Kategori: Ikke kategoriseret

Udgivet den

Goldt eller spirende livssyn?

Brudfladen mellem liberalisme og konservatisme.

Ordet filosof betyder ’en der elsker visdom’. Det er derfor lidt paradoksalt, at det er lige den titel, som Eva Selsing benytter i forbindelse med sit harmdirrende opråb (Kristeligt Dagblads kronik 5. september 2013) om faren ved den nyliberalisme, som i Danmark holdt sit indtog i begyndelsen af firserne. For det er ikke visdom, Eva Selsing bringer til torvs. Det er måske ikke så pænt at udtale sig nedladende om andres mangel på erfaring, men når man har befundet sig i brudfladen mellem liberalisme og konservatisme lige så længe som fr. Selsing har levet, så er det dog fristende.


Men allerførst kan der måske være grund til at bemærke, at der er noget lidt underlødigt ved mennesker, som hellere refererer andres tanker end redegør for deres egne. Det gælder, hvad enten de har fundet sig et forbillede, som de nu fremfører som en art forløser, eller de fremlægger deres angivelige modstanderes synspunkter, hvad der ofte sker i en form og med henvisning til nogle motiver, som modstanderne har vanskeligt ved selv at genkende. Det er samtidig en klassisk metode, at man pakker sit budskab ind i fine ord og utilgængelige definitioner – man fristes til at kalde det en esoterisk terminologi – for på den måde at fremstå klog.

Når Eva Selsing skriver om ’ det ulykkelige udkomme af en apriorisk tænkning uden respekt for det givnes fakticitet’, så får jeg faktisk lyst til at benytte selvsamme metode og citere juraprofessoren Knud Waaben, der engang tog luften ud af en modstander ved at skrive, at ’det er den fremgangsmåde, som man anvender i tyske teoretiske værker, når problemerne ikke kan blive vanskelige nok på en naturlig måde’ (Citeret efter hukommelsen) Oehlenschläger udtrykte noget tilsvarende, da han sagde, at ’det dunkelt talte, er det dunkelt tænkte’. Også Holberg havde i Erasmus Montanus nogle bedske budskaber om de, som kloger sig ud over det rimelige.
Som allerede nævnt kom den nyliberalisme, som Eva Selsing er så arg en modstander af, formentlig til landet omkring 1980. Og stedet hvor den opstod, kan ret nemt identificeres til Konservativ Ungdom i København. Det var der kampråbet ’privatisering’ oversattes til dansk (hvad der nu ikke var så svært), og det var KUs medlemmer som indforskrev spændende lekture fra udlandet. For der var i vidt omfang var tale om, at vi tog ved lære af de engelske konservative. Og det skal ikke skjules, at der fra begyndelsen var dele af de konservative folkepartis medlemsskare, som anså os for nogle urolige elementer. Men der var også mange som tog budskabet til sig, og den fornyelse, som vi stod for, var en væsentlig del af baggrunden for partiets fremgang i de år. Endelig var der et fremadskuende alternativ til den afgrund, som vi i 70’erne var kommet stadig nærmere.
Nyliberalismen var også en måde at komme ud af et af de konservatives klassiske dilemmaer, hvor partiet alt for ofte kommer til at forsvare de institutioner, som det få år forinden har gjort alt for at forhindre etableringen af. Hvis man skulle tage partiets indædte modstand mod opbygningen af en – allerede dengang – enorm velfærdsstat alvorligt, så måtte man også gå ind for at afskaffe den igen. Eller rettere, at give borgerne retten til selv at forvalte deres liv tilbage. Det kunne da ikke være sådan, at vi bare uden videre skulle acceptere det socialdemokratiske samfund, som topmålet af civilisation.
Så hvis man forsøger at beskrive nyliberalisme som en tendens, der er fremmed for konservatismen, så har man ikke tilstrækkelig lang hukommelse.
At beskrive denne lille gruppe konservative, som enige om budskabet ville nok være en overdrivelse. Der var mange varianter, og i løbet af nogle år spredte budskabet sig til Venstre, så vi pludselig fik uventede åndsfæller. Under Henning Christophersen havde det ellers været temmelig sløjt med de ideologiske budskaber fra det parti. Også dele af Fremskridtspartiets Ungdom kom til de samme konklusioner, og det førte til en forbrødring i form af det lille selskab Libertas.
Det som knyttede mig til gruppen, var nok tanken om ’frihed under ansvar’. Alle mine 8 oldeforældre havde tilknytning til missionen, så begreberne skyld og soning ligger mig måske lidt nærmere, end så mange andre. Og for mig er begrebet ansvar uløseligt knyttet til det enkelte individ. Men man kan jo ikke påtage sig sit ansvar, hvis man ikke har lov til at handle. (Teolog er jeg ikke, så det kan hænde, at jeg uforvarende fornægter dele af Confessio Augustana. Det må man så retlede mig om.) At jeg som nyliberal ikke ’forstår de kulturelle og historiske institutioners betydning for vores frihed’ forekommer mig derfor at være en noget skråsikker dom fra Eva Selsing.
Et andet afgørende element var, at det forekom mig vanskeligt at tro på, at mine meninger var de eneste sande. For det første er der jo spørgsmål i livet, som der ikke findes ét og kun ét svar på. Tag bare situationen, hvor 2 mennesker skal enes om, hvorvidt de elsker hinanden eller ej! Og derudover er det ikke alle mine mere eller mindre forkromede synspunkter, som jeg kan argumentere for. Det gælder f.eks., at jeg stemte mod kvindelig arvefølge. Et af de mest rædselsfulde elementer ved 70’ernes plenumdemokrati var, at alt skulle gøres til genstand for drøftelse, hvor den med de mest spidsfindige og politisk korrekte synspunkter vandt. En finesse ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves og ikke bare forsvinde i stormøder. Men hvis jeg vil have retten til at være afvigende, så må det vel være sådan, at jeg også tillader andre at være det. Der må da være en vis gensidighed.
Og når jeg ganske tilsvarende tiltror mig selv evnen til at træffe modne og velovervejede beslutninger, så må jeg da også tiltro andre den evne. Faktisk har jeg ofte større tiltro til andre, når de handler som enkelte individer og bare skal varetage deres eget liv, end når de mener, at det er kollektivet, som skal bestemme over os alle sammen.
Og hvis man et kort øjeblik anerkender, at det er menneskeligt muligt at fejle, så bliver det endnu vigtigere, at vi træffer beslutninger hver for sig. Hvis en beslutning træffes af fællesskabet, f.eks. indførelse af heldagsskole, så kan det være, at det var en god idé. Men vi sætter alt på et bræt, for den kan også vise sig at være dårlig, og hvis det er tilfældet, så går det ud over alle. Hvis derimod den enkelte skole havde kunnet træffe valget, eller det enkelte barns forældre havde kunnet vælge mellem de 2 slags skole, så ville nogle træffe det rigtige valg og nogle det forkerte. Det kan jo i øvrigt være, at nogle elever har bedre af det ene og andre af det andet. Og efterhånden som der bredte sig en erkendelse af, hvilken type skole der passer til hvilke børn, så ville skolerne tilpasse sig deres publikum.
Når der skal ske fremskridt i et samfund, så er det vigtigt, at vi har valgmuligheder, at vi prøver mulighederne af og bagefter overvejer, om vi gjorde det rigtige. Og på den baggrund tager vi så det næste skridt. Jo flere forskellige kombinationer vi prøver af, desto større chance er der for at træffe en, der virker godt. Det kan vi bare ikke, når alle muligheder skal leveres af offentlige monopoler. Og det er en grund til, at nyliberalismen lægger så stor vægt på frihed.
Vi vil ikke bare goldt gentage fortidens fejl, men levere spirerne til en bedre fremtid.
Oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 12. september 2013

Udgivet den

Ejendomsvurdering og erstatning




31. august havde JP igen gravet i spørgsmålet om erstatning for fejlagtige ejendomsvurderinger. Og det er jo en prisværdig aktivitet. Men når det drejer sig om erstatning – og navnlig fra staten – så bor der djævle i detaljerne. En af dem kan illustreres med følgende eksempel:
 
Hvis man nu forestillede sig, at Rigsrevisionen ville undersøge, hvor gode skolelærere er til at give årskarakterer, så kunne det gøres ret nemt ved at sammenligne års- og eksamenskarakter. Man ville givetvis kunne konstatere, at der er en forskel. Og den forskel ville formentlig også være der i de fag, hvor eleverne ikke går til eksamen, men bare får årskarakteren overført. I eksamensfagene ville man ret nemt kunne kompensere eleverne for “fejlbedømmelsen”. Men hvad skulle man gøre i de prøveløse fag? Med mindre man er villig til at afholde prøven, så er opgaven umulig.
 
Der er 1,2 mio parcelhuse i Danmark. Er vi villige til at omvurdere dem alle i en omstændelig proces, der vil koste oceaner af ressourcer? Det handler om tusindvis af årsværk. Og kan det gøres ret meget bedre end første gang? For det vil jo stadig være en slags “årskarakter”. Og så er der lige det virkeligt interessante faktum tilbage, nemlig at selv hvis vurderingen bliver ændret, så har det kun betydning for skatten i et mindretal af tilfældene. For langt de færreste betaler skat af husets ejendomsvurdering. Ejendomsværdiskat betales typisk af vurderingen i 2000 eller 2001. Og kommunal ejendomsskat, grundskyld, betales kun af den del af ejendommens samlede vurdering, der vedrører grunden. Og selv om den samlede vurdering af ejendommen bliver ændret, så kan grundværdien meget nemt være den samme. Skats vurderinger bygger på nogle gennemsnit om størrelse og byggeår etc., og de skal blive forkerte, hvis bygningen er enten moderniseret eller tværtom dårligt vedligeholdt. Men det ændrer jo ikke ved grundværdien, som man betaler grundskylden af.
 
Når det kombineres med dansk rets øvrige regler om erstatningskrav, så bliver konklusionen, at der nok er “meget skrål, men liden uld,” som bonden sagde, da han klippede sin so. Desværre!
 
Jens Fr.
 
Denne udgave er fra Jyllandsposten d. 9. september 2013

Udgivet den

Ejendomsvurderinger – kan det gøres bedre?



Rigsrevisionens rapport om ejendomsværdier giver anledning til megen politisk gloriepudsning og bragesnak. Krav om ansvarsplacering og tilbagebetalinger fyger gennem luften. Og det skete sjovt nok allerede førend rapporten var offentlig tilgængelig. Men politikere ejer sikkert særlige evner til at spå om fremtiden.
 
Når man så rent faktisk læser den del af rapporten, der handler om fastsættelsen af ejendomsværdier (og altså ikke afsnittet om behandling af klagesager), så må der uvilkårligt melde sig den lille snigende eftertanke: “Kan det overhovedet gøres så godt som Rigsrevisionen kræver?”
 
Gennem et par årtier havde jeg lejlighed at beskæftige mig med priser på fast ejendom, og jeg har egentlig altid været forundret over, hvor tit Skat har ramt nogenlunde rigtigt for de ejendomme, som jeg skulle beskæftige mig med. Selv ville jeg ville nødig skulle træffe indenfor +/- 10 % på den enkelte ejendom. Og da slet ikke uden at have set den.
 
Rigsrevisionen har defineret en korrekt vurdering som intervallet fra den realiserede salgspris ned til salgsprisen minus 15 %. Af de solgte ejendomme ligger 3/4 udenfor, heraf 34 % undervurderede og 41 % overvurderede. Rigsrevisionen kommer ikke med nogen ideer til, hvordan man kan forbedre træfsikkerheden, og jeg kunne være tilbøjelig til at hævde, at selv om man nok kan ramme noget bedre, så vil man, hvis man gentager øvelsen om nogle år, stadig finde 40 % som rammer udenfor skiven. Jeg har sjovt nok ikke kunnet få en eneste af de, der råber højt om erstatning, til at indgå væddemål på de vilkår. Så de tror altså heller ikke, at det kan gøres bedre.
 
Ejendomsmæglerne har givetvis en betydeligt højere grad af præcision end den offentlige vurdering, men de har også et meget højere ressourceforbrug samt mere detailleret lokalkendskab. Og de har navnlig haft mulighed for at se husets indretning og stand. Mæglerne vurderer kun de handlede ejendomme, og det er for tiden ca. 24.000 årlig ud af 1,2 mio parcelhuse. En mægler bruger måske ½ dag på hver ejendom, så hvis alle landets villaer skal vurderes lige så grundigt, så skal der ansættes temmelig mange ekstra i Skat. Har vi lige lyst til at øge antallet af skattefolk med 2-3.000! Og så ville der alligevel stadig forekomme skæverter.

Allerede Aristoteles gjorde opmærksom på, at man ikke kan slutte fra klasse til individ, men det er altså den øvelse, vi forlanger, Skat skal udføre. Det kan ikke blive rigtigt, i hvert fald ikke hver gang.

Og der er i øvrigt andre udmærkede grunde til, at øvelsen principielt set er umulig. Det er således helt klassisk, at der ikke findes én objektiv pris på en vare. Marxisterne tror det, og det er en af de fundamentale svagheder ved deres økonomiske teorier. Men i virkeligheden findes der kun den pris, som køber og sælger kan blive enige om, og den kan variere ret betydeligt efter deres individuelle behov. Det er lige så klart, at når man befinder sig på et marked med konkurrerende købere hhv. sælgere, så vil priserne på sammenlignelige varer have en tendens til at klumpe sig sammen om et bestemt niveau, men spredningen kan altså være ret betydelig. Det ser man ret tydeligt af spredningen på de realiserede handler.Også derfor er tanken om en objektiv, entydig vurdering noget vrøvl. Men man kan forsøge at ramme niveauet.

 
Det er naturligvis surt, når man som borger ikke kan kritisere Skat sønder og sammen, men ingen er forpligtet til det umulige. Og desværre er det kun er ved salg, man kan identificere de overvurderede ejendomme, så selv om mange er fejlvurderede, så bliver det uendelig svært at gennemføre krav om tilbagebetaling. Og selv hvis man kan konstatere, at de er overvurderede, så kan det jo skyldes at bygningen er bedre end forudsat. Hvis det er tilfældet, så skal grundværdien, der benyttes som grundlag for ejendomsskatten, ikke være anderledes end ved den oprindelige vurdering. Og så har ejendomsskatten jo ikke været for høj. Når det kombineres med de almindelige regler i dansk ret for, hvad der skal til for at opnå erstatning, så bliver det næppe denne type sager, der tømmer statskassen i de kommende år.
 
Man kan jo også hævde, at det ikke udelukkende er en byrde at få sin ejendom vurderet for højt. Når man skal sælge en ejendom, så vil køberne ofte skæve til den offentlige vurdering, når de skal bedømme udbudsprisens rimelighed. Så det kan jo meget vel være, at ejendommen kan sælges dyrere, hvis den er vurderet for højt. Og så er der jo ikke noget tab for sælger. (Dette minder om en klassisk overvæltningsargumentation, som jeg hader, og som i øvrigt normalt er forkert.)
 
Der er imidlertid en bisætning i rapporten, som man bør lægge mærke til. Den er måske i virkeligheden langt mere interessant end hovedkonklusionen. Om end rapporten holder en urban tone, så står der nemlig, at grundværdier basalt set fastsættes efter en metode, der ikke er ret meget mere pålidelig end et raflebæger. Og når det er mere interessant end den samlede ejendomsværdi, så er det, fordi grundværdien er beregningsgrundlag for den kommunale ejendomsskat (grundskylden). Det er altså der, man skal lede efter begravede hunde.
 
Og der er noget at lede efter. Hvis man et øjeblik forestiller sig 2 helt ens huse på hhv. Lolland og i København, så ved vi allesammen, at priserne vil være helt forskellige. Og det er ganske enkelt at konkludere, at den eneste årsag til det er grundens beliggenhed. Med andre ord skyldes hele prisforskellen, at jord i København er dyrere end på Lolland. Og når det er tilfældet, så medfører det også, at jorden i Københavnsområdet for tiden er voldsomt undervurderet af Skat. Det er ikke en argumentation, som husejere på Frederiksberg vil sætte pris på, men det bliver den ikke mindre rigtig af.
 
Og til trøst for husejerne på Frederiksberg og i København kan man så tillægge, at der er andre jordstykker end deres villahaver, der er undervurderede. For det samme regnestykke kan man jo lave for så vidt angår jorden under etagebyggeri. Det siger sig selv, at jo højere udnyttelsesgrad man kan have på jorden, desto højere bør prisen på jorden være. Så for ejerlejligheder bør grundværdierne være langt højere pr. m2 jord end for villaer. Men fordi man bor ovenpå hinanden, så vil den enkelte lejligheds andel deraf selvsagt blive mindre.
 
På nuværende tidspunkt vurderer Skat imidlertid jorden helt omvendt. På Frederiksberg er den gennemsnitlige jordpris under etageejendomme tilsyneladende væsentligt lavere end villahaverne.
 
Det er forhold, som man nok burde tage op til grundig overvejelse. I stedet for en kortvarig snak om næser og ansvarsplacering, så burde vi benytte lejligheden til at overveje om grundskyld er en fornuftig type skat og om den rammer rigtigt i sin nuværende udformning.
 
Jens Fr.
 
Det meste af teksten stammer fra Børsens kronik d. 23. juni 2013. Men der er tilføjet lidt hist og her.

Udgivet den

Styrker Sass Larsen regeringen?

I forbindelse med regeringsomdannelsen for nylig kunne man i samtlige aviser læse, at udnævnelsen af Henrik Sass Larsen skulle “sætte nyt skub på det socialdemokratiske projekt” eller lignende plusord. Og det gentog sig sandelig i 2 næsten enslydende artikler af den analytiske art respektive i Berlingske og Jyllands-Posten i sidste uge. Ordet konsensus kan næppe illustreres klarere. Men som altid når journalister fra samtlige aviser udtrykker enighed om en holdning, kunne man få den tanke, at der snarere er tale om eftersnakkeri af en spindoktors udsagn end om selvstændig eftertanke.


Der er næppe nogen tvivl om, at også mange i det politiske system vil være overbeviste om rigtigheden af den slags synspunkter, men derfor behøver vi andre jo ikke være det. Og er det sandsynligt, at man bedre kan fremme socialdemokratiske synspunkter fra en ministerpost end som gruppeformand?
 
Der kan i hvert fald argumenteres for det modsatte synspunkt.
 
Gennem den sidste generation er hvervet som minister blevet stadig mindre politisk. Øgede krav til sagsbehandling og begrundelser sætter snævrere grænser for en politikers råderum. Et godt eksempel er udlændingepolitik, der stort altid reduceres til en strid om fortolkningen af forskellige konventioner, i stedet for en diskussion om selve sagen.
 
En minister, der udtaler sig om sin mening om et spørgsmål, der kan have konsekvenser for en konkret sag, risikerer nemt at gøre sig inhabil. Det fremmer ikke lysten til at offentliggøre ens visioner. Og et stadig større embedsapparat, som ministrene hurtigt bliver afhængige af, sætter ret snævre grænser for deres muligheder for at tænke nyt og tænke højt. Det er bl.a. derfor særlige politiske rådgivere er blevet almindelige.
 
Hertil kommer, at selve jobbet som chef for et ministerium formentlig også tager en stor del af deres tid. Der skal tages stilling til løbende sager om både ressort og organisationen. (Og ministerierne bruger tilsyneladende rigtig mange ressourcer på organisationsudvikling og omstrukturering.) Der er repræsentative forpligtelser og mange møder foregår udenfor ministeriet, f.eks. i Bruxelles. Det er alt sammen noget som tærer på kræfterne. Og selv en ministers døgn er på 24 timer.
 
Endelig skal man huske, at bortset fra Finansministeren, der skal godkende udgifterne, så er det ikke ret velset, at man blander sig i andre ministeriers arbejde.
 
Der er ganske mange ministre, som fører reaktiv snarere end aktiv politik. Reaktivt fordi et spørgsmål rejses i pressen, en offentlig mening danner sig, og på den baggrund fødes et politisk initiativ. Aktiv politik er det derimod, når politikeren selv sætter dagsordenen. Og det er i sagens natur langt sværere. Det bliver bestemt ikke nemmere, når en sag først skal handles af med embedsværket. Embedsmænd har også interesser i udformningen af lovene. Men hvis først ministeren kan sige, at noget er påtvunget ham udefra som en politisk nødvendighed, så skal de nok opfinde en passende dyb tallerken.
 
Hvis man vil sætte dagsordenen, så kan det altså i virkeligheden være nemmere at gøre fra folketingsgruppen eller måske endda fra partiets bagland. Kunsten er imidlertid at styre den slags aktiviteter, og om nødvendigt at kunne fralægge sig ansvaret for diverse vildskud, såsom forslag om forbud mod burkaer. Det kræver en ansvarlig med tæft.
 
Alt andet lige skulle man derfor tro, at jobbet som inspirator og idéudvikler var nemmere at foretage fra en post som gruppeformand eller politisk ordfører end som minister. Hvad der derimod kan gøre jobbet svært, er, at de kvikkeste i folketingsgruppen oftest udnævnes til ministre. Ret beset er kredsen af mulige personer jo ganske begrænset. Det er sjældent, ministre ikke sidder i tinget, og af dets medlemmer tilhører ca. halvdelen jo oppositionen. Så det er næsten hvert fjerde medlem fra regeringspartierne, der nødvendigvis skal være ministre. Det kan godt tømme en folketingsgruppe for talent. Og det er vel en af grundene til, at regeringer løber tør for idéer efter nogen tid.
 
Der er imidlertid én sammenhæng, hvor man kan hævde, at ministre har mere indflydelse, nemlig at de deltager i ministermøder, evt. også i et mere snævert koordinationsudvalg. Men den indflydelse som ressortministre har i kraft deraf, kan man jo sagtens også have som partiets idéologiske spydspids. Der er intet, som forhindrer en statsminister i at lade andre end ministre deltage i ministermøder eller koordinationsudvalg. Man kunne f.eks. udnævne en person til minister for samarbejdet med folketingsgruppen. Det gør man f.eks. i England, hvor endog partiets organisatoriske formand deltager i kabinettets møder.
 
Så hvis man spørger, om flytningen af Sass Larsen vil styrke regeringens politiske projekt, så er mit svar nok et nej. Hvis man derimod spørger, om en ministerpost kan bruges til at stække ham som politisk rival eller til at imødekomme hans personlige ambitioner, så kunne svaret måske nok blive et andet.

Udgivet den

Anholdelsen i Horsens

Måske er jeg bare en lille smule insisterende, men jeg synes altså, det er dybt interessant, hvad man blandt mine bekendte på nettet kan se af gode autoritetstro argumenter for, at videoen fra forleden er helt acceptabel. Og samtidig er jeg egentlig stolt af, at mine unger har drøftet sagen, og faktisk har leveret stillingtagen til en række synspunkter. Vi kan f.eks. starte med:

Proletar-argumentet.

Når man ser videoen, så tager det ikke mange sekunder, førend man ser, at den anholdte klæ’r sig som en proletar, at han taler som en proletar, og at han endda bevæger sig som en proletar. Kort sagt, han er en proletar – og derfor må man nok bruge magt lidt tidligere og lidt mere end ellers.

Men berettiger det ham nu også til en særlig behandling? Er der virkelig nogen som mener, at folk fra Vedbæk, Sønderjylland eller Færøerne også skal behandles ringere eller ligefrem bedre af myndighederne. Er det nødvendigt at uddybe det synspunkt? I så fald bør man se Henry Fords gamle film om “12 vrede mænd”, der essentielt handler om den evigtgyldige sandhed, at man altid lige bør overveje, “om det kunne have været mig”.

Lad mig i øvrigt lige tilføje, at jeg ikke siger, at man ikke skal straffes for at tale grimt til Politiet. Det skal man. Uanset hvem man er, så må man forsøge at tale fint, når man har med myndigheder at gøre. Mit synspunkt går udelukkende på, om straffen skal afsones i et fængsel eller med en gang klø.

Godt politiarbejde?

En af de bedre udtalelser kommer fra bl.a. Politiforbundets formand, der karakteriserer anholdelsen som “godt politiarbejde”. Og han er bestemt ikke alene med det synspunkt.

Der hvor jeg kommer fra, har vi det ellers sådan, at det bedste politiarbejde resulterer i, at den anholdte lammefromt følger med på stationen. Men der er selvsagt en gradsforskel mellem det optimale og det jævnt hen gode, og der er endnu længere ned til det kritisable.

Det kan godt være, at jeg stiller høje krav til Politiet og har lidt flere forventninger til dem end så mange andre – måske fordi de ikke har spillet så stor en rolle i mit beskyttede liv. Men ligefrem at nå til karakteren god, er det ikke lidt for højt?

Og hvis det er godt politiarbejde, så indebærer det også, at sådan gør betjentene altid. Så enten er politiet racistisk, hvad der forhåbentlig ikke er tilfældet, eller også vil jeg godt betakke mig for at blive anholdt.

Vi kender ikke forhistorien.

Det er selvfølgelig interessant, hvad der er gået forud, men hvis nu fyren har begået noget virkelig alvorligt – f.eks. et voldeligt overfald – hvorfor er han så ikke allerede i håndjern? Da videoen starter har vi i hvert fald en situation, der er så rolig, som man nu en gang kan forvente. Man behøver altså ikke ligefrem tage dansetrin hen til politibilen. Hvis situationen har været ophidset, så er den faldet til ro igen.

Og når det er tilfældet, så må tidligere episoder være af helt underordnet betydning. Man kan måske ikke sige, at man skal starte fra nulpunktet igen, men det må være tæt på. Derfor duer argumentet om forhistorien ikke til så farlig meget.

Den nødvendige magt.

Der er ingen tvivl om, at politiet har lov til at bruge den nødvendige magt til at foretage en anholdelse. Dette indlæg skal imidlertid ikke være en gennemgang af den strafferetlige litteratur om anholdelser, men af almindelige facebook-argumenter. Jeg vil derfor nøjes med en rent sproglig bemærkning.

Ordet “nødvendig” indebærer, at man må bruge magt, hvis man ikke kan gennemføre anholdelsen på anden vis. Hvis man derimod med et element af tålmod eller behændig overtalelse kunne have nået samme mål, så er magtanvendelsen unødvendig. En af mine anker mod denne video er, at der er så kontant afregning. Det kan godt være, at den anholdte har været “a pain in the arse”, men jeg kan ikke se, at betjenten (og her tænker jeg primært på den mandlige) i nævneværdigt omfang forsøger andre løsninger.

Når udtrykket “nødvendig magtanvendelse” benyttes som argumentation, så er det altså enten sproglig slaphed eller udtryk for, at man ikke har ret megen fantasi til at finde løsninger.

Hjemme hos os bruger vi også vold.

Et beslægtet argument, som jeg endda har set brugt af flere forskellige, er, at betjenten ikke anvender mere vold, end folk selv gør for at børste tænder på en genstridig 3-årig (den anden gang var barnet 2-årigt). Til det er der kun at sige, at jeg er taknemlig for, at jeg er blevet så stor, at jeg selv børster mine tænder. Og at nogen børn måske bør vælge deres forældre med større omhu.

Aktion og reaktion.

Når man bedømmer en situation, så er det ikke helt uden relevans, hvem der er den aktivt udfarende part, og hvem der er den reagerende. Selvfølgelig kan man sige, at fra det tidspunkt, hvor den ene part først henvender sig til den anden, så er det hele en kæde af reaktioner, men der altså nogle markante brud i handlingsmønsteret, hvor temperaturen lige pludselig stiger temmelig mange grader.

Der kan sagtens have været nogle ophidsede øjeblikke inden videoen starter, men situationen er nede på et overskueligt niveau. Og så er det jo vigtigt, at den ikke eskalerer igen. Det er bl.a. en af de ting, som man helt berettiget må forvente, at betjente er rigtigt gode til.

Men det synes jeg helt ærligt, ikke den stærkeste betjent er her.

Sammenfatning.

Der kan vist ikke være ret megen tvivl om, hvor denne lille families sympatier ligger. Måske er vi lidt verdensfjerne og bryder os bare ikke om at få livets mere brutale realiteter ind i dagligstuen, men der er nu engang langt fra betjente i skræddersyede jakkesæt, der følger ænder over gaden, og til denne episode.

Den er rent ud sagt ikke det heldigste. Hvor på skalaen den nærmere skal placeres; det kræver lidt flere overvejelser. Det behøver ikke være sådan, at betjenten har gjort sig fortjent til at blive stegt på Skt. Hans-bålet, men det er væsentligt, at man hele tiden overvejer, hvordan man kan gøre tingene bedre.

Det er dog ikke lige den indstilling, man mærker ulme i folkedybet, og det kan egentlig godt undre lidt.

Efterskrift

Ifølge Politiken fik betjenten kritik for sagen af klagemyndigheden.
Drevet af WordPress
%d bloggers like this: