Roskilde Festival – i retrospektiv

I foråret 2012 dukkede der en klassisk sag om misbrug af offentlige myndigheders magt op, nemlig den hvor Roskilde Kommune meget belejligt ønskede at ekspropriere jord, som den så ville stille til rådighed for Roskilde Festivalen. Festivalen havde gennem en lang række år lejet jorden, men ville nu ikke betale den leje, som jordejeren selv anså for rimelig. Kravet om lejens størrelse var imidlertid begrundet med at ejeren bl.a. havde foretaget en del investeringer i at gøre området egnet til festivalbrug med dræn, beplantning og deslige. Da han ikke ville leje ud, havde Roskilde Kommune først generet ham med en lokalplan, der gjorde brug af jorden til andet end festival ulovlig. Og da han så lidt genstridigt skabte sin egen festival, skred man til ekspropriation.

Meget belejligt – men aldeles uden nogen forbindelse med ekspropriationen – besluttede festivalen stort set samtidig at give Roskilde Kommune nogle nye idrætsanlæg.Det gav lidt røre i andedammen.

På et tidspunkt skrev Roskilde Festivals udviklingschef et indlæg i Jyllandsposten med titlen “Svin Roskilde Festival til og få en masse omtale”. Det kunne jeg – og mange andre – ikke stå for at svare på. Her er mit indlæg i Jyllandsposten d. 17. marts:

Knap så velgørende festival

Jyllands-Posten bragte 13/ 3 et indlæg fra Roskilde Festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, om den tvangsafståelse (for det betyder “ekspropriation” i oversættelse fra det pæne latin), som kommunen er i færd med at gennemføre over for en nabo til dyrskuepladsen.

Indlægget er temmelig emotionelt og nærtagende. Når pressens årligt berettigede – og formentlig som oftest saglige – anmeldelser af det med spænding imødesete program for festivalen skal betegnes som tilsvining, så har man altså lidt let til selvmedlidenhed. Og det naturligste var da også at afskrive det med Shakespeares ord om, at kun den ramte hund hyler.

Men der er måske grund til at supplere med nogle af de åbenlyst fraværende fakta.


Marginal forskel

For det første skal man ikke lade sig imponere af, at festivalen fører sig frem som velgørende. Forskellen fra Egmont, A. P. Møller og Danske Bank, der alle er ejet eller kontrolleret af velgørende fonde, er marginal. Der er masser af virksomheder, som er lige så velgørende som festivalen.

I festivalens tilfælde er det rigtigt, at selve den velgørende institution, der her er en forening, er mere synlig. Det fremgår nemlig tydeligt af festivalens hjemmeside, at man har lagt sine aktiviteter i en sindrig og ganske omfattende selskabsstruktur med en fond, foreningen og et antal aktieselskaber, der – og det erkendes klart på hjemmesiden Roskildegruppen.dk – først og fremmest har til formål at minimere betalingen af skatter og afgifter. Det er der intet ulovligt i, men så skal man måske ikke bryste sig af sit samfundssind i helt den grad.

Og derfor skal man slet ikke begynde at fremstille sin modpart som en “koncern” i den åbenbare hensigt, at udtrykket skal forbindes med en negativ værdiladning.

De bedste hensigter

Det essentielle i sagen er imidlertid, at vi har at gøre med en stor spiller i et lille samfund. Det kendes også andetsteds. Man behøver blot at tænke på kombinationerne Lego og Billund, Nordborg og Danfoss og sikkert mange andre for at forstå, hvor vanskelig relationen kan være. Det skal slet ikke betvivles, at festivalens ledelse selv mener, at man har de bedste hensigter, og at de oprigtigt er blinde for modsatrettede synspunkter. Blindheden fremgår med stor klarhed af indlægget. Men når man bliver så stor og har så nære relationer til bystyret, så skal man være forsigtig med, at adfærden ikke bliver til magtbrynde.
 
I den forbindelse fremmer det næppe forståelsen, at festivalens ledelsesorganer er sammensat på en måde, som formentlig giver de fastansatte den afgørende indflydelse, uanset der findes en græsrodsdemokratisk generalforsamling med mange tusinde potentielle deltagere.

Falske lodder

Lige nu fremhæves det, at en tvangsovertagelse af naboens jord tjener flere formål. Og det er sikkert sandt, at når man alligevel ville gavne festivalen, så kunne man slå andre fluer med samme smæk. Man havde dog næppe tvangsovertaget, hvis festivalen ikke havde eksisteret.

Samlet set er der altså lagt så mange falske lodder i vægtskålen, at en tvangsafståelse forekommer urimelig for en udenforstående. Forhåbentlig vil domstolene også erklære den ulovlig.

Der kom imidlertid mange andre indlæg i Jyllands-Posten, herunder et usigeligt konventionelt om “Ekspropriation til private formål” fra den juridiske professor Søren H. Mørup, der ikke kunne se nogen ulemper ved de eksisterende regler. Mit svar til ham kom den 2. april:

Afgørende detaljer blev glemt.

Med en kronik i JP 22/ 3 er professor Søren H. Mørup gået ind i debatten om ekspropriation. Det er en nydelig, pæn og uendeligt konform kronik. Efter den gamle karakterskala ville den blive betegnet som den gode, men noget rutineprægede præstation, altså til karakteren 10. Men forventer vi ikke lidt mere af en professor i faget?

Sagen er, at det lykkes ham at demonstrere en noget nær total mangel på interesse for en af de mest spændende nyere skoler i økonomisk teori, “public choice”. Det er selvsagt en af manglerne ved moderne akademisk uddannelse, at man er så specialiseret, at nabofagets relevante betragtninger kan gå en helt forbi.

Alligevel er han lige ved at snuble over de synspunkter, som gør, at alle hans mange henvisninger til rimelighed som forsvar for tvangsafståelser (lad os dog kalde spaden for en spade), kan afvises som ufunderet i virkelighedens verden.

Han nævner en sag om en landmand, der ikke vil sælge til en bestemt pris, og som derfor trues med tvangsindgreb. Men tvangssalget gennemføres ikke, og pludselig vil landmanden alligevel godt sælge. Og lige præcis med det eksempel viser han det dilemma, som “sælgeren” er i. Hvis han ved sin vægring mod et tilbud om køb af jorden forhindrer et projekt i at blive gennemført, risikerer han, at jorden i fremtiden ikke er det samme værd.

Naturlig reaktion

Og almindelig sund fornuft tilsiger, at de fleste ejendomsbesiddere vil forsøge at optimere deres profit fra jorden. Så spillet handler om at presse projektmageren så langt som muligt uden at skræmme ham væk.

Det er en metode, som staten selv anvender, når den udbyder licenser til mobiltelefoni eller reklameradio ved auktion.

At introducere tvangsafståelser i dette spil er at skabe nogle skævheder, som favoriserer én profitmager på en andens bekostning. Det skal man være forsigtig med, for typisk vil man blot gavne dem med politiske forbindelser på bekostning af de svagere.

Foreløbig er det ikke lykkedes at begrunde tvangsafståelser til private formål på en holdbar måde, og derfor bør de heller ikke accepteres af lovgivningen.

P. S. I den aktuelle sag fra Roskilde har man i øvrigt fremført det fantastiske argument, at den “griske gartner” slet ikke har dyrket sin jord i mange herrens år. Og til det er kun at bemærke: Nej, selvfølgelig gør han ikke det.

 
For hvis man forestiller sig, at han såede gulerødder om foråret, hvor mange mon han så ville høste om efteråret, når jorden en uge i juli overtrampes af glade festivalgæster? Og netop derfor kan han med rette kræve en høj leje, for den ene uges brug skal i virkeligheden betale for et helt års afgrøde.

Én kommentar til “Roskilde Festival – i retrospektiv”

  1. "Det er en nydelig, pæn og uendeligt konform kronik. Efter den gamle karakterskala ville den blive betegnet som den gode, men noget rutineprægede præstation, altså til karakteren 10. Men forventer vi ikke lidt mere af en professor i faget?"

    Av!

Lukket for kommentarer.