Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.