Omskæring er nok ikke optimalt, men et forbud er værre.

Man er for tiden uhjælpeligt i undertal blandt de snakkende klasser, når man ikke går ind for et forbud mod omskæring. Og når man aldrig kunne finde på at gennemføre indgrebet på hverken sig selv eller ens søn, hvorfor kan man så være imod et forbud?

Sagen er imidlertid, at politik langt tiere handler om, hvem der skal bestemme noget end om, hvad der skal bestemmes. Jurister taler om henholdsvis kompetencenormer og forholdsnormer. Historien viser talløse eksempler, hvor vi – navnlig set i historiens lys – vil sige, at kompetencenormer er blevet misbrugt til at fastsætte urimelige forholdsnormer.

Der er både de store altafgørende forholdsnormer, middelalderens kætteri eksempelvis, hvor fastholdelse af et heliocentrisk verdensbillede kunne resultere i død på bålet. Og så er der også en ufattelig mængde af små forholdsnormer, som enkeltvis kan forekomme latterlige, men som samlet giver et indtryk af det pågældende samfund som frit eller autoritært.

Af de 2 normtyper har urimelige forholdsnormer dog den fordel, at man kan argumentere mod dem. At få flyttet kompetence til at bestemme tilbage til borgerne er, når den først én gang er flyttet til myndighederne, usigeligt svært.

At gå ind for et forbud mod omskæring er at give myndighederne lov til at bestemme endnu mere i vort liv. Det burde liberale kunne se. For mig er dette egentlig nok, men der er mere.

Hjælper forbud

Hovedbegrundelsen for, at vi mennesker ikke begår kriminalitet, er naturligvis ikke, at der findes en lov med et forbud. Sandheden er, at vi undlader forbrydelser, fordi vi helst vil behandle medborgere pænt. Og det indebærer også, at hvis vi ikke kan se meningen i et forbud, så overholder vi det ikke.

Ligesom i alle andre af livets forhold, så er overtrædelse af forbud noget man kan vænne sig til. Jo flere og jo mærkeligere de er, desto lavere bliver respekten for dem, og det gør den også overfor de mere rimelige forbud.

Omskæringsforbud vil blive omgået med alle til rådighed stående midler. Vi  vil opdage, at store befolkningsgrupper – tilfædigvis allesammen jøder og muslimer – har medfødte misdannelser, som nødvendiggør omskæringen. Det vil blive udført i udlandet, og så videre.

Og det vil det, nøjagtig lige så længe som drengenes fædre accepterer det. Og i den forbindelse bør vi nok have tillid til, at fædre ikke udsætter deres sønner for noget, som de selv helst havde været fri for. Lige så længe man vil hævde, at man selv er et tænkende væsen, må man nødvendigvis anerkende det samme om andre mennesker.

Børnene skal selv vælge

Det er et yderst velklingende argument. Liberalt og fordomsfrit, ikke sandt.  Det er faktisk bare så velklingende, at man bør overveje om det også er hult og overfladisk som et trommeskind.

Når man får et barn, så kommer man uundgåeligt til at træffe en hel masse valg, valg, som ikke kan gøres om, og som kommer til at præge barnet resten af dets liv. Der er småting, og der er store ting.  Nogle indgår så naturligt i vores kultur, at vi end ikke stiller spørgsmål ved dem. Der er ikke mange piger på 12, som ikke har huller i ørerne. Vi opdrager dem til, at det er helt i orden med skiftende seksualpartnere i en alder, som i andre kulturer ville blive mødt med vantro. Ve den, som hævder, at 16-årige gymnasieelever ikke skal drikke sig svinefulde. Vi retter tænder, flytter flyveører og alt muligt andet.

Omskæring er bare den måde, en anden kulturkreds reagerer. Og det er en kulturkreds som i hvert fald periodevis har omfattet store dele af vores egen, kristne, verden. At det valg er så helt urimeligt meget værre, og at vi partout besidder den eneste endelige sandhed om verdens indretning, har jeg svært ved at tro.

Nej, jeg synes ikke omskæring er en god idé. Jeg har et godt og nært forhold til min egen forhud. Men den er altså ikke en væsentlig del af min identitet. Andre lever udmærket uden. Og lad dem så blive ved med det.

 

PS Efter at have skrevet ovenstående er jeg kommet til at tænke mere over, at på et eller andet tidspunkt, så vil vore børn forlange en forklaring på de mærkværdigheder, som de er blevet udsat for. Så naturligvis foretager man sig ikke valg på deres vegne uden at have tænkt over det og uden at være villig til at stå ved sit valg. Og jo længere konsekvenserne rækker, desto mere tænker man nok.

Det er langt fra noget vigtigt, men alligevel et brugbart eksempel, at mine egne børn har afkrævet mig en fyldestgørende forklaring på, at X-factor var forbudt at se herhjemme, når alle deres klassekammerater måtte. Det så de som klart fremmedgørende i forhold til vennerne.  Men jeg fandt det ikke pædagogisk at se et program, hvor “dommerne” har det som en væsentlig opgave at nedværdige de optrædende med dumsmarte bemærkninger. Sådan taler vi ikke til og om hinanden herhjemme, og jeg så ingen grund til at dyrke det som underholdning. Og efterhånden tror jeg, at de kan se pointen i, at ganske vist er denne familie mærkelig på det punkt, men vi har nogle grunde til det, som ligger i forlængelse af vores menneskeopfattelse.

(Det er dog muligt, jeg har misforstået programmet. Den ene gang hvor jeg forsøgte at se det, gad jeg kun det første kvarter.)

Det er også gået op for mig, at jeg inderst inde har en dyb fornemmelse af, at engang i fremtiden vil jeg være afhængig af lige præcis mine børn. Det er måske derfor jeg føler en særlig pligt til at forvalte mit ansvar for dem godt. Jeg vil jo gerne have tilbage i samme mønt.

Begge dele er forhold, som trækker i retning af, at forældrene er nærmest og bedst til at bestemme.