Indlæg

Udgivet den

Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Udgivet den

Karsten Lauritzen har ikke styr på sit ministerium; men til gengæld har FSRs lobbyister åbenbart godt styr på ham

Skatteminister Karsten Lauritzen havde en kronik om skattesnyd i Berlingske Business/Business.dk d. 30. maj. Den havde direktøren i FSR – den af alle lobbyorganisationer, der har flest interesser i at påvirke Skat – skrevet sammen med ham. Og det kunne man se

Hvis han har ladet sine embedsmænd læse kronikken , og de har godkendt den, så trænger Skatteministeriet i hvert fald endnu en gang til udskiftning på topposterne. Det faktuelle grundlag er ganske enkelt forkert i en grad, som aldrig burde være sluppet forbi dem. Og hvis de ikke har læst den, så er det lige så slemt, at ministeren ikke samarbejder med dem.

Lauritzen refererer i kronikken, at EU-kommissionen har beregnet, at de europæiske lande mister ca. 1.000 mia. Euro årlig i skatteindtægter på grund af skatteunddragelse, såvel den kriminelle variant skattesnyd som legal skattetænkning. Det er logisk umuligt at bevise, at EU-kommissionen aldrig har begået en sådan beregning, for man kan ifølge Aristoteles ikke bevise en negativ kendsgerning. Men det er da sigende, at ministeren og hans medforfatter fra revisorernes fagforening ikke angiver deres kilde.

Det mest sandsynlige er imidlertid, at ministeren fejlhusker og i virkeligheden tænker på en rapport fra den socialistiske gruppe i EU-parlamentet. Det er jo noget lidt andet. I så fald har man vel lov til at forvente et element af spin og forvanskning af tallene. (Rapporten kan findes ved at google ”Closing the European Tax Gap 2012”)

Hvis man læser rapportens tal for Danmark, så viser det sig, at socialisterne antager, at 1/6 af den samlede danske økonomi er ”forsætligt er skjult for offentlige myndigheder”, altså sort på den kriminelle måde. Det er jo absurd! Og så skal eventuel grå skattetænkning lægges oveni. Det næste bliver vel, at 1/6 af befolkningen er marsmænd.

Det antages endvidere, at alene den danske stat mister svimlende 140 mia. kr. om året som følge af sort arbejde. Det mest ædruelige tal, der findes om sort arbejde i Danmark, stammer fra Rockwoolfonden og giver et skøn på ca. 8 mia. i tabte skatter. Forskellen er slående.

Tilbage står et klart indtryk af en minister, som ikke har tilstrækkelig indsigt i sit eget ressort, og som i jagten på lidt billig popularitet er villig til at optræde som stråmand for en interesseorganisation. Det lover ikke godt for genopretningen af et ministerium, der de seneste år har henligget i kaos.

PS Her er så ministeriets officielle opgørelse af tabene på sort arbejde.

Udgivet den

Borgerlige ord om parkering

Det er lidt tragisk, at når en politiker fra Enhedslisten endelig siger noget, som er i overensstemmelse med klassisk liberal økonomi, så bliver hun overfuset af samtlige borgerlige. Men naturligvis bør det koste mere for beboerne at parkere i København.

For det første er det en uforskammethed, at lade byens egne borgere få noget nær gratis adgang til p-pladser, medens nabokommunernes skal betale temmeligt heftige beløb, hvis de vover sig ind over bygrænsen til København. Og det burde også være ulovligt. Der kunne faktisk næsten lige så godt stå et skilt med: ”Parkeringspladserne må ikke benyttes af indbyggerne i rigmandsghettoerne.” Men så ville alle jo kunne se urimeligheden.

Parkeringspladser optager imidlertid jord. Og i en by er jord en knap og dermed hundedyr vare. Udenfor min dør er hver parkeringsbås på 10 m2. Hvis arealet var en privat grund, så ville det stykke jord inde i centrum kunne koste ca. 25.000 kr. årligt i grundskyld! Hvorfor skal man betale mindre for at bruge kommunens jord end for at parkere på sin egen?

Hvis kommunen havde indtægter fra parkeringslicenser i den størrelsesorden, så ville selv Enhedslistens politikere nok tænke sig om, førend de nedlagde dem. Lige nu er det derimod stort set gratis for venstrefløjen at imødekomme deres vælgeres romantiske forestillinger om et miljørigtigt liv.

Så borgmesteren har en, økonomisk set, fuldstændig fornuftig pointe. Men det er måske nemmere at kapere, når man ikke selv har en bil.

Udgivet den

Omskæring er nok ikke optimalt, men et forbud er værre.

Man er for tiden uhjælpeligt i undertal blandt de snakkende klasser, når man ikke går ind for et forbud mod omskæring. Og når man aldrig kunne finde på at gennemføre indgrebet på hverken sig selv eller ens søn, hvorfor kan man så være imod et forbud?

Sagen er imidlertid, at politik langt tiere handler om, hvem der skal bestemme noget end om, hvad der skal bestemmes. Jurister taler om henholdsvis kompetencenormer og forholdsnormer. Historien viser talløse eksempler, hvor vi – navnlig set i historiens lys – vil sige, at kompetencenormer er blevet misbrugt til at fastsætte urimelige forholdsnormer.

Der er både de store altafgørende forholdsnormer, middelalderens kætteri eksempelvis, hvor fastholdelse af et heliocentrisk verdensbillede kunne resultere i død på bålet. Og så er der også en ufattelig mængde af små forholdsnormer, som enkeltvis kan forekomme latterlige, men som samlet giver et indtryk af det pågældende samfund som frit eller autoritært.

Af de 2 normtyper har urimelige forholdsnormer dog den fordel, at man kan argumentere mod dem. At få flyttet kompetence til at bestemme tilbage til borgerne er, når den først én gang er flyttet til myndighederne, usigeligt svært.

At gå ind for et forbud mod omskæring er at give myndighederne lov til at bestemme endnu mere i vort liv. Det burde liberale kunne se. For mig er dette egentlig nok, men der er mere.

Hjælper forbud

Hovedbegrundelsen for, at vi mennesker ikke begår kriminalitet, er naturligvis ikke, at der findes en lov med et forbud. Sandheden er, at vi undlader forbrydelser, fordi vi helst vil behandle medborgere pænt. Og det indebærer også, at hvis vi ikke kan se meningen i et forbud, så overholder vi det ikke.

Ligesom i alle andre af livets forhold, så er overtrædelse af forbud noget man kan vænne sig til. Jo flere og jo mærkeligere de er, desto lavere bliver respekten for dem, og det gør den også overfor de mere rimelige forbud.

Omskæringsforbud vil blive omgået med alle til rådighed stående midler. Vi  vil opdage, at store befolkningsgrupper – tilfældigvis allesammen jøder og muslimer – har medfødte misdannelser, som nødvendiggør omskæringen. Det vil blive udført i udlandet, og så videre.

Og det vil det, nøjagtig lige så længe som drengenes fædre accepterer det. Og i den forbindelse bør vi nok have tillid til, at fædre ikke udsætter deres sønner for noget, som de selv helst havde været fri for. Lige så længe man vil hævde, at man selv er et tænkende væsen, må man nødvendigvis anerkende det samme om andre mennesker.

Børnene skal selv vælge

Det er et yderst velklingende argument. Liberalt og fordomsfrit, ikke sandt.  Det er faktisk bare så velklingende, at man bør overveje om det også er hult og overfladisk som et trommeskind.

Når man får et barn, så kommer man uundgåeligt til at træffe en hel masse valg; valg, som ikke kan gøres om, og som kommer til at præge barnet resten af dets liv. Der er småting, og der er store ting.  Nogle indgår så naturligt i vores kultur, at vi end ikke stiller spørgsmål ved dem. Der er ikke mange piger på 12, som ikke har huller i ørerne. Vi opdrager dem til, at det er helt i orden med skiftende seksualpartnere i en alder, som i andre kulturer ville blive mødt med vantro. Ve den, som hævder, at 16-årige gymnasieelever ikke skal drikke sig svinefulde. Vi retter tænder, flytter flyveører og alt muligt andet.

Omskæring er bare den måde, en anden kulturkreds reagerer. Og det er en kulturkreds som i hvert fald periodevis har omfattet store dele af vores egen, kristne, verden. At det valg er så helt urimeligt meget værre, og at vi partout besidder den eneste endelige sandhed om verdens indretning, har jeg svært ved at tro.

Nej, jeg synes ikke omskæring er en god idé. Jeg har et godt og nært forhold til min egen forhud. Men den er altså ikke en væsentlig del af min identitet. Andre lever udmærket uden. Og lad dem så blive ved med det.

 

PS Efter at have skrevet ovenstående er jeg kommet til at tænke mere over, at på et eller andet tidspunkt, så vil vore børn forlange en forklaring på de mærkværdigheder, som de er blevet udsat for. Så naturligvis foretager man sig ikke valg på deres vegne uden at have tænkt over det og uden at være villig til at stå ved sit valg. Og jo længere konsekvenserne rækker, desto mere tænker man nok.

Det er langt fra noget vigtigt, men alligevel et brugbart eksempel, at mine egne børn har afkrævet mig en fyldestgørende forklaring på, at X-factor var forbudt at se herhjemme, når alle deres klassekammerater måtte. Det så de som klart fremmedgørende i forhold til vennerne.  Men jeg fandt det ikke pædagogisk at se et program, hvor “dommerne” har det som en væsentlig opgave at nedværdige de optrædende med dumsmarte bemærkninger. Sådan taler vi ikke til og om hinanden herhjemme, og jeg så ingen grund til at dyrke det som underholdning. Og efterhånden tror jeg, at de kan se pointen i, at ganske vist er denne familie mærkelig på det punkt, men vi har nogle grunde til det, som ligger i forlængelse af vores menneskeopfattelse.

(Det er dog muligt, jeg har misforstået programmet. Den ene gang hvor jeg forsøgte at se det, gad jeg kun det første kvarter.)

Det er også gået op for mig, at jeg inderst inde har en dyb fornemmelse af, at engang i fremtiden vil jeg være afhængig af lige præcis mine børn. Det er måske derfor jeg føler en særlig pligt til at forvalte mit ansvar for dem godt. Jeg vil jo gerne have tilbage i samme mønt.

Begge dele er forhold, som trækker i retning af, at forældrene er nærmest og bedst til at bestemme.

Udgivet den

Når straffene bliver for hårde, frifinder domstolene

Politikerne praler med gennemførelsen af brutale straffelove, men tror de virkelig, at det kommer til at slå igennem ved domstolene

Antallet af nye straffelove med drakoniske (somme tider nærmest: dra-komiske) straffe for beskedne forseelser er højt for tiden. Og ved siden af råbes der i en uendelighed på udvisning. Men hvis udlændinge skal udvises for selv de mindste petitesseforbrydelser, så kommer vi formentlig til at se stribevis af mærkelige domme i straffesager. Allerede nu får man en fornemmelse af, at såvel lægdommere som de professionelle vånder sig ved at gennemføre udvisninger i det omfang, som loven lægger op til.

Nævninge, der nægter at makke ret, og som frifinder på trods af alle beviser og lovregler, er sjovt nok en af hovedgrundene til, at vi har nævninger til at behandle straffesager i Danmark. Det kan godt virke lidt selvmodsigende at hylde nævninge for netop ikke at dømme efter loven, men det er ikke desto mindre den historiske baggrund.

Nævninge spredte sig i 1800-tallet som en steppebrand udover Europa. Det skete, fordi man oplevede, at de engelske nævninge stod som garanter mod statsmagtens overgreb. Fra kort efter den franske revolution i 1789 og op i 1800-tallet forsøgte de engelske myndigheder at undertrykke kritik ved at anklage kritikerne for oprør. Historiske undersøgelser har vist, at konsekvente var nævningene ikke, når staten forfulgte nogen for “oprør”, men de reddede dog utvivlsomt en del fra enten galgen eller Australien.

Jury nullification – den amerikanske løsning

I de seneste år har der navnlig i USA rejst sig en bevægelse, der med fuldt overlæg opmuntrer til noget tilsvarende. De kalder det “jury nullification”, og bevægelsen udspringer uden tvivl af de grotesk hårde strafudmålinger, som har ført til, at USA har en større andel af sin befolkning bag tremmer end noget andet land på jord. Bevægelsen går simpelthen ud på, at man uanset beviserne bare skal frifinde, hvis man personligt ikke bryder sig om loven. Så det element af retssikkerhed, som består i forudsigelighed, forsvinder.

Herhjemme gav provisorieårenes politiske straffesager, som uden vaklen blev pådømt af faste dommere, en god baggrund for nævningernes indførelse i 1919. Det havde dog også sine uforudsete konsekvenser, f.eks. frikendte nævningeretter jævnligt i oplagte sager om fosterfordrivelse – straffen var simpelthen for stor.

Domstole, der tager loven i deres egen – ganske vist frifindende – hånd, er grundlæggende noget rod. Men det er også noget rod, når et parlament af hensyn til denne eller hin højtråbende gruppe vedtager love, som er ude af trit med det tavse flertal. Og lægdommere og nævninger er i den grad repræsentanter for det tavse flertal.

Fortaler for jury nullification bliver jeg aldrig, men jeg vil til gengæld godt være fortaler for, at loven ikke skal friste nogen til jury nullification.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: