Papes zoneforbud bliver en “perkerlov” uden forklædning.

”Regeringen ønsker at sætte ind overfor tilrejsende …” Så ærligt indledes Søren Papes begrundelse for et forslag om, at kunne udstede zoneforbud, der omfatter ikke bare et mindre område, men en hel kommune – altså i gennemsnit 1 % af landet!

Det er langhåret jura, man begiver sig ud i, når man skal forstå reglerne på det område. Noget står i loven, andet i ordensbekendtgørelsen med 7 tilhørende ændringsbekendgørelser og en hel del i diverse andre vejledninger, lovbemærkninger og svar til folketinget.

Og det sætter sig sine spor på lovforslaget. Når indsættelse af 4 linjer i en lov kan kaste 21 siders lovforslag med tågesnak af sig, så er der noget galt. Som regel er der det galt, at man forsøger at begrave folketingets medlemmer i uoverskueligt papir, så de bare reagerer instinktivt i stedet for at tænke kritisk. I den situation skal loven nok blive vedtaget.

Det er dog ikke alt i lovforslaget, der er kaudervælsk. På side 10 gentages det frejdigt, at loven retter sig mod udlændinge. Justitsministeriet har ellers i hele det sidste halve års postyr om tiggere og lejre omhyggeligt sørget for at dække over den realitet, at indgrebene kun skal ramme udlændinge, for det kunne jo nemt være i strid med nogle af de menneskerettigheder, som civiliserede lande gerne skal overholde.

Andre steder har man fundet ud af at skrive det mere elegant, faktisk meget elegant. Sanktioner skal jo altid være rimelige i forhold til lovovertrædelsens grovhed. Zoneforbud rammer imidlertid meget forskelligt, alt efter hvor meget man har brug for at være i kommunen. Og derfor mener ministeriet, at man skal være meget mere forsigtig med at bruge zoneforbud mod folk med fast bopæl i kommunen end mod andre. Med andre ord: Zoneforbud skal gives til tatere, lazaroner og sigøjnere.

Det er ikke noget, som huer mig. Men i betragtning af at Pape vil have forbud mod maskering, så er det i hvert fald konsekvent, at hans lovforslag ikke optræder forklædt.

Boligpolitikken er de borgerliges blinde vinkel

Tilskud til særinteresser og regulering af det frie marked har aldrig været borgerlige politikeres yndlingsidé, men netop derfor burde de interessere sig mere for boligpolitik.

“Den er hjemme,” sagde Uffe ved valget i ’98. Men det var den bare ikke. Og i den borgerlige lejr lagde man skylden for nederlaget på en socialdemokratisk skræmmekampagne om de riges fordele ved at sænke boligskatterne. Siden har boligpolitik været betragtet som en tabersag af næsten alle borgerlige politikere. Det var nu ikke, fordi det nogensinde havde været opfattet som en vinder.

Det er ærgerligt, for på lige det område er der plads til at boltre sig i borgerlige kerneidéer som en kåd ko på den første forårsdag. På få andre områder har der været givet så mange tilskud til mærkelige særinteresser, opretholdt så meget forældet regulering og lagt uforholdsmæssige byrder på skaffedyrene. Det burde være et sted, hvor man kunne samle taknemlige vælgere i hobetal.

Hver gang man drøfter byrder på skaffedyrene, så vil venstrefløjen himle op om, at nedsættelser ”kun vil gavne de allerrigeste”. Og selvfølgelig vil de gavne de rigeste, men når venstrefløjen bruger ordet ”kun”, så ryger enhver forbindelse med sandheden. Det er en pointe, som fortjener at blive gentaget så mange gange, at den bliver til en selvfølgelig sandhed.

Kigger man på boligskatter, så er skævhederne ellers til at få øje på. Fra min egen verden kan nævnes, at et hus med en yderst beskeden have, som jeg tidligere boede i, i dag koster ca. 10 gange så meget i boligskatter, som den næsten lige så store andelslejlighed, som nu er mit hjem. Det har intet borgerligt parti turdet tage fat i. I stedet får vi spin i stil med de konservatives forslag om fjernelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, som imidlertid skal være fuldstændig neutralt for statskassen, fordi lempelserne modsvares af en afskaffelse af fradragsretten og en avanceskat ved salg af bolig.

