Den seneste tids debat om mænds eventuelle ret til en “juridisk abort” har handlet om situationer, hvor kvinden har snydt en mand til at blive far. Hun har dyrket ubeskyttet sex og måske ligefrem bildt ham ind, at han ikke burde tage sig i agt. Og så kører forargelsen.
Nu skal jeg jo ikke påstå, at det aldrig nogensinde er sket, at en mand har stukket sig på den berømte nål, medens han lå og rullede i høstakken med en kvinde. Men sandsynligheden er begrænset. Og sandsynligheden for at det vil gentage sig, er endnu mindre. Så det skal ikke bruges som begrundelse for vidtgående lovændringer med forbud mod nåle. Og selv om chancen for uønskede børn nok er en del større, så skal man nok også der tænke sig om, førend man ændrer love. Et tv-program med gadeinterviews af vox populi og uendelig gentagelse af de samme klip er næppe det rette grundlag.
Hvis det bærende synspunkt er: “Kvinden har et valg, det skal manden også have!” så bliver det hele en smule for enkelt. Faktisk så enkelt, at seriens oplæg slet ikke svarer til udtalelserne fra de deltagende mænd. Og det er egentlig det mest overraskende ved det.
Ønskebørnene
For de fleste af os er idealet om et barns fødsel og opvækst, at det sker i den klassiske kernefamilie, hvor moderen og faderen deles om glæder og sorger.
Det rejser så spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig, når idyllen ikke er til stede. I dette tilfælde tilsyneladende om den ene part skal kunne fralægge sig ethvert ansvar i forventning om, at den anden så løfter det.
Det er i denne sammenhæng interessant at se, at staten, der jo som udgangspunkt har en klar interesse i at understøtte kernefamilien, desuagtet oftest lyder alle mulige minoriteters mindste vink. Navnlig når de kan dække sig ind under smarte betegnelser, regnbuefamilier og lign. Jeg er barsk nok til at mene, at vi om 30-40 år vil opleve samme utak, som vi hører fra de børn, der blev ofre for 60’ernes frie kærlighed. Men lovgivningen er public choice-teori i fuld udfoldelse. Og det vil juridisk abort også være, hvis det gennemføres.
I øvrigt tror jeg, at man skal være rigtigt forsigtig med at diskutere den slags emner ud fra “barnets tarv”, dette herlige forældede udtryk. Historisk set, så har barnets tarv betydet alt muligt mærkeligt afhængigt af tidens sæder. Og man kan sagtens konstruere tilfælde, hvor såvel den ene som den anden løsning kan siges at være den bedste. Det er lidt, som om den ene part skyder barnet foran sig som et gidsel. Og det er vel ikke barnets tarv, men bare tarveligt.
De snydte fædre
Det vigtigste i seriens oplæg er, at de deltagende mænd er blevet ufrivillige fædre, fordi de er blevet røvrendt af moderen. Og konflikt med moderen er der i alle tilfældene.
Men det er jo ikke, fordi moderen er blevet gravid, at der er konflikt. Det er for dem alle 3 det forhold, at de ikke får lov til at deltage i opvæksten i samme omfang, som de godt kunne ønske sig, der er udgør konflikten.
Og så må man jo spørge sig selv, om en “juridisk abort” ville løse disse fædres problem? De vil jo ikke befries for barnet, men have mere barn.
Og så er der lige et af de allervigtigste principper i juristernes værktøjskasse, en del af det man for spøg kalder “rimelighedsloven”, som skal i anvendelse. Og det er forbuddet mod at sidde i baghånd. Man skal ikke efterfølgende kunne ændre på sin retsposition ved at omgøre tidligere udmeldinger. Det er sjældent sagt så stærkt i lærebøgerne, men det er rigtigt.
Dertil kommer, at hvis man giver fædrene en mulighed for juridisk abort på et tidspunkt, hvor de endnu ikke har vænnet sig til, at de skal være fædre, så vil det være meget nemt for dem at overtale sig selv til at sige pænt “Nej, tak”. Og mon ikke en del vil fortryde.
Laver kvinder børn på mænd?
Dette er som allerede skrevet det bærende element i serien, men det lyder da ikke helt logisk.
Hendes markedsværdi som seksualobjekt falder givetvis betragteligt, hvis hun slæber rundt på et barn fra et tidligere forhold. Så hvis hun på trods deraf er så vildt forhippet på at videreføre generne fra en mand, der højlydt erklærer, at han ikke interesserer sig for hende eller sit eget afkom, at hun ikke ønsker en abort, så må hun være ganske ualmindelig overbevist om, at han har nogle attraktive gener. Tænk på, at hun hver eneste dag resten af livet skal elske noget, som består halvt af ham – og ikke nødvendigvis kun den charmerende halvdel.
Hvis nogen kvinde ville smiske sådan for mig, så ville jeg være villig til at betale ganske mange børnepenge for det. Men at antage kvinder med vilje gør det med en helt tilfældig mand, det lyder altså tosset.
Hvis der endelig skal være noget om det, så kan det måske ske i situationer denne:
- Mand på vej ud af forhold.
- Kvinde vil holde på ham.
- Kvinde vil vise hans afgørende betydning for hende.
- Kvinde sørger for at blive gravid med hans barn
I min egen omgangskreds har jeg somme tider set en lidt sjov variant, nemlig at når et par med hhv. dine og mine børn etablerer sig, så går der ganske usigeligt kort tid, førend hun er gravid med det, som jeg plejer at kalde et bekræftelsesbarn. Det samme sker i øvrigt, hvis et separeret par flytter sammen igen. I de situationer er manden dog evigt lykkelig og med på idéen.
Ved de tilfældige møder, så handler det vel oftest om, at graviditeten også er overraskende for hende. Og når hun så alligevel vil have barnet, kunne vel det være, fordi hendes hormoner tager over og dikterer, at selv om barnet måske ikke lige var ønsket, så er aborten værre. Det er vel ikke så svært at forstå. Da mine tvillinger var ventede, blev min sindstilstand faktisk sådan, at jeg ikke så mig i stand til at knibe overflødige blomster af en tomatplante. Det var bare for abortagtigt! Hvordan er det mon så ikke lige at være moderen.
Og hvis man ser det som et spørgsmål om at fralægge sig ansvar, så er det i hvert fald sådan, at kvinden jo netop ikke undgår et ansvar ved at få barnet. Hun skal faktisk leve med barnet resten af sit liv.
Økonomi
For danske mødre har det idag ingen betydning, om hun opgiver navnet på faderen. Reglerne er ganske vist sådan, at faderen skal betale bidrag til barnet, men hvis der ingen far er, så betaler staten på den ukendte fars vegne.
Beløbet er i øvrigt ikke voldsomt højt – vist heller ikke sammenlignet med andre lande, og det er voldsomt skattebegunstiget, fordi faderen har fradragsret, medens det ikke udløser skat hos barnet, der regnes for modtageren. Der er faktisk skilsmisseforældre, som med omhu udnytter reglerne til at skattemaksimere.
I 2016 taler vi om 15.684 kroner, der dog på grund af skattefradraget kun svarer til ca. 11.000 netto. Hvis man tjener mere end 480.000, og ikke har pådraget sig andre forsørgerforpligtelser, så kan man komme til at betale dobbelt, men det er altså ikke så relevant for den største del af landets befolkning.
Nix pille – er den bedste pille
Sådan lød et slogan fra Kristeligt Folkeparti i 1970’erne, da man ville frigive p-pillen til brug i Danmark. Og det er lidt det samme, der ligger bag, når nogle mener, at hvis man vil dyrke sex, så må man også være villig til at tage konsekvenserne.
Personligt er jeg så pervers, at jeg faktisk synes, det fremmer sexlysten, når man har den lille joker med i spillet. Mine hormoner fortæller mig jo, at jeg skal reproducere mig selv, og så er prævention altså en form for snyd mod mine instinkter. At være ligeglad med prævention er jo også at sende et signal om, hvor fascineret man er af sin partner. Intet er da stærkere end at ville dele gener med nogen. Og det er jo det, et barn er, en genetisk fusion. Men det er måske bare mig, der er afsporet. Og det betyder i hvert fald, at jeg altid har accepteret risikoen.
Kan risikoen afdækkes.
Hvis der findes unge mænd, som føler sig så attraktive, at de forventer, at svigagtige kvindfolk vil bruge dem som ufrivillig gén-bank, så burde de vel bare gå sammen om at danne en forening til gensidig afdækning af den økonomiske risikoen. Alternativt må de da kunne tegne en forsikring mod det hos Lloyds. Det er nok forbløffende billigt.
Jeg fik faktisk forleden gåturen med hunden gjort lidt interessant ved at gennemtænke de mulige vedtægter for “Alimentantforeningen Guldhornet”.
Konklusion
Anne Sophie Hermansen er dumpet. Hun elsker de lette synspunkter, men længere når hun ikke. Hun er ikke et eksempel på en Flittig-Lise, der i kraft af en arbejdsindsats når ud i hjørnerne af stoffet. Hun giver mere mindelser om den traditionelle blondine. Det hele blev lidt langtrukkent, og så så hun alligevel aldrig paradokserne i synspunktet.
Og derved fik hun mig heller ikke overbevist om, at vejen til at give fædre til børn født udenfor parforhold mere indflydelse er at give dem ret til at stille sig over i hjørnet og sige: “Hvis jeg ikke må bestemme, så vil jeg slet ikke være med!”