Juridisk abort – et historisk overblik

Juridisk abort er et fremragende slagord. Uden det havde vi næppe fået en debat om emnet. Men nye er tankerne bag bestemt ikke. Det får man dog ikke indtryk af, når man ser debatten, så lad os lige tage et hurtigt resumé.

Fra tidernes morgen har forholdet mellem en far og hans uægteskabelige barn primært drejet sig om 4 forhold

  1. navn
  2. arveret
  3. bidrag til underhold
  4. samkvem, altså deltagelse i opdragelsen 

Navnet er sjovt, for der findes vist ikke ret mange kulturer, hvor et barn ikke knyttes til sin far ved navn. Almindeligt er patronymet, altså faderens navn med tilføjelsen -søn (idag -sen) eller -datter. I Danmark har det også været en fast regel, og den eneste almindeligt kendte undtagelse i ældre tid er kong Svend Estridsen.

Traditionen har set fra moderens synspunkt den fordel, at faderen har meget svært ved at undgå et ansvar for barnets forhold.

Det er først efter indførelsen af faste slægtsnavne (forordning af 4. marts 1857 om forandring af dåbsforordningen), at det vinder frem, at barnet ved fødselen får moderens slægtsnavn, og jeg kender senere eksempler på patronym. Men fra 1904-loven om navne bliver det fast regel, at børn udenfor ægteskab får moderens navn og først fra børnelovene af 7. maj 1937 får det igen mulighed for at vælge faderens.

Der var også mulighed for, at børn kunne få samme efternavn som moderen fik, hvis hun senere indgik ægteskab. På den måde undgik man, at barnet blev udstillet som uægteskabeligt i forhold til omverdenen.

En ubetinget arveret efter faderen får børn udenfor ægteskab først i 1937. Indtil da kunne faderen frivilligt tillægge dem en halv arveret i forhold til børn i hans ægteskab (Danske Lov 1683  art. 5-2-70). Han kunne også gifte sig med moderen, og så bliver barnet jo ægteskabeligt. Horebørn – altså en gift persons barn med andre end ægtefællen, kunne aldrig få arveret efter den gifte forælder.

Bidrag til underhold af såvel barnet som moderen i barselsperioden indføres med forordning af 14. oktober 1763, men kun til det 10. år, og faderen kunne indtil 1919 sværge sig fri af forpligtelsen (ophævet ved lov af 11. april 1916 om rettens pleje).

Samkvem med barnet har faderen ikke haft mulighed for at kræve førend lov af 4. juni 1969, og da var det endda en betingelse, at det fandtes foreneligt med barnets tarv. Det var navnlig i tilfælde, hvor faderen havde haft samkvem med barnet på frivillig basis, men hvor moderen ikke længere ville tillade det, at man gav faderen ret til samkvem.

Mulighed for fælles forældremyndighed for uægteskabelige børn kom først i lov nr. 387 af 14. juni 1995. Og automatisk bliver den kun, hvis forældrene har levet sammen i løbet af de sidste 10 måneder førend fødslen (d.v.s. avlingsperioden og graviditeten).

Indførelsen af samkvemsretten blev betragtet som en voldsom sejr for mandens rettigheder, da den blev indført for mindre end en menneskealder siden, og det er derfor lidt sjovt, at andre grupper mænd nu kræver mulighed for at frasige sig såvel retten til barnet som pligterne.

Historisk har moderen haft alle muligheder for at udelukke faderen fra barnet. Som den helt drastiske løsning har hun kunnet bortadoptere det, men den mulighed opstår gradvis i løbet af 1800-tallet og indtil 1956 betød det blot, at barnet fik 2 familier.

En mere effektiv variant var at hun fra 1750 (reskript af 13. marts) kunne vælge at føde i et accouchementshus (primært fødselsstiftelsen i København), hvor fødslen var gratis og hvor hun ikke skulle opgive sit navn. Reglerne var i kraft helt op til børnelovene af 1937, og det er stadig sådan, at man kan møde dåbsattester fra Rigshospitalet, hvor forældrenes navn er angivet med et nummer. Og kun barnet selv kan få udleveret sin mors navn. Alle andre må vente, til der er gået 100 år fra fødslen. Efter fødslen kunne barnet blive sat i pleje, så hemmeligheden var total.

I vore dage accepterer domstolene blanco, at en kvinde under en faderskabssag nægter at oplyse mulige fædre, uanset hun har vidnepligt og derfor kan spærres inde indtil hun taler (dog højst 6 måneder, men det er nu også længe). I andre tilfælde opgiver de “en mand, som de mødte på … “, og så er man lige langt. Faderen kan dog anlægge en faderskabssag, når andre mænd ikke har påtaget sig faderskabet, men der gælder nogle skrappe fristregler.

Afslutningsvis vil jeg godt nævne, at den evige – næsten floskuløse – gentagelse af, at man må se på barnets tarv, har været bærende for langt det meste af lovgivningen i hvert fald de seneste hundrede år. Allerede brugen af ordet “tarv” viser det, for udenfor juristsprog har ordet næsten ikke været brugt siden 1800-tallet. Vores opfattelse af hvad barnet har godt af, er bare ændret med tiden, og vil nok blive ved med at ændre sig.

Så det bliver spændende at se, hvad diskussionen om juridisk abort fører til.

Min egen holdning – efter at have set alle 3 afsnit af serien – findes her.