Tag dog tyren ved hornene. Sig det som det er, nemlig at jordprisen selvfølgelig er højere under etagebyggeri end under villaer, allerede fordi man har kunnet bygge mere på jorden. Og derfor skal den jord også beskattes højere.

Det er ingen naturlov, at de rige bor i villaer og de fattige i subsidieret byggeri, og det er slet ikke sandt for de 80 %, som ligger i midten. Af samme grund kan man undre sig over, at ikke alene beskattes jorden forskelligt, der er også en ejendomsværdiskat til forskel. Ja, der findes en logisk og fornuftig begrundelse for ejendomsværdiskat. I korte træk går den ud på, at for udlejningsbyggeri skal lejeren i stedet betale udlejeren en profit, som udlejeren så betaler skat af.

Men når langt den største gruppe udlejere er non-profit foretagender, som endda har modtaget støtte til opførelsen af deres bygninger, så modsvares ejendomsværdiskatten jo for lejernes vedkommende af ingenting. Og selv for de private udlejere er profitten ofte maksimeret til 7 % af ejendomsværdien i 1973. Det er jo næsten mindre end ingenting.

Det sidstnævnte forhold, at den ”midlertidige boligreguleringslov” (det er faktisk dens titel og har været det i mands minde) benytter ejendomspriser fra 1973 som udgangspunkt for beregning af den lovlige fortjeneste, er formentlig det forhold, som flest borgerlige politikere kan blive enige om, er absurd. Men de har aldrig fremsat et lovforslag om en ændring. Og somme tider er man altså nødt til at tage debatten, hvis man vil ændre på noget. Eller dog udarbejde en hvidbog eller tilsvarende derom, altså et dokument på mere end en enkelt side hvor man samler sine tanker – eller skal det ligefrem kaldes visioner – og kommer med sine bud på løsninger. Men det kræver jo, at man er villig til at arbejde sig ned i stoffet. Det er måske det, der mangler.

Det fører til en anden kæphest, nemlig at når boligpolitikken ses som en taber, så er det ikke lige der, de karrierebevidste politikere samles. Da man tidligere havde et særskilt boligudvalg i Folketinget, var det fra borgerlig side helt overvejende befolket med medlemmer af ”det tavse flertal,” altså de MF’er som ingen nogensinde har hørt eller læst om. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige om nogle mennesker, som altid har behandlet mig venligt og lyttet interesseret. De har bare aldrig været i stand til at slå igennem på de indre linjer i deres parti. Og så nytter det hele ikke noget.

Trump har suspenderet the Jones Act – en klassisk handelshindring

Voldsomme tropiske organer har meget få positive virkninger. At de skulle sætte gang i økonomien er håbløst sludder. Selv hvis folk pludselig arbejder mere, så er det jo for at nå op til tidligere levestandard, og selv når de indhenter fortidens niveau, så har de jo haft en lang periode med dårligere forhold.

Men dette års orkaner har dog alligevel haft en positiv virkning. Den amerikanske stat har for en periode suspenderet the Jones Act, som er en af de allermest klassiske former for handelshindring, nemlig et forbud mod kystfart for udenlandske skibe (cabotage).

I al sin enkelthed går loven ud på, at udenlandske skibe kun må sejle varer til eller fra landet, men ikke laste  en vare i landet og udlosse den i en anden indenlandsk havn. Det er selvsagt en lovgivning som indbyder til alle mulige former for krumspring.

Og det er en lovgivning, som demonstrerer, at uanset hvor meget amerikanere og socialister opfatter USA som højdepunktet af de frie markedskræfter, så er det bestemt ikke altid tilfældet. Det er så en skæbnens ironi, at det er en åbenlyst protektionistisk præsident, der suspenderer den.

Hvor idiotisk den er, kan illustreres med et banalt eksempel. Hvis et dansk containerskib anløber New York for at losse en del af sin last, og skal videre til Miami med resten, hvorfor så ikke fylde det op på vejen?

Arven fra merkantilismen
Forhistorien med cabotage er imidlertid lang og trang. Englændernes Navigations Acts var gennem mange år den vigtigste af denne type lovgivning. Udsprunget af merkantilismen forhindrede den andre landes skibe i ikke alene at sejle mellem engelske havne  i hjemlandet, men også imellem Storbritanien og kolonierne.

Det var blandt andet disse restriktioner, som irriterede de nordamerikanske kolonier og fremprovokerede uafhængighedsbevægelsen. Men det forhindrede dog ikke USAs nydannede kongress i at vedtage tilsvarende lovgivning som en af sine første handlinger. Men man kan selvfølgelig bemærke, at det indenlandske område var blevet lidt mindre.

Den danske ostindiske handel under den lange fred i 1700-tallet handlede forøvrigt i stort omfang om at omgå de engelske cabotage-regler.

Liberalismens gennembrud
Englænderne afskaffede deres Navigation Act i 1849 som led i den frihandels- og reformbølge, der forbindes med laissez-faire liberalismen. De har ikke fortrudt.

Amerikanerne har derimod fastholdt cabotage-regler. Og dertil kommer, at eksempelvis forsyninger til amerikansk militær skal sejles på amerikanske skibe, så det har været nødvendigt med subsidier til skibsfarten.

PS Cabotage-forbud for lastbilkørsel er lige så tosset – og sådan et har vi selv.

 

 

Vollsmose – en idyl storbyen

Hvor er der smukkest: Frederiksberg Slotshave eller Vollsmose?

Svaret var temmelig oplagt, troede jeg. Intet andet sted i landet er så synonymt med bandekrig, parallelsamfund og fejlslagne integrationsprojekter. Men jeg har aldrig været der førend i dag. Sammen med et par byrådskandidater gik jeg tur i eftermiddagssolen, og vi blev overraskede.

Der ligger faktisk et stort dejligt parkområde med å, små søer og slyngede stier, som lige så godt kunne have ligget nedenfor Valby Bakke. Der er store boldbaner, som er flade og derfor lidt kedeligere. Og i udkanten af denne idyl ligger der så er et væld af store billige familieboliger, omend stilen er temmelig tidstypisk for 70’erne.

Hvis man skulle undre sig over noget, så var det fraværet af mennesker i den park, som burde være et slaraffenland for midaldrende mænd med cocker spaniels og kvinder i joggingtøj.

Jeg har aldrig set et boligområde med så meget frirum mellem husene. Placèret i Gentofte kommune, så ville Bernstorffsparken blegne.

Men hvorfor er det så en ghetto?

Det er subsidieret byggeri. Så enkelt er svaret.

Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis

Folkekirkens ødselhed er simpelthen et resultat af, at måden, man skaffer og fordeler penge på, inviterer til et stadig stigende forbrug. Og public choice-teori illustrerer det levende

Hvis man antager, at det gennemsnitlige folkekirkemedlem synes, at prisen er blevet rigeligt høj, hvordan kan en demokratisk organisation så undlade at reagere på det. Umiddelbart må man antage, at det snarere skulle handle om at få aktiveret medlemmer, så de føler, at de får mere for pengene. Og den slags projekter dukker ofte op i mange varianter.

Trods det klare sollys er der urovækkende skyer i baggrunden

Men det er lige her, at public choice-teori har et andet bud. Ifølge den er forklaringen, at det ikke er det gennemsnitlige medlem, der deltager i menighedsrådene. Det gør de aktive, som vitterlig får udbytte af aktiviteterne. Og det er også kun de aktive, som deltager i valgene. De mange fredsvalg og lave stemmeprocenter dokumenterer det.

Og for så vidt angår hverveprogrammerne, så viser erfaringen, at det primært er de regelmæssige kirkegængere, som benytter alle de tilbud i form af foredrag, studiekredse, koncerter med mere, som er vokset frem. De inaktive når man ikke, og måske navnlig ikke de, som er kritiske overfor pengestrømmen.

Men hvis en ”skattenægterliste” skal slå igennem, så skal den enten kunne trække et stort antal ekstra vælgere til at deltage, eller den skal føre skrækkampagne om udmeldelser overfor de aktive.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Hvis skattenægterne skal have gennemslagskraft i provstiudvalgene, så skal der være skattenægterlister som slår igennem i noget over halvdelene af sognene – eller i hvert fald i et stort antal landsogne.

Det er noget nær en umulighed. Spørgsmålet er, hvor tydeligt skal folkekirkens aktive kunne se afgrunden og hvor hurtigt skal de køre mod den, førend de reagerer.

%d bloggers like this: