skille sig lidt ud fra de andre – og helst på den gode måde – men køn, alder, erhverv og bopæl er ofte parametre, som er væsentlige.

Derudover vil man gerne have et stabilt partimedlem, så man undgår flere af disse medie-stjerner, som falmer, så snart solen står op efter den første valgnat. De senere år har jeg desuden oplevet en stadig stærkere tendens til, at den pågældende omvendt ikke må være så meget partisoldat, at ethvert af partiledelsens kursskifter accepteres uden blinken.

Evne til at kommunikere et politisk budskab er selvsagt alfa og omega, og det budskab må gerne have en ideologisk kant. Selv om partiforeninger rummer mange medlemmer, som blot følger parolen fra den siddende partiformand (man bliver trods alt kun medlem, hvis man har lidt flokdyrs-instinkt), så er der også en hel del, der foretrækker den ideologisk rene vare. Venstres medlemmer er villige til at privatisere langt mere, end folketingsgruppen ville gå med til. Tilsvarende har vi set, at enhedslistens fodfolk stadig drømmer om revolutionen.

At få et politisk budskab ud, er egentlig ikke så mange beskåret. Hvis man følger avisernes debatsider, så vil man hurtigt opdage, at den personkreds, som regelmæssigt kan få optaget en kommentar eller kronik i de landsdækkende aviser, og som kombinerer det med medlemskab af et parti, faktisk er ret beskeden. Der er en del folketingskandidater og såmænd også et antal folketingsmedlemmer, som ikke formår det. Men det er nu en gang den slags, som vi søger.

At kommunikere politisk er imidlertid et håndværk, som et stykke hen ad vejen kan tilegnes. En af vejene til at lære håndværket er arbejde for nogen, som kan det – altså folketingsgrupper eller medlemmer. Fejlen ved at lære det på den måde er, at man nemt bliver for tam eller gammelklog. Det er ikke fra den gruppe, man får de fornyende ideologer, men derimod de trænede spinnere.

For en ung universitetskandidat er valg til folketinget et stort karrierespring. Derfor er der fornuft i at forsøge, og da antallet af andre egnede og opstillingsparate kandidater er ret begrænset, så kan det ikke undre, hvis de mindre partier får en betydelig overvægt af unge. Statistisk vil nogle få af dem blive valgt og blive hængende. Men hvem det er, er ofte afhængigt af en del tilfældigheder, såsom at et ældre folketingsmedlem trækker sig, at partiet går frem eller lignende.

Hvis man vil ændre på, at det er sådan folketinget forynges, så skal der ændres på udvalget af potentielle kandidater. Det er egentlig ikke så svært for den enkelte at gøre. Den nemmeste måde er at deltage aktivt i den offentlige debat. Hvis man gør det det regelmæssigt, sobert og med en synlig grundholdning, så skal man såmænd nok blive samlet op og få chancen.

Og dybest set tror jeg egentlig, at den form for profil betyder mere end en hektisk indsats op til et vælg. Det må dog erkendes, at de eksisterende folketingsmedlemmers temmelig ringe evne til at opdatere deres hjemmesider mellem valgene kunne tyde på, at deres vurdering er modsat.

Det er uhyggelig nemt at rakke ned på politikere, men det er også ufattelig nemt at gøre en personlig indsats for at forbedre standen. Man kunne ønske sig, at lidt flere ville gøre indsatsen.
Udgivet den

Se og Hør har da ret – i en detalje.

Lidt om fogedforbud og forholdet til udenlandsk ret.

Et fogedforbud i Frankrig har ingen betydning for om Se og Hør må trykke topløse billeder af hertuginden af Cambridge. Sådan udtalte bladets redaktør sig forleden til Ritzau. Og selve den ytring er helt korrekt, men den eftersætning, som hørte med, viste, at redaktøren alligevel ikke har begrebet ret meget om juraen. Han tilføjede nemlig, at Se og Hør havde anskaffet sig billederne, inden forbuddet blev nedlagt. Men det er helt uden betydning for sagen.



Det er naturligvis rigtigt, at det ikke giver mening, at et lands domstole forsøger at regulere handlinger i andre lande, traditionelt udtrykt af en engelsk dommer med vendingen, at det nytter ikke noget, at engelske domstole forbyder en franskmand at ryge på gaderne i Paris. Dommen ville jo ikke kunne gennemtvinges uden hjælp fra myndighederne på gerningsstedet, og de ville næppe adlyde et bud om den slags fra udlandet. Så i den forstand har redaktøren ret. Et fransk fogedbud ér uden virkning i Danmark.

Men det er også det eneste, han har ret i, og det er i øvrigt ligegyldigt i denne sammenhæng for Se og Hør udgiver jo billederne i Danmark, så han bør overveje indholdet af dansk ret..

I Danmark er optagelse af billeder af privat natur, medens den afbildede befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, strafbart. Men den bestemmelse rammer jo kun optagelsen og dermed fotografen, og da billederne er optaget i Frankrig, og vi ikke kan forbyde handlinger på fransk grund, så er det ikke relevant.

Se og Hør er i denne forbindelse en hæler, der aftager en vare, som ikke ville være lovlig, hvis den var fremstillet i Danmark, og det er varen heller ikke, selvom billederne tages i Frankrig. Og hæleribestemmelsen er formuleret anderledes, idet den kun omfatter billeder vedrørende en andens private forhold eller som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Er et par bryster “private” eller kan de “åbenbart forlanges unddraget offentligheden”. I min gymnasietid tog pigerne topløse solbade i skolegården – og gud hvor var det både dejligt og pinligt at stirre på. Men mon ikke den hemmeligt attråede Karoline havde dækket sig til, hvis jeg havde medbragt et kamera?

Ej heller forekomsten af pigerne på Ekstra-Bladets side 9 (hvor de dog efterhånden er temmelig påklædte) er formentlig nok til at gøre brugen af billeder af andre kvinder retmæssig, for i den situation foreligger der et samtykke, og det er velkendt, at samtykke kan gøre det ulovlige lovligt – tænk blot på en boksekamp og vold.

Det er imidlertid min opfattelse, at de bare bryster er beskyttede, for det ville jeg ønske for mine kære, hvis de stod i situationen. Og det tror jeg egentlig de fleste ville. Og så er der ingen grund til at gøre problemet sværere.

Hvis brystbilleder er private, og offentliggørelse altså strafbar, så indtræder der noget interessant, nemlig at enhver medvirken til handlingen også er det. Det gælder bladets ejer, som tilsyneladende bakker op. Det gælder også kioskejeren, som formidler i næste led, og det gælder frisøren, som lægger det foran sine kunder. De kan godt nok få travlt hos politiet, hvis de skal følge op på den. Men hvis det ikke sker, hvorfor skulle hovedmanden så straffes? Det skal han, fordi han er hovedmand, og man kan finde ham.

Men alt dette handler jo om strafbarhed, og det er ikke nødvendigvis sådan, at noget bliver lovligt, hvis det mod forventning ikke er strafbart. Der findes også et civilretligt system, der til dels falder sammen med strafferetten, men somme tider er videre og i sjældnere tilfælde smallere end det civilretlige. 

Og i det civilretlige system optræder så det mærkelige begreb “fogedforbud”. Lad mig med det samme gøre opmærksom på, at forbud kan have forskelligt indhold i Danmark og Frankrig, så det følgende gælder kun Danmark.

Det er så lokkende at tro, at et “fogedforbud” gør noget forbudt, men det er ikke tilfældet. Domstolenes funktion er normalt efterfølgende; man kan kun idømme sanktioner overfor de, som har gjort noget forbudt. I civilretlige sager vil det typisk være betaling af en erstatning, og det er jo ikke altid, at det er det bedste plaster på såret.

Hvis man vil – eller er i færd med at – foretage sig noget, som sandsynligvis er forbudt, og som kan medføre, at man skal betale erstatning, så har retssystemet en interesse i at kunne stoppe det. Og en af de måder, hvorpå man måske kan afskrække nogen, er ved at tilføje en mulighed for, at man oveni en erstatning kan blive pålagt at betale bøde, komme i fængsel, eller få konfiskeret sine redskaber eller sin fortjeneste. Og det er det, som et fogedforbud gør. Fogedforbudet indebærer en foreløbig vurdering af, at noget formentlig vil være/er forbudt, og så knalder man muligheden for hårdhændede sanktioner oveni, hvis man gennemfører/fortsætter med den pågældende handling.

Manglen på et fogedforbud i Danmark medfører derfor ikke, at brystbilleder bliver gratis at offentliggøre. Men det fører til, at man kan nøjes med at betale en godtgørelse, som man må håbe fastsættes, som den gængse pris som modeller af den kaliber ville kunne beregne sig. Det kunne godt være temmelig meget i denne situation. Andre modeller – f.eks. Anne Linnet – der blev fotograferet på stranden, har dog ikke fået så vanvittig meget. I den sag grinede redaktøren af Ugens Rapport nok hele vejen hen til bogholderiet.

Forhåbentlig får vi et brag af en retssag, og forhåbentlig får Se og Hør lov til at betale.

Jens Fr.

Og så lige et PS. Er der ikke en eller anden desert, der på originalsproget hedder noget med prinsessebryster eller lign?

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: