Hvis man skulle tro journalisterne på et af landets førende dagblade, så skal valget holdes senest inden Enhedslistens årsmøde i juni, ellers “betyder rotationsprincippet, at [Johanne Schmidt-Nielsens] navn ikke kan komme på den nye kandidatliste og derfor heller ikke vælgernes næste stemmeseddel.”
De må jo tro på det, når de skriver det. Men derfor behøver vi andre ikke nødvendigvis gøre det. Slet ikke, når synspunktet er forkert. Og det er næsten ikke til at holde ud, at misforståelsen ikke er ny. Faktisk har historien cyklet rundt i pressen, i hvert fald siden den blev udsendt af Ritzau i februar for 2 år siden.
Og hvorfor hævder jeg så med farisæisk stædighed, at de tager fejl. Det gør jeg, fordi jeg har læst de regler, som Enhedslisten bruger for at opstille kandidater:
Enhedslistens vedtægter
§ 10, stk. 1 i uddrag:
“Forud for hvert ordinært årsmøde afholdes en urafstemning om valg af spidskandidater til Folketinget.” [min fremhævning]
§ 15, stk. 3:
“Medlemmer af folketinget kan ikke opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget.”…
Det er altså udelukkende spidskandidat i en storkreds, hun ikke kan blive. Lokalforeningerne vælger derimod de øvrige kandidater på listen, og derfor kan hun sagtens opstilles som nr. 2, 3 eller 117.
Konsekvenserne
Normalt ville en placering nede på listen dræbe enhver kandidats mulighed for at fortsætte i Folketinget. Og det ville der være flere grunde til, men først og fremmest at et parti har mulighed for at have indflydelse på, hvilke kandidater der får fornøjelse af partistemmerne. De fleste partier benytter sideordnet opstilling, som indebærer en (i øvrigt ret kompleks) fordeling af partistemmerne på alle de opstillede.
Men Enhedslisten benytter stadig den gode gamle stalinistiske metode med partiliste, og derfor bliver folk valgt i listens rækkefølge, med mindre en kandidat har personlige stemmer nok til at overgå både partistemmerne og de personlige stemmer til de højere placerede kandidater. Det kaldes med god grund at ‘sprænge listen’.
Når listen sprænges, sker det normalt i forhold til det yderste mandat, for på det tidspunkt er der jo ikke længere partistemmer nok til at fylde kvotaen helt (i givet fald ville partiet nemlig have fået et yderligere mandat). Det øger selvsagt chancen for at sprænge listen markant, hvis man får placeret nogle relativt ukendte, som ikke får ret mange personlige stemmer, højere på listen.
Listesprængning bliver også langt nemmere, når partiet opnår flere mandater i samme storkreds. Men da Enhedslisten traditionelt kun har fået valgt en 4-6 stykker på landsplan, så er det ligesom lidt svært at komme op på 2 i én storkreds. Ved sidste valg blev der imidlertid valgt 3 enhedslistefolk i København, og det kan gå endnu værre næste gang. Så er det altså ikke længere så svært.
Og så er der trumfkortet, nemlig at Johanne Schmidt-Nielsen ved sidste valg selv trak 47.000 personlige stemmer ud af partiets i alt 71.000 i storkredsen. Så er problemet nok ikke så stort for hende.
Og derfor udskrives valget ikke for hverken at give hende mulighed for eller udelukke hende fra at være opstillet. For uanset hvornår der bliver valg, så vil hun kunne stå på stemmesedlen; det er udelukkende et spørgsmål om, hvor hun står.
Og indtil pressen har fået læst på den lektie, så kan de i liste Ø gå rundt og fryde sig over al den gode omtale af et ikke-eksisterende problem.