Karsten Lauritzen har ikke styr på sit ministerium; men til gengæld har FSRs lobbyister åbenbart godt styr på ham

Skatteminister Karsten Lauritzen havde en kronik om skattesnyd i Berlingske Business/Business.dk d. 30. maj. Den havde direktøren i FSR – den af alle lobbyorganisationer, der har flest interesser i at påvirke Skat – skrevet sammen med ham. Og det kunne man se

Hvis han har ladet sine embedsmænd læse kronikken , og de har godkendt den, så trænger Skatteministeriet i hvert fald endnu en gang til udskiftning på topposterne. Det faktuelle grundlag er ganske enkelt forkert i en grad, som aldrig burde være sluppet forbi dem. Og hvis de ikke har læst den, så er det lige så slemt, at ministeren ikke samarbejder med dem.

Lauritzen refererer i kronikken, at EU-kommissionen har beregnet, at de europæiske lande mister ca. 1.000 mia. Euro årlig i skatteindtægter på grund af skatteunddragelse, såvel den kriminelle variant skattesnyd som legal skattetænkning. Det er logisk umuligt at bevise, at EU-kommissionen aldrig har begået en sådan beregning, for man kan ifølge Aristoteles ikke bevise en negativ kendsgerning. Men det er da sigende, at ministeren og hans medforfatter fra revisorernes fagforening ikke angiver deres kilde.

Det mest sandsynlige er imidlertid, at ministeren fejlhusker og i virkeligheden tænker på en rapport fra den socialistiske gruppe i EU-parlamentet. Det er jo noget lidt andet. I så fald har man vel lov til at forvente et element af spin og forvanskning af tallene. (Rapporten kan findes ved at google ”Closing the European Tax Gap 2012”)

Hvis man læser rapportens tal for Danmark, så viser det sig, at socialisterne antager, at 1/6 af den samlede danske økonomi er ”forsætligt er skjult for offentlige myndigheder”, altså sort på den kriminelle måde. Det er jo absurd! Og så skal eventuel grå skattetænkning lægges oveni. Det næste bliver vel, at 1/6 af befolkningen er marsmænd.

Det antages endvidere, at alene den danske stat mister svimlende 140 mia. kr. om året som følge af sort arbejde. Det mest ædruelige tal, der findes om sort arbejde i Danmark, stammer fra Rockwoolfonden og giver et skøn på ca. 8 mia. i tabte skatter. Forskellen er slående.

Tilbage står et klart indtryk af en minister, som ikke har tilstrækkelig indsigt i sit eget ressort, og som i jagten på lidt billig popularitet er villig til at optræde som stråmand for en interesseorganisation. Det lover ikke godt for genopretningen af et ministerium, der de seneste år har henligget i kaos.

PS Her er så ministeriets officielle opgørelse af tabene på sort arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *