Boligpolitikken er de borgerliges blinde vinkel

Tilskud til særinteresser og regulering af det frie marked har aldrig været borgerlige politikeres yndlingsidé, men netop derfor burde de interessere sig mere for boligpolitik.

“Den er hjemme,” sagde Uffe ved valget i ’98. Men det var den bare ikke. Og i den borgerlige lejr lagde man skylden for nederlaget på en socialdemokratisk skræmmekampagne om de riges fordele ved at sænke boligskatterne. Siden har boligpolitik været betragtet som en tabersag af næsten alle borgerlige politikere. Det var nu ikke, fordi det nogensinde havde været opfattet som en vinder.

Det er ærgerligt, for på lige det område er der plads til at boltre sig i borgerlige kerneidéer som en kåd ko på den første forårsdag. På få andre områder har der været givet så mange tilskud til mærkelige særinteresser, opretholdt så meget forældet regulering og lagt uforholdsmæssige byrder på skaffedyrene. Det burde være et sted, hvor man kunne samle taknemlige vælgere i hobetal.

Hver gang man drøfter byrder på skaffedyrene, så vil venstrefløjen himle op om, at nedsættelser ”kun vil gavne de allerrigeste”. Og selvfølgelig vil de gavne de rigeste, men når venstrefløjen bruger ordet ”kun”, så ryger enhver forbindelse med sandheden. Det er en pointe, som fortjener at blive gentaget så mange gange, at den bliver til en selvfølgelig sandhed.

Kigger man på boligskatter, så er skævhederne ellers til at få øje på. Fra min egen verden kan nævnes, at et hus med en yderst beskeden have, som jeg tidligere boede i, i dag koster ca. 10 gange så meget i boligskatter, som den næsten lige så store andelslejlighed, som nu er mit hjem. Det har intet borgerligt parti turdet tage fat i. I stedet får vi spin i stil med de konservatives forslag om fjernelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, som imidlertid skal være fuldstændig neutralt for statskassen, fordi lempelserne modsvares af en afskaffelse af fradragsretten og en avanceskat ved salg af bolig.

Tag dog tyren ved hornene. Sig det som det er, nemlig at jordprisen selvfølgelig er højere under etagebyggeri end under villaer, allerede fordi man har kunnet bygge mere på jorden. Og derfor skal den jord også beskattes højere.

Det er ingen naturlov, at de rige bor i villaer og de fattige i subsidieret byggeri, og det er slet ikke sandt for de 80 %, som ligger i midten. Af samme grund kan man undre sig over, at ikke alene beskattes jorden forskelligt, der er også en ejendomsværdiskat til forskel. Ja, der findes en logisk og fornuftig begrundelse for ejendomsværdiskat. I korte træk går den ud på, at for udlejningsbyggeri skal lejeren i stedet betale udlejeren en profit, som udlejeren så betaler skat af.

Men når langt den største gruppe udlejere er non-profit foretagender, som endda har modtaget støtte til opførelsen af deres bygninger, så modsvares ejendomsværdiskatten jo for lejernes vedkommende af ingenting. Og selv for de private udlejere er profitten ofte maksimeret til 7 % af ejendomsværdien i 1973. Det er jo næsten mindre end ingenting.

Det sidstnævnte forhold, at den ”midlertidige boligreguleringslov” (det er faktisk dens titel og har været det i mands minde) benytter ejendomspriser fra 1973 som udgangspunkt for beregning af den lovlige fortjeneste, er formentlig det forhold, som flest borgerlige politikere kan blive enige om, er absurd. Men de har aldrig fremsat et lovforslag om en ændring. Og somme tider er man altså nødt til at tage debatten, hvis man vil ændre på noget. Eller dog udarbejde en hvidbog eller tilsvarende derom, altså et dokument på mere end en enkelt side hvor man samler sine tanker – eller skal det ligefrem kaldes visioner – og kommer med sine bud på løsninger. Men det kræver jo, at man er villig til at arbejde sig ned i stoffet. Det er måske det, der mangler.

Det fører til en anden kæphest, nemlig at når boligpolitikken ses som en taber, så er det ikke lige der, de karrierebevidste politikere samles. Da man tidligere havde et særskilt boligudvalg i Folketinget, var det fra borgerlig side helt overvejende befolket med medlemmer af ”det tavse flertal,” altså de MF’er som ingen nogensinde har hørt eller læst om. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige om nogle mennesker, som altid har behandlet mig venligt og lyttet interesseret. De har bare aldrig været i stand til at slå igennem på de indre linjer i deres parti. Og så nytter det hele ikke noget.

Trump har suspenderet the Jones Act – en klassisk handelshindring

Voldsomme tropiske organer har meget få positive virkninger. At de skulle sætte gang i økonomien er håbløst sludder. Selv hvis folk pludselig arbejder mere, så er det jo for at nå op til tidligere levestandard, og selv når de indhenter fortidens niveau, så har de jo haft en lang periode med dårligere forhold.

Men dette års orkaner har dog alligevel haft en positiv virkning. Den amerikanske stat har for en periode suspenderet the Jones Act, som er en af de allermest klassiske former for handelshindring, nemlig et forbud mod kystfart for udenlandske skibe (cabotage).

I al sin enkelthed går loven ud på, at udenlandske skibe kun må sejle varer til eller fra landet, men ikke laste  en vare i landet og udlosse den i en anden indenlandsk havn. Det er selvsagt en lovgivning som indbyder til alle mulige former for krumspring.

Og det er en lovgivning, som demonstrerer, at uanset hvor meget amerikanere og socialister opfatter USA som højdepunktet af de frie markedskræfter, så er det bestemt ikke altid tilfældet. Det er så en skæbnens ironi, at det er en åbenlyst protektionistisk præsident, der suspenderer den.

Hvor idiotisk den er, kan illustreres med et banalt eksempel. Hvis et dansk containerskib anløber New York for at losse en del af sin last, og skal videre til Miami med resten, hvorfor så ikke fylde det op på vejen?

Arven fra merkantilismen
Forhistorien med cabotage er imidlertid lang og trang. Englændernes Navigations Acts var gennem mange år den vigtigste af denne type lovgivning. Udsprunget af merkantilismen forhindrede den andre landes skibe i ikke alene at sejle mellem engelske havne  i hjemlandet, men også imellem Storbritanien og kolonierne.

Det var blandt andet disse restriktioner, som irriterede de nordamerikanske kolonier og fremprovokerede uafhængighedsbevægelsen. Men det forhindrede dog ikke USAs nydannede kongress i at vedtage tilsvarende lovgivning som en af sine første handlinger. Men man kan selvfølgelig bemærke, at det indenlandske område var blevet lidt mindre.

Den danske ostindiske handel under den lange fred i 1700-tallet handlede forøvrigt i stort omfang om at omgå de engelske cabotage-regler.

Liberalismens gennembrud
Englænderne afskaffede deres Navigation Act i 1849 som led i den frihandels- og reformbølge, der forbindes med laissez-faire liberalismen. De har ikke fortrudt.

Amerikanerne har derimod fastholdt cabotage-regler. Og dertil kommer, at eksempelvis forsyninger til amerikansk militær skal sejles på amerikanske skibe, så det har været nødvendigt med subsidier til skibsfarten.

PS Cabotage-forbud for lastbilkørsel er lige så tosset – og sådan et har vi selv.

 

 

Vollsmose – en idyl storbyen

Hvor er der smukkest: Frederiksberg Slotshave eller Vollsmose?

Svaret var temmelig oplagt, troede jeg. Intet andet sted i landet er så synonymt med bandekrig, parallelsamfund og fejlslagne integrationsprojekter. Men jeg har aldrig været der førend i dag. Sammen med et par byrådskandidater gik jeg tur i eftermiddagssolen, og vi blev overraskede.

Der ligger faktisk et stort dejligt parkområde med å, små søer og slyngede stier, som lige så godt kunne have ligget nedenfor Valby Bakke. Der er store boldbaner, som er flade og derfor lidt kedeligere. Og i udkanten af denne idyl ligger der så er et væld af store billige familieboliger, omend stilen er temmelig tidstypisk for 70’erne.

Hvis man skulle undre sig over noget, så var det fraværet af mennesker i den park, som burde være et slaraffenland for midaldrende mænd med cocker spaniels og kvinder i joggingtøj.

Jeg har aldrig set et boligområde med så meget frirum mellem husene. Placèret i Gentofte kommune, så ville Bernstorffsparken blegne.

Men hvorfor er det så en ghetto?

Det er subsidieret byggeri. Så enkelt er svaret.

Kirkeskatten er et skoleeksempel på public choice i praksis

Folkekirkens ødselhed er simpelthen et resultat af, at måden, man skaffer og fordeler penge på, inviterer til et stadig stigende forbrug. Og public choice-teori illustrerer det levende

Hvis man antager, at det gennemsnitlige folkekirkemedlem synes, at prisen er blevet rigeligt høj, hvordan kan en demokratisk organisation så undlade at reagere på det. Umiddelbart må man antage, at det snarere skulle handle om at få aktiveret medlemmer, så de føler, at de får mere for pengene. Og den slags projekter dukker ofte op i mange varianter.

Trods det klare sollys er der urovækkende skyer i baggrunden

Men det er lige her, at public choice-teori har et andet bud. Ifølge den er forklaringen, at det ikke er det gennemsnitlige medlem, der deltager i menighedsrådene. Det gør de aktive, som vitterlig får udbytte af aktiviteterne. Og det er også kun de aktive, som deltager i valgene. De mange fredsvalg og lave stemmeprocenter dokumenterer det.

Og for så vidt angår hverveprogrammerne, så viser erfaringen, at det primært er de regelmæssige kirkegængere, som benytter alle de tilbud i form af foredrag, studiekredse, koncerter med mere, som er vokset frem. De inaktive når man ikke, og måske navnlig ikke de, som er kritiske overfor pengestrømmen.

Men hvis en ”skattenægterliste” skal slå igennem, så skal den enten kunne trække et stort antal ekstra vælgere til at deltage, eller den skal føre skrækkampagne om udmeldelser overfor de aktive.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Hvis skattenægterne skal have gennemslagskraft i provstiudvalgene, så skal der være skattenægterlister som slår igennem i noget over halvdelene af sognene – eller i hvert fald i et stort antal landsogne.

Det er noget nær en umulighed. Spørgsmålet er, hvor tydeligt skal folkekirkens aktive kunne se afgrunden og hvor hurtigt skal de køre mod den, førend de reagerer.

Hvad er det, der driver folkekirken ud i meningsløst forbrug

Folkekirken koster 8 mia om året, og beløbet er steget 9 % på 10 år. Hvad der det for mekanismer, som fører til det?

Gennem de sidste årtier har der været øget fokus på styringen af Folkekirken og på dens struktur og økonomi. 2 udvalg har afleveret grundige betænkninger, så alle kender udviklingen, men ingen gør noget ved det.

En grund til det kunne være, at det er de aktive medlemmer, der deltager i menighedsråd og andre besluttende organer, sammen med de ansatte. Og de, som nyder et gode, har som regel svært ved at give det fra sig.

Uanset grunden så er det i hvert fald sjældent, at kirkeskatten sættes ned. Hvis man forsøger at google det, så er antallet af relevante resultater meget beskedent, og der er år mellem, at det hænder. Og det er ikke i de store kommuner, hvor det batter.

Sådan skaffer kirken pengene

Der er 2 kilder til folkekirkens budgetter. Den mindste er statskassen, der betaler 40 % af lønnen til 1892,8 præster, en del af personregistreringen (kirkebøgerne) og forskellige andre småposter. Det bliver til samlet 492 mio. kr. Plus naturligvis et ministerium til 60.

Den anden kilde til penge er kirkeskatten, der opkræves af kommunerne. Den er ens for hele kommunen, men varierer temmelig meget fra kommune til kommune.

Det indkomne beløb deles i 2 portioner, en som indbetales til kirkeministeriet og bruges til betaling af de sidste 60 % af lønnen til præster samt til biskopper og deslige. Den andel er på 0,15 % af skatteydernes indkomst.

Resten af kirkeskatten går til kirkerne i de enkelte kommuner og varierer temmelig meget. Den laveste lokale kirkeskat er 0,26 i Gentofte, den højeste er Læsøs 1,15 og gennemsnittet på 0,72. Generelt kan man sige, at den er højest i kommuner med mange små landsogne, medens den er lavest de store bykommuner.

Det samlede budget for hele folkekirken løber dermed op i lige under 7.970.000.000 kr.

Fordelingen af pengene

Når pengene går i forskellige kasser, så bliver de også fordelt forskelligt. Præsterne betales af ministeriet og fordeles derfor også derfra. Men det er en fordeling som ligger temmelig fast. Nedlæggelse af sogne er besværligt og det samme er præstestillinger.

Det interessante ligger i de lokale penge, som fordeles af provstiudvalg og evt. også et stiftsudvalg afhængig af kommunens størrelse. Provstiudvalgene vælges af medlemmerne af menighedsråd, og da små sogne har forholdsmæssigt større menighedsråd, så har de også nemmere ved at få kandidater valgt.

Og naturligvis har småsogne en interesse i at fastholde et serviceniveau på højde med de stores, og det bliver forholdsmæssigt dyrt. Og lige så naturligt kan landsognene argumentere med, at deres middelalderkirker er dyre, at deres præstegård ikke er billigere end de store sognes, og at de har udgifter til graverne. Givet er det, at der med de nye store kommuner sker en ret stor overførsel fra bysogne til landsogne.

Det er heller ikke landsognene, der først mister medlemmer. Så for dem er prisen ved høje omkostninger ringe.

Provstiudvalgene er naturligvis ordentlige og høflige steder, men det afgørende er, at der ingen fordele er for et menighedsråd, hvis det foreslår en besparelse på dets eget budget. Og at gøre det på de andres er lidt uhøfligt. Og bruger man et år ikke sin bevilling, så risikerer man en mindre næste år.

På samme vis er menighedsråd oftest ordentlige og høflige steder, hvor man gerne vil gøre det godt for de ansatte og den aktive del af menigheden. Folk, man mødes og har det godt med hver eneste uge. Præsterne er endda fødte medlemmer af rådet. Også provstiudvalgene har i øvrigt 2 fødte medlemmer, provsten og en repræsentant for præsterne.

Samlet set er det frygteligt svært at for nogen at sige nej til de andre. Og man mister nok efterhånden proportionssansen, med et lægeligt udtryk bliver en følelser afstumpede. Begrænsningerne på forbruget ligger først og fremmest i frygten for medlemsflugt, og den er endnu ikke blevet overvældende..