Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis

Folkekirkens ødselhed er simpelthen et resultat af, at måden, man skaffer og fordeler penge på, inviterer til et stadig stigende forbrug. Og public choice-teori illustrerer det levende

Hvis man antager, at det gennemsnitlige folkekirkemedlem synes, at prisen er blevet rigeligt høj, hvordan kan en demokratisk organisation så undlade at reagere på det. Umiddelbart må man antage, at det snarere skulle handle om at få aktiveret medlemmer, så de føler, at de får mere for pengene. Og den slags projekter dukker ofte op i mange varianter.

Trods det klare sollys er der urovækkende skyer i baggrunden

Men det er lige her, at public choice-teori har et andet bud. Ifølge den er forklaringen, at det ikke er det gennemsnitlige medlem, der deltager i menighedsrådene. Det gør de aktive, som vitterlig får udbytte af aktiviteterne. Og det er også kun de aktive, som deltager i valgene. De mange fredsvalg og lave stemmeprocenter dokumenterer det.

Og for så vidt angår hverveprogrammerne, så viser erfaringen, at det primært er de regelmæssige kirkegængere, som benytter alle de tilbud i form af foredrag, studiekredse, koncerter med mere, som er vokset frem. De inaktive når man ikke, og måske navnlig ikke de, som er kritiske overfor pengestrømmen.

Men hvis en ”skattenægterliste” skal slå igennem, så skal den enten kunne trække et stort antal ekstra vælgere til at deltage, eller den skal føre skrækkampagne om udmeldelser overfor de aktive.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Hvis skattenægterne skal have gennemslagskraft i provstiudvalgene, så skal der være skattenægterlister som slår igennem i noget over halvdelene af sognene – eller i hvert fald i et stort antal landsogne.

Det er noget nær en umulighed. Spørgsmålet er, hvor tydeligt skal folkekirkens aktive kunne se afgrunden og hvor hurtigt skal de køre mod den, førend de reagerer.

6 kommentarer til “Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis”

  1. Mangler du ikke den oplagte mulighed, at man blot melder sig ud i stedet for at blive aktiv i en skattenægterliste. Altså en form for negativ spiral, som først mærkes når det er for sent.

  2. Kjeld Flarup
    Den mulighed er trods alt grundigt omtalt i de 2 andre opslag om emnet.
    Hvad der derimod ikke er omtalt, er valgmenigheder, som burde være alle sparsommeliges valg.

  3. Det kan godt være, at man med en vis rette kan synes, at Folkekirken bruger for mange penge. Men denne kommentar handler ikke om, hvorvidt kirkeskatten er for høj eller for lav. Det kan hver enkelt folkekirkemedlem udmærket selv tage stilling til, for medlemskab er hver enkelts egen sag.
    Man kan udmærket være protestant uden at være medlem af Folkekirken. Man kan for den sags skyld også udmærket bede for sig selv i enhver kirke, eller møde op til hver eneste kirkelige handling, man orker, uden at være medlem af Folkekirken.
    Men ønsker man at være med til at præge kirken, og understøtte dens budskab til det moderne samfund, så må man være medlem, og betale kirkeskat.
    Folkekirkens succes eller mangel på samme kan ikke måles ved at tælle, hvor mange, der deltager i menighedsrådene, valgene, højmesserne eller hvor mange eller hvor lange salmer, der synges med på.
    Man kan udmærket være troende og være et tilfreds medlem af Folkekirken, og være medlem af et menighedsråd, uden nogen sinde at sætte sine ben i kirken. Den protestantiske kirke forudsætter ikke at man praktiserer sin tro på en bestemt måde eller på bestemte steder.
    Folkekirken er et tilbud, som man kan vælge til eller fra som man ønsker det.

  4. Egil Rindorf
    Det er jo korrekt, at man kan vælge om man vil være medlem eller ej. Men er man medlem, så skal man betale for den fulde pakke, uanset hvor få elementer i pakken, man selv har lyst til at bruge.
    Netop fordi de udmeldte i det daglige kan deltage fuldt på linje med de indmeldte, og den eneste forskel er retten til personlige kirkelige handlinger, typisk bryllup og begravelse (når man er i de betalende årgange), så er fristelsen til at melde sig ud stor. Og hvis det bliver almindeligt at omsætte almindelig passivitet til udmeldelse af økonomiske grunde, så skrider fundamentet lynhurtigt. Så er der simpelthen ikke nogen folkekirke tilbage.
    I virkeligheden skal kontingentet sættes efter den mest uvilliges standard – og så kan resten jo frivilligt betale mere.

  5. Jo, jeg benægtede heller ikke, at der er et overforbrug i Folkekirken. Men det er jo ret beset Folkekirkens eget problem. Det er jo i øvrigt således, at en forbruger er villig til at betale præcist det, som varen er værd for den enkelte, uanset om den er produceret til den ene eller den anden omkostning. Og for mange af os, så er værdien tydeligvis stadig stor nok. til at vi vil betale til Folkekirken. Jeg gør det selv – idet jeg finder dens grundlag for at være eet af vort samfunds fundamenter.
    At melde sig ud fratager jo i hvert fald een enhver indflydelse på Folkekirken og dens prissætning, men man har jo altså et væld af alternative muligheder. Så det problem, som artiklen behandler, er jo et problem uden enkeltpersoner som ofre. Men Folkekirken som institution må utvivlsomt bære nogle ofre, som kunne være undgået.
    I øvrigt den nylige begrænsede nedlæggelse af kirker i København et eksempel på, at det med at beskære omkostninger, det savner demokratier effektive redskaber til. Det gælder jo så altså også alle mulige andre offentlige eller halvoffentlige udgifter, hvor den enkelte kun oplever en given omkostning som en lille belastning. Her ligger det sande problem efter min mening. Det har egentlig ikke noget specielt med Folkekirken at gøre; det er eet af samfundets hovedproblemer – en demokratisk beslutningsproces evner simpelthen ikke at prioritere og effektivisere økonomiske beslutninger.

  6. Egil Rindorf
    Vi bliver ikke uenige om, at offentlige organer altid har problemer med at begrænse deres udfoldelser, og dermed også deres pengeforbrug. Men som jeg ret tydeligt påviser i mit andet opslag i dag om, hvad der driver folkekirkens udgifter i vejret, så kan visse strukturer være særligt giftige.
    Og netop derfor har folkekirken større risiko for at køre ud over afgrunden end så mange andre.
    Og forsvinder dens indtægtsgrundlag først, så bliver det overordentligt svært at retablere. Det er på høje tid at træde alvorligt på bremsen.

    PS For mit eget vedkommende er det egentlig heller ikke størrelsen af det indbetalte beløb, der rykker ved, om jeg skal være medlem. Det er i langt højere grad, når jeg ser spild – såsom kirker med 3 orgler og et Steinway-flygel i sognegården – at jeg reagerer kontrært og får lyst til at melde mig ud.

Lukket for kommentarer.