Regeringen vil foreslå, at når man én gang er anholdt for at sove i en utryghedsskabende lejr, så skal man kunne forvises fra den kommune i indtil 2 år. Men det kan blive et hundeliv for de ramte.
Så store områder rammer man.
Et gennemsnitligt kommuneforbud vil dække ca. 1 % af landet, for der er 98 kommuner. Men nogle er meget større end andre. Hvis man får sit forbud i Ringkøbing, så er det hele 3 % af Danmark, man som udgangspunkt ikke må komme i.
Idag har vi kun cirkelforbud med en radius på op til 800 meter for lejrslagning. Men en cirkel på størrelse med Ringkøbing kommune har en radius på mere end 22 km – ca. 45 km fra den ene side til den anden. Dermed kan det nye forbud komme til at dække et areal, som er 775 gange større end de gamle!
Formålet med loven er selvfølgelig at ramme hjemløse udlændinge. Men sådan må man ikke hverken skrive eller gøre, for det ville være en slags racediskrimination, så selvfølgelig kommer loven også en gang imellem til at ramme danskere. Sådan er det i hvert fald gået med tiggerloven, som havde samme målgruppe.
Vi lever alle på gaden
Lovforslaget skriver udtrykkeligt, at man kan få zoneforbud i den kommune, hvor man bor. Og så må man altså som udgangspunkt ikke gå på gader og stræder i den kommune. Selv ministeren kan se, at det ikke holder, så i lovforslaget skriver man nådigt, at folk gerne må tage på arbejde, købe ind, gå til lægen og på biblioteket.
Men hvis man tænker sig lidt om, så indser man hurtigt, at vi allesammen bruger en rigtigt stor del af vores liv i det offentlige rum. Og derfor er det spændende om et zoneforbud rammer:
-
deltagelse i folkeoplysning; aftenskole, foredrag m.m,
-
kulturelle aktiviteter; museumsbesøg, teater, biograf o.s.v.
-
politiske tilkendegivelser; demonstrationer, møder etc.
-
selskabelige aktiviteter på offentligt tilgængelige steder, eksempelvis en fødselsdag fejret på en café eller en restaurant.
-
religiøse ceremonier; for kristne kunne det være folkekirkens højmesse og kirkelige handlinger såsom begravelse, bryllup m.v.
-
motion; eksempelvis løbeture eller besøg i fitnesscentre eller blot spadsereture.
-
aktiviteter med henblik på forebyggelse eller behandling af sygdom.
-
brug af offentlig transport til gennemrejse.
-
større indkøbsture; for eksempel efter julegaver.
-
transport til impulsbesøg hos familie og venner, altså uden formel invitation.
-
nogle af de ovennævnte aktiviteter for at underholde og opdrage ens børn.
Nogen af tingene må man givetvis godt. Kommer man i hus hos sine venner eller familie uden at være blevet fanget på vejen derhen, så kan man utvivlsomt blive der lovligt, så længe man vil. Men må man gå udenfor og ryge en smøg på gaden? Næppe.
Prøv lige at sammenligne med fodlænker
Det, som man bedst kan sammenligne et kommuneforbud med, er naturligvis, at man også kan straffe folk med fodlænke. For på mange måder virker det på samme vis. Når man har fodlænke på, så kan man ikke bevæge sig udenfor, og når man har kommuneforbud, så kan man lidt flere ting, men der er stadig meget, man ikke må.
Men der er også store forskelle. Fodlænke er tænkt som en erstatning for fængsel. Det er at sidde i fængsel derhjemme. Men kommuneforbud, påstår lovforslaget, ikke er en straf. Straffen for at sove i lejr er en bøde. Kommuneforbuddet er bare en tillægsgevinst, som skal forhindre, at man igen slår lejr i den kommune. Det forhindrer så bare også, at man gør en hel masse andre ting.
Og fodlænke kan man absolut højst få på i 6 måneder, og efter at ens straffesag omhyggeligt er afgjort af byretten, hvor ens forsvarer har haft mulighed for kræve frifindelse. Kommuneforbud derimod vil kunne udstedes af yngste politibetjent på egen hånd og kommer rutinemæssigt til at vare i 2 år. Så hvad er mon egentlig sjovest at være udsat for?
Eget foto, lejr på Arsenaløen april 2018