Som man ser, praktiserede de gamle grækere ikke omskæring. |
I forbindelse med en høring i folketinget, er der i øvrigt en hel masse ‘liberale’, som er begyndt at argumentere meget voldsomt for et forbud mod omskæring af drenge.
Min første – men nok lidt mindre saglige – reaktion er, at der er tale om et vellykket stykke muldvarpearbejde fra krypto-islamofoberne.
Mere væsentligt er nok, at det kan undre, at mennesker, der så er så selvretfærdigt sikre på, at de har voldsomt gode og rationelle argumenter for deres synspunkter, samtidig mener, at det er nødvendigt at bakke disse synspunkter op med et forbud. Man skulle da ellers tro, at hvis noget bare var tilstrækkeligt indlysende og rigtigt, desto mindre behov ville der være for lovgivning.
Lad mig komme med en lille sammenligning. Der er rigtigt gode argumenter mod brug af temmeligt mange euforiserende stoffer, men alligevel er der da ingen tænksomme mennesker tilbage, som ikke går ind for liberalisering i en eller anden grad.
Det samme gælder lavaldre for køb af tobak, spiritus, samt lovligheden af prostitution.
Et kulturfænomen med mange tusinde år på bagen skal ikke udryddes ved forbud og straf, der fører til en illegal subkultur. Antallet af semitiske børn med patologisk – og dermed behandlingskrævende – forhudsforsnævring vil eksplodere. (Det vil givetvis også vise sig at være en stærkt arvelig lidelse!)
Nu er lidelsen ikke til stede i mine gener, og det ligger ikke til min religion at gøre, så jeg gider ikke sætte mig ind de fysiologiske spørgsmål, men jeg er overbevist om, at hvis de nyfødte børns fædre har følt sig læderede eller oplevet komplikationer blandt deres bekendte, så er de kloge nok til ikke at påføre deres egne sønner risikoen.
At være liberal handler om at tro på, at andre mennesker er nøjagtigt lige så kloge, omsorgsfulde og retsindige, som man synes, at man selv er. Det er vanskeligt at fastholde, men det er værd at fastholde.