Offentlighedsloven

Det eneste gode ved Krasniks interview med Bødskov i DR Deadline d. 16. april var, at Bødskov i al stilfærdighed fik fortalt, at når dokumenter er underlagt offentlighed, så udveksler han og embedsmændene bare synspunkterne mundtligt.
 
Han har nok ret!
 
Hvad han overhovedet ikke fik sagt, er, at man som minister naturligvis har behov for at komme med påhit, som man gerne vil have sine embedsmænds vurdering af, førend man begynder at videreudvikle dem til reelle forslag. De påhit kan jeg godt forstå, at man gerne vil holde indenbords. Men jeg er endnu ikke blevet enig med mig selv om, hvorvidt jeg synes, det er en god idé, at lovgivningen tillader det.

Der kan da også argumenteres for, at når opdelingen i departementer og styrelse er sådan lidt tilfældig og kan ændres, så er det ikke specielt åbenlyst, hvorfor dokumenter udarbejdet i departementet er udenfor offentlighed og de fra styrelser ikke er det.
 
Men hvis det er muligt at argumentere for et synspunkt, hvorfor gør ministeren det så ikke? Fordi synspunktet måske bare tilsyneladende har værdi, men i realiteten er uden indhold?

Lejelov og lejeniveau

Lappeskræderi

Den 19. marts stadfæstede dronningen endnu en ændring af lejeloven. Det er umiddelbart en meget sympatisk lov og alle partier på nær Enhedslisten og Liberal Alliance støttede forslaget.

Lovens essens er, at man vil åbne mulighed for, at en boligejer, der gerne vil udleje sin lejlighed, kan få en form for “bindende forhåndsbesked” om størrelsen af den maksimalt tilladte leje. På den måde kan udlejer undgå, at han efter indgåelsen af en lejekontrakt oplever, at lejeren indbringer huslejen for huslejenævnet og får reduceret sin månedlige udgift ganske betragteligt. Det er ikke helt sjældent, at der er tale om en halvering.

For udlejerne kommer det ofte som en overraskelse, at de er lovbrydere. Typisk har de fastsat lejen, så den svarer til deres udgift til terminer og fællesudgifter. Hvis f.eks. boligen udlejes, fordi man skal studere i udlandet eller flytte hen til sin kæreste, så svarer huslejen jo blot til den udgift, udlejer selv har haft ved at bo der. Men de bryder altså lejeloven, når de tager det samme beløb i husleje. Og det vil man så afhjælpe med en lov om en “bindende forhåndsgodkendelse”. Selve ideen med de bindende forhåndstilsagn kender man fra skatteretten, hvor en borger mod et beskedent gebyr kan få afklaret om en eller anden påtænkt handling kan få uønskede konsekvenser for hans skat. Og der virker det. Spørgsmålet er bare, om det vil virke på lejeområdet?

Og her er svaret ikke alene et nej, men et surt planøkonomisk “Njet”. For det første må man jo overveje, om udlejer, som er blevet bragt ud af sin illusion om det lovlige lejeniveau, overhovedet vil gide udleje. Det kunne der jo være gode grunde til at undlade, når man kommer til at tabe penge hver eneste måned, i hvert fald hvis man kun er væk fra boligen en kort periode. Og så mindskes udbuddet af boliger jo til åbenlys skade for de boligsøgende. Mange andre lejlighedsejere vil givetvis vælge, at sætte boligen til salg, så lejeren i stedet kan købe den for en månedlig ydelse, som tilnærmelsesvis svarer til den forbudte husleje. Og det er vist næsten 3 skridt frem og 3 tilbage.

Alternativt må man spørge sig selv om forhåndsgodkendelsen, så overhovedet kan gøres bindende. Hvad nu hvis udlejer, som selv er begejstret for sin lejlighed, kommer til at beskrive den lidt for rosenrødt, når han ansøger om forhåndsbesked. Er forhåndsbeskeden så virkelig bindende?

Domstolene vil i hvert fald ikke kunne opretholde den, hvis det kommer til en retssag. Nogen sager kan man afvise med, at manglerne er så beskedne, at de ikke ville have medført en lavere husleje. Og selvfølgelig er der ikke plads til så store reduktioner i anden runde som i første. Men kan man virkelig have en lov, der tilkendegiver, at noget er bindende, og så er det bare ikke sandt? Det holder altså ikke. Det bliver gøgl og blændværk, og det har vi nok af i lejelovene.

