Faste bogpriser III

Repræsentanter for Gyldendal har skrevet en kronik om bogbranchen “Det handler om kulturpolitik“og erklærer sig som tilhængere af “regulering af bogmarkedet”.

 

I den forbindelse har de forstået at forny en klassisk metafor. Hvor andre brancher taler om, at deres produkt “ikke kan sælges som vaskepulver”, så bruger forlæggerne termen “sæbepulver”. Men det er også det eneste nye i kroniken.

 



Ganske vist er den ikke fra Gyldendal, men udgivet af Reitzels bo og arvinger. Men titlen passer godt!

Bemærkelsesværdigt er nemlig først og fremmest manglen på indhold. D’herrer erklærer, at de vil rejse en debat. Men de ser tilsyneladende stort på den afgørende forudsætning for det, nemlig at man har synspunkter. Der er hverken faktiske oplysninger  om branchens forhold eller forslag til løsninger, som er så konkrete, at de kan debatteres – altså udsættes for en form for falsifikation. Det hele flyder ud i floskler, der ellers mest høres i konsulentbranchen. Man skal have større perspektiv og mere fokus. Det er nødvendigt med strategi. Man ønsker stabile rammebetingelser, hvilket vist normalt er en omskrivning af, at man ikke magter fornyelse. Forfattere og oversættere må vride sig over denne mangel på sproglig formåen og præcision. Endog det traditionelle “Danmark er et lille sprogområde” får de nævnt. Så kan man umuligt blive mere fantasiløs.

 

Sjovt nok får de i øvrigt lidt nedladende fremhævet, at Amazon m.fl. ikke bidrager med indhold, men “presser sig ind i værdikæden”. Er der noget element i den bemærkning, som ikke passer på en traditionel boghandel?

 

Samlet set må man konkludere, at artiklen blev båret af forfatternes rolle i branchen snarere end indholdet.

Blot for at understrege at liberale kan være kultiverede, så er det på sin plads at genbruge en overskrift fra H. P. Holst’ “Den lille Hornblæser”.

 

For helt anderledes klart og rent lød det sjældne stød i liberaliseringens trumpet, som Forbrugerrådets Anja Philip optrådte med – ligeledes i Politiken. At hun så i øvrigt gik ind for yderligere kunsstøtte må betragtes om et beklageligt men nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.

 

Lige så glædeligt var det at læse, at “Bogbranchen jamrer sig i stedet for at handle” af en pensioneret chef for Københavns Biblioteker, Jan Østergaard Bertelsen. Det var en uventet, men dybt saglig allieret.

 

Måske ender striden ikke med, at de liberale skal blæse retraiten!