Vejlegården – hvordan kan den løses?



De gratis konflikter

Et af sommerens varmeste diskussionsemner har været Vejlegården. Der kan ikke herske tvivl om, at der fra borgerlig side har været en dybfølt forargelse over 3Fs fremfærd i den sag.



Moddemonstration ved La Cabana i Herning, hvor
bølgerne gik højt i flere år fra august 1983 og frem

Vejlegården er imidlertid ikke den første højprofilerede konflikt af den slags. Hvis ens erindring er lang nok, kan der opremses temmelig mange. Nørrebros Bryghus, Nyhavn og La Cabana er blot nogle af de kendteste. I hver eneste af disse konflikter har den folkelige opinion vist ret betydelig støtte til den konfliktramte virksomhed. Og i alle tilfældene har borgerlige politikere sat sig for at finde en løsning – navnlig hvis de har været i opposition.

Samtidig burde fagbevægelsen efterhånden kunne indse, at det kun er i forhold til den allermest ihærdige kerne af medlemsskaren, at disse konflikter styrker tilhørsforholdet. I en bredere kreds vil meget langvarige konflikter derimod medføre en opfattelse af, at fagforeningerne er lidt impotente, og det vil dybest set svække dem på lidt længere sigt. Det er vel ikke lige den udvikling, de ønsker sig.

Men når de borgerlige har haft regeringsmagten, så er der imidlertid endnu ingen minister, som har haft lyst til at begive sig ind i det arbejdsretlige minefelt, for der er en forventning om, at det kan resultere i afrevne lemmer. Det ved fagbevægelsen, og det er da også åbenbart, at man regner med arbejdsgivernes bistand til at holde de borgerlige i ave. Det nye ved Vejlegården er derfor, at den konflikt har resulteret i et forslag til folketingsbeslutning fremsat af Venstre og Dansk Folkeparti. Det forpligter til en form for handling, når regeringsmagten en dag skifter.

Det helt basale

Man hører ofte fra selv ledende socialdemokrater (f.eks. Dan Jørgensen), at borgerlige ønsker at “angribe” eller “rette skytset mod” fagforeningerne som led i et “frontalangreb på den danske model”.

Det er ikke nødvendigvis rigtigt, men det ser da flot ud, når man stiller sig i positur. Faktisk må man undres over den tendens, der er blandt socialdemokrater og venstreorienterede, til at bruge voldsmetaforer, såsom at man “kæmper” eller “slås” for sine synspunkter. Liberale foretrækker andre udtryk, såsom argumentere og overbevise. Man skal ikke helt udelukke, at ordet skaber, hvad det nævner, så en blidere sprogbrug ville måske være formålstjenlig.

Langt de fleste danskere – herunder liberale – anerkender, at fagforeninger har en rolle at spille i samfundet, og det gælder endda også den overvejende del af arbejdsgiverne. Der er – navnlig for de lidt større virksomheder – fordele ved kun at forhandle ansættelsesvilkår med en enkelt modpart. Og medarbejderne oplever selvsagt også fordele ved medlemskab. Fagforeninger ville ikke have overlevet i stort set samme form i over 100 år, hvis de ikke havde haft en funktion i samfundet.

Men det er da klart, at vi kan vurdere omfanget af den funktion lidt forskelligt. Hvis man er fagforeningsmand, så vil man selvsagt anse fagforeninger for vigtigere end andre gør. Det samme gælder såmænd også for andre organisationer, Kræftens Bekæmpelse, Folkekirken o.sv. Og det er da bare naturligt, for vi vil alle gerne bidrage til at gøre samfundet bedre. Men det er lige så naturligt, at politikere somme tider sætter grænser for udfoldelserne, hvis borgerne ikke selv kan finde ud af det.

Nøjagtig ligesom med accepten af fagforeninger, så er accepten af strejkeretten i forbindelse med overenskomstfornyelse også udbredt. I overenskomsters løbetid anerkender alle andre end de mest yderligtgående venstrefløjsgrupperinger derimod, at man har en fredspligt, så der er strejker uretmæssige. Der er også en række arbejdspladser, hvor man har aftalt, at der ikke skal kunne strejkes i forbindelse med overenskomstfornyelse – nogle af disse strejkeforbud er vist endda indgået af LO-forbund. Så begrænsninger i strejkeretten er ikke usædvanlige. Spørgsmålet er bare, hvor grænsen skal trækkes.

Vedrørende disse fundamentale forhold bør der ikke kunne herske nogen misforståelse om, hvad en liberal holdning indebærer. Så fagbevægelsen burde glemme alt om frontalangreb, skyttegraveri og deslige.

Hårdknuderne
Som allerede nævnt, så er der imidlertid en gruppe konflikter, der ender i en gordisk knude. Det kan ingen parter være tilfredse med. Og derfor kan der være grund til at se på, om de har nogle fælles karakteristika, som er forskellige fra andre konflikters.

I langt de fleste konflikter har begge parter noget på spil. Hver eneste dag med strejke eller lockout koster ca. 0,4 % af årets omsætning hhv. løn. Hvis man laver konflikt for længe, så kan det nemt æde hele differencen mellem ens positioner op. Hvis man strejker for at opnå 1 % ekstra i lønforhøjelse i en 2-årig overenskomstperiode, så skal der ikke mange dages strejke til, førend pengene er brugt. Den situation oplevede sygeplejerskerne for nogle år siden. Dertil kommer på det private arbejdsmarked, at konflikten svækker virksomhedens muligheder for at overleve i konkurrencen med andre virksomheder. Allerede fra første dag vil kunderne begynde at sive væk, og på et tidspunkt vil det være slut. Det har ingen af parterne nogen interesse i.

Restaurationskonflikterne er anderledes. De er ikke strejker men blokader. Typisk har fagforeningen kun haft ganske få eller endda ingen medlemmer ansat på virksomheden, så der skal ikke betales strejkeunderstøttelse, og der er ingen risiko for, at medlemmer mister deres arbejde. Tværtimod kan man forestille sig, at hvis virksomheden lukker, så vil kunderne søge til andre virksomheder, hvor der er medlemmer ansat, og dermed kan der – i hvert fald teoretisk – blive bedre jobmuligheder for medlemmerne. Af samme grund vil en del af virksomhedens konkurrenter også se med slet skjult skadefryd på konflikten.

For virksomheden har en konflikt heller ikke betydning, så længe driften kan foregå nogenlunde uhindret. For Vejlegårdens vedkommende har det måske endda haft en positiv effekt på omsætningen.

Dette er formentlig årsagen til, at konflikterne ender i et dødvande og trækker ud. Nyhavnskonflikten endte først efter 3 år!

Det dødvande plejer først at blive brudt, når området rammes af sympatikonflikter som er effektive.

Sympatikonflikter
Sympatikonflikter gå ud på, at andre faggrupper også går i konflikt. Det kunne for så vidt være andre ansatte i den konfliktramte virksomhed, men i restaurationssagerne er det typisk medarbejdere hos virksomhedens leverandører, der nægter at beskæftige sig med yderligere leverancer til virksomheden.

Sympatikonflikter accepteres af det arbejdsretlige system, når de opfylder en række betingelser, som er fastsat i retspraksis. Betingelserne er:

  • Hovedkonflikten skal være lovlig (og iværksat).
  • Sympatikonflikten skal varsles på sædvanlig vis.
  • Sympatikonflikten skal forfølge et lovligt fagligt formål.
  • Sympatikonflikten må ikke være uproportional.
  • Sympatikonflikten skal være egnet til at påvirke hovedkonfliktens udfald.
Det er jo åbenlyst de 2 sidste kriterier, som bør give anledning til overvejelser. Og da de er skabt i retspraksis, så vil de også kunne ændres på samme måde. Men der kan selvsagt også lovgives derom.

Ligesom med hovedkonflikterne bør man overveje, hvilke interesser der er på spil ved en sympatikonflikt.

Hvis de ølkuske, som skal levere til Vejlegården, ikke længere vil begive sig derhen, så er tabet ikke stort, hverken for dem selv eller deres arbejdsgivere. De tørstige i Vejle skal såmænd nok finde andre oaser at dvæle i, og så kan man jo levere til dem. Selvfølgelig kan der være en vis omkostning, men det er sjældent noget af betydning. En undtagelse opstod da andre annoncører i Vejle pludselig truede med at boykotte den lokale avis, når den ikke bragte annoncer for Vejlegården. Men den undtagelse kom netop i pressen, fordi den var sjælden.

Ligesom hovedkonflikterne er sympatikonflikterne altså noget nær gratis for de involverede, og det er naturligvis en af grundene til, at de involverede fagforeninger og virksomheder accepterer dem.

Som allerede nævnt er det ofte sympatikonflikterne, der får en virksomhed til at acceptere at indgå overenskomst. Men det er ikke altid metoden er effektiv. LOs hjemmeside opremser i alt 652 verserende sympatikonflikter, og de ældste er iværksat i forrige årtusinde. Når de ikke virker, så burde man måske på et tidspunkt droppe dem.

Sympatikonflikter er i øvrigt et ulige våben. Det er vel noget nær umuligt at forestille sig en sympatilockout. Så i den sammenhæng er parterne i arbejdskampen ikke stillet lige. Det plejer vi ikke at bryde os om.

Venstres og DFs løsningsforslag

Som allerede nævnt har MF-erne Ulla Tørnæs og Bent Bøgsted på vegne af deres partier foreslået at man helt afskaffer retten til at blokere for at opnå overenskomst, når arbejdet allerede er omfattet af en overenskomst med et landsdækkende fagforbund.

Det må indrømmes, at forslaget gør kort proces med problemet. Men det lider af nogle mangler, som der bør findes en løsning på. Forslaget gør det meget vanskeligt for én fagforening at trænge en anden til side. Selv hvis det lykkes for en konkurrerende fagforening at opnå en høj grad af dækning blandt virksomhedens ansatte, så vil den ikke kunne blokere for at opnå overenskomst. Man kan vel endda forestille sig, at selv om både de ansatte og arbejdsgiveren ønsker at skifte, så kan det blive yderst besværligt. Det er det i øvrigt også i dag, men vi vil vel gerne forøge fleksibiliteten snarere end at fastlåse.

Og fra “skyttegravskrigernes” side fremføres det allerede, at det vil føre til lønninger på 30 kr. i timen. Og selv om dette er en overdrivelse, så har de principielt set ret.

Et alternativt forslag
Men man kan også lave en løsning, hvor man skærer den gordiske knude over på den anden led. Ligesom når 2 ægtefæller står og mundhugges på gaden, og vi alle sammen pænt går udenom, så skal en arbejdsretlig konflikt normalt heller ikke inddrage tilskuerne. Man skal med andre ord begrænse adgangen til sympatikonflikter – i hvert fald når hovedkonflikten er af gratis-typen. Liberal Alliances har allerede foreslået, at virksomheder, der i henhold til lovgivningen har eneret til at varetage opgaver såsom postomdeling, skal udelukkes fra at deltage i sympatikonflikt. Men det er formentlig nødvendigt at gå længere.

En sådan alternativ løsning kunne have det indhold, at “en sympatikonflikt er ikke retmæssig til støtte for en hovedkonflikt, der går ud på at etablere overenskomstdækning eller frigøre sig fra overenskomstdækning, med mindre 50 % af virksomhedens medarbejdere indenfor den relevante faggruppe er organiseret af den fagforening, som er part i konflikten.”

Dette princip indebærer først og fremmest, at de helt sædvanlige konflikter i forbindelse med overenskomstfornyelse fortsat kan gennemføres på nøjagtig samme betingelser som hidtil. Men den indebærer også, at hvis fagforeningen ikke kan overbevise arbejdsgiveren om, at der er fordele for alle parter ved at have en løbende overenskomst, så skal spørgsmålet afgøres af de 2 stridende parter uden at inddrage andre.

Hvis man skal sætte situationen lidt på spidsen, så kan man jo sammenligne med andre “parforhold”. Ville vi acceptere, at nogen ved at blokere kirkedøren for andre friere fik bruden til at sige ja? Og hvorfor accepterer vi i dag, at den ene part i et ægteskab kan kræve det opløst efter bare 6 måneders separation, medens afskaffelse af en overenskomst (som alt andet lige ikke har samme menneskelige betydning) kræver strejker og ballade.

I al sin enkelhed må det konstateres, at hvis arbejdsgiver og fagforening ikke kan udstå hinanden, så skal de i hvert fald ikke inddrage andre i deres trakasserier.

I forslaget indgår, at fagforeningen skal have en organisationsprocent på 50 på arbejdspladsen. Den procentsats kan naturligvis være en anden, bortset fra 0. Fra seneste overenskomstfornyelse kender de fleste af os, at HKs overenskomst med DA kun gælder på arbejdspladser, hvor organisationsprocenten er over 50. Tilsvarende stiller det offentlige nogle krav, førend man accepterer organisationer som overenskomstpart. Så krav om at have et reelt medlemskab i ryggen for at kunne kræve overenskomst er helt sædvanligt.

Hvis fagbevægelsen vil protestere mod dette forslag, så skal man huske, at andre lande f.eks. Storbritannien begrænser sympatikonflikter, og at Blairs regering ingen lyst havde til at indføre “danske” tilstande på dette område. Men i øvrigt kunne det være interessant at få afdækket, hvordan man løser problemet andetsteds, for det må jo optræde.

Man kunne jo også forestille sig, at en del fornuftige fagforeningsfolk ville ånde lettet op, når de ikke længere skulle holde styr på mange hundrede sympatikonflikter med en løbetid på mange, mange år. Som situationen er i dag, så er det vanskeligt for en fagforening at sige nej til at være “solidarisk” med en anden, og dermed sige nej til at indlede sympatikonflikt. Der er måske nogle fagforeningsbosser, som ville gribe chancen for ikke at skulle understøtte andre forbund i deres udsigtsløse konflikter med en vis glæde – om end de nok vil forstå at skjule den godt.

Lovindgreb?
Men hvorledes skal et fremtidigt indgreb så gennemføres? Det kunne ske ved en ændret retspraksis, ved en aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller ved et lovindgreb. For arbejdsmarkedets parter kan det formentlig have så store fordele ikke at blive låst fast af en lov, at de kan bruge tiden frem til et regeringsskifte til at finde en fornuftig løsning. Hvis ikke det lykkes, så må de efterhånden forvente, at en løsning bliver tvunget ned over dem.

Nøjagtig hvilken kan ingen forudsige lige nu. Der er, som påvist, flere muligheder. Det gælder om at finde den lovteknisk mest elegante og den mindst indgribende. Det afgørende for alle parter må imidlertid være, at problemet finder en løsning. Det kan ske uden “frontalangreb” på noget som helst. Der er tale om en mindre tilpasning, som på langt sigt faktisk kan være til gavn for fagforeningerne, der får en chance for at frigøre sig fra et dinosaur-image.

Hvis man er lidt omhyggelig, kan alle blive vindere. Og det er jo essensen af markedskræfternes frie spil.

Jens Frederik