Det værste er næsten, at lejelovene ikke en gang formår at højne standarden på boligmarkedet. Det kan man se af en anden del af forarbejderne til samme lov, nemlig et stærkt følelsesladet angreb på udlejning af huse på landet. Der males med den brede pensel, når man beskriver Laasby-Svendsen og hans ligesindedes udlejning af forfaldne rønner til sociale klienter af den forhutlede slags, som vi ellers forbinder med sager om børnemishandling, druk og elendighed.

Når lejelovene tvinger priserne ned på de gode lejligheder, så har det også den modsatrettede konsekvens, at det holder hånden under den ringeste del af boligmarkedet. Når nogen i kraft af prisregulering får mulighed for at bo på flere kvadratmeter, end de ellers ville, så må de andre mennesker deles om de resterende kvadratmetre. Og derfor gør lejelovene det muligt at udleje nogle huse, som ret beset bare burde skrottes. Og når ejeren godt ved, at man måske lever lidt på lånt tid, samt at regningen for lejere, som er sociale klienter, bare betales af kommunen, så bliver huslejen sat så højt som muligt og vedligeholdelsesbudgettet så lavt som muligt. Hvorefter man endnu en gang fanges af systemets tilsyneladende logik og begynder at lave indgreb mod den slags. Den forrige regering købte husene op for at rive dem ned. Den nuværende vil føre sager om huslejenedsættelse og tvangsrenovering. Det vil hjælpe lige lidt. Der er masser af billige huse på landet, og nogle vil altid være de dårligste, så det bliver en kamp mod vejrmøller.

Og man glemmer måske en ting, nemlig at beboerne måske nok er så utilpassede, at de får svært ved at få – eller navnlig bevare – en bolig hos andre udlejere.

Faktisk burde man måske også grave lige et spadestik dybere og spørge sig selv, hvorfor har vi behov for alle de indgreb. Hvad er det der gør, at lejeloven som regel ændres 3-4 gange årlig. Svaret er for så vidt ganske enkelt, nemlig at det skyldes, at lejelovene grundlæggende forsøger at sætte naturlovene om udbud og efterspørgsel ud af kraft. Og det kan man bare ikke!

Siden september 1939 har vi haft en lovgivning, der skal afbøde konsekvenserne af krigsudbruddet for boligmarkedet. Det er ikke lykkedes endnu, uanset krigen altså sluttede for en del årtier siden. For i stedet for at ophæve hele skidtet, da krigen var overstået, så har vi bestandig sat nye lapper på kludetæppet. Og hver eneste gang har den siddende minister – uanset partifarve – lovet, at nu skulle det hele så blive godt og holdbart. Men når man sætter nye solide lapper på et slidt stykke stof, så risikerer man, at syningerne river hul i det gamle stof. Og sådan går det faktisk ofte med ændringer i lejelovene.

Og når man så ser på de langsigtede konsekvenser af huslejeregulering, så ændrer man i hvert fald ikke opfattelse. Problemet er bare, at efter 73 år med stadigt flere regler, så er alle involverede i den grad bundet ind i et edderkoppespind af utilsigtede konsekvenser, at ingen tør frigøre sig. Det er jo ikke sådan, at kritikken kun skal rettes mod den røde blok, tværtimod er næsten hele lovkomplekset vedtaget noget nær enstemmigt. Og efterhånden som årene er gået, så vil en reduktion af lejelovgivningen få alle mulige utilsigtede konsekvenser. Hvis man gør huslejen fri, så risikerer man jo, at udgiften til boligsikring stiger eksplosivt. Det vil også få skattemæssige konsekvenser for forældrekøbere. Det vil tvinge gamle koner, enlige mødre og glade pampere, som har været så heldige at få en billig lejlighed, til at flytte. Og det er der ingen vælgere i at gå ind for.

Og andre liberaliseringer vil medføre lige så megen kritik fra alle de grupper på boligmarkedet, der indtil nu har nydt godt af særlige privilegier, herunder i et vist omfang udlejerne. Men når konsekvenserne bliver så ubehagelige, så skyldes det i vidt omfang manglende mobilitet. Til gengæld er stærkt forøget mobilitet måske også den største fordel ved deregulering.

På længere sigt er der heller ingen vej udenom. Økonomer elsker at påstå, at boligmarkedet er specielt, fordi det tager lang tid – adskillige år – hvis man vil producere nogle ekstra boliger. Grundlæggende tager de fejl, for man kan bo flere i hver bolig, men lad det nu ligge. Konsekvensen af postulatet burde i hvert fald også være, at boliger heller ikke sådan lige lader sig afskaffe. Men antallet af lejeboliger er faktisk faldet i løbet af de sidste mange, mange år. Der bygges selvsagt hele tiden nye, så det gør tallene lidt grumsede, men sandheden er, at på langt sigt overgår lejeboliger til andre boligformer – typisk andel. Derfor udrydder man lejeboligen som boligform, hvis man fastholder en restriktiv lovgivning. Det er der nogen utopister på venstrefløjen, som synes er godt, men synes de boligsøgende også det. Man kunne godt have sine tvivl.

Jens Frederik

Tysk historie

En tyskers historie – erindringer 1914-1933

af Sebastian Haffner, oversat af Adam Paulsen, Gyldendal 2004



At plyndre sine venners bogreoler er ofte en behageligt enkel måde at skille klinten fra hveden, når man skal have noget at læse i. Nogle venners reoler er selvsagt bedre end andre. Min kollegiekammerat Henriks er blandt de bedste og jeg efterlader den gerne med huller. Henrik er typen, som ejer bøger, han har læst og sat pris på. Og så er han altså sprænglærd.
 
Så der var høje forventninger, da jeg forleden pillede Sebastian Haffners “En tyskers historie” frem. Trykt i 2004, så den er bestemt ikke ny. Og manuskriptet er endda 70 år ældre end det.
 
Det er ikke så længe siden, jeg læste en glimrende Hitler-biografi af Ian Kershaw. En tyk og informationstæt bog, der grundigt rekapitulerer alt det om europæisk storpolitik, som man egentlig godt kendte fra talløse andre bøger. Rigtige nyheder for mig indeholdt den kun om tysk indenrigspolitik i årene under Hitler. Og det var rent ud sagt noget underligt statsdirigeret rod.
 
Nu fulgte så denne lille bog på ca. 270 tekstsider med læsbar skrift og omhandlende en enkelt tysk drengs opvækst i et borgerligt miljø fra krigsudbruddet i 1914 til 1933. Han er 7 i 1914 og dermed lige gammel nok til at følge med i krigen, men ude af stand til at være kritisk overfor den officielle propaganda om krigen. Og dermed er han også ude af stand til at forstå nederlaget, da Tyskland bryder sammen militært. Årene derefter med deres gentagne kriser og voldelige konfrontationer mellem forskellige fraktioner i samfundet får liv i skildringen. Og beskrivelsen af den store inflation samt dens totalt ødelæggende virkninger på et samfund er effektiv. At inflation er det værste af alle fandens mange påhit, behøvede jeg ikke få at vide. Men at et samfund kan blive så forvredet af inflation, er alligevel skræmmende.
 
Det næste 10år med en tilsyneladende stabilisering fylder ikke meget, men man mærker, at der i baggrunden rumler et tordenvejr. Vor helt tilbringer sin tid som studerende og ganske ung dommerfuldmægtig. Han møder piger og er i det hele ret forudsigelig.
 
Og så bryder det ellers løs. 30. januar 1933 kommer magtovertagelsen. Og den sætter straks sit præg på de domstole, som nu skal tjene et ny regimes interesser. Ligesom den straks får konsekvenser for forholdet til de jødiske bekendte og den jødiske kæreste. Selv forfatterens far, der er pensioneret embedsmand, må skriftligt erklære sig loyal overfor det nye styre for at beholde sin pension. Og forfatteren selv indkaldes til genopdragelseslejr sammen med sine jævnaldrende kolleger.
 
Naturligvis holder man med forfatteren, der holder sin ryg så rank som muligt, der skammer sig over fornedrelsen ved at skelne mellem jøder og ariere, og som efter bogens slutning forlader Tyskland til fordel for en tilværelse i frihed. Og lige så naturligt foragter man de medløbere, som også optræder. Men det gode er, at man ikke undgår at overveje, hvor meget helt man selv ville have været i stand til at spille.
 
Det har været en berigende oplevelse. Det er altid godt med en dosis respekt for individet. Og at dømme ud fra, hvordan min bror under vinterferien huggede bogen ud af mine hænder og blev færdig først, så er jeg næppe ene om den opfattelse.

Henrettelser uden dom

Obama keeps droning on.

 

That the incumbent of the Presidency makes no difference to US foreign policy has been shown beyond reasonable doubt the last 4 years. However earnest Obama may have been about closing Guantanamo, it simply has not happened.
 
And other abuses of traditional principles of law apparently continues – not only on the scale of Bush junior, but increased. One addition to the catalogue is that not only foreigners but also US citizens are liable to be assassinated on suspicion of participating in terrorism against the United States and that it is considered lawful.
 
Actually, extending assassinations by US forces to nationals of their own country does not bother me very much, simply because I am not an US citizen. And while I do not wish to see people killed, this may act as a wake-up call to the American public. Hopefully they will begin to understand how much of their own inherited freedoms are being sacrificed. Furthermore, since “all men are born equal” I see little reason to be more concerned about the death of somebody belonging to one nation, race or religion than about the death of another man. They are both humans.
 
What really concerns me is, whether it could happen here. Perhaps I’m just nuts, but consider the following situation:
 
An individual is certified by US authorities of being a senior operative of al-Qa’ida posing an immediate threat to the United States and, consequently, a heavy pressure will be put upon the state where he resides to render him over to the US for “safe keeping”. I have very little doubt that most states would have serious difficulties in resisting the full force of American diplomacy, but it might happen. It is not a situation which can be dismissed with the sentence “of course it is possible, but not in the least probable”.
 
The most likely way for it to happen is that some obstinate local judge refuses to extradite because he finds there is no case to answer. That might happen if some or all of the evidence provided has been obtained through the use of enhanced interrogation techniques, i.e. common thuggery or torture.
 
The result would be that the suspect would be beyond the reach of US jurisdiction and capture infeasible (as it apparently is termed).
 
And suddenly the use of drones becomes acceptable!
 
Of course one would fail to protect the community if fanciful possibilities were allowed to deflect the course of counter-terrorism. Or would you?
 
I begin to harbour the thought that the United States are reserving for themselves rights that they certainly would not accept other nations exercised against Americans. The United States do in many cases consider themselves outside the ordinary rules of international law, e.g. the jurisdiction of the International court of Justice in The Hague is not recognized by the US. Foreign companies trading lawfully with Cuba from places outside the US may be subject to reprisals in the US. Et cetera.
 
But there is a limit as to how far you may go down that road without serious repercussions. In the long run the US cannot bear the opprobrium of acting like a gun slinger from the wild west. And this is how even intelligent and friendly observers are beginning to see the Obama administration.
 
For their own sake they ought to stop it. And for our own sake we must implore them to do so.

Faste bogpriser III

Tågehorn fra Gyldendal



Repræsentanter for Gyldendal har skrevet en kronik om bogbranchen “Det handler om kulturpolitik“og erklærer sig som tilhængere af “regulering af bogmarkedet”.
 
I den forbindelse har de forstået at forny en klassisk metafor. Hvor andre brancher taler om, at deres produkt “ikke kan sælges som vaskepulver”, så bruger forlæggerne termen “sæbepulver”. Men det er også det eneste nye i kroniken.
 


Ganske vist er den ikke fra Gyldendal, men udgivet af Reitzels
bo og arvinger. Men titlen passer godt!

Bemærkelsesværdigt er nemlig først og fremmest manglen på indhold. D’herrer erklærer, at de vil rejse en debat. Men de ser tilsyneladende stort på den afgørende forudsætning for det, nemlig at man har synspunkter. Der er hverken faktiske oplysninger  om branchens forhold eller forslag til løsninger, som er så konkrete, at de kan debatteres – altså udsættes for en form for falsifikation. Det hele flyder ud i floskler, der ellers mest høres i konsulentbranchen. Man skal have større perspektiv og mere fokus. Det er nødvendigt med strategi. Man ønsker stabile rammebetingelser, hvilket vist normalt er en omskrivning af, at man ikke magter fornyelse. Forfattere og oversættere må vride sig over denne mangel på sproglig formåen og præcision. Endog det traditionelle “Danmark er et lille sprogområde” får de nævnt. Så kan man umuligt blive mere fantasiløs.

 
Sjovt nok får de i øvrigt lidt nedladende fremhævet, at Amazon m.fl. ikke bidrager med indhold, men “presser sig ind i værdikæden”. Er der noget element i den bemærkning, som ikke passer på en traditionel boghandel?
 
Samlet set må man konkludere, at artiklen blev båret af forfatternes rolle i branchen snarere end indholdet.

Hornet klinger atter!

Blot for at understrege at liberale kan være kultiverede, så er det på sin plads at genbruge en overskrift fra H. P. Holst’ “Den lille Hornblæser”.
 
For helt anderledes klart og rent lød det sjældne stød i liberaliseringens trumpet, som Forbrugerrådets Anja Philip optrådte med – ligeledes i Politiken. At hun så i øvrigt gik ind for yderligere kunsstøtte må betragtes om et beklageligt men nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.
 
Lige så glædeligt var det at læse, at “Bogbranchen jamrer sig i stedet for at handle” af en pensioneret chef for Københavns Biblioteker, Jan Østergaard Bertelsen. Det var en uventet, men dybt saglig allieret.
 
Måske ender striden ikke med, at de liberale skal blæse retraiten!
 

%d bloggers like this: