Efter TV-udsendelserne “Ti stille kvinde” har man nemt kunnet få det indtryk, at så snart nogen stikkker deres hoved frem i den offentlige debat, så kommer de automatisk til at modtage hademails og trusler.
Det er ikke nødvendigvis sandt – i hvert fald ikke for os i 2. eller 3. geled af den offentlige debat. Gennem de seneste år har aviser som Berlingske, Jyllandsposten og Børsen optaget et større 2-cifret antal indlæg fra min hånd, en del deraf med stor opsætning og også nogle om kontroversielle emner. Alligevel kan jeg ikke erindre, at jeg har modtaget svar, som gik over i det truende. Nogle har været temmeligt ureflekterede, men det er trods alt menneskeligt.
Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve og postkort med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse af en sag.
Den forskel i reaktionerne kan selvsagt skyldes, at de mediers læsere er mere civiliserede end andres. Blot et hurtigt blik på kommentarerne til f.eks. Day Poulsens blog hos Berlingske kan dog vise, at det næppe er hele forklaringen, omend der stadig er temmelig langt ned til de laveste bundskrabere på andre medier. Men de medier kan man jo så holde sig fra, når man kun deltager i debatten af lyst.
Man kommer nok ikke udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid skal argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man bare vil påtrykke andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening. Den erkendelse, håber jeg, er blandt grundene til, at jeg selv undgår de grimme reationer.
Og med fare for at fornærme en hel del, så er det måske nok et forhold, som en del – selv professionelle – meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne: “Nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!”
En anden opfølgning på udsendelsen har været, at de vrede udbrud åbenbart også går ud over mandlige debattører, og at det er ensidigt at fokusere på kvindernes trængsler. Som mand og potentiel modtager af ondsindede beskeder, så vil jeg selvsagt ikke nedtone den forargelse, men dybest set, så er jeg ikke enig. Man kommer bare ikke udenom, at kritik af kvinder traditionelt oftere inddrager deres køn og seksualitet. Og dertil kommer, at hvis en kvindelig debattør ved en senere lejlighed måtte møde den truende person en mørk aften i en baggyde, så vil hun gennemsnitligt have noget sværere ved at ‘forsvare sine synspunkter håndfast’ end en mandlig. Det kan ikke være helt uden betydning for, hvor ubehageligt en trussel opleves.
Men der er nok rigtig god grund til at overveje, hvor meget diverse mishagsytringer egentlig skal ses som trusler. For trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør … , så sker der … . Men det er altså ikke situationen her, hvor reaktionerne mere har karakter af grimme variationer over temaet “Gid du må brænde op i helvede”, om end det nok somme tider virker som et “løfte” om en slags lynch-justits for noget, som allerede er gjort.
Som udsendelsen indirekte fik illustreret, men slet ikke drøftet, så er det imidlertid uhyre sjældent, at den slags løfter holdes. Og det er måske i virkeligheden det vigtigste at holde sig for øje.