Undgå forargelsens fangarme.

Myten om en dårlig tone i debatten på de sociale medier er ikke nødvendigvis sand – i hvert fald ikke for os i andet eller tredje geled af den offentlige debat.

Gennem de seneste år har Berlingske optaget et større tocifret antal indlæg fra min hånd. Men jeg har endnu ikke modtaget reaktioner med truende undertoner. Nogle har været ureflekterede, men det er dog menneskeligt. Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse.

Man kommer næppe udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man vil pådutte andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening.

Det er måske forhold, som en del meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne »nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!«

Desuden bør det nøje overvejes, om diverse mishagsytringer også skal ses som trusler. Trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør…, så sker der… Men det er noget helt andet end alle de grimme variationer over temaet »gid du må brænde op i helvede«.

I virkelighedens verden har vi vist heller ikke eksempler på, at facebook-ytringer er blevet fulgt op med realiteter. Og det er måske det vigtigste at huske på, når forargelsens fangarme griber i en.

Bragt som dagens brev i Berlingske 22. august 2016. Men det er nu mest et opkog af gamle tanker om, at debattører lidt selv bestemmer, om de får Mere tak end utak.