Når straffene bliver for hårde, frifinder domstolene

Politikerne praler med gennemførelsen af brutale straffelove, men tror de virkelig, at det kommer til at slå igennem ved domstolene

Antallet af nye straffelove med drakoniske (somme tider nærmest: dra-komiske) straffe for beskedne forseelser er højt for tiden. Og ved siden af råbes der i en uendelighed på udvisning. Men hvis udlændinge skal udvises for selv de mindste petitesseforbrydelser, så kommer vi formentlig til at se stribevis af mærkelige domme i straffesager. Allerede nu får man en fornemmelse af, at såvel lægdommere som de professionelle vånder sig ved at gennemføre udvisninger i det omfang, som loven lægger op til.

Nævninge, der nægter at makke ret, og som frifinder på trods af alle beviser og lovregler, er sjovt nok en af hovedgrundene til, at vi har nævninger til at behandle straffesager i Danmark. Det kan godt virke lidt selvmodsigende at hylde nævninge for netop ikke at dømme efter loven, men det er ikke desto mindre den historiske baggrund.

Nævninge spredte sig i 1800-tallet som en steppebrand udover Europa. Det skete, fordi man oplevede, at de engelske nævninge stod som garanter mod statsmagtens overgreb. Fra kort efter den franske revolution i 1789 og op i 1800-tallet forsøgte de engelske myndigheder at undertrykke kritik ved at anklage kritikerne for oprør. Historiske undersøgelser har vist, at konsekvente var nævningene ikke, når staten forfulgte nogen for “oprør”, men de reddede dog utvivlsomt en del fra enten galgen eller Australien.

Jury nullification – den amerikanske løsning

I de seneste år har der navnlig i USA rejst sig en bevægelse, der med fuldt overlæg opmuntrer til noget tilsvarende. De kalder det “jury nullification”, og bevægelsen udspringer uden tvivl af de grotesk hårde strafudmålinger, som har ført til, at USA har en større andel af sin befolkning bag tremmer end noget andet land på jord. Bevægelsen går simpelthen ud på, at man uanset beviserne bare skal frifinde, hvis man personligt ikke bryder sig om loven. Så det element af retssikkerhed, som består i forudsigelighed, forsvinder.

Herhjemme gav provisorieårenes politiske straffesager, som uden vaklen blev pådømt af faste dommere, en god baggrund for nævningernes indførelse i 1919. Det havde dog også sine uforudsete konsekvenser, f.eks. frikendte nævningeretter jævnligt i oplagte sager om fosterfordrivelse – straffen var simpelthen for stor.

Domstole, der tager loven i deres egen – ganske vist frifindende – hånd, er grundlæggende noget rod. Men det er også noget rod, når et parlament af hensyn til denne eller hin højtråbende gruppe vedtager love, som er ude af trit med det tavse flertal. Og lægdommere og nævninger er i den grad repræsentanter for det tavse flertal.

Fortaler for jury nullification bliver jeg aldrig, men jeg vil til gengæld godt være fortaler for, at loven ikke skal friste nogen til jury nullification.

2 kommentarer til “Når straffene bliver for hårde, frifinder domstolene”

  1. Det hævder tilhængerne, og det må jo reelt også være tilfældet, hvis nævningene rent faktisk frifandt i sedition-cases. Det gjorde de så ikke konsekvent. Og retssystemet anså det heller ikke for berettiget. Man har endog fængslet nogle (eller var det kun een?) for ikke at makke ret.
    I engelsk/amerikansk ret har man en tendens til at påstå, at alting beror på gamle traditioner. Det er ofte noget vrøvl. Men jeg er selvsagt ikke specialist